Røde øjne

David er en ung dreng på 16 år der lever livet i Byen Dawson med sin familie, hans bedste ven Aroon, forsvinder en dag på mystisk vis og på trods Davids frygt for skoven og dens mysterier, formår han at samle mod til at finde sin ven.
Men både kærlighed og had i et venskab er ikke hvad der giver gejst til at fortsætte.

9Likes
16Kommentarer
1213Visninger
AA

3. Forvildet

Den gnaskende lyd fyldte rummet mens David ved køkkenbordet og betragtede sin lillesøster der stoppede munden til med cornflakes, på en knap så charmerende måde. David skar kort en grimasse før han vendte blikket den modsatte retning. Mia var kun 6 år gammel, ikke helt så udviklet af sin alle som de fleste andre 6årige, men det gjorde ikke David noget, det eneste problem han havde med sin søster var måden hun spiste på, ellers var hun normalt altid den sødeste og mest artige søster man kunne ønske sig. Hun sagde aldrig så meget, gjorde bare hvad man bad hende om og tiede stille hvis der ikke var noget at sige. 

" LUK! munden når du spiser! " sagde han og lod sig glide tilbage lænet tilbage på sin stol. Han havde selv en skål med cornflakes stående på bordet foran ham, men han havde endnu ikke rørt den endnu. Både pga af hans lillesøster som fik ham til at miste apetitten men også tanken om at der skulle være sket Aaron noget.  Der var ikke kommet noget som helst ud af telefon opringningen tidligere. Han havde forsøgt at ringe en million gange men der var ingen der havde svaret. Det gjorde ham både bekymret, sur og irriteret. Måske skulle han bare smutte hen til ham og se om han var hjemme?   

 

" Jeg smutter " sagde David gennem rummet og svingede sin taske over sin skulder før han gik ud mod hoveddøren. Han skulle egentlig i skole, men havde i sit hoved besluttet at han ville tage hen og tjekke om Aaron var hjemme. Ellers ville han tage i skoven, selvom tanken om den gav ham myrekryb.

Davids far nåede lige akkurat ikke at fange David før han var ude af døren og på vej ned af vejen på sin blå mountainbike. 

Vejret var igen ikke noget at prale af, vinden var hård og kold mod Davids bare ansigt og det var næsten ikke til at cykle i. Det regnede ikke meget, men styrken fra vinden fik det til at virke som meget mere. Det stak mod hans kinder men David havde i sinde at nå frem til Aarons hus meget hurtigt.  Og det gjorde han. Få minutter efter stod David ved hoveddøren indtil Aaron. Han tøvede kort nogen sekunder men ringede så på og ventede. Der gik noget tid før døren endelig blev åbnet og Aarons storebror Max stod i døren. 

" Hey David... " han holdte en kort pause før han fortsatte. " Aaron er ikke hjemme.. han er sikkert allerede taget afsted " Max sendte kort David et skævt smil, men David rynkede panden en smule. 

" I skole? " spurgte David. Det lignede ikke Aaron at tage i skole uden at komme forbi David først. Desuden var Aaron ikke ligefrem skole typen, hvilket ville sige at han faktisk meget sjældent var i skole, men det var jo ikke sikkert at Max vidste det. 

" Ja, eller det tror jeg hvert fald " sagde Max med et kort træk på skuldrene men lænede sig så kort mod dørkammen. 

" Oh.. okay, jeg møder ham bare der så. " Sagde David og gav kort et vink fra sig før han smuttede ned af trappen og hen for at samle sin cykel op. Han lod kort blikket glide tilbage hen over sin skulder før han svingede sig op på sin cykel og cyklede i retning af skolen, dog var det ikke for at komme i skole han havde taget den vej. Nej. Han ville skyde genvej mod skoven lidt længere nede af vejen. 

 

Tankerne fløj gennem hovedet på David mens han i en susende fart cyklede ned af vejen og lavede en skarp vening op af en sti der føre mod skoven. Ikke samme sti som han var kommet hjem af forleden. Den her sti var nemlig ikke ligefrem hvor man havde lyst til at gå når det var mørkt. - Han forsøgte at komme i tanke om hvordan det hele var gået til, men han kunne ikke skille virkligheden fra den drøm han havde haft. Det gjorde ham nervøs og den mindste lyd fra mellem træerne fik ham til at miste koncentrationen, hvilket havde gjort at han flere gange havde været ved at falde på sin cykel.

" DAVID! " 

" DAVID! " 

David stod på næsen på skovstien da lyden af Aarons stemme råbte hans navn fra mellem træerne, hvordan kunne det være? - han kunne ikke tyde lyden i stemmen, den var ikke som Aarons stemme normalt lød, men heller ikke sur, ikke trist, måske... bange? Det tog ham lidt tid før han havde samlet sig over chokket over at være væltet. Han kunne mærke blod ved sin hage og havde allerede en enormt hovedpine. Han lod forfjumsket sine hænder glide ned over sit ansigt før han fik sat sig op og lod blikket glide rundt mellem træerne. Regnen havde taget til og vinden ruskede i træerne toppe.  

" AARON!? " lød det fra David som forsøgte at komme på benene og finde sin cykel. Han lyttede nøje efter Aarons stemme men ingenting viste sig. Cyklen lå ikke langt fra ham med bøjet fordæk. Han kunne ikke finde årsagen til at han var væltet, der var indenting på stien som kunne have været ivejen for hjulet. Men væltet var ham. 

" DAVID! " 

Et sug røg gennem Davids krop idet han vendte sig mod lyden af Aarons stemme og han faldt bagover ved synet af et sæt røde øjne omgivet af en sort tåge lige foran ham, han kunne ikke finde hoved og hale i hvad det var han så foran sig og kravlede forvildet tilbage på det våde underlag.

" AARON! " råbte han og lod blikket glide rundt i håb om at finde sin ven, der var dog intet andet end træer at se. De røde øjne var forsvundet igen. . - Et skrig fyldte luften og David lod sine hænder glide for hans ører og vred sig på jorden. Det var en lyd ikke til at beskrive, som nåle der blev stukket i ørerne på ham, trukket ud og stukket i igen. Han så på sine hænder, som rystede og nu var dækken af blod. 

" DAVID! " der var gråd i stemmen denne gang og David krøv sammen på jorden med hænderne for sine ører. Vinden havde overdøvet hans egen gråd men tårerne kunne tydeligt ses på hans kinder. 

David kæmpede sig op på knæ men alt for hans øjne var sløret og træerne vendte på hovedet, han kravlede ude af stand til at se sin vej frem, hen ad stien. Der var ingen tanker i hovedet på ham i dette øjeblik, han ville væk. Hvad var det han havde rodet sig selv ud i. Han faldt sammen på jorden i udmattelse uden at vide hvor og hvor langt han var fra alting. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...