SHERLOCK!

ADVARSEL: Indeholder spoilers for The Reichenbach Fall.
Stakkels John Watson tror at hans bedsteven, Sherlock Holmes, er død. Han begik selvmord for øjnene af doktoren, og John kan ikke komme sig over chokket.

10Likes
13Kommentarer
1069Visninger
AA

2. Kirkegården

John har plukket en buket blomster på vej til kirkegården, nu står han så foran graven. Forsigtigt bøjer han sig ned og ligger blomsterne foran den sorte sten. Han stirrer på den gyldne skrift. Hader det.

Hader synet af navnet på den kolde sten. Hader visdommen om hvad det repræsenterer. Hader fornemmelsen af at have mistet noget uendeligt dyrebart.

John ville hellere selv tage en million knivstik, kugler eller gifte end at lade Sherlock tage dem. Problemet var bare… John synker besværet. Problemet var bare at der ikke var nogen der havde hverken stukket, skudt eller forgiftet Sherlock. Han havde sprunget. Han var ikke blevet skubbet, han havde sprunget.

Tårer begynder at vælde op i Johns øjne sådan som de altid gjorde når han besøgte graven. En underlig lyd baner sig op fra Johns bryst. Hvorfor, HVORFOR havde Sherlock sprunget? Det gav ingen mening. Sherlock var ikke sådan en der begik selvmord. Det var han bare ikke!

Endnu et hulk trænger op gennem Johns hals. Havde det været hans skyld? Var der noget han kunne have gjort? Kunne han have forhindret Sherlock i at springe? Hvis han nu var blevet? Var blevet hos Sherlock i stedet for at farer ud for at tjekke op på mrs. Hudson? John ved godt at han aldrig ville have tilgivet sig selv, hvis hun nu rent faktisk VAR blevet skudt og han bare havde ladet som ingenting. Men var der andet han kunne have gjort? Kunne han have beskyttet Sherlock noget mere? Ikke have været så hård ved ham? John havde trods alt kaldt ham for en maskine lige inden han var gået. Hvis han ikke havde gjort det, ville Sherlock så ikke være sprunget?

John aner det ikke. Det virkede underligt at så lille en kommentar skulle have påvirket Sherlock så meget, men på den anden side var det endnu mere underligt at Sherlock overhovedet havde sprunget. Og det var trods alt Sherlock. Man kunne aldrig vide med Sherlock.

Johns krop begynder at ryste mens han tænker på sin afdøde bedsteven. Han savner ham så meget. Klarer sig kun lige gennem dagene og nætterne er rædselsfulde. Det samme mareridt nat efter nat. Afspillet igen og igen. Siden Sherlocks død for snart en måned siden, har han ikke en eneste gang haft sit gamle mareridt fra soldater tiden. Nu er det hele tidens Sherlocks genfærd der spøger i Johns drømme. I morges havde han oveni købet bildt sig selv ind at der lå et af Sherlocks sorte hår på sengen ved siden af John. Latterligt. Sherlocks var død. John havde selv set det ske. Og nu… Nu ligger han her. Under jorden og rådner. Mod sin vilje forestiller John sig den forvandling der er ved at ske med Sherlocks krop. De lange, tynde lemmer der langsomt bliver forvandlet til muld. De strålende grå øjne, der aldrig mere skal rette sig mod John. Flere tårer løber ned af Johns kinder, mens han kæmper imod trangen til ar rulle sig sammen oven på Sherlocks grav. Sherlock ville ikke have brudt sig om det. Det ved John. I stedet tager han adskillige dybe indåndinger, og lader soldaten i ham tage over. Langsomt retter han sig op, retter et enkelt kort nik mod den sorte sten før han vender sig rundt, og begynder at gå væk fra graven. Han tvinger sig selv til hverken at se tilbage, eller til at halte. Smerterne i hans ben er vendt tilbage, men John nægter at lade sig mærke med det. Hvis han gør, vil det være det samme som at indrømme at Sherlock er væk. For evigt. Og det er noget John på ingen måde vil tillade! Han vil holde Sherlock i live på så mange måder som muligt!

Da John krydser et træ, standser han op og roder i sin højre jakkelomme. Frem hiver han en blyant og på træet skriver han; ”I belive in Sherlock Holmes!” Så forlader han kirkegården.

Kort efter, dukker en anden skikkelse op. Med lange skridt går personen hen til den sorte sten med den gyldne skrift. Personens lange jakke hvirvler rundt bag ham. Skikkelsen stopper foran graven, som John lige har forladt. Et øjeblik stirrer han på teksten, så falder hans blik på buketten der ligger foran stenen. Han bøjer sig ned, og tager en enkelt blomst. Så går også han.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...