SHERLOCK!

ADVARSEL: Indeholder spoilers for The Reichenbach Fall.
Stakkels John Watson tror at hans bedsteven, Sherlock Holmes, er død. Han begik selvmord for øjnene af doktoren, og John kan ikke komme sig over chokket.

10Likes
13Kommentarer
1140Visninger
AA

1. Mareridtet

John klynker i søvne og kaster sig til siden. En sagte mumlen slipper ud mellem hans sammenknebne læber. Han drømmer. Men ikke nogen rar drøm. Det er et mareridt. Et mareridt der bliver ved med at vende tilbage. Et mareridt der rent faktisk har fundet et sted. Mareridtet om Sherlock Holmes’ selvmord.

 

John haster mod Bakerstreet 221b opfyldt af både frygt og vrede. Frygt for mrs. Hudsons tilstand, vrede over Sherlocks manglende deltagelse i frygten.

John åbner døren og er lige ved at støde ind i mrs. Hudson. Uden skudhuller. Ikke en eneste skramme kan skimtes på hendes krop, han er blevet narret. Mrs. Hudson vender sig om mod John, da hun hører døren gå op, ”Har Sherlock ordnet det med politiet?” spørger hun. John svarer ikke, vender sig bare om og styrter ud af døren. Han skal tilbage til Sherlock, og det er med det samme!

”Taxa!” John jager en anden person væk fra taxaen, ”Det er politiet, eller en slags.” John stiger ind og fortæller at han skal hen til hospitalet.

Under hele turen banker hans hjerte og han frygter hvad der kan være sket, siden han efterlod Sherlock alene i laboratoriet.

Endelig, efter alt for mange nervepirrende minutter, stopper taxaen foran den høje bygning. John stikker hurtigt chaufføren det rette beløb, inden han hopper ud af taxaen og med raske skridt går mod hospitalet.

I det samme ringer hans telefon. Displayet viser at der er Sherlock der ringer. ”Gå tilbage hvor du kom fra!” lyder hans velkendte stemme, selvom den lyder noget tyk i det. ”Hvor er du? Jeg kommer ind.” svarer John og fortsætter med at gå. ”Bare… gør som jeg siger.”

John vender om. Der er noget i den stemme. Den lyder forkert. ”Okay, hvor er du?” spørger han bekymret samtidig med at han går tilbage til stedet hvor han steg af taxaen. John kigger sig omkring, han kan ikke se Sherlock nogen steder.

”På taget.” lyder svaret. John vender sig om med et ryk. Der! På hospitalets tag står den velkendte skikkelse. En kold spand frygt løber ned af Johns ryg, ”Sherlock…”.

”Jeg kan ikke komme ned, så vi må bare gøre det på denne måde.” Sherlock snøfter og John bliver om muligt endnu koldere. ”Gøre hvad?”

Og så følger hele den rædselsfulde tale. Jeg er en løgn, John. Aviserne har ret. Jeg har skabt Moriaty til mit eget formål.

”Sherlock, stop det!” Frygten kryber rundt overalt på Johns krop, ”Første gang vi mødtes… Første gang vi mødtes, vidste du alting om min søster, okay?!”

”Ingen kan være så klog.” Der var afgjort noget galt, det der ville Johns Sherlock aldrig sige, det var ikke muligt!

”Du var!” svarer John og Sherlock ler kort, inden han prøvede at bilde John ind, at han havde fundet ud af så meget om ham som muligt, inden de mødtes. John tror ham ikke over en dørtærskel!

Sherlock stemme ryster og John kan høre tårerne der løber ned af hans vens kinder.

”Fortæl det til alle. Fortæl det til Lestrade og mrs. Hudson og Molly. Fortæl det til alle der vil høre på dig. Dette er mit brev, John. For det er vist sådan man gør. Efterlader et brev.”

Nej, det kunne ikke være sandt. Han måtte have misforstået noget. ”Hvornår? Hvornår efterlader man et brev?”

John får ikke noget svar. ”Vil du gøre en enkelt ting mere for mig, John? Hold dine øjne rettet mod mig. Vil du gøre det for mig?” John ryster vantro på hovedet og stammer, men Sherlock afbryder ham.

”Farvel, John.” Så bliveer røret lagt på og John kan se Sherlock smide sin telefon fra sig. Sherlock bøjer sig ned i knæene og…

 

”Nej. Nej! SHERLOCK!” John smider sig rundt i sengen og skriger som en vanvittig. En skikkelse sætter sig på sengekanten og mumler beroligende, mens den stryger den sovende over ryggen, ”Rolig, John. Rolig, det er bare en drøm. Bare en drøm. Shy, rolig…”

Den beroligende mumlen fortsætter indtil John igen ligger stille og igen har en stabil og rolig vejrtrækning. Skikkelsen på sengekanten bliver siddende hele natten uden at slumre ind. Først da de første solstråler begynder at nærme sig Johns fredfyldte ansigt, rejser skikkelsen sig op. I skæret fra solens stråler, er omridset af de høje kindben tydelige, inden skikkelsen svinger sig ud af vinduet og forsvinder.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...