Beautiful Soul.

Jean - på ydersiden en helt almindelig 16 årig pige, med en kæreste gode venner, hun får gode karakterer i skolen, og hun har en dejlig familie. Men indeni, gemmer hun på en stor hemmelighed... Det er ikke en dans på roser at være Jean, hver dag vågner hun til bippen fra mobilen. Det vælter ind med beskeder - hun er en billig luder, og hun burde egentlig bare dø. Hun er fed, og grim.
Hun er stærk, omverdenen har ingen anelse om hvad der sker bag de lukkede døre på hendes værelse, men en dag kan hun ikke vågne op og smile mere.

2Likes
2Kommentarer
916Visninger
AA

1. Just keep smiling.

Jeg havde mest lyst til at smide min mobil ud af vinduet. Tage mit telt, en smule tøj og flytte ud i skoven - langt væk fra internet og sociale medier. "Fede luder. Hvorfor dør du ikke bare? Verdenen ville være et meget bedre sted uden dig. Kys kys - og hav en god dag" jeg vidste ikke hvem der skrev til mig. Var det bare den samme person, eller var det egentlig bare en robot? Var jeg et tilfældigt offer, eller havde en eller anden siddet de sidste år og samlet had til mig? Jeg havde ikke den fjerneste anelse. Jeg kunne mærke en tåre på vej ned af min kind. Pis! Jeg havde brugt ualmindelige lang tid på at lægge make-up. Min bedste ven, forstod ikke hvorfor jeg gjorde mig så umage, og puttede alt muligt i mit ansigt, men igen, han kendte heller ikke til beskederne. Det var min lille hemmelighed. A smile is the prettiest make-up a girl can wear. Ja, jeg kendte den da godt - og jeg brugte mange aftener på at øve mit falske smil. Man kunne næsten ikke se forskel længere, jeg havde brugt lang tid - jeg havde øvet mig for meget. Ingen pige, burde have et falskt smil. Der burde ikke være brug for facader - folk burde ikke have det så dårligt, at de føler en facade, for at skjule deres følelser, er det eneste rigtige. Trist, men nødvendigt, også for mig. Åh! Der kom en til. Denne gang smed jeg mobilen ud af vinduet. Jeg havde selvfølgelig åbnet vinduet først - det eneste jeg ville ødelægge var mobilen. Og min computer - og skolens computere, og internettet. Livet var sikkert meget bedre, inden en eller anden dum idiot opfandt computeren. Fuck ham. Jeg smilte til mit spejlbillede, inden jeg trådte ud af døren og gik i skole. Min bedste ven - T.J. mødte mig på vejen. "Godmorgen" sagde han med et stort smil "Godmorgen" svarede jeg tilbage, med mit næsten perfekte falske smil. T.J. fik mig tit til at grine - sådan rigtigt. Han fik mig til at glemme beskederne - fik mig til at glemme, at jeg i virkeligheden levede på en facade. Jeg havde det altid godt, i det tidsrum, hvor jeg bare gik med T.J. inden skole. Det var de gladeste tider i mit liv. Åh - der kom Tiffany gående. Hende der Barbie dukken, som alle highschools med respekt for sig selv havde. "Hva' så Jean. Har du glemt din mobil idag?" spurgte hun med et hånligt smil. Jeg vidste jo godt at det var hende der stod bag det hele. Jeg skar en grimasse af hende - og lige pludselig kom jeg i tanke om min facade igen. "Hey T.J. jeg skynder mig lige på toilettet" sagde jeg og skyndte mig på toilettet. Jeg låste mig inde i en af båsene, og gav afløb for mine følelser. Hvis jeg skulle opretholde den facade hele dagen - ville det ikke blive uden tårer. Sådan var det altid. Klokken ringede. Jeg skyndte mig at tøre mine tårer væk - et hurtigt kig i spejlet, for at sikre at der ikke sad udtværet mascara på mine kinder. Jeg tog min taske, og løb ind i klasselokalet. Heldigvis - for mig - skulle jeg have matematik, og vores lærer var altid mindst 10 minutter forsinket, så jeg kunne umuligt for eftersidning, for at komme for sent - heller ikke hvis nogen fra min klasse sladrede. Jeg fandt en ledig plads, på den bagerste række, og tog på en rejse til drømme land. Mit Utopia - alt var godt der. Ingen var kede af det - ingen havde brug for facader. Der var ikke noget internet - ingen telefoner eller computere, og folk kom hinanden ved. Døren smækkede og bragte mig - desværre - tilbage til virkeligheden. Vores lærer var kommet. Hun skrev en eller anden syg ligning op på tavlen - jeg havde aldrig rigtig forstået matematik, og for mig var det et under hver gang jeg bestod. Jeg gav hende blikket, og hun vidste godt, at så behøvedes hun ikke besvære sig med at spørge mig. Jeg ville få dagens lektion forklaret af T.J. den bedste ven i hele verden!

Klokken ringede igen. Jeg skyndte mig ud af lokalet, kun for at finde et par bøger, og fare ind i det næste. Hvorfor var verden så stressende? Der var aldrig tid nok - tid var det eneste de snakkede om, tid var mere værd end guld og diamanter. Jeg satte mig igen i bunden af klassen, for at undgå opmærksomhed. Dem fra skolen, vidste helt sikkert hvad der foregik, og det undrede dem sikkert, at jeg hver dag gik jeg et smil på læben. Samfundsfag. Jeg elskede samfundsfag. "Okay alle sammen. I dag vil jeg give jer en meget vigtig opgave. I skal arbejde individuelt - og I har tre uger til at færdiggøre opgaven. I skal lave jeres eget samfund. Fastlægge alle lovene - lave alle udregningerne, få det til at løbe rundt. Samfundet, skal have et navn, og en valuta. Der står mere på det papir jeg udleverer til jer" Mr. Johnson talte fra det første sekund han gik ind i lokalet. Jeg kunne ikke tro mine egne ører - fik vi virkelig muligheden for at opbygge vores eget samfund fra bunden? Et helt kompendium af papirer blev smidt på mit bord, og med en pludselig interesse kastede jeg mig over dem, og begyndte at læse dem grundigt igennem. Det lød næsten for godt til at være sandt. Jeg tog min notesbog frem, og begyndte at skrive nogle nøgleord ned. Mit Utopia var overskriften. Jeg opfangede kun lige, at vi måtte gå igang med opgaven med det samme, inden mine tanker var i en anden verden. Jeg tegnede - eller det lignede små tegniner - uden at vide hvordan. Jeg tænkte ikke over det - førte bare blyanten frem og tilbage over det linierede papir. Da jeg igen, kom til mig selv, opdagede jeg at jeg havde tegnet en park, hvor der gik mennesker og luftede deres hunde, ældre mennesker og små børn fodrede ænder - andre børn legede på legepladsen, forelskede par holdte picnic, og de havde alle én enkelt ting tilfælles. De var glade. Jeg pakkede hurtigt bogen sammen, og selvom timen endnu ikke var forbi, pakkede jeg mine ting sammen og løb ud af klassen. T.J. kiggede op, og fulgte efter mig. Han var langt bagefter, og så snart jeg nåede hjem, låste jeg døren til mit værelse. Jeg hørte han bankede på min dør, men jeg reagerede ikke. Jeg bredte alle papirene fra samfundsfag ud - alt det jeg havde skrevet, mine tegninger. Jeg åbnede alle de e-mails, og beskeder jeg havde fået de sidste par måneder og satte min computer på mit skrivebord. Min hånd rystede, jeg var bange. Hvad var der at være bange for? Intet, om få minutter var det hele forbi - jeg havde ikke længere brug for en facade. Jeg tog den saks jeg havde liggende i min skuffe. Min hånd rystede endnu mere, og jeg mærkede adrenalinen pumpe i mine blodårer. Det hele blev tåget for mig - jeg registerede ikke længere noget. Først gjorde det ondt, men efter ganske kort tid, vidste jeg hvordan det var at være høj af stoffer. Den euforiske følelse. Jeg tror jeg græd, men jeg kunne ikke være sikker

Han bankede på døren, af alle hans kræfter, og den gav endelig efter. Hun sad der i hjørnet, og blødte fra den venstre arm. Hun blødte kraftigt. Han kiggede rundt på værelset, efter noget han kunne bruge til at stoppe blodet med. Tiden stod stille for ham, og alt han kunne tænke på var hende. Han fandt noget, et pudebetræk. Han kunne se indtørrede mærker, fra der hvor hun havde grædt sig selv i søvn. Han bandt det stramt omkring hendes arm, og ringede til alarmcentralen. Så opdagede han computeren, og alle beskederne. Han fik tårer i øjnene. Hvordan kunne nogen behandle et andet menneske så dårligt? Han kiggede bagefter på papirene på gulvet. "I min verden, skal alle være glade. Ingen siger grimme ting - der findes intet internet, ingen computere eller mobiler..." så, bagefter så han tegningen. Alle de glade mennesker der gik rundt i parken. Han begyndte at forstå. Han satte sig ned på gulvet, ved siden af hans bedste veninde. Hans hjerte var flået i tusinde stykker. Han tog pudebetrækket af armen, og kiggede på sårene. "I am beautiful no matter what they say" hun havde skåret den sætning hele vejen op ad armen, sandsynligvis med den saks hun havde i den højre hånd. 15 minutter føltes som en evighed, inden en ambulance ankom til huset. Redderne skyndte sig ind, og puttede hende på en båre. De løb ud i ambulancen med hende, og han fulgte efter. De kørte hurtigt afsted til hospitalet, hvor de gjorde alt hvad de kunne. Hun klarede den ikke. Han faldt sammen på gulvet, krøb sammen i fosterstilling og græd. Han græd i flere timer, indtil der ikke var mere at græde af. Ikke flere tårer, selvom han kunne blive ved i ligeså lang tid..

Mobning er aldrig acceptabelt. Tak fordi I læste med! Jeg undskylder for eventuelle stavefejl - denne ultrakorte historie er bikset sammen på en time, og jeg har ikke orket at læse den igennem. xx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...