Against the odds - 1D's Louis Tomlinson

Hailey er en talentfuld ung håndboldspiller fra Danmark. Hvad sker der, når hun sammen med landsholdet tager til England for at spille EM? Og kan den kendte sanger Louis Tomlinson fra One Direction holde fingrene for sig selv? I hvert fald kommer der følelser i glemme og alt er ikke så let som det ser ud.

Det skal lige siges, at jeg begyndte på denne historie for længe siden i Word, så dengang var drengene ikke så kendte -bare en mindre detalje ;) <3


15Likes
6Kommentarer
2175Visninger
AA

3. 2. Kapitel

”Oh Wont You Come On Over, Stop Making A Fool Out Of Me, Why Don’t You Come On Over, Valerie.

 

Valerie

Valerie

Valerie”.  

Jeg sluttede sangen, og vi var færdige for i eftermiddag. Lydprøven til i aften var gået godt. Det var en lidt speciel aften i aften. For det var ikke en rigtig koncert. Vi skulle synge til et after party sammen med et par andre kendte fra England. Det var noget med EM for U18 piger i håndbold. Om et par timer skulle finalen spilles, også var der selvfølgelig fest for alle de deltagene hold bagefter. Vi havde billetter til finalen, eftersom vi jo skulle optræde, så lige om lidt ville vi sætte kursen mod den store hal. På vej ud til bilen som skulle køre os der hen, måtte vi stoppe et par gange for at skrive et par autografer til nogle af de fremmødte fans. De var meget forskellige alle sammen. Nogen græd, andre skreg og nogle tog det helt roligt. Personligt kan jeg bedst lide dem, der ikke begynder og græde eller skriger en lige om i ansigtet. Forstå mig ret. Jeg vil ikke have en pige skal være kedelig, men hun skal kunne takle, at jeg er berømt. At det vil være svært at få privatliv. Også selvom vi skulle gå hen og slå op. Det var nok en af grundene til, at jeg helst ikke ville date en af mine fans. Jeg elsker mine fans, for uden dem ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag, men de kender mig ikke. De kender kun den side af mig pressen kender. Så derfor virker det også lidt mærkeligt for mig, når en eller anden råber at personen elsker mig. De kender mig jo ikke? Ikke personligt? ”Hvem er det der skal spille?”. Jeg kiggede rundt på drengene. Vi var endelig kommet på plads i bilen. ”Danmark mod Frankrig”. Harry ryster på hovedet, så hans krøller kommer på plads igen. Jeg kan ikke lade hver med at smile. Harry og jeg har et… Hvad kan jeg sige? Et specielt forhold? ”Hvorfor har vi egentlig aldrig været i Danmark?” Zayn rettede opmærksomheden væk fra de fans, der som altid prøver at løbe efter bilen. ”Ved det ikke? Jeg tror ikke at vi er særlig kendte i Danmark?”. Jeg rettede mit blik mod vejen og det gik op for mig, at vi allerede er der.

 

***

 

”Mad!”. Var det første Naill udbrød, da vi trådte ind i den enorme hal. ”Det er derfor, du har været så stille hele vejen” grinede jeg, og samlet gik vi over til en af de store steder med mad. Ikke særlig længe efter sad vi på vores pladser på tribunen. Frankrigs national sang var i gang og om lidt var det den danskes tur. Mit blik vandrede rundt på pigerne, der alle er iført spilledragter. Hvad kan jeg sige? Jeg er en dreng, så jeg bliver da lige nød til at se, om der er nogle lækre piger. Mit blik stoppede på en pige, der var en anelse lavere end de andre. Det svært at se hvordan hun helt præcist så ud så langt væk, men hun var brunette og helt sikkert vildt smuk.

 

***

 

Kampen var gået ind i slutfasen, og begge hold var vildt gode! Håndbold havde aldrig rigtig interesseret mig, men det her var faktisk okay. Der var omkring 8 minutter tilbage. Frankrig førte med 1 og havde bolden, men Danmark kunne sagtens nå det endnu. Pigen fra før var stadig ikke kommet tilbage, hvilket irriterede mig. Jeg ville gerne have en undskyldning for at kigge nærmere på hende. Mit blik faldt for 117 gang ned på den danske bænk. Hun havde rejst sig. Nu stod hun og hoppede lidt, og svingede med armene bag bænkene. Måske var det nu, hun skulle på banen? ”Er det ikke meningen at man kigger på spillet og ikke spillerne bag banen?” Harry skubbede drillende til min skulder, og jeg kom tilbage til den virkelige verden igen. ”Du kender mig” jeg trak grinene på skuldrene, og lod lige blikket vandre ned til bænken igen. Hun havde taget overtrækstrøjen af, og det så ud til at hun skulle på banen lige om lidt.

 

***

 

Danmark havde vundet i overtiden med 1 mål. Og de kunne kun takke en person for det. Nummer 16. Brunetten. Hende der havde fanget mit blik allerede fra starten af kampen. Planen var nu at skynde sig tilbage til stedet hvor festen skulle holdes, klæde om og så skulle der ellers bare festes igennem. Klokken var 17.07 og festen startede 19.00 så der var god tid. Men jeg kunne ikke lade hver med et tænke på hende. Hun var smuk, og jeg måtte bare lære hende og kende.

 

***

 

Der var godt gang i festen, og der var kommet mange. Jeg havde dog stadig ikke fundet hende, og snart var det vores tur på scenen. Jessie J afsluttede sin optræden, og det blev vores tur. ”Det her er vores sidste sang i aften, og derefter vil vi overlade scenen til dejlige Leona Lewis” Harry blinkede til hende. Ingen kan stå for hans charme. Melodien til ’What Makes You Beautiful” begyndte og der kom virkelig gang i folk. Mens Harry sang, fik jeg mulighed for at kigge rundt igen, for jeg havde stadig ikke fundet hende. For den sags skyld havde jeg slet ikke, kunne finde nogle af de danske piger. Måske var det meningen? Måske skulle vinderne komme for sent? Jeg mener til et bryllup kommer bruden altid for sent. Vi sluttede sangen, i det en stor gruppe piger kom ind. Danmark. Da det gik op for drengene, at det var Danmark, og at jeg stod og stirrede på hende grinte de til hinanden og Niall tog mikrofonen op til munden. ”Og så kom vinderne endelig! Louis har vidst fået et godt øje til en af jer, så lige en speciel sang til dig!”. Melodien til ’ Stole My Heart’ begyndte, og Zayn tog min mikrofon og trak mig ned fra scenen. Hvad kan jeg sige? Han er stærkere end mig. Samtidig var Niall på jagt efter hende. Han fandt hende. Stakkels hende, hun så helt skræmt ud. Sangen sluttede i det vi stod overfor hinanden. Jeg plejer ikke at være genert. Langt fra. Men hun… Hun gjorde bare et eller andet ved mig, og jeg kendte hende ikke engang. Naill rakte mikrofonen mod hende. ”Og hvad hedder du så?”. Hun kiggede genert rundt, men svarede så: ”Hailey”. ”Giv en hånd til Hailey og resten af det danske hold!”. Musikken begyndte igen, folk dansede og drengene var ikke længe om at forsvinde, efter at have givet mig et klap på skulderen. ”Undskyld drengene”. ”Det okay” hun trak på skuldrene og sendte mig et forsigtigt smil. ”Jeg ville gerne sige, at de ikke plejer at opføre sig sådan, men det ville være at lyve”. For første gang hørte jeg hendes grin. Det var sødt og passede perfekt til hende. ”Skal vi starte på en frisk og glemme alt om det der lige skete?”. Jeg smilede til hende, og min selvtillid var efterhånden vendt tilbage. ”Lad os det”. Hun rakte sin yndige hånd frem. ”Jeg hedder Hailey, jeg er 17 år og er skrækslagen for edderkopper”. Jeg kunne ikke lade hver med at grine over replikken med, at hun var bange for edderkopper. Hvem ville sige det som noget af det første, til en person man lige havde mødt? ”Louis, 20, og jeg elsker piger der kan lide gulerødder”. Jeg tog imod hendes fremstrakte hånd og der gik et stød igennem mig. ”Jeg kan ikke lide gulerødder. Så jeg må hellere smutte over til pigerne igen. Vi ses Louis” hun skulle lige til at gå, da jeg greb fat i hendes hånd. ”Kan du virkelig ikke lide gulerødder?” jeg kiggede hende smilene i øjnene. Hendes helt brune øjne. ”Jo, men jeg havde brug for en grund til, at smutte væk fra dig” smilte hun forsigtigt, dog uden at bryde øjenkontakten. Jeg brød den dog i stedet ved, at kigge ned i jorden. ”Vil du gerne væk fra mig?”. ”Nej egentlig ikke, men jeg er meget tæt på at komme til at grine helle tiden”. ”Hvorfor?” jeg kiggede forvirret på hende. ”På grund af dine venner. De laver kyssemunde og det ligner faktisk, at Harry er ved at tage sit tøj af”. Nu kunne hun ikke længere lade hver at grine. Jeg kiggede mig over skulderen. Ganske rigtig stod drengene der, og Harry var faktisk ved at tage tøjet af. ”Harry ikke her!” udbrød jeg. Han kiggede surt på mig: ”Okay”. Han gik lidt væk og drengene fulgte efter ham. ”Er han altid sådan” grinte Hailey. ”Ja desværre” jeg trak på skuldrene og fortsatte så: ”Kom lad os danse”. 

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hey! :) Undskyld for den lange ventetid! Har været i Frankrig og havde ikke min computer med mig :D <3 

Det skal lige siges at jeg har skrevet historien færdig i Word og at jeg faktisk har været igang med den siden jul (har ikke så meget tid til at skrive i). Så derfor er drengene ikke ligeså kendte i min historie som de er i virkeligheden ;) <3

Det ville gøre mig glad hvis i lige gad skrive en kommentar, like og sætte den på favorit? :P <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...