Against the odds - 1D's Louis Tomlinson

Hailey er en talentfuld ung håndboldspiller fra Danmark. Hvad sker der, når hun sammen med landsholdet tager til England for at spille EM? Og kan den kendte sanger Louis Tomlinson fra One Direction holde fingrene for sig selv? I hvert fald kommer der følelser i glemme og alt er ikke så let som det ser ud.

Det skal lige siges, at jeg begyndte på denne historie for længe siden i Word, så dengang var drengene ikke så kendte -bare en mindre detalje ;) <3


15Likes
6Kommentarer
2188Visninger
AA

2. 1. Kapitel

 

”Hvad vil vi have?”. ”Sejr!”. ”Hvad får vi?”. ”Sejr”. Selvom humøret ikke var helt i top, droppede vi ikke kampråbet. Kampråbet var det der fik holdet op på hesten igen. Det var det, som for alvor satte gang i gejsten. Sammen med det store publikum og adrenalinen der pumpede rundt i kroppen. Jeg satte mig ud på bænken. Jeg havde endnu ikke været på banen, og jeg regnede heller ikke specielt meget med at komme det. Det var min første kamp på U18 landsholdet og denne kamp var vigtigt. Det var vind eller forsvind. Det vi kæmpede for var at gå videre til mellemspillet til EM for U18. Det var stort, især for mig. Egentlig skulle jeg slet ikke have været med, jeg fyldte 17 for et par dage siden, og havde derfor ikke været gammel nok til at være med helle turneringen. Derfor havde man valgt, at jeg ikke skulle udtages til holdet. Men Laura fik et vrid i knæet under sidste kamp, og hun kunne derfor ikke spille mere under turneringen, derfor kom jeg med. Men kun for at holdet var fyldt op. Det var selvfølgelig spændende at være med men på en måde også ret ærgerligt. For hvem gider blive udtaget på grund af en andens skade og være ret sikker på slet ikke at få lov at spille? Ikke særlig mange. Stillingen stod 22-20 til holdet fra Sverige, og der var kun små 10 minutter af kampen tilbage. På en måde misundte jeg Julie. Ikke kun fordi hun var første valget på min plads –playmaker- men hun var også gudesmuk. Drengene faldt på stribe for hende. Selv havde jeg aldrig haft en kæreste, men der havde heller aldrig været nogen, som jeg virkelig har kunne lide. Hellere ingen kæreste end en man faktisk ikke elsker. 5 minutter senere bragte Sverige sig foran igen. Denne gang med 3 mål i stedet for 2. Stillingen stod nu 26-23 og jeg -og stort set alle andre der bare har en lille smule styr på håndbold- ville kunne fornemme at holdet, så småt var ved at give op. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om det var værst at være med til at se på et højst sandsynligt nederlag, end at være med og vide at man havde gjort sit bedste. Jeg besluttede mig for, at det ville være bedst at være med, og havde gjort sit bedste, mest af alt fordi jeg selv længtes efter at spille. ”Sandra!”. Jeg kiggede forvirret rundt. Hvem råbte efter mig? Svaret var min træner. ”Er du klar?”. ”Klar til hvad?”. Sorry, men jeg er altså lidt blank en gang imellem. ”Til at du skal på banen”. ”Hvad?”. ”Stå lige og hop til bag banen, i næste angreb kommer du ind i stedet for Julie. Sverige er ikke forberedt på dig, de kender ikke dit spil. Du kan godt. Hold hovedet koldt og vis hvorfor du er kommet med på holdet” han klappede mig venligt mellem skulderbladene og jeg luntede ud bag banen og hoppe lidt rundt. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Jeg skulle ind og spille min første landsholdskamp. ”Det nu Sandra!” min træners råb afbrød tankerne og jeg skyndte mig hen til ham. ”Kom så. Tro på dig selv. Hold hovedet koldt” ordene hviskede jeg igen og igen for mig selv. Mest for at berolige nerverne. Forsvaret holdt godt, vi fik bolden og Sverige fik ingen mål. Men vi var stadig 3 mål bagud og der var kun små 5 minutter tilbage. Julie og jeg byttede plads og jeg stod nu på banen. Som playmaker. Det var dette jeg havde drømt om de sidste 3 år. Jeg ved godt 3 år ikke lyder af meget, men håndbold var passion der først kom da jeg var omkring de 14, og jeg må vel bare have talent ;)

 

***

 

Uret i hallen lød højt. Sverige havde kaldt til timeout. Stillingen var 27-27, Sverige havde bolden, og der var  28 sekunder tilbage. Min træner sagde ikke så meget. Hvad vi skulle gøre var jo enkelt. Få bolden inden for ca. 15 sekunder, løb kontra og scor. Det lyder let, men selv prøv og gør det og det bliver straks en del sværere! ”Hvad vil vi have?”. ”Sejr!”. ”Hvad får vi?”. ”Sejr!”. Uret lød endnu engang og spillet var i gang. Vi var aggressive i forsvaret og gik meget højt op og dækkede. Selv stod jeg faktisk helt oppe på midten for at få deres bedste skytte ud af spillet. Det var en svær post at have men på en måde også ret sjov. Spilleren man dækkede op blev som regel ret irriteret. Det gjorde jeg også selv hvis det skete for mig. Jeg kastede et kort blik på uret. 16, 15, 14. Jeg tog et valg. Lod som om jeg gik et skridt tilbage for at hjælpe mine stregmarkere med opdækningen, og håbede at de svenske spillere, ville spille til hende, som jeg skulle dække op. Min fornemmelse holdt stik, ikke længe efter skød de til hende – troede de. Jeg var forberedt på det, så jeg nåede lige præcist at snuppe bolden og satte i løb op af banen, mens jeg gjorde alt for ikke at tage for mange skridt. Publikum talte ned: ”8, 7, 6, 5”. Jeg satte af og fokuserede på målet. Jeg landede på jorden i det uret lød og publikum brød ud i jubel. Holdet var straks ved mig – jeg vidste dog stadig ikke om bolden var gået ind eller ej. ”Og Hailey sikre Danmark sejren! En ny stjerne er helt sikkert blevet kommet til!” kommentatorens stemme lød i hele hallen og det gik op for mig, at vi havde vundet. Jeg havde sikret os sejren. Mig? Lille mig, som kun via held var kommet med på holdet.

 

***

 

Ude i omklædningsrummet jublede vi videre. Det her var for vildt! ”Godt gået piger! Og tillykke med din første landholdskamp Hailey. Man kan vel ikke sige andet end af det klarede du godt!” min træner fik råbt os op, men det varede ikke længe før vi igen dansede rundt på bænkene. ”Skrub så i bad piger! Vi snakker om hvornår, vi rejser og lign. om præcis 30 min!”. Han forlod omklædningen og fortsat jublende  skyndte vi os i bad.

 

 

***

 

 

”Har du nu husket alt?” min mors urolige stemme, skar gennem mængden af højrystede teenagepiger. ”Ja, mor”. Jeg rullede med øjnene. Det var omkring 17 gang hun spurgte! ”Åhhh, jeg er så stolt af dig” hun trak mig ind i kram, og knugede mig så hårdt ind til sig, at jeg næsten ikke kunne få luft. ”Mor, jeg kan altså ikke få luft”. ”Undskyld skat”. Hun trak sig væk og kiggede kærligt på mig. ”Mor! Jeg har sagt, at du ikke skal kalde mig det der!”. ”Nuurh, gør jeg dig pinligt berørt?”. ”Øhhh, ja?” jeg rullede endnu engang med øjnene. Forældre er de mest pinlige væsner på jorden. ”Vi ses” jeg greb hurtigt min håndbagage, gav mine forældre et knus og fulgte med resten af truppen gennem lufthavnen. ”Dine forældre er bare så seje!” Josefine kom op på siden af mig. ”Jaer, right”. Vi grinte sammen. På holdet var vi som bedsteveninder. ”Hvor skal du sidde?”. Jeg kiggede på hende, og i samme øjeblik gik jeg ind i en. ”Ej det må du undskylde” udbrød jeg. En middelaldrene mand kiggede vredt på mig. ”Kig dig dog for!” han tog sine ting og fortsatte med hastige skridt væk fra holdet. Længere kunne Josefine og jeg heller ikke holde masken. Vi brød ud i grin, og sluttede os så hurtigt til resten af holdet.

 

***

 

”Vi skal bo to og to på værelserne, og jeg har allerede besluttet, hvem der skal sove sammen” min træner havde samlet os i forhallen på hotellet. En mumlen bredte sig hurtigt. Hvem skulle sove med hvem? Hvad hvis man skulle sove sammen med en, man ikke havde det så godt med? ”Laura, Julie, nummer 157. Helene, Freja, 158. Hailey, Josefine, 159” men træner fortsatte med at dele nøglerne ud. ”Vi mødes om 30 min. omklædte her. Vores første kamp er i morgen mod Norge, så vi tager lige en let træning for at vænne os til hallen. Efter det har i fri, men gå nu ikke ud og drik jer stang stive,  det er en vigtig kamp i morgen!”. Ikke længe efter at han havde sagt de sidste ord, stormede hele holdet med elevatoren. Alle ivrige efter at se værelserne. 

 

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Hej, så kom det første kapitel ;) Jeg håber i kan lide det og det ville betyde meget hvis i lige skrev en kommentar og likede den? :D <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...