Fire Break *pause*

Adrenalin hvad betød det for mig? Intet til at starte med men så mødte jeg den her pige, hun var ikke som alle andre der var noget speciel over denne her smukke pige. Hun så ud som andre piger det var slet ikke det men et eller andet i mig sagde at hun var anderledes eller os var det bare fordi hun var mystisk, indelukkede i sig selv og snakkede endeligt ikke med andre ind mig. Hvorfor hun lige havde valgt mig som den hun helst ville snak med det var stadig en gåde jeg nok aldrig ville finde løsningen på. Jeg vil fortælle jeg histoien om hvordan jeg mødte den pige der gjorde at jeg blev en adrenalin-junkie.

0Likes
6Kommentarer
1242Visninger
AA

2. Begyndelse

Det startet som en helt almendelig skole dag ligesom alle de andre dage, jeg havde min taske over skulderen på vej mod klassen da denne pige nærmest væltet ind i mig først blev jeg en smule irterrede men da jeg så at skolens bølle havde skubbet hende faldt jeg ned igen. Det næste der skete var utroligt hun sprang på ham og fik han lagdt ned som om hun aldrig havde lavt andet, hun tævet ham og han flygtede væk fra hende angst for at hvad der ville ske hvis han bleb, det gjord med det samme at folk fik en hvis respekt for hende. Jeg var bare inponert og forbløffede over hvordan så spinkel en pige kun klare så stort et brød som Jeff hendes blik faldt på mig det var så mørkt og koldt at jeg måtte træde flere skridt til bare af ren forskækkelse, hendes øje var sorte som kuld, dype og kolde som om der ikke fandes nogen former for varme i hendes sind. Hendes krops bygning var spinkel nærmest som en lille piges der havde sultet sig i en længer periode det eneste der holde hende fra at ligne en mindre årigt pige var hendes barm den tilhørte mere en kvindes en et barns. Ud over det gik hun med sort meke-up og en stil der skreg at hun var gorth men der var noget der gjorde hende smuk og speciel på så mange måder. jeg kan ikke forklare det på andre måder men hun var sådan en jeg helt sikker kunne falde for men os var farligt men ikke så farligt at det ikke skulde undersøges. Jeg tog mig selv i at stirrer på hende hvilket hun havde opdaget. ”Når nyder man synet?” var det første hun sagde til mig, jeg husker tydeligt hvordan jeg fik en klump i halsen da jeg skulde svare hende og hvordan jeg tænkte nøje over mine ord for ikke at fornærme hende på nogen måde. ”Mere eller mindre ja” i mit egent hovede havde det lydt dumt men hun smilte og grinte en smule over svaret og hvad der derefter skete er nok det jeg husker bedst. "Vi skal nok blive gode venner Mickael!" sagde hun som om hun altid havde kendt mig og jeg var lige ved at tabe underkæben af ren og skær forbløffelse, kvinder var en race for sig selv men når man forstod dem kunne man ikke helt lade være med at syndes at de var guddommelig på en måde og det kunne man ikke helt lade vær med at tænke alligevel. "Må jeg vide hvad du hedder nu når du åbenbart kender mit navn?" sagde jeg og mærkede en svag rødmen i kinderne jeg håbede hun ikke bemærkede. Hun smilte og der var en slags varme i hendes blik som jeg ikke havde opdaget før eller os blide jeg, mig bare ind at det havde været. "Elizabeth!" sagde hun sukker sødt og bukkede let og endnu engang mærkede jeg varmen i kinderne og jeg måtte slå blikkede væk for at få kinderne tilbage i en nogen lunde normal farve. "Er du ny her? Jeg syndes nemlig ikke jeg har set dig før?" Spurgte jeg og mærkede tydeligt hvor tør min hals føltes. Jeg så hvordan hun kiggede drømmene ned af gangen og lignede en der ikke havde hørt mit spørgsmål men efter lidt tid svarede hun langsomt men med en smuk og blid stemme. "Ny er jeg ikke men jeg har gjort meget for ikke at blive set for meget!" Jeg rynkede øjenbrynet lidt jeg for stod ikke svaret helt men trak bare på skulderne. "Ok hvordan kan det være?" Hun rettede blikkede imod mig og sukkede. "Mickael Ikke alle de spørgsmål, ok!" sagde hun bestemt og en smule koldt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...