I ulvens øjne

Kate har altid været meget speciel. Hun er en varulv. Hendes veninde Lucie ved intet. Kate har besluttet sig for at fortælle hende det, men det giver flere problemer end hun regner med og hun bliver rodet ud i noget hun hurtigt fortryder...

12Likes
11Kommentarer
1002Visninger

1. I ulvens øjne

 

Mit navn er Kate. Jeg glemmer aldrig Lucie, hun var den eneste jeg holdte af. Jeg fortryder alt hvad jeg har gjort. Det hele startede i eftermiddags, hvor jeg havde besluttet mig for, at fortælle hende at jeg var en varulv…

Lucie var taget ned for at handle ind. Jeg sad alene i stuen og så tv, jeg tænkte på, hvad jeg skulle sige det til hende og på, hvordan jeg skulle sige det. Jeg var bange for, hvordan hun ville reagere.                           

”Så er jeg her!” Råbte Lucie, da hun kom ind af døren. Jeg kiggede hen imod døren og smilede til hende. Nu var jeg helt blank, jeg anede ikke, hvordan jeg skulle sige det. Lucie gik ud i køkkenet. Jeg kunne høre varerne rasle, da hun pakkede dem ud af sin indkøbspose. Jeg tænkte, at det ville blive nemmere, hvis jeg løb en tur.                                                                                                                   

”Jeg løber lige en tur!” Råbte jeg ud til hende.                                                                                                                       

”Okay jeg bliver her og begynder at lave noget mad!” Jeg gik ud af døren og ud på den mos beklædte skovbund. Jeg tog mine sko af, så jeg kunne løbe i bare tæer. Jeg begyndte at løbe ind imellem træerne, men jeg stoppede op, på en lille bakke der lå midt imellem en masse træer. Nu spurtede jeg igennem træerne og lavede et hop, hvor jeg skiftede form til en ulv, da mine poter ramte jorden fløj der støv op omkring mig. Jeg løb videre ud til en klippe, som lå ud til havet, der var ikke mere end en nogle meter ned til vandet derfra. Jeg stillede mig ud til kanten og mærkede vinden i min hvide pels. Jeg skulle lige til at hyle, så min flok kunne komme hen til mig, men pludselig hørte jeg Lucie’s stemme.                                                                                                             

”Kate?! Hvor er du?!” Jeg var ved at gå i panik. Jeg nåede lige at skifte form til menneske inden Lucie kom hen til mig.                                                                                                                                                             

”Der er du! Hvorfor kom du ikke da jeg kaldte på dig?” Jeg trak på skuldrene.                                                            

”Jeg hørte dig ikke.” Sagde jeg. Jeg sad stadig på jorden, fordi jeg ikke havde nået at rejse mig op, da Lucie kom. Jeg rejste mig op og børstede jorden af mine bukser. Vi gik hjem imod hytten og jeg hentede mine sko, der lå inde imellem nogle træer. Da vi kom ind i huset gik jeg direkte hen og kastede mig ned i sofaen. Lucie satte sig ved siden af mig i sofaen og tændte for tv’et. Nu havde jeg chancen for at sige til hende, at jeg var en varulv. Jeg forsøgte at tage mig sammen, til at sige det. Jeg tog en dyb indånding og skulle lige til at sige det, men jeg stoppede mig selv. Jeg anede jo ikke hvad jeg skulle sige. Skal jeg bare sige: Hej Lucie. Jeg ved godt, at vi har været venner siden 0. klasse men jeg har aldrig fortalt dig, at jeg rent faktisk er et livsfarligt rovdyr. Tænkte jeg og slog mig selv på panden.                                                                                                                                                                         

”Tumpe!” Hviskede jeg til mig selv. Lucie kiggede mærkeligt på mig, hun havde tydeligvis hørt, at jeg hviskede tumpe. Hun kiggede væk igen. Det var som om min indre ulv ikke ville have at Lucie skulle vide det.                                                                                                                                                                           ”Jeg bliver nødt til lige at gå igen, jeg skal mødes med nogen gamle venner.” Sagde jeg. Det var nu mest bare for at komme ud til min flok. Hun trak på skuldrene, uden at kigge på mig. Jeg tog det som om hun sagde, at det var ok. Jeg rejste mig fra sofaen og gik ud af døren. Denne gang lod jeg mine sko blive hjemme, så de ikke blev væk et sted i skoven. Jeg løb den samme rute som før, jeg skiftede form lidt tættere på huset denne gang. Jeg stillede mig på kanten af klippen og mærkede vinden i min pels, lige inden jeg løftede mit hoved i et højt hyl. Jeg stod og ventede på at få svar og det varede ikke længe, før jeg kunne høre de andre hyle et stykke væk. Den første ulv der kom, var vores alfa han, hans navn var Nico og han var en stor sort ulv. Han var meget større end os andre, det var også en af grundene til, at han var blevet valgt til vores alfa han. Han stoppede op og kiggede ned på mig. Bag ham dukkede de to andre ulve, fra vores flok op. Den ene af dem var Emily, som var en brun ulv. Den anden var Nicklas, som var en grå ulv, han var den næste til at blive alfa han, hvis Nico døde i kamp.                                                                                                                                     ”Hvad vil du?” Spurgte Nico og kiggede ned på mig på en måde, der gav mig lyst til at løbe.                                    

”Jeg har en veninde som skal have at vide at jeg er en ulv…” Inden jeg nåede at gøre sætningen færdig, knurrede Nico højt.                                                                                                                                                         ”Hun skal ikke have noget som helst at vide! Det har vi ikke snakket om! Hun er en fare for flokkens sikkerhed! Hun er ikke længere sikker at være i nærheden af!” Sagde Nico. Han vendte sig om og løb væk i retning af vores hus. Nicklas og Emily kiggede usikkert på mig.                                                     

”Jeg er ked af det, men vi må følge vores alfa han.” Sagde Emily. Hun vendte sig om og løb efter Nico. Nicklas kiggede på mig i et øjeblik. Han vendte sig om og løb efter de andre. Jeg gik i panik. Jeg begyndte at spurte efter de andre. Jeg nåede hen til huset og så Lucie stå skræmt mast op af et træ. Nico stod nogen meter fra hende og knurrede, de andre stod ved siden af ham. Nico hoppede frem imod hende og bed hende i armen.  Hun skreg af smerte. Nico kastede hende igennem luften så hun ramte et træ. Han skulle lige til at hoppe på hende igen, men jeg hoppede ind foran og bed ham i nakken, da han løb hen imod hende. Jeg kastede ham hen af jorden, så der kom en lang stribe af blod langs jorden. Jeg blottede mine tænder og knurrede af Nico, da han forsøgte at rejse sig op. Pludselig mærkede jeg et jag i ryggen, jeg hylede af smerte. Det var Emily der havde bidt sig fast i min ryg. Jeg fik rystet hende af mig, så hun væltede ned på jorden. Hun havde revet noget af min pels af. Jeg løb hen til hende og bed hende så hårdt i halsen, at hendes nakke brækkede. Hun peb højt og faldt til jorden. Jeg kunne smage hendes blod i munden, det løb ud af min mund og ned på hendes lig. Jeg vendte mig om og så Nicklas løbe hen imod mig, jeg knurrede af ham og hoppede til siden, så han ikke bed mig. Jeg fik fat i hans ryg, så han faldt ned på jorden. Jeg skulle lige til at bide i hans blottede hals, da han bed mig i maven. Jeg hoppede forskrækket tilbage. Han gav slip, men tog et luns af mit kød. Jeg bed ham i halsen og dræbte ham på samme måde som Emily. Jeg vendte mig om og så på Nico, der kæmpede for ikke at dø. Jeg hviskede stille: ”Undskyld…” Inden jeg satte mine tænder i halsen på ham. Han stoppede med at trække vejret og blev helt slap. Jeg gav slip på ham, så han faldt til jorden. Jeg skiftede form til menneske, kiggede mig omkring og så blodet på jorden, det var over alt. Jeg fik øje på Lucie som sad og trykkede sin hånd imod såret i sin arm.                                                                                                                                   

”Kate… Hjælp mig.” Sagde hun svagt. Jeg kunne lugte hendes menneske blod. Jeg trådte et skridt tilbage. Hun bevægede sig hen imod mig.                                                                                                               

”Nej! Lucie, lad være med at komme her hen!” Sagde jeg panisk. Snart ville jeg miste kontrollen. Min indre ulv tørstede efter hende kød. Uden at vide det, skiftede jeg form til ulv. Jeg mistede kontrollen og kastede mig over hende, jeg flåede hendes kød i stumper og stykker. Hendes blod var over alt. Jeg stod og kiggede forskrækket på hendes blodige kød. Jeg gik væk fra det. Jeg kunne ikke klare at kigge på det. Jeg gik ud i skoven og lagde mig ned på den kolde jord.

Og her ligger jeg endnu. Jeg tænker tilbage på alt det der skete. Jeg har mistet alt. Jeg ligger og venter på at jeg dør, venter på, at jeg forbløder. Gid det var mig, der var død i stedet for de andre… Jeg skammer mig. Jeg er et frygteligt monster…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...