Djævletyren

Alice på 12 år drømmer om en djævelsk tyr, en dæmon fra helvede som hun selv siger. Hun har et modermærke som i hendes hoved er skyld i hele balladen. Før Alice ved af det er hun i en kamp om liv eller død, venskab eller fjendskab, og et næsten fortabt håb. Hvad skal hun gøre??
Følg med i Alice's svære kamp med sit "nye" liv i min nye movella: djævletyren

2Likes
8Kommentarer
544Visninger
AA

2. en forklaring?

 

Jeg stod op, og gik ned til spisestuen. Mor sad ved bordet, og smilede venligt, da jeg kom ned. Hun hentede en bolle med honning til mig, og spurgte hvordan jeg havde det.

,,Jeg har det fint” Jeg så på hende, men hun kunne høre på mig når jeg løj. Hun mærkede på min pande, og hev hånden til sig igen.

,,Men søde skat, du er jo brandvarm” Jeg sagde ikke noget, men sukkede inde i mig selv.

,,Prøv om du kan sove lidt mere” Hun smilede til mig, og jeg gik oven på. Jeg lagde mig i sengen, og før jeg vidste, hvad der var sket, lukkede mine øjne sig, og drømmene begyndte. Jeg så et glimt af tyren. Den så på mig, og stampede i jorden. Det var nok. Jeg slog øjnene op. Jeg kiggede på mit modermærke. Det var ildrødt, og formede et revnet hjerte, med ild i. Mor havde aldrig sagt noget om det, og det havde hun heller ikke tænkt sig. Jeg sukkede. Og opdagede så at mit modermærke, var mere tydeligt end nogensinde før. Jeg satte mig op.

,,Måske hjælper det at læse lidt” Jeg fandt lydløst min bog frem. Mor måtte ikke vide at jeg ikke sov.

Kort tid efter kom hun op.

,,Alice jeg ved godt at du ikke kan sove, men så sig det i stedet for at lade som om du gør” Hun smilede drilsk da jeg kiggede på hende.

,,Der kan man se. Er jeg bare god eller hvad?” Jeg så på hende.

,,Nej du er ikke god” Jeg så på hende.

,,Du er den bedste” Jeg smilede til hende.

,,Tak” Hun så lettet på mig, og jeg smilede.

,,Her” Hun gav mig en gammel bog, med læder omslag.

,,Ingen kan åbne den uden nøglen” Hun så lidt alvorligt på mig.

,,Men, Men hvad skal jeg så bruge den til?” Jeg så meget forvirret på hende.

,,Du kan, og skal finde nøglen. I den der bog er der svar på alle dine spørgsmål om dit modermærke” Hun var helt alvorlig.

,,Har du da læst den. For hvis du har, kan du så ikke bare forklare det?” Jeg så på hende. Hun vidste noget jeg ikke vidste.

,,Nej skat jeg har ikke læst den. Og det er der ingen der har. Bortset fra personen der skrev den” Jeg nikkede, og tog imod bogen. Mor gik ned igen. Mit hoved spillede bold med mig. Tankerne fløj rundt: hvor har mor bogen fra? Hvordan ved hun hvad der er svar på hvis hun ikke har læst den? Hvordan ville jeg vide hvor den dumme nøgle var? Og hvem havde skrevet den? Jeg fik ondt i hovedet.

,,Stop det!” Jeg ville ikke høre på det mere. Mor hørte mig ikke, heldigvis. Jeg måtte have et svar, og der var kun en måde at få det på hvis jeg skulle blive i sengen, og jeg var ikke glad for den. Men jeg måtte prøve, jeg måtte prøve at få svar i mine drømme. Jeg lukkede øjnene. Med et sov jeg. Jeg åbnede øjnene. Jeg stod på en lang sti. Jeg begyndte at gå. Det var en stor frodig skov. Stien var fugtig og våd mod mine bare tæer. En eller to fugle sang, men ellers var der kun lyden af mine slaskende skridt.

Da jeg havde gået i lidt tid, stoppede jeg brat, vejen delte sig i to. Jeg så på skiltet. På det ene stod der højre og så nogle mærkelige tegn: Højre er håbets vej. Jeg løftede det ene øjenbryn og så på det andet skilt. Venstre stod der og igen nogle sjove tegn: Venstre kan være rigtigt hvis du vil have det. Jeg stod lidt tid og gloede på skiltende. Jeg valgte at gå til venstre.

Noget tid senere delte vejen sig igen. Jeg sukkede og kiggede op. På det ene stod der: højre - Gå ikke denne vej, det er farligt. På det andet skilt stod der: venstre - Følg mig og find det du søger.

,,Jeg er fortabt” Sagde jeg og sukkede. Jeg så ned, og til min store forundring lå der noget på jorden lige under skiltet. Jeg samlede det op, og børstede jorden og støvet af.

,,Bogen!” Jeg kiggede på den. Jeg så et lille papir der sad fas i læderet.

,,Hvad er det?” jeg tog det lille stykke papir. På papiret stod der:

 

Hvis nøglen du finde vil

Skal du vide at dette blot er et skuespil

Tænk dig nøje om og nøglen du finder

Brug dette papir og spillet du vinder

Men husk at følge dit hjerte

Selv hvis du vil bære smerte.

 

Jeg så lidt på teksten.

,,Et skuespil?!” Jeg tænkte mig om.

,,Drømmen er jo ikke ægte, derfor må det jo være et skuespil!” Jeg gik videre til næste sætning.

,,Tænk dig nøje om, og nøglen du finder!” Ja den var jo let.

,,Jeg skal tænke mig om” Ja det gik jo fint så jeg gik videre til næste sætning.

,,Brug dette papir og spillet du vinder” Jeg så på papiret. Jeg måtte åbenbart ikke skille mig af med det. Næste sætning.

,,Men husk at følge dit hjerte? Jeg, jeg, jeg skal følge mit hjerte?” Tja, åbenbart. Og så var der kun sidste sætning.

,,Selv hvis du vil bære smerte” Jeg forstod ikke den sidste sætning.

,,Øh, jeg må ikke lade mig overreagere, eller lade vrede standse mig” Med et dukkede der mere tekst op, bare ud af det blå.

,,Der kan man se, det var vist rigtigt” Jeg så på teksten. Der stod:

 

A, b, c, d, e, f, g,

H, i, j, k, l, m, n,

O, p, q, r, s, t, u,

V, w, x, y, z, æ, ø, å.

 

a, b, c, d, e, f, g,

h, i, j, k, l, m, n,

o, p, q, r, s, t, u,

v, w, x, y, z, æ, ø, å.

A, B, C, D, E, F, G,

H, I, J, K, L, M, N,

O, P, Q, R, S, T, U,

V, W, X, Y, Z, Æ, Ø, Å.

 

Det fik mig til at smile. Det måtte være det sjove sprogs alfabet, i store og små bokstaver.

,,Jeg er alligevel ikke fortabt” Jeg så på skiltene og oversatte langsomt det højre:

,,Gå ikke denne wef, det er farligt” Det lød mærkeligt. Hvad var en wef? Jeg så på papiret igen.

,,Nååå, der står vej ikke wef. Ups” Ja så skulle jeg åbenbart ikke til højre. Så var der jo kun en vej. Jeg gik til venstre og ikke længe efter var der et lille tempel men nogen af de sjove tegn på: Døren åbnes når sandheden kommer frem.

,,Døren åbnes når sandheden kommer frem” Jeg tænkte mig lidt om.

,,Hmm en sandhed. Jeg elsker heste” Der skete intet. Hvad skulle jeg så sige? Hvad var det dørene ledte efter? Jeg havde da ikke løjet, kun da mor havde spurgt mig om hvad jeg havde drømt… SELVFØLGELIG!

,,Jeg drømmer tit om en djævelsk tyr. Og når jeg skal sove tør jeg ikke, fordi at jeg ikke vil drømme om den igen” Jeg lukkede øjnene og håbede på at det virkede. Dørene åbnede sig og en stemme sagde:

,,Mere kan dine drømme ikke hjælpe dig. Resten må du selv regne ud” Og der gik det så op for mig, at jeg selv måtte finde skoven, stierne, skoven, og nøglen. Jeg sukkede, og håbede at det var løgn, at jeg ikke skulle. Men med et, kom det skingre hyl, jeg efterhånden kendte så godt. Det var djævletyren. Lige hvad der manglede. Jeg løb ind i skoven, væk fra stien. Jeg løb igen så hurtigt jeg kunne. Jeg kendte jo slutningen så godt, og vidste godt at det ikke nyttede at løbe.

Men denne gang blev jeg ikke ædt. Da tyren skulle til at bide mig, blev den pludselig opmærksom på noget andet. Jeg så samme vej som den. Det var Jennyfer. Min bedste veninde. Hun havde et blodrødt tæppe, som lavede nogle sjove blafre lyde. En dråbe blod fra tyrens tænder landede i mit røde blanke hår og forsvandt i farven. Med et vågnede jeg.

,,Jenny, Jenny” Jeg tænkte kort på den måde hun havde redet mit liv i min drøm. Jeg tænkte på digtet på sedlen.

,,Følg dit hjerte” Og så gik det op for mig, at hvis jeg skulle finde den nøgle skulle Jennyfer med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...