The Lost Life

I den sydlige del af Tyskland lever Samantha og hendes bedste veninde Iris.
De er blot to unge piger, som bor i et lille uinteressant område.
Men da Iris en dag trækker Samantha med sig på en udflugt til den gamle jernbane, viser det sig at fortiden har det med at sætte sin spor - selv de mest uinteressante steder. Gemt i jorden finder de en enkel side fra en jøde piges dagbog under 2. verdenskrig. En enkel side fyldt med håbløshed, død og kærlighed...

3Likes
0Kommentarer
850Visninger
AA

3. Kære Dagbog

1944

Kære Dagbog

 

 

Jeg tror ikke, jeg kan klare det længere. Kulden. Søvnløsheden. Sulten. Mørket. Ja selv døden hjemsøger denne rædselsfulde kreaturvogn. Når morgendagen gryr efter en frygtelig nat, er noget af det første vi opdager døden. Den sniger sig ind på os om natten, den tid hvor kulden står værst til. Et simpelt åndedræt eller to, så tager døden nattens offer. Så sidder vi alle sammen, og venter på dagens første ophold. Venter på at solens varme stråler, falder på vores ansigt. Varmer vores sprukne blå læber. Vores kolde kinder hvor nattens sidste tårer stadig hviler blidt. Vores følelsesløse næser, der ikke gør andet end at trække vejret for os. Holder os i live til det sidste. Og når solens velkomne stråler når vores desperate øjne, ser vi det alle sammen. Et glimt af håb. Et glimt af noget barmhjertigt i denne store og foragtelige verden. Så mørket. Alt bliver mørkt igen, når vogndøren lukkes og lader os tilbage i det nådeløse mørke. De få gange vi ser sollyset, er når spanden med vores afføring bliver tømt.

De fjerner aldrig ligene. Så må den afdøde sidde til selskab med os andre forvirrede stakler.

Mad og vand får vi sjældent og de få gange vi får, er det ikke meget mere end en lille sølle sjat.

Sulten og tørsten plager os konstant. I starten var der flere der skreg på mad og vand både nat og dag. Ja selv en håndfuld sne. Nu har vi ikke længere kræfter, til at gøre andet end at hviske. En gang imellem hører jeg en eller anden hviske hæst på mad og drikke. Et ønske ingen lytter til. Nætterne er lange og pinefulde. Vinterens ubarmhjertige kulde trænger ind gennem disse slidte tynde planker. Jeg prøver på at sove, men rædslen for at jeg bliver dødens offer i nat, lader mig ikke lukke et eneste øje. Det eneste gode ved at folk er ved at omkomme af kulde, er den konstante lyd af klaprende tænder. Du forstår nok ikke hvordan, lyden af klaprende tænder opmuntrer mig. Det skal jeg sige dig hvorfor; liv. Det er et skønt tegn på liv. I den uvidenhed vi lever i, er det en glæde at får konstateret livet omkring én. Jeg har endnu svært ved at forstå, hvordan det hele kunne gå så galt. Krigen raser stadig i Europa (går jeg ud fra.) Hvis den var slut, behøvede vi vel ikke at tage væk? Gjorde vi? Intet giver mening længere. Jeg føler mig så alene, på trods af alle de mennesker jeg har omkring mig. Alene, fortabt og på randen til at blive sindssyg. Hvor mange dage der er gået, siden jeg steg på det her usle tog ved jeg ikke.

Dagene og nætterne flyder sammen. Kun de korte glimt af lys adskiller dagen fra natten. Der kan være gået flere dage måske endda uger, siden soldaterne bankede på vores dør. Den følelse af panik der løb igennem mig i det øjeblik, føles nu som ingenting i forhold til den panik, der jager mig hver evig eneste dag i denne kreaturvogn. ”Det er til jeres eget bedste.” Det blev soldaterne ved med at gentage. I håb om at vi ville følge med, uden at stille spørgsmålstegn ved det hele. De lovede os et nyt sted at leve under bedre forhold. Spørgsmålet er hvor gode de forhold vil være, hvis vi skal rejse under disse uacceptable forhold. De lovede os nye job. Tænkt engang. Et nyt sted under bedre forhold, hvor arbejdsløsheden ikke plager landet som en forbandet pest. I al hasten snuppede jeg min dagbog og en lille blyant. Det er mit allerkæreste eje. Soldaterne eskorterede os hen til de i forvejen overfyldte toge. Jeg ved ikke hvordan det lykkes for mig, men jeg blev væk fra de andre. Pludselige var far, mor og Alena ikke længere ved min side, i gang med at berolige mig. Jeg har ikke set dem siden. Menneskemængden var så stor, og alle de andre forvirrede jøder var overalt. Nogle skreg og gjorde modstand mod soldaterne. De forbandede dem og deres germaniserede land.

Jeg forstod det ikke på det tidspunkt. Hvorfor ville nogle dog gøre modstand? Vi ville jo blive bragt til et bedre sted. Jeg hørte nogle soldater tale om, at vi skulle øst på. Jeg stod bare der midt i kaosset, indtil en soldat greb mig i armen og førte mig ind i kreaturvognen. Den vogn jeg har siddet i lige siden. Vi kører og kører, men det virker alligevel som om, vi ingen vegne kommer. Der er den her pige i blandt os, der fylder os med de mest forfærdelige tanker.

Hun fortæller os det samme igen og igen. I en periode overvejede jeg, om det mon rent faktisk var det eneste hun kunne sige. Den tanke er droppet for længst. Hun fortæller os, at hendes bedstemor gang på gang har advaret hende om at tage øst på. Der ligger dødslejrene. Pigen ved ikke, hvad disse såkaldte dødslejre er for noget, men hun er blevet enig med sig selv om at navnet lyder tilstrækkeligt skræmmende. Hvilket vi næsten alle sammen er enige om. Hun påstår, at vi er blevet narret. Hun påstår, at der kun er et formål med at sende os øst på. Døden. Vi skal alle sammen dø. I starten slog jeg det hen, som en sindssyg tanke fra en udmagret og forstyrret pige. Det kan jeg ikke længere. Tanken plager mig i mørket. Måske fordi en del af mig er begyndt at tro på det. Sandheden bag ved denne skræmmende teori. Hvilken verden venter på os, når vi endelig når frem? Venter far, mor og Alena?

Jeg savner sådan Alena og hendes fornøjelige historier. Først nu går det op for mig, hvor meget jeg savner min storesøster. Hvor meget jeg savner min familie. Hvis jeg kniber øjnene meget sammen, er jeg sikker på, at jeg kan skimte hendes ansigt i det sorte nattemørke. Hun er sløret, men hun er der stadig. Jeg tror måske, at jeg er ved at blive sindssyg. Det er et mirakel, at jeg stadig kan tænke og skrive i forståelige sætninger. Jeg har stærkt brug, for at komme ud herfra.

Jeg længes efter den friske luft. Jeg længes efter at træde ud af denne vogn, og mærke solens stråler på mit ansigt i mere end blot et kort øjeblik. En brise der medfører duften af frisk græs. Jeg længes efter friheden. Friheden. Ordet smager mærkeligt i min mund. For hvad er frihed egentlig? Jeg er ikke fri og hvis ikke krigen snart får en ende, bliver jeg formodentlig aldrig fri. Indtil videre nytter det intet at dagdrømme om en lys fremtid. Ikke hvis jeg dør. Noget af det værste jeg ved, ville være at dø i denne kolde og nedslidte kreaturvogn. Jeg vil ikke blive endnu et offer for døden. Ikke i nat. Heller ikke de kommende nætter. Jeg skal overleve. Jeg vil overleve. Jeg skal overleve længe nok til at være til stede, den dag krigen omsider får sin ende. Længe nok til at jeg mærker friheden. Friheden…

 

 

 

 

Din  Ella

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...