The Lost Life

I den sydlige del af Tyskland lever Samantha og hendes bedste veninde Iris.
De er blot to unge piger, som bor i et lille uinteressant område.
Men da Iris en dag trækker Samantha med sig på en udflugt til den gamle jernbane, viser det sig at fortiden har det med at sætte sin spor - selv de mest uinteressante steder. Gemt i jorden finder de en enkel side fra en jøde piges dagbog under 2. verdenskrig. En enkel side fyldt med håbløshed, død og kærlighed...

3Likes
0Kommentarer
858Visninger
AA

2. Jernbanen

En varm tyngende brise purrede op i Samanthas mørke hår, da hun varm og udmattet faldt om på toppen af jordbunken. Svedperler funklede på hendes glatte pande, og hun hev besværet efter vejret.

I nogle minutter tillod hun sin krop at slappe fuldkommen af. Hendes lemmer smertede kraftigt, og hendes lunger brændte stadig – om det var på grund af heden eller den lange gå tur op og ned af adskillige jordbunker, var ikke til at sige. Med besvær fik hun skubbet sig op på den ene albue, så hun fik udsigt over det øde område kun prydet med kedelige jordbunker. Samantha fik øje på sin bedsteveninde Iris, som svedig og forpustet kæmpede sig det sidste stykke op af jordbunken.

Det så ud til hun også var blevet et offer for heden. Samantha spurgte nu sig selv for hundrede og syttende gang, hvorfor de dog havde valgt sommerens varmeste dag til denne udflugt.

I nyhederne havde de endda anbefalet, at man holdt sig indendørs på en dag som i dag.

Men Iris havde selvfølgelig set det som en optimal mulighed og insisteret på, at dette var den rette dag til en udflugt som denne. ”Så er vi her snart… tror jeg,” gispede Iris, som hun nåede toppen.

”Hvad er det overhoved, vi skal her? Her er jo ikke andet end jordbunker!”

Iris rystede på med et let drillende smil om munden. ”Jamen søde, har du slet ikke set dig omkring? Dette er, hvad vi er kommet for at se!” Hun gjorde ud med armene.

Samantha stirrede målløs på hende. ”Er vi kommet hele denne lange vej for nogle jordbunker?”

”Nej da! Kan du se en tynd linje derovre?”

Samantha så i den retning Iris pegede, men alt hun så var flere jordbunker. Og dog nu hvor hun kiggede nærmere efter, kunne hun lige skimte en linje af metal, hvis hun kneb øjnene sammen.

”Det der er en gammel jernbane, som myndighederne er ved at fjerne. De vil bygge et indkøbscenter på dette sted, derfor alle disse jordbunker.”

Samantha nikkede, men hun forstod stadig ikke, hvorfor det var så interessant. ”Og?”

”Man siger, at jernbanen der bl.a. blev brugt til at køre kreaturvogne til Polen og Østrig under 2. verdenskrig. Så jeg tænkte bare at som formand for skoleavisen, ville det måske være et interessant emne at skrive om. Specielt siden der aldrig sker noget interessant i den her by.” Iris trak et kamera op af tasken og viftede det foran Samantha, inden hun lagde det tilbage i tasken. ”Kom nu, vi skal videre.”

Hun greb Samantha i armen og prøvede at hive hende på benene.

”Fem minutter mere,” bad Samantha og gjorde modstand.

”Så må jeg bare slæbe dig,” vrissede Iris irriteret. Hendes svedige hænder gled gang på gang mod Samanthas bare hud. De to piger gjorde begge deres for at få deres vilje. Først da Iris fik hevet hende lidt ned af jordbunken og snublede over en sten, kom det til en afgørelse. De slap deres greb i hinanden, som de pludselig fandt dem selv rullende ned af jordbunkende med fuld fart. Sten skar sig ind i deres arme og hænder, imens jorden sprøjtede ind i deres munde. Det sidste stykke faldt de langt ned og landede tungt i et større hul i jorden. Hostende kom de på benene og sendte hinanden et par bebrejdende blikke. ”Fedt! Hvad nu?” Samantha børstede jord af sig.

Iris vurderede hullet, og konkluderede at en hestesko ville være nok til at komme op af hullet.

”Giv mig lige en hestesko,” sagde Iris henvendt til Samantha. Samantha sukkede overdrevet og dannede en hestesko med hænderne. Iris var netop trådt op med den ene fod, da noget fangede Samanthas blik ud af øjenkrogen. Hun gav slip på Iris sko, hvilket resulterede i at Iris faldt.

”Beklager,” mumlede Samantha, da Iris ømmede sig højlydt. Hun gik hen mod det, der havde fanget hendes blik. Det var et meget snavset stykke papir, som sad fast i jorden i hullets væg.

Hun greb fat om det og hev det forsigtig fri. Papiret var gammelt, krøllet og ikke mindst meget beskidt.

Der var skrevet en hel side med sammenhængende skrift. Hun børstede noget af jorden af, så skriften blev mere læselig. En dato kom til syne i det øverste højre hjørne. Hun gispede chokeret.

”Iris! Kom. Du skal se det her!”

Iris sukkede og kom hen til hende. ”Hvad nu?”

”Se hvad jeg fandt.” Samantha pegede på datoen. ”Og se lige datoen!”

Iris gjorde store øjne, da hun så datoen. ”1944?” Hun tog fat i den ene ende af papiret med vantro øjne.

”Sagde du ikke, at der kørte kreaturvogne igennem området her engang? Under 2. verdenskrig ville de kreaturvogne være fyldt med jøder. Jøder bare sad dag og nat i de hæslige vogne. Nogle døde, nogle levende, men de fleste på kanten mellem liv og død.”

Iris så tvivlende på hende. ”Virkelig tror du, at det her papir er skrevet af en af dem?”

Samantha trak på skuldrende. ”Hvem ved? Men det her område har været ubeboet i mere end halvtreds år. Hvordan skulle det ellers være havnet her?”

”Jamen hvad står der?” spurgte Iris nysgerrigt. Samantha strøg en lok hår om bag øret og gav sig til at læse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...