The Lost Life

I den sydlige del af Tyskland lever Samantha og hendes bedste veninde Iris.
De er blot to unge piger, som bor i et lille uinteressant område.
Men da Iris en dag trækker Samantha med sig på en udflugt til den gamle jernbane, viser det sig at fortiden har det med at sætte sin spor - selv de mest uinteressante steder. Gemt i jorden finder de en enkel side fra en jøde piges dagbog under 2. verdenskrig. En enkel side fyldt med håbløshed, død og kærlighed...

3Likes
0Kommentarer
898Visninger
AA

4. Et Sidste Farvel

Der opstod en trist stilhed, efter at de begge havde læst papiret flere gange. De var begge målløse, og intet ord ville være i stand til, at beskrive det de lige havde læst.

”Wow!” hviskede Samantha hæst efter flere minutters stilhed. Hun havde tårer i øjnene, men formåede stadig ikke at sætte ord sine følelser. ”Det er virkelig sindssygt på en meget tragisk og sørgelig måde.”

Iris nikkede sammenstemmende. ”Ja… må jeg lige få det?” Samantha nåede ikke engang at svare, før Iris hev papiret ud af hånden på hende. Iris skulle til at folde det sammen og putte det ned i sin taske, da Samantha greb ud efter det igen. ”Hvad skal du med det?”

”Det her skal nok skaffe mig en overskrift på en avis, tror du ikke?” Iris smilte selvsikkert.

”Hvad? Nej! Det kan du da ikke mene.” Samantha strammede grebet om papiret.

”Hvorfor ikke? Tror du ikke, det vil være interessant nok til en overskrift?”

Samantha rystede voldsomt på hoved. ”Nej det er ikke derfor. Vi har lige fundet en side fra en dagbog skrevet af en jøde i en kreaturvogn under 2. verdenskrig. Da pigen skrev dette, var hun på vej i døden. Det vi lige har læst er forfærdeligt, og det eneste du tænker på, er om det kan skaffe dig en overskrift! Det er forkert!”

Iris løftede overgivende hænderne op foran sig. ”Okay slap af. Du har ret. Det var lige har læst er et historisk fund. Det skal på museum.”

Selvom det burde være det Samantha, havde lyst til at høre, gjorde det hende ikke glad.

Af en eller anden grund brød hun sig ikke om tanken, om at pigens følelser blev udstillet på et museum.

Nok var pigen formegentlig død nu, men det gjorde ikke den store forskel for Samantha.

Hvis det var hende, ville hun i hvert fald ikke have, at hendes dagbog endte på et eller andet museum. Alle hendes følelser blotter for hele verden. Desuden vidste man i forvejen nok om tiden under 2. verdenskrig i dag. Verdenen behøvede ikke endnu en ting til at bekræfte alle de grueligheder, der var forgået under den krig. ”Nej. Jeg har en bedre idé.”

 

 

Vinden rislede i træerne og den nedgående sol kastede et gyldent lys over omgivelserne.

Egetræet stod i al sin pragt på toppen af den grønne skråning, som førte ned til dalen og byen.

Samantha nikkede for sig selv, tilfreds ved synet af det lille hul de havde lavet i jorden.

Iris lage skovlen til siden og så op afventende på Samantha. ”Er du virkelig sikker på det her?”

Samantha lagde sig på knæ ved siden af sin veninde med papiret i hænderne.

”Ja. Jeg foragter tanken om at blotlægge Ellas følelser og historie for hele verden. Det er det sidste, hun har brug for.” Hun anrettede papiret i hullet med en følelse af sorg og glæde på samme tid.

”Ella har brug en ordentlig begravelse. Det her er det mindste, vi kan gøre for hende.”

Iris tog en håndfuld jord og holdt det over papiret.

”Nej vent!” udbrød Samantha. Hun pressede sine fingerspidser mod sin mund for bagefter at lade dem hvile kort på papiret. Hun samlede en håndfuld jord op og så Iris i øjnene.

De behøvede ingen ord for at forstå hinanden. ”Farvel Ella,” hviskede de i kor og lod jorden falde på papiret. ”Farvel…”   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...