Jonah *One shot*

Jeg lover ikke om det er en one shot-historie eller aj. Hvis der er stemning for det, kan det godt være at jeg skriver mere.

Katie er utilfreds - mildest talt - over at skulle flytte til Norge med sin far. Hendes far har svært ved at komme sig over tabet af sin kone, og Katie's mor. Selvom han ikke vil indrømme det, er det derfor at de flytter til Norge. For at starte på en frisk.
Katie hader tilstedeværelsen i de konstant kolde, norske landskaber.

Men det hele bliver meget mere interessant da en ny dreng starter i hendes klasse...

0Likes
0Kommentarer
614Visninger

1. Jonah

Jeg gøs. 

 Endnu et koldt vinpust strøg igennem bilens åbne vindue. Far sad til venstre for mig og ænsede tydeligvis ikke kulden der kom fra de nordlige fjelde.
 Vi var på vej mod Norge, vores nye hjem.
 Jeg var godt og grundig knotten. Jeg hadede alt med kulde, sne og kulde! Og det vidste min far godt! Jeg havde det med at fryse let, ligesom mor. Måske var det derfor at vi tog nordpå. Han havde svært ved at give slip.
 En gammel sang skrattede i den antikke radio. Far skruede op, imens han smilede opmuntrende til mig, og så gav han sig til at skråle. Jeg skruede med det samme ned og kiggede arrigt på ham – han skulle ikke gøre situationen værre end den allerede var! Jeg snerpede læberne sammen til en tynd streg og kiggede stift ud af sideruden.

 

Huset med de lange bjælker var vel sødt nok, de andre i skolen var vel flinke nok – dog blege – men flinke. De bød mig velkommen, og drengene virkede mere end bare venligt interesseret i mig – de manglede nok et nyt ansigt at kigge nærmere på – imens pigerne fnisede og hviskede omkring mig. De syntes åbenbart at det var hyleskægt at høre én snakke dansk i deres klasseværelse.     
 Men det er jeg sådan set ligeglad med. 
 Kulden fik hver dag mine fingre til at blive blå og følelsesløse, lige meget hvor mange par handsker jeg tog på. Selv når solen en sjælden gang skinnede, frøs jeg som bare kattens. Jeg var ikke tilfreds med at bo i Norge, men jeg overlevede da. 

 

Tilværelsen i det dybfrosne land blev en del mere spænende da en ny dreng startede i klassen. Han kom midt i matematiktimen, med et lukket ansigt og slidt tøj. 
 Hans hår var mørkt, hans hud en solbrun kulør. Hans øjne lå dybt inde i hovedet, men det så ekstremt charmerende ud. Nok mest på grund af de helt dybbrune øjne. Hvis det ikke var for hans indianske ansigtstræk, ville jeg tro at han var afstamning af en Spanioler. Hans udstråling var klart afvisende, hvilket gjorde mig forfærdeligt nysgerrig; Hvad gemte han på?

Efter få dage viste det sig hurtigt at han var outsider. Jeg havde aldrig rigtig kørt godt med andre mennesker, så vi var vel lidt ens. De andre piger halsede efter ham, som hunhunde i løbetid, men han kiggede kun på mig, når han endelig tog øjnene fra vinduet. Selv om jeg egentlig gerne ville snakke med ham, rødmede jeg hver gang, og sænkede hovedet.  

 

Det var en fredag, og jeg var på vej hjem fra skole. Jeg gik altid hjem, selvom jeg boede langt væk fra skolen. Sneen knasede under mine støvler, lyden fik mig til at vrænge ansigt. Jeg blev lidt mistænksom da jeg hørte skridt komme ud fra skolens gård bag mig og følge efter mig. Ingen af de andre tog denne vej hjem. De boede inde i byen.
 Jeg satte ubevidst farten op og fokuserede på mine fødder, og lyden bag mig. Da jeg nåede til det lille lyskryds som lå på vejen hjem, var den lille mand rød. Jeg bed mig i læben, og stirrede stift på lyskurven. En høj skikkelse kom op på min højre side. Jeg skævede op til skikkelsen, og så Jonah møde mit blik.
 Han var fulgt efter mig.
 Jeg smilede svagt til ham, og begyndte at gå da den grønne mand poppede frem i lyskurven. Jonah fulgte tavst med ved min side. Vi gik et stykke tid i tavshed, hvor jeg konstant mærkede Jonahs blik ligge på mig.
 ”Øhm… Det var dig der var Jonah, ikke?”. Selvfølgelig var det Jonah, pigerne kvidrede ikke om andet.
 ”Jo”. Jeg kiggede overrasket på ham; Han havde svaret på dansk!
 ”Og du var Katie, ikke?”. Han smilede imens han talte. Jeg følte mig forlegen over ikke at kunne flytte blikket fra hans øjne, kun for at kigge på hans læber i stedet for. Hans stemme var blød, men med en charmerende hæshed.
 Jeg var fanget, allerede nu.
 ”Øhm. Jo” fik jeg endelig sagt, da jeg fandt min tunge igen. Vi fulgtes sammen hele vejen hjem til mig, og vi mærkede begge hvordan vi tydeligt følte os tiltrukket af hinanden.
 Vi snakkede om alt og intet, og jeg fortalte ham ting, jeg ikke ville drømme om at fortælle nogen anden.
 Han fortalte mig hvordan han var taget til Norge efter hans forældre døde af en ulykke hjemme i Danmark. Jeg fortalte ham at min mor engang var blevet angrebet af et ukendt dyr, da hun var ude og campere. Da jeg fortalte Jonah det, blev hans fint buede læber stramme.

 

Efter et par dage, med snakken og snakken efter skole, var jeg sikker på at jeg ikke kunne klare sneen og kulden uden Jonah. Især fordi at hans hænder var dejlig varme! Lige meget hvad temperaturen var, kunne jeg altid stikke hånden i hans, og varmes op igen.
 Men det virkede som om at jo mere jeg fik at vide, jo tættere jeg kom på ham, jo mere lukkede han sig af.
 En dag da vi sad i den lille stue i bjælkehytten, lukkede han fuldstændig af, da jeg spurgte hvad der var sket i ulykken med hans forældre. Jeg spurgte igen, men han rystede bare på hovedet.
 Jeg rørte let ved hans arm med fingerspidserne, med den hånd der ikke lå i hans.
 ”Du kan stole på mig” sagde jeg blidt.
 Havde han regnet med andet?
 ”Jeg har lovet mig selv ikke at lyve over for dig, så jeg kan ikke fortælle dig det” hans stemme var fjern, med en tung sorg og… Hvad var det?; anger? 
 ”Du stoler ikke på mig” jeg mumlede, i en trist tone.
 ”Der er ingen jeg stoler mere på, men jeg kan ikke, for jeg frygter at jeg mister dig” hans stemme var trist, men ærlig.
 Jeg fortalte ham at jeg aldrig vil lade mig skræmme væk – og jeg mente det – jeg var ikke villig til at miste ham, for alverdens goder. Og inden jeg vidste af noget, rejste han sig pludseligt op.
 Han havde ryggen til mig, og jeg kunne sepå hans skuldre, at han sukkede dybt.
 "Jonah...?" mumlede jeg forsigtigt.
 "Katie, jeg ved helt ærligt ikke hvorfor jeg gør det her." Hans stemme var forvrænget af forvirringen der tydeligt splittede ham indvendigt. Jeg kunne høre på ham, at han skulle til at træffe en stor beslutning.
 "I morgen, efter skole. Vi går en tur" sagde han hurtigt, og uden at vente på mit svar var han allerede gået ud i gangen. Han tog sin jakke og sine sko, og så var han ude af døren.
 Jeg var chokeret.
 Vi plejede altid at give hinanden et kram, og stå og sludre videre i gangen. Men dette her var anderledes.
 Jeg ville få noget stort at vide i morgen.

Jeg stod og trippede imens jeg ventede på Jonah ved hovedindgangen på skolen. Vi plejede altid at mødes her, og så følges til time. Men da klokken ringede gik jeg ind.
 Alene.
Cirka halvvejs inde i den første dansk-time bankede det på døren, og Jonah trådte ind. Han undskyldte kort over for lærerinden, og satte sig på sin plads uden at skænke mig et blik. Han så ikke sur ud... Bare... Splittet.

Vi havde ikke meget kontakt resten af dagen, men da vi mødtes ved hovedindgangen efter skole, tag han alligevel min hånd i sin.
 Vi gik først hjem til mig, så vi kunne ligge mine ting dér, men så gik vi mod fjeldene. Vi gik længe, og til sidst følte mine fødder som to frosne klumper kød.
 Jonah valgte at stoppe et sted hvor vi var omringet af to store bjergsider der strakte sig på den nordlige og østlige side, og dækkede størstedelen af sydsiden.
 Han gik længe rastløst rundt, imens jeg havde taget plads i en lille, forkrøblet busk. Her var egentlig meget smukt, men Jonahs opførsel tog mit fokus væk fra omgivelserne.
 Til sidst fik jeg nok.
 "Hvad er det, Jonah?" spurgte jeg, halvirriteret. Han kiggede forvirret op, som om at han havde glemt at jeg sad her. Så blødte hans ansigt op. Men kun for bagefter at ændre sig til det splittede ansigt, jeg efterhånden var ret så træt af. Så tog han en dyb indånding.
"Tror du på... På overnaturlige ting...?" spurgte han yderst varsomt. Jeg nikkede stille. Det gjorde alle vel, på en eller anden plan.
"Ville du tro mig, hvis jeg sagde at jeg var.. En af dem...?" Først kiggede jeg et stykke tid på ham, for at se om det var en joke. Det var det ikke.
"Hvad er det du prøver at sige?" hviskede jeg forsigtigt. "Jeg håber ikke at du vil sige at du er vampyr, eller sådan noget..." jeg smilede, for jeg vidste helt ærligt ikke hvordan jeg skulle reagere. Inden jeg vidste af andet, hev han sin jakke af, og bagefter sin t-shirt.
"Hvad laver du? Du bliver syg!" jeg rejste mig besværet op fra busken, og kiggede undrende på ham.
"Jeg viser dig det" mumlede han. Han vendte ryggen til, og efter han havde trådt sine sko af, trak han sine bukser af. Til sidst stod han nøgen... Nøgen i de norske fjelde.
 Nøgen foran mig.
 Jeg var i chok. Så lagde jeg mærke til hvordan hans krop begyndte at ryste helt sygt. Først troede jeg at det var på grund af kulden, og skulle til at gå hen til ham, men så stod Jonah der ikke mere.

Ulven var stor og brun. Mørkere over ryggen, og næsten hvid på maven og på underkæben. Den vendte sig mod mig, med meget forsigtige skridt.
 Den kiggede på mig, og behøvede ikke at løfte hovedet for det. Dens hoved var omkring min skulder, og den holdte det endda lavt. Den var på størrelse med en hest!
 Langsomt tog jeg hænderne op for munden, og skulle lige til at sætte halen mellem benene og løbe, da jeg så den i øjnene. De samme dybbrune øjne som Jonahs. Den samme varme, den samme sjæl lå gemt dybt i dem.
 Ulven var Jonah...
 Forsigtigt gik han hen mod mig, med hovedet holdt lavt og ydmygt. Han puffede blidt til min ene hånd, som jeg havde ladet falde ned af siden igen. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da han nydende lukkede øjnene,så snart jeg begyndte at nusse den bløde pels.

 

Vi sad og snakkede længe, som sædvanlig med min hånd i hans, imens vi sad så tæt vi kunne komme. Til sidst var vi jo så nød til at tage hjem. Turen føltes kortere hjem, for jeg følte mig let som en fjer, over at Jonah havde åbnet sig for mig. Dog fik jeg også fat i det faktum, at en fra hans gamle flok var den der havde dræbt min mor...
Det havde jeg ligesom lidt gættet, da han sagde at jeg var endnu smukkere end min mor. Men vi snakkede om det, og Jonah bebrejder jeg dog ikke noget.

Min far kom hjem, til det ikke-så-usædvanlige syn, at Jonah igen var her og snakkede. Da det var fredag kunne han overnatte hvis han ville. Det ville han. Efter jeg havde forsikret ham at jeg ikke var vred, så gjorde han noget jeg havde ventet på længe – han kyssede mig. Han kyssede mig længe og inderligt. Vi brugte hele natten på at snakke...

Og kysse lidt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...