Sommercamp Movellas 2012

Fra mandag den 2/7 til Fredag den 6/7 er jeg på en Movellas sommercamp. Nina og Sara fra Movellas underviser os, og giver os gode tips. Jeg her tænkt mig at ligge alle de ting jeg skriver herind. Jeg er her bla. sammen med Nana mn, Sandra J, Moomii Styles, Emmashj, Laura G.

16Likes
11Kommentarer
2468Visninger
AA

5. Skrive Øvelse - Metro

I denne her øvelse skulle vi skrive en historie som skulle foregå i en bus/metro/tog, hvor at sætningen "jeg tilgiver dig aldrig så længe jeg lever" skulle indgå.

 

 

Da jeg så hende, begyndte en vrede at brede sig ud i hele min krop. Metroen susede af sted, men alligevel så jeg med det samme det var hende. Jeg kunne genkende hendes elegante krøllede hår, der hang ned over hendes skulder. Et smørrede smil bredte sig stille over hendes tørre læber, da hun endelig fik øje på mig. En stærk varme fløj ud i hele min krop, og mit ansigt begyndte at få en svag rød farve til sig.  Hendes fodtrin gav gennemgang i mine øre, da hun traskede over imod mig, forbi alle de andre mennesker der også var til stede.

”Hej” hendes lyse stemme, gav mig kuldegysninger. Hun lod sig glide ned ved siden af mig, og hendes lange grønne tørklæde, strejfede min arm.

”Hej” hvæsede jeg, og mit had for hende gav virkelig sig til udtryk i min stemme. Jeg løftede hovedet og så hende dybt i hendes blanke brune øjne.  Der var en lang akavet stilhed imellem os, nok fordi ingen af os turde starte på den samtale, vi begge udmærket vidste, ville komme.  Jeg prøvede at sige noget, men ikke den mindste lyd kom ud af mine læber.

”Undskyld” hviskede hun pludseligt, og afbrød stilheden. Vreden eksplodere inde i mig, og jeg havde svært ved ikke at råbe med mine lungers fylde kræft.

”Undskyld?! Siger du UNDSKYLD? Tror du det hjælper? Du har ødelagt alting for mig, hvad fanden bilder du dig ind?!” Skreg jeg af hende. Hendes smil blev erstattet med et lille hulk, da flere mennesker vendte sig om og stirrede. Men jeg var ligeglad, så fik hun hvad hun fortjente.  Hun træk vejret dybt, som om hun tog sig sammen til at forsvare sig. Men jeg vidste jeg havde ret, det var hende der havde lavet fejlen og ikke mig.

”Jeg… jeg ved ikke hvad jeg skal sige” hulkede hun i et hvisk. Hun rettede sit blik imod mit igen, og jeg kunne mærke mine øjne begynde at løbe i vand. Jeg var så indebrændt over det hun havde gjort, at selv tårer og råben ikke kunne beskrive den følelse jeg kæmpede med lige nu.

”Du skal ikke sige noget, jeg tilgiver dig aldrig så længe jeg lever!” råbte jeg, med gråd i stemmen. Som en bølge, kom alle de minder af søvnløse nætter væltende imod mig. Synet af hende og ham, ham jeg elsker være sammen, kom tilbage i min hukommelse.

”Hør nu her-” startede hun, men jeg afbrød hende før der kom en lyd mere ud af hendes mund. ”-NEJ, lad mig være! Jeg HADER dig!” Jeg løb så hurtigt jeg kunne ned af metroens beskidte gulv, imens tårnede trillede ned af min våde kind. Jeg kunne hører hende græde bag mig, men jeg var ligeglad med hende.

Jeg skulle aldrig havet stolet på hende. Aldrig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...