drage hjerte ( pause)

historien foregår i en anden verden i gammel tid, den handler om en pige der bliver forvist af menneskene på grund af hendes udseende der minder om en drages og hendes overnaturlige krafter. Hun bliver nød til at overleve i den grufulde skov hvor der lever gode som onde væsener, jægere og røvere. Den dag hun bliver forvist fra hendes egen by, finder hun et æg som måske bliver hendes overlevelse eller hendes død.

17Likes
19Kommentarer
1793Visninger
AA

2. Nye venner

Vi skridtede stille i rundt i skoven, Talisko er træt, og det samme er jeg. Min hånd søgte ægget i min skulder taske igen, det var ved at blive en vane. Jeg kiggede op på himlen, stjerne var stået op og månen kastede lys over skoven. Det var ikke lige så uhyggeligt i skoven som hvis en sky skyggede for månen og alt blev sort. Talisko begyndte at gå langsommere og jeg kunne mærke han træk lidt på det ene bagben.

"Det er vidst på tide at finde os et sted vi kan sove gamle dreng." sagde jeg og klappede Talisko på halsen. Han vrinskede sagte som svar. Jeg styrede ham væk fra den sti vi havde fulgt endtil nu. Jeg bandt ham til et træ, og kiggede ned i den taske min mor havde pakket, der lå forsyninger der ville vare noget tid, og et slaks tæppe jeg kunne sove på. Nederst lå der nogle penge og en kappe, jeg genkendte kappen, det bar en min bedstemor engang havde lavet til mig. Hun havde sagt jeg aldrig måtte bruge den før jeg fik virkelig brug for den, og jeg kunne huske at det jeg så noget i hendes blik de sagde at hun vidste noget jeg ikke vidste. Kappen var praktis til det jeg skulle bruge den til, nemlig at skjule mig. Kappens hætte var dyb så jeg ville kumme skjule mit ansigt i skyggerne, og farven var perfekt til at gå i et med skyggerne.
Nederst i tasken lå en kniv, men ikke bare vilken som helst kniv, det var den kniv min far havde sendt hjem til os, han havde fået den efter en mission, han havde været på.
Jeg holdt kniven ud fra mig, dens skafte var dækket med blå måne sten og kniv bladet var skarpt. Den skinnede i månens lys, den var smuk og ville nok blive benyttet en del herude. Jeg lagde mig på tæppet og stak kniven i det bælte jeg havde på. Jeg faldt i søven med det samme.
Jeg vågnede ved en lyd i kratet, og hurtigere end jeg selv havde lagt mærke til noget sad jeg oppe i træet med min fars kniv i hånden, og min bue og pil på ryggen. Det er da godt at vide mine kræfter, som jeg så godt som hele mit live har forbanet, kan bruges til noget. Jeg kiggede rundt i skoven omkring mig og spidsede ører. Talisko stod uroligt og virrede med hovedet, jeg var ikke den eneste der havde lagt mærke til lyden.
Jeg kunne hører nogen komme gående, det lød som om der var flere, og at det heldigvis var mennesker. Det lød ikke som om de prøvede at være stille eller snige sig ind på nogen. Det betydder de ikke ved jeg er her, og at de ikke er jægere, men tyve eller gennemrejsende.

Jeg sad helt stille og håbede de ville gå forbi, en af dem begyndte at snakke.
"Jeg tjekker lige om der er et sted vi kan slå lejr, vendt her." En af mændene begyndte at gå nærmere min retning. Pludselig trådte han ud bag en af de store træer.

Jeg sad helt stille og stolede på at skyggerne ville skjule mig, jeg holdt øje med ham han fik øje på min oppakning, og rynkede brynene. Han kiggede lidt rundt for at se om han kunne få øje på ejeren, men selvføljelig kunne han ikke det. Han gik hen til min skuldertaske, Nej det er løgn sig ikke jeg glemte ægget. Men selvføljelig gjorde jeg da det. Han holdt ægget ud fra sig og studerede det.
Lyn hurtigt hoppede jeg ned fra træet, stille og elegant. Jeg landede lige bag ved ham, men han havde opfatet bevægelse og vendte sig om. Jeg trådte lynhurtigt frem og pressede ham ind mod træet, med min venstre arm og med min højre holdte jeg en kniv for hans strube. Han gispede af overraskelse pågrund af min hurtighed.

"Jeg tror du har noget der tilhører mig." jeg sagde det med en lav og gennemtrængende stemme, jeg var næsten stolt af mig selv over at jeg kunne opretholde en kølig og rolig facade, trods jeg var bange for mit hjerte ville hoppe ud af brystet på mig.
"Det man finder må man få" sagde han, men hans stemme sikrede af frygt.
"Jeg tror ikke du er i en position til at kunne forhandle" sagde jeg og pressede kniven længere ind mod han strube.

Skyerne der dækkede månen, så der var helt mørkt begyndte at glide væk. Og lysningen blev lyst op, samtidig med mit ansigt. Da han så hvor ung jeg var kom hans selvtillid tilbage, og inden jeg nåede at opfatte det langede han ud efter mig med sin højre arm. Han ramte mig på siden af hovedet, jeg vaklede baglæns, han trådte frem. Jeg vidste han ville prøve at slå mig igen, og ide han prøvede dukkede jeg mig. Og alt den kraft han ville havde brugt i slaget var pludselig for meget, når det ikke ramte noget. Så han røj frem og fik over balance. Jeg så min chance og sparkede ham over anklen, så han faldt.

Hurtigt satte jeg mig på ham, og igen havde han en kniv for struben. "Denne gang vil jeg ikke tøve med at skære din strube over" hvæssede jeg ud mellem sammenbidte tænder. Jeg kiggede på ham, pludselig opdagede jeg hvor ung han endlig var. Måske samme alder som mig 17, eller 18. Jeg opdagede også hvor muskuløs han var, han havde et bredt bryst og brede skuldre, stærke overarme at dømme udfra slaget, og en slank talje. Det var tydeligt han var vant til at kæmpe, måske ikke så meget direkte kamp, måske mere med svær.

Jeg kiggede ham ind i øjnene, de var så strålende midnatsblå. I modsætning til mine øjne, mine øjne er også blå, men mine pupiller er aflange og rundt om det blå er der ligesom en sort ring der sætter fokus på mine øjne, hvilket jeg aldrig har kunnet lide fordi folk plejer at blive bange, eller føle afsky. Derfor har jeg ikke så mange venner.

Pludselig kom jeg i tanke om han kiggede mig ind i øjnene, jeg kiggede på ham igen, men denne gang ledte jeg efter noget. Frygt. Afsky. Et eller andet, men der var ikke noget, ikke andet end åbenlys nysgerighed. Jeg hævede forbavset øjenbynene. Det var nyt specialt nu hvor han så dem når de var værst, nemlig om natten, fordi de plejer at være selvlysende om natten. Det er en ulempe hvis man skal gemme sig ,men en kæmpe hjælp hvis man skulle lede efter nogen i mørke.

Han rømmede sig under mig. "Når skal vi blive her hele natten, eller har du tænkt dig ar skære halsen over på mig nu så vi kan få det overstået. Altså ikke fordi jeg skal nå noget, eller har noget imod du sidder på mig." han sendte mig et frækt smil. Jeg fik løst til at rødme, sjovt nok som han sad der med en kniv for struben, havde han da stadig tid til at joke.
" okay, jeg rejser mig op nu, stille og roligt ikke noget med pludselige bevægelser." jeg rejste mig stille op, det samme gjorde han.

"Mit navn er Tayler, tidligere medlem af kongens garde" han bukkede galant. Jeg kunne næsten ikke holde et fnis tilbage, men jeg prøvede at holde mit ansigt i alvorlige folder.

" Mit navne er Elisabeth" jeg gav ham hånden, og smilede. Det var underligt, hans berøring fik sendt et stød af varme igennem mig, den følelse genkendte jeg ikke, men jeg beslutede mig for at jeg godt kunne lide det.

" Godt så nu når vi har fået det på plads, syntes jeg du skal hilse på de andre, de er sikkert allerede bekymret for mig." han smilede til mig, det smil kunne jeg godt lide.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...