drage hjerte ( pause)

historien foregår i en anden verden i gammel tid, den handler om en pige der bliver forvist af menneskene på grund af hendes udseende der minder om en drages og hendes overnaturlige krafter. Hun bliver nød til at overleve i den grufulde skov hvor der lever gode som onde væsener, jægere og røvere. Den dag hun bliver forvist fra hendes egen by, finder hun et æg som måske bliver hendes overlevelse eller hendes død.

17Likes
19Kommentarer
1791Visninger
AA

1. forvist

Det var morgen i den lille landsby morgen duggen sad stadig i græsset, de fleste landsbyboere sov stadig. Bortset fra mig, jeg sukkede. Lige siden min far blev sendt afsted for at beskytte kongeriget mod dragebesiderne, har det været mig der blev nød til at forsørge familien med mad. Min mor duede bare ikke til sådan noget, heldigvis lærte min far mig at skyde med bue og pil før han tog afsted. Det havde ikke taget lang tid, min far fortalte mig at jeg var et natur talent, det var selvfølelig også nemere at have at have et super syn og være hurtig og smidig. Det havde jeg været altid, mit hår var blå-hvidt og langt mens mine øjne kune sammelignes med en drages. Jeg hadede mine øjne og de ting jeg kunne gøre. Hvorfor kunne jeg ikke bare være normal som alle andre piger i byen, tøset og feminin, ikke stærk og farlig. Jeg havde aldrig haft nogle venner eller vendinder de var alle blevet skræmt væk.

Jeg følte mig så alene. Men det var lige meget, lige nu skulle jeg jage for min families overlevelse. Jeg svang mig op i et træ i skoven jeg kunne fornæmme noget komme nærmere, det rystede svagt i jorden. Jeg kunne se det nu, det var en hjorte flok, de kom løbende med fuld skrue, jeg spændte min bue og tog sigte, pilen blev sendt afsted og ramte en hjort lige i brystet. Flokken skildtes i forviring, jeg sprang ned af træet og løb hen til hjorten. Den var død, og jeg begyndte at skære den, så jeg kunne få lagt det i tasken. Da jeg var færdig var det nok ved at være formidag. Jeg traskede hjemad glad for hvad dagens jagt havde bragt.Nu ville der blive stilet mad på bordet.

Jeg tog en lille omvej, fordi jeg har et ynglings sted ved en sø, søen er så rolig og der er aldrig nogen. Jeg kunne skimte søen mellem træerne. Der var så smukt, det var her kunne få ro i sjælen, jeg stak en hånd i vandet og kiggede i de små bøljer det skabte, vandet var dejlig køligt, jeg så mit spejlbilled, jeg vidste at jeg var smuk med det lange hvide hår og et pænt formet ansigt, men når man nåede til øjnene var det som om det kunne overskygge alt, jeg syntes de var så hæslige og grimme. Mine forældre plejede at fortælle mig at de øjne var de smukkeste de nogen sinde havde set, og det var det der gjorde mig special, men jeg ville bare ønske jeg var normal.

Pludselig var det som om der var noget der skinede nede i vandet når solen lige ramte det, jeg prøvede at kigge nærmere, men det eneste jeg kunne se var noget der skinndede. Jeg følte at jeg blev nød til at få fat på det og beskytte det for en hver pris. og hurtigere en jeg selv opfatede det havde jeg smidt tasken og var sprunget i vandet, det var koldt, men det eneste jeg havde for øje var det der lå på bunden.

Endlig fik jeg fat i det. I forhold til vandet var det varmt, jeg svømmede op til overfladen. Det lignede et slags æg, det var smukt og blåt. Hvad er det her? Og hvorfor føler jeg sådan en træng til at beskytte det? Jeg kiggede nærmere på det, der kom et svagt lys fra det, men mere var der ikke at se. Jeg gemte det ind til kroppen og syndte mig hjem.

Hvores hus lå i udkanten af landsbyen lige ved siden af skoven, jeg skyndte mig ind i husset min mor sad ved boret og var igang med at sy et eller andet. Hun smilede da jeg kom ind "Hej Elisabeth fik du fat i noget i dag?" Jeg nikkede og lagde jagttasken fra mig. "Det var godt, dine søskende kommer lige om lidt de skulle lige ind til byen og hente noget mælk og lidt brød." Jeg nikkede igen og gik ind i mig og mine søskendes værelse.

Jeg skynte mig at hive ægget frem, det var stadig varmt, men jeg havde på fornemelsen at det havde brug for mere varme. Je hev nogle dyner frem og puttede ægget i dem. Jeg stod og betragtede det da jeg kunne høre mine søskende komme løbende til huset.

Jeg gik ud i køkkenet hos min mor, mine søskende James og Sira kom brasende ind i køkkenet. " Mor de kommer de kommer." Råbte de i munden på hinanden. "Hvem kommer?" Der opstod en rynke mellem min mor øjenbryn. "Vagterne kommer efter Beth!" Råbte James, mens Sira begyndte at græde. " Hvad? Hvorfor? Hvornår?" Råbte min mor forvirret. Jeg forholdte mig tavs, jeg havde altid vidst at det ville blive sådan, jeg vidste bare ikke hvornår. "De kommer nu" sagde jeg, fordi jeg kunne høre vagternes tunge skridt komme gående ned af gaden. "Det kan de da ikke" Min mor lød råvild. Jeg tog hendes ansigt mellem henderne. "Mor du biver nød til at hører efter, de kommer for at fører mig væk måske til en fangekælder, men det har vi altid vidst de ville gøre på et eller andet tidspunkt, jeg har levet her på lånt tid" sagde jeg og kiggede hende i øjnene, de var fyldte med tåre.

"Det går nok mor, men husk når Jeg ikke er her mere må du sørge for mad til jer" jeg kiggede hende ind i øjnene for at vise jeg ikke var bange selvom jeg mest havde lyst til at lægge mig ned og tude. Jeg ville gå vagterne i møde, "hvad er det du gør hvor tror du lige du skal hen?" spurgte min mor. "Jeg går vagterne i møde" sagde jeg. "Nej det gør du ikke, de kan ikke bare tage dig helt uden videre, du må flygte, og det er uden diskusion." jeg vidste det ikke kunne diskuteres, og det var nu også det jeg mest af alt havde lyst til. Hvorfor ikke prøve det kunne da ikke skade noget hvis jeg alligevel skal i fængsel.

Min mor rejste sig i en fart og tog en taske hun begyndte at pakke alt det mad og vand hun kunne finde, jeg skyndte mig ind på værelset og tog ægget jeg lagde det i en skulder taske, jeg vidste at hvert sekund spilede en rolle nu, jeg kunne høre vagterne komme nærmere hvores hus.

Min mor stormede ind på værelset med mine søskende lige i hælende. "Her. Tag Talisko han er ikke bange for skoven" Talisko er familiens stolthed han er en stor smuk hest, der kan løbe som vinden. "Farvel mor" sagde jeg der satte sig en klump i min hals og tårnene pressede sig på. "Farvel min datter" hun gav mig et knus som jeg ønskede ville vare evigt. Jeg frigjorde mig og kiggede på mine søskende. "Husk nu at passe godt på hinanden"sagde jeg Siras øjne løb som en bæk og James prøvede at være den stærke for sin lillesøsters skyld. Jeg krammende dem begge. De gav mig min bue og pil. Jeg ville havde sagt noget mere da nogen hamrede på døren, jeg vidste hvem det var og kiggede på min familie hvorefter jeg løb ud af bagdøren. Jeg svang mig op på Talisko og galoperede mod skoven.

Jeg kiggede en sidste gang på mit barndomshjem. Jeg kunne se vagterne storme ud af bagdøren de så rasende ud, og begyndte at løbe efter mig, men jeg vidste de aldrig ville nå mig. Jeg kastede et sidste blik på mit barndomshjem, da træerne lukkede sig bag mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...