Remember me? - One direction

Julie bor i Holmes Chapel, hvor Harry også bor, men han er næsten aldrig hjemme mere, og derfor ser de ikke hinanden. Julie og Harry var bedstevenner, og havde også lidt en flirt, før han stilte op i x-factor og begyndte at bruge alt sin tid på bandet. Julie har nu fået en ny kæreste, men hun har aldrig glemt Harry, og hun savner ham stadig meget. Han kommer tilbage i sommerferien, og julie ved ikke hvordan det kommer til at gå. Kan han overhovedet huske hende? Bliver hun forelsket i ham igen, hvis de begynder at være sammen? I historien er Julie 16, hendes kæreste er 17 og Harry er 18.

13Likes
7Kommentarer
1265Visninger
AA

3. Problemer

Der var ikke særlig langt hjem til mig, og det plejede jeg at være glad for, men nu havde jeg brug for at samle tankerne, og det kunne jeg slet ikke nå. Pludselig stod jeg i døren, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, jeg stod til en hel masse skæld ud, og hvad skulle jeg sige til Carl? Jeg mødte min mor i køkkenet, og hun kiggede surt på mig. "Hvor har du været?" sagde hun tørt, og tog en slurk af sin kaffe. "Jeg sov hos Sabrina" svarede jeg, "og min mobil var gået tør for strøm". Samtalen sluttede der, og jeg gik stille ind på mit værelse, hvor jeg smed mig i sengen. Det gik meget let med min mor, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til carl. Hvis jeg fortalte ham, at jeg havde været sammen med Harry i nat, så ville han blive så ked af det og ikke mindst trist, men jeg kunne heller ikke bare lyve for ham. Jeg var så forvirret, og jeg havde mest af alt lyst til at bede min mor om hjælp, men så ville hun jo finde ud af at jeg løj, og så ville jeg ikke få lov at gå til flere fester her i sommer. 

Jeg var åbenbart faldet i søvn, for jeg vågnede ved at min mobil ringede. Jeg fik hurtigt fisket den op af lommen og kigget på displayet, hvor der stod Carl. Jeg sad lidt og tøvede, og så stoppede den med at ringe. Mit hoved dunkede, og jeg havde den vildeste kvalme, så jeg havde egentlig bare lyst til at sove, men det kunne jeg ikke mere, så jeg bestemte mig for at gå en tur. Men først gik jeg i bad, og tog noget nyt tøj på. Jeg orkede ikke at tage make up på, så jeg valgte bare det naturlige look. 

Da jeg kom ud i den friske sommerluft, var det som om jeg glemte alle mine problemer for en stund. Solen lå højt på himlen, og der var næsten ikke nogen mennesker, hvilket var rart, nu når jeg havde så meget at tænke over. Pludselig stod jeg foran Harrys hus, og jeg anede ikke hvordan jeg var havnet der, da jeg bare var gået uden at tænke over det. Men jeg bestemte mig for at se om han var hjemme, da han egentlig var den eneste der kunne hjælpe mig, så pludselig stod jeg foran hans hoveddør med tåre i øjnene, og en forgrædt stemme. Han kom ud med det samme, og gav mig et stort kram, imens han prøvede at trøste mig. Han fik mig indenfor, og til min store skræk sad der fire andre drenge inde i stuen, som jeg alt for godt vidste hvem var. Harry kløede sig genert i håret. "Det her er så Julie". "Nå, så det er hende du har snakket så meget om?" var der en der sagde, og Harry grinede lidt genert og kiggede på mig. "Men hvad er der så galt?". "Jeg har en kæreste" hviskede jeg lavt, og håbede på at det kun var Harry der hørte det. "Hvad?" sagde han højt med en sur og såret  stemme, og så kiggede han forvirret over på mig, "Det sagde du ingenting om igår, og jeg troede ærligtalt heller ikke, at du havde glemt mig". "Du har ikke ringet eller skrevet eller noget som helst i over i år? og så regner du med at jeg sidder tilbage og venter på at du kommer tilbage?" skreg jeg, og en tåre trillede ned af min kind. Det fik ham til at holde sin mund, og han kiggede i stedet bare på mig med sårede øjne. "Jeg har savnet dig af helvede til" sagde jeg højt og vredt, "og jeg har aldrig.." min stemme knækkede over, og jeg hviskede i stedet det sidste, "jeg har aldrig nogensinde holdt op med at tænke på dig og holde af dig". Der var en akavet stilhed i rummet og ingen sagde noget overhoved. 

De andre drenge snakkede lavt sammen, og så rejste de sig op og kig. Mig og Harry sad alene tilbage, og ingen af os sagde noget. "Jeg skal nok også til at gå" sagde jeg og tørrede mine øjne. "Er du forelsket i den kæreste?" hviskede Harry, "og hvem er det?". "Det er Carl" sagde jeg tøvende, da jeg vidste Carl og Harry havde været rigtig gode vener, "Og ja, jeg kan godt lide ham". Han rystede på hovedet, da jeg sagde det var carl, og han så ret såret ud, hvilket jeg egentlig godt forstod. Men mig og Carl havde begge to været sårede dengang, hvor Harry begyndte at være mere sammen med bandet, og så havde vi hinanden, og derfra udviklede det sig ligeså stille, og vi havde snart været sammen i 10 måneder. Da Harry spurgte om jeg var forelsket i ham, fik jeg en klump i halsen, for var jeg overhoved det? eller tog jeg ham bare, fordi jeg opgav det med Harry. "Er du stadig forelsket i mig?" hviskede Harry, og kiggede mig i øjnene. Når han kiggede mig i øjnene på den måde, var det som om jeg smeltede indefra, og jeg blev varm i hele kroppen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, for jeg vidste det jo ærlig talt ikke, men til sidst nikkede jeg stille, og han trak mig ind til ham, så jeg sad i hans favn. Han kyssede mig i håret, og han lyttede til mig, da jeg begyndte at tale om, at jeg var så forvirret, og jeg jo ikke bare droppe Carl på den her måde, for så ville han blive såret og det ville i det hele taget også være ondt, men pludselig afbrød Harry min talestrøm ved at kysse mig blidt på munden, og jeg kyssede igen og udviklede det til snav. Hans hænder flettede sig ind i mine, og jeg kunne slet ikke få nok af hans læber. Vi trak os først væk fra hinanden, da nogen bag os hujede og piftede. Harry vendte hovedet og grinede af dem, og så gik de hen til os i sofaen og satte sig. "Harry har snakket så meget om dig" sagde en dreng ved navn Louis. Jeg smilede til ham, og kiggede så over på Harry, som rødmede en lille smule. Alle drengene var super søde, og jeg hyggede mig i deres selvskab, dog mest i Harrys, hele aftenen, og jeg formåede næsten at glemme, at jeg egentlig var "utro" med min rigtige kæreste lige nu, men jeg havde savnet Harry så meget, at jeg kun havde lyst til at være sammen med ham. Tiden fløj afsted, og ved 11 tiden blev jeg nødt til at tage hjem, og Harry ville følge mig hjem, selvom jeg sagde han ikke behøvede. 

Vi gik og holdte i hånd, og det var som om, at alle de følelser, som jeg havde brugt et år på at glemme, bare kom frem igen, og det føltes så rigtigt. Harrys hæse stemme fik mine ben til at føles som gelé, og hvis jeg ikke havde haft ham til at holde mig oppe, så var jeg sikkert faldet om på stedet. Der var blevet halv mørkt og en lille smule koldt, men Harry varmede mig og mørket gjorde det var hyggeligere. Vi drejede rundt om et hjørne, og så kunne vi høre høj musik. Pludselig blev jeg klar over, at det høje musik kom fra Sabrina's hus, og jeg blev skuffet over, at jeg ikke var blevet inviteret til det hun nu engang holdt. "Kan vi ikke gå ind?" spurgte jeg og smilede til Harry, som nikkede og så gik vi ind sammen. Musikken var virkelig høj, og hendes hus og have var fyldt op med mennesker. Hvorfor havde hun ikke fortalt mig om det? Jeg kunne ikke se Sabrina nogen stedet, men pludselig så jeg Carl, så jeg skyndte mig at slippe Harrys hånd og så gik jeg over til Carl. Han sad i sofaen med nogle piger, som jeg ikke kendte, og det så ud til at han var rimelig fuld. "Hej skat" grinede han, og lavede kyssemund. Jeg smilede bare lidt akavet til ham, og kiggede over på Harry, som så ret forvirret ud. "Harry er her" sagde jeg, og hans ansigt ændrede sig til noget meget mere seriøst, og så rejste han sig op med et ryk. Han tog hårdt fat om min arm og rev mig med ud på badeværelset. "Var du sammen med Harry igår?" hviskede han surt, og skulede ondt til ham. Jeg svarede ham ikke, jeg stod bare og tøvede lidt, men så begyndte han at råbe af mig. "SVAR MIG FOR FANDEN KÆLLING, er du mig utro?". Han råbte højt, og jeg tog et skridt bagud, men så ramte jeg muren, og kunne ikke komme længere. "Du er fuld, Carl. Kan vi ikke snakke om det imorgen?" hviskede jeg lavt, og ønskede så inderligt at jeg aldrig nogensinde var gået ind til den her fest. Han gik hen mod mig, og hans øjne brændte af had. "DU SKAL SVARE MIG LIGENU DIN LILLE LUDER" råbte han, og tårerene begyndte at trille ned af mine kinder, "Jeg var sammen med ham igår, men det var bare som venner" hviskede jeg stille, og prøvede at smile, selvom det var umuligt. "DU LYVER DIN KÆLLING" skreg han, og pludselig var det som om den ene halvdel af mit ansigt brændte op indefra. Han havde givet mig en knutnæve i hovedet, og jeg faldt til jorden, hvor han sparkede mig imens han skreg. "DIN UTRO KÆLLING". Min krop gjorde forfærdelig ondt, og jeg havde lyst til at skrige at han skulle stoppe, men jeg havde ikke kræfter til det, så det blev kun til en hvisken. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg lå der, men på et tidpunkt, var der nogen som kom og hjalp mig op, og så blev jeg lagt i en eller andens seng. Jeg græd, og jeg kunne slet ikke stoppe igen. Det var fuldstændig surrealistisk, det som der lige var sket, og jeg havde bare lyst til at vågne op og finde ud af, at det hele bare var en drøm, men det skete ikke. 

Jeg vågnede næste morgen ved synet af en lyshåret pige med blå øjne. Det glade smil som hun altid bar rundt på, var erstattet med et bekymret smil, og hun sad og strøg mig over håret. "Sabrina" hviskede jeg, og smilede til hende. "Er du okay?" sagde hun i et bekymret toneleje. Jeg nikkede, og prøvede at sætte mig op i sengen, men hele min krop gjorde simpelthen for ondt, og jeg udstødte et lille skrig af smerte. "Hvor er Harry?" sagde jeg, da jeg pludselig kom i tanke om, at jeg var gået fra ham igår. "Der" svarede hun, og pegede på en madras på gulvet, "Han har været oppe hele natten for at passe på dig, men jeg sagde til ham, at han havde godt af noget søvn". Jeg havde et spørgsmål mere i hovedet, som jeg så gerne ville have svar på, men jeg havde ikke lyst til at tale om Carl nu, men det blev jeg vel nødt til. "Hvad med Carl?" hviskede jeg lavt, og Sabrina kiggede bekymret på mig. "Det var ham som fandt dig, han sagde at han fandt dig på toilettet, hvor du var blevet gennembanket". Mit hjerte sprang et slag over, og jeg kiggede vredt på Sabrina. "Han fucking lyver" sagde jeg hårdt, og jeg kunne mærke vreden spire i min krop. "Det var jo forhelvede ham som tæskede mig?". "Du var fuld, du husker sikkert bare forkert" svarede hun. "Nej, det gør jeg ikke" råbte jeg, "Han lyver, og jeg var overhoved ikke fuld". 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...