Movellas Sommer camp, "Kursus" 2012 - Færdig

Jeg har deltaget i et Movellas "kursus", som også kan kaldes for sommer camp. Ikke nok med jeg har stiftet bekendtskab med en masse søde Directioners og generelt søde piger, havde vi det for fedt. For at jeg kan huske hvad jeg har lavet skriver jeg tingene ind her. Kig det gerne igennem, det kunne da være hyggeligt :-).
Tak til Clara Dørge, for fem vilde dage <3.

17Likes
2Kommentarer
2791Visninger
AA

4. ”Jeg tilgiver dig aldrig så længe jeg lever!” - 2

"I metroen" hedder øvelsen, og derudover fik vi en sætning vi skulle opbygge en hel historie ud fra. Sætningen var ”Jeg tilgiver dig aldrig så længe jeg lever!” og jeg tænkte straks på noget med utroskab. Derfor valgte jeg netop at skrive en tekst med en drejning, for at bryde rammerne. 

 

”Jeg tilgiver dig aldrig så længe jeg lever!”

Jeg sad i min egen verden af tanker da der pludselig kom et par ind i metroen, og på en eller anden måde havde de denne her entusiasme og udstråling der fyldte hele vognen med glæde. De satte sig på de ledige sæder foran mig, og jeg begyndte så stille at betragte drengen først. Eller; dreng var han jo ikke. På den anden side ville jeg heller ikke sige mand. Han var vel omkring 22 år gammel, så du kan selv vurdere hvad du vil kalde ham.

Han havde kort lyst hår, det forreste strittede en smule og han havde gyldenbrun hud. Hans T-shirt sad stramt, så man kunne hurtigt se hvor i god form han var. Han kiggede sin kæreste dybt i øjnene og udelod en høj, sød latter. Han var høj, i hvert fald i forhold til kæresten. Hun var lav, havde mørkeblond hår der lige var et par centimeter længere end hendes skuldre, også var hun forholdsvis bleg. Jeg var også selv lav, og jeg havde langt, livløst blondt hår. Jeg hadede det, næsten lige så meget som jeg hadede min blege porcelæns hud. Hver eneste sommer gjorde jeg endnu et hjernedødt forsøg på at få i det mindste bare lidt farve, men som normalt blev jeg rød, og derefter var huden igen bleg. Jeg sad og sammenlignede mig selv med hende, som der i mine øjne var perfekt, da hun pludselig skreg.

Og jeg, som sad i mine egne tanker fór op, fik et chok, og alle øjnene i metroen blev vendt mod parret. Jeg tror der gik et par skekunder før det gik op for folk at hun ikke græd men grinte, ikke skreg men lo, og at det ikke var noget voldsomt, men bare sjov og ballade mellem hende og kæresten. Han prikkede hende i siden, og da hun bad ham stoppe blev han ved. De fniste, og før de vidste af det, røg den kaffe hun havde haft i hånden hele tiden, ud af hendes greb, og hendes lyse, stramme cowboy bukser var nu plask våde af varm kaffe. Igen fik de alt opmærksomheden i metroen, og de fleste ventede nok på frustrations råb fra pigen, men i stedet flækkede de begge af grin, imens hun gav sin kæreste en lammer for sjov.

”Det var mine yndlingsbukser, Jonas!” råbte hun og prøvede at holde hendes trang til at grine tilbage.

Det var næsten ikke til at høre hvad der ellers blev sagt af alt den støj fra de andre talende passagerer der nu ikke længere var opmærksom på parret, og af alt det grinerig. Dog fik jeg lige hørt det sidste inden jeg rejste mig op fra sædet, og gik imod døren ud til perronen.

”Jeg tilgiver dig aldrig så længe jeg lever!” sagde hun helt færdig i grin, og tog sin hånd i Jonas’. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...