Goodbye, Hello, Goodbye [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2012
  • Opdateret: 12 maj 2013
  • Status: Igang
En syttenårig pige ved navn, Suki Payne Loveless, lever sit liv i Sydkorea sammen med hendes far, som ikke laver andet en at ignorer hende, slå hende eller noget helt tredje. Hun har ikke set sin mor siden hun var tre, men hun kan dog huske at hun kom fra England. Hun ender op i et kæmpe skænderi med sin far og inden hun får set sig om, har han sendt hende med det næste fly til London - uden så meget som en krone på lommen, men kun den besked "Desuden har din mor en unge med en anden, så må du jo se om han gider dig, for jeg gør ikke!" Suki finder sin bror i London, hvilket ikke var nær så svært som hun havde regnet med. Men ikke nok med en bror, men også hendes livs bedstevenner dukker op, samt den eneste ene. Men går det som planlagt, eller kommer der noget i vejen? Og ikke mindst, bliver Suki ved hendes bror i London, eller rejser hun tilbage til Sydkorea? [Dette er min første 1D movella, så jeg håber i vil tage godt imod den!]

48Likes
120Kommentarer
6819Visninger
AA

10. Sorry, I'm an idiot

Niall rejste sig hurtigt, men Louis blev ved med at holde om mig, hvorfor vidste jeg ikke. Måske fordi mine tårer blev ved med at falde? Han hviskede noget, jeg tror, skulle forestille beroligende ord, men jeg hørte dem ikke. Det eneste jeg fokuserede på, var at holde mine nerver i ro og lade være med at ryste, men det gik ikke så godt. Jeg rystede som havde jeg været ude i tyve graders frost uden tøj på – og det var nok det der fik Louis til at blive og stramme grebet om mig – hvilket var det eneste jeg ønskede at han ikke gjorde. Jeg ville gerne have ham til at slippe, så jeg kunne tørre tårerne væk, og løbe. Så langt væk fra Liam jeg overhoved kunne. Og idet jeg ønskede det allermest, var det Liams stemme der fyldte rummet.

”Hvad fanden laver hun her?!” han var vred, det skulle man ikke være klog for at vide. Og det var ikke kun på mig han var vred, men nok ligeså meget Niall og Louis. Jeg kunne ikke lide tanken om, at jeg var grunden til at Liam var sur på dem, så uden at tænke over det, skubbede jeg Louis væk, tørrede tårerne væk, rejste mig og drejede rundt så jeg kiggede på Liam og de tre andre.  

”Hvis det ikke var fordi du var min bror, så havde jeg klasket dig sådan en! Din idiot!” og med de ord, stormede jeg forbi ham og hen mod hoveddøren. Jeg kunne mærke alles blikke på mig, da jeg flåede hoveddøren op og forsvandt fra deres synsvinkel.

NIALLS P.O.V

Liam var rasende, både på Sophie, Louis og mig – men hvad skulle jeg gøre ved det? Jeg kunne ikke bare lade hende fryse ihjel på gaden. Hun havde virkelig brug for en, hun kunne betro sig til. Om det så blev mig eller en af de andre, det måtte hun selv bestemme, men jeg nægtede at lade hende løbe. Hvem viste hvad hun kunne finde på at gøre mod sig selv, efter denne episode? Efter hvad Louis og jeg havde set, måtte jeg indrømme, at jeg havde mine bange anelser. De mange ar på hendes hofter, der bare fortsatte ned på hendes lår.

”Liam, hun er din søster. Jeg ved godt at det er svært at tro, men helt ærligt… Hvis hun var en fan, havde hun aldrig råbt efter dig på den måde som hun gjorde i går – og heller ikke som nu. Hun har virkelig brug for dig!” råbte jeg af ham og pegede mod døren, som hun lige var forsvundet ud af. Liam var min bedste ven, men ville heller ikke lyve for ham, og sige at han gjorde det rigtige lige nu. Sophie havde ikke engang været her i et døgn, og alligevel følte jeg at hun var min ven. Jeg følte at jeg havde et ansvar for hende. Liam, rystede på hoved af frustration. Han vidste det godt, han ville bare ikke se sandheden i øjnene. Han ville ikke tro på at hans mor havde et barn med en anden, og aldrig havde fortalt ham om det – og det var vel også forståeligt, men det gav ham stadig ikke ret til at stikke Sophie i ryggen på den måde. Hun havde brug for hendes bror, og alle os andre, for vis det virkelig var hendes far der var skyld i det hun havde gjort mod sig selv, så skulle hun ikke tilbage til Sydkorea igen!  

”Hvis du ikke løber efter hende, så gør jeg.” sagde jeg hårdt, men jeg var ærligtalt lidt ligeglad nu. Hvis vi skulle nå at fange hende, inden hun kom for langt væk, så skulle det være inden for få sekunder. Men han rørte sig ikke, og jeg kunne se ud af øjenkrogen at Louis, rystede på hoved af ham. ”Jeg er tilbage om lidt.” mumlede jeg hurtigt, inden jeg løb samme vej som Sophie havde gjort.  

Jeg tog trapperne i stedet for elevatoren, som jeg normalt brugte, men jeg havde ikke tid nu. Trapperne var hurtigst – og jeg havde alligevel godt at lidt motion efter den ret store portion morgenmad, her til morgen. Men altså, Liam godhjertet, klog og smart – hvordan kunne han så bare vælge at vende ryggen til sandheden? Hvordan kunne han stikke hans egen lillesøster i ryggen på den måde? Han havde aldrig gjort sådan noget før. Han havde aldrig været så rasende på en, han aldrig havde mødt før. Han plejede altid at høre historien fra begge sider, inden han dømte.  

Jeg trådte ned af det sidste trin, og gik hen mod døren ud til gaden. Gad vide hvor langt hun var nået? Hvordan havde hun det? Gjorde hun nu noget dumt? Mit svar var lige på den anden side af døren. Ti meter fra mig, sad hun. På knæ, en hånd der holdte håret mens morgenmaden kom op og pyntede fortovet, og det nederste af muren. Jeg skar en grimasse, og gik hen til hende for at ligge en arm om hende og hjælpe hende med at holde håret, til det sidste kom op.

”Hvorfor løb du efter mig?” spurgte hun og rejste sig. Hendes stemme var grødet og hendes øjne var røde. Hun tørrede sig om munden, selvom der ikke var noget, og sendte en spytklat mod jorden, nok for at få den dårlige smag væk, hvorefter hun mødte mine øjne. Det var først nu, jeg lagde mærke til hvor bleg hun var. Jeg løftede armen, og lagde en hånd på hendes pande, selvom jeg ligeså godt kunne ha lagt den på et tændt blus, på et komfur. Hun var brænd varm. ”Fordi du er min ven, og fordi du er syg… Og så vil jeg ikke bare lade dig løbe uden af give op. Liam ved godt at du er hans søster, tro mig.” mumlede jeg og sendte hende et opmuntrende smil. Hun forsøgte at smile tilbage, men det blev vist mere til en grimasse. Jeg kunne se overraskelsen i hendes blik, efter mine ord. Hun var glad, men at nævne Liam var nok ikke godt lige nu.  

Jeg åbnede armene, som tegn på at jeg gerne ville give hende et kram. Denne gang blev hendes smil fuldendt, og endte ikke i en grimasse, men i stedet stort og smukt. Hun gik ind i min favn, og jeg lukkede armene om hende, mens hun gjorde det samme. Det var rart, også selvom det ikke var mig der var ked af det, men fordi jeg vidste at jeg havde fået hende i et bedre humør. Dog ændrede det sig lidt, da et klik, lød fra døren ind til opgangen. Hun trak sig ud af krammet, og stirrede på personen bag mig. Jeg vendte mig rundt, og så til min overraskelse, Liam.  

”Hvad vil du nu? Vil du endnu engang bare bede mig om at skride? Kalde mig sindssyg, og leve dit liv uden at tænke på andre end dig selv?” snerrede hun spydigt og bakkede et skridt bagud. Hun havde ikke glemt noget af, hvad han havde sagt. Og ærligtalt kunne jeg godt forstå hende, men lige nu tror jeg også at hun var for hår ved ham – han var kommet for at sige undskyld, det kunne jeg se på ham. Så godt kendte jeg ham. Han kunne ikke klare at såre andre mennesker, og især ikke nogen der betød noget for ham.  

Liam gik et skidt imod hende, men hun bakkede bare endnu et væk. ”Sophie, jeg er kommet for at sige undskyld. Jeg skulle ikke ha været så hård ved dig… Louis fandt dit pas, på Zayns værelse, og jeg… Undskyld lillesøster.” mumlede han undskyldende og så nærmest bedende på hende. Han var virkelig ked af det.  

SUKI/SOPHIE P.O.V

”Sophie, jeg er kommet for at sige undskyld. Jeg skulle ikke ha været så hård ved dig… Louis fandt dit pas, på Zayns værelse, og jeg… Undskyld lillesøster.” jeg stivnede ved ordet lillesøster. Ville det sige at han faktisk mente det? Troede han på mig nu? Takket være Louis og mit pas? Og hvor kendte han mit navn fra? Louis havde sikkert fortalt det, ellers så havde han set det i passet.  

Jeg var sikker på at man i dette tilfælde kunne bruge betegnelsen, øjne så store som tekopper, for mine øjne var ved at hoppe ud af hoved på mig, af overraskelse. Jeg havde lyst til at kaste mig i armene på ham, men jeg gjorde det ikke. Han skulle ikke tro at han bare kunne komme og sige undskyld, efter at ha dolket mig i ryggen på den måde – og alligevel kunne jeg ikke holde det spørgsmål inde, som brændte i halsen på mig.  

”Mener du at du tror på mig nu?” mumlede jeg forsigtigt og kiggede genert på ham, selvom det bestemt ikke var min mening at virke så blød, at han bare kunne sige et vist ord, og så ville jeg gøre som han ville. Jeg ville ikke have at han så mig som svag, selvom den ikke holdte så forfærdelig godt længere. Jeg mener, jeg stor tudede deroppe, da de kom, jeg stak af og så var der arene, men dem kendte han heldigvis ikke til – og nu dette. Jeg overgav mig for hurtigt, men i dette tilfælde, var det okay, ikke? Jeg mener han var min bror.  

”Jeg tror fuldt og fast på dig. Og jeg burde have hørt på dig i går. Undskyld, jeg er en idiot.” sagde han roligt, og smilede svagt men oprigtigt til mig. Hans blik viste alle de følelser, som sikkert også var i mine. ”Kom her, lillesøster!” smilede han og lagde et ekstra tryk på lillesøster. Han åbnede sine arme som Niall lige havde gjort for et minut siden. Jeg kunne ikke lade vær med at smile over hele ansigtet, inden jeg løb ind i hans åbne favn, som straks lukkede sig om mig. Jeg hvilede mit hoved mod hans bryst, og kunne mærke den rolige hjerterytme.  

Hans ene hånd aede mig kærligt på ryggen, inden den kørte hele vejen op af ryggen på mig, for at ligge sig beskyttende om mit hoved, og holde mig helt ind til ham, som var han bange for at jeg pludselig forsvandt. Jeg nød hans dejlige varme favn, hans duft og hans rolige hjerteslag, som bankede blidt mod hans bryst. For første gang i hele mit liv, følte jeg mig rigtig tryg. Jeg holdte for første gang om min bror, og jeg kunne ikke lade være med at smile.  

”Nå, vi må hellere komme op til de andre. Du skulle jo nødig blive mere syg, end du allerede er.” Niall stemme brød tavsheden. Niall. Jeg havde næsten glemt at han stadig var her. Jeg trak mig blidt ud af Liams varme, trygge favn, og kiggede på Niall med et smil. Han gik hen til os, og gik med op til de andre igen.  

”Det er egentlig ret vildt, at jeg har en lillesøster fra Sydkorea. Du skal fortælle mig alt om det, når vi kommer op, og får dig under en varm dyne!” mumlede Liam på vej op i elevatoren. Jeg kiggede op på ham og så hans tænksomme blik, der afslørede at han prøvede at se billedet af mit hjem, eller noget lignende, for sig. Jeg smilede til ham, da han kiggede på mig igen, og nikkede så. ”Det er så en aftale.” fniste jeg og smilede til de to herre, Niall og Liam, som stod overfor mig.

Lige der, var jeg lykkelig, men der var en ting jeg ikke havde taget højde for. At fortælle om mig selv, mit hjem og mit land, fører også familie med ind i historien. Min far.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...