Goodbye, Hello, Goodbye [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2012
  • Opdateret: 12 maj 2013
  • Status: Igang
En syttenårig pige ved navn, Suki Payne Loveless, lever sit liv i Sydkorea sammen med hendes far, som ikke laver andet en at ignorer hende, slå hende eller noget helt tredje. Hun har ikke set sin mor siden hun var tre, men hun kan dog huske at hun kom fra England. Hun ender op i et kæmpe skænderi med sin far og inden hun får set sig om, har han sendt hende med det næste fly til London - uden så meget som en krone på lommen, men kun den besked "Desuden har din mor en unge med en anden, så må du jo se om han gider dig, for jeg gør ikke!" Suki finder sin bror i London, hvilket ikke var nær så svært som hun havde regnet med. Men ikke nok med en bror, men også hendes livs bedstevenner dukker op, samt den eneste ene. Men går det som planlagt, eller kommer der noget i vejen? Og ikke mindst, bliver Suki ved hendes bror i London, eller rejser hun tilbage til Sydkorea? [Dette er min første 1D movella, så jeg håber i vil tage godt imod den!]

48Likes
120Kommentarer
6824Visninger
AA

16. Shopping

Under middagen havde jeg hørt den smukke historie om, hvordan Liam og Danielle fandt sammen under X-factor. Jeg havde fået grundoplysningerne om hendes liv, og endnu flere sjove historier om hvor barnlige drengene kunne være.

Liam var taget hjem for at slappe af, og givet mig og Danielle lov til at shoppe. Vi havde gået i byen i en time nu, og jeg havde endnu ikke fundet noget tøj. Eller jo, jeg havde fundet massere tøj jeg kunne lide – men jeg havde ingen penge, og jeg nægtede at tage imod så meget!

”Hvad med den her? Den ville klæde dig!” påstod Danielle og holdte en hvid, gennemsigtig skjorte op med sort krave. Den var flot. Enkel og elegant og hun havde virkelig god smag, men jeg kunne ikke tage imod det. Jeg ville ikke bruge hende eller Liams penge. Så jeg rystede på hoved og smilede undskyldende.  

Hun sukkede og lod opgivende hænderne falde ned igen. ”Kom nu, Sophie. Du skal ikke bekymre dig om hvad det koster, eller om hvor meget der er! Du har brug for noget tøj, du kan jo ikke låne Eleanors for evigt, du skal have dig dit eget, og jeg vil med glæde betale det! Seriøst! Prøv den nu, og tag dem her og den her top med ind, så finder jeg noget mere du skal prøve!” sagde hun venligt og stoppede skjorten, den hvide top og de sorte jeans i favnen på mig, med et smil og ledte efter noget mere tøj.  

Så var det min tur til at sukke opgivende, dog kunne jeg heller ikke skjule smilet på mine læber. Hun var så rar, sød, smuk og alt det der. Liam var virkelig heldig med hende! Jeg gik mod omklædnings rummet, og tog tøjet, Danielle havde fundet, på.

~O~

 

Okay, jeg måtte overgive mig til sidst. Danielle blev ved med at insistere, og jeg gav til sidst efter, da hun jo egentlig havde ret. Jeg kunne ikke blive ved med at låne Eleanors tøj. Så det havde resulteret til flere poser på hver arm. Danielle havde også købt tøj til sig selv, men hovedparten havde hun insisteret på at jeg skulle have.  

”Hey! Change, du skal jo også have undertøj! Det var jeg jo lige ved at glemme!” udbrød hun og hev mig straks med. Jeg kunne mærke folk glo på os, men jeg forsøgte at ignorere det. Og gik fulgte med Danielle, selvom jeg faktisk slet ikke havde et valg.  

Hun så sig om i butikken, og jeg fulgte hendes blik, inden hun styrtede hen for at ribbe stativer og bøjler for trusser og BH’er. Jeg selv gik bare rundt og kiggede. Jeg var ikke specialist i undertøj, så det var da altid noget at jeg havde Danielle med. Dog lå tanken i baghoved, at det ikke ville komme til at gå godt. Hvis hun først så mine lår og hofter, hvad kunne hun så ikke finde på at fortælle til Liam og alle de andre? Hvad skulle jeg så gøre? Liam ville gå ud af sit gode skin, så meget havde jeg alligevel lært om ham. Hvad med de andre? Louis og Niall vidste det allerede, men Zayn og Harry vidste heller ingenting.  

”Se hvad jeg har fundet!” nynnede Danielle og trak mig ud af mine tanker, med favnen fuld af undertøj. ”Okay, prøv det her, så bedømmer jeg dig bagefter!” hvinede hun og skubbede mig mod prøverummet. Åh nej! Jeg prøvede at stoppe hende ved at stritte imod, og lade mig blive enormt tung. Mine fødder stod solidt på gulvet, mens jeg prøvede at stå imod skubbet fra Danielle, som kun blev kraftigere og kraftigere.  

”Er du nu sikker på at det er en god ide? Jeg mener, jeg har aldrig været så god til det der med at vise mig frem i så lidt tøj.” mumlede jeg usikkert, da hun endelig fik mig skubbet fremad. Jeg kunne fornemme at hun nikkede ivrigt. ”Du skal ikke være nervøs, jeg er en pige og du er en pige. Der sker ikke noget, jeg har set værre ting. Desuden, så er det dig til at bedømme mig bagefter, så der er ikke noget at være nervøs for, det lover jeg.” mumlede hun beroligende og gav mig det sidste puf i ryggen, så jeg havnede i omklædningsrummet.

Hun lagde undertøjet på den lille skammel og hang bøjlerne på stangen der var hæftet til væggen, og forlod omklædningsrummet med et venligt, beroligende smil og trak forhænget for.  

Jeg kunne høre at hun satte sig i sofaen på den anden side af forhænget, og jeg sukkede lavt. Fuck. Hvad fanden skulle jeg gøre? Hun ville få en mistanke, og da jeg var ret så sikker på at Liam havde fortalt om episoden den første aften, i deres stue hvor Harry havde spurgt ind til min far, så ville en pære med garanti begynde at blinke. Hun ville finde ud af det uanset hvad. Hvis jeg ikke skiftede, krævede hun sikkert en forklaring eller også kom det videre til Liam, og jeg ville være tvunget til at fortælle det hele. Hvis jeg skiftede, så havde hun ligesom frit udsyn til de mange ar på hofte og lår.  

Jeg tog en dyb indånding og fik med rystende hænder, mit tøj af. Eller Eleanors tøj, men det er en mindre detalje. Jeg trak, med mindst ligeså rystende hænder, undertøjet på, hvilket var et enkelt, hvidt sæt som jeg egentlig godt kunne lide. Enkelt var, som sagt tidligere, lige mig. Desuden sad BH’en faktisk utrolig godt på mine bryster, som ellers ikke var til at prale af.  

”Har du skiftet?” jeg kunne høre hendes stemme på den anden side. Jeg nikkede stille, indtil det gik op for mig, at hun ikke kunne se mig. ”J-Ja.” mumlede jeg usikkert og kørte mine svedige håndflader mod hinanden. ”Kom, lad mig se dig!” mumlede hun munteret. Jeg bed mig nervøst i læben. Det var nu at min hemmelighed ville blive afsløret. Det var nu at de alle sammen snart ville kende til min far af et monster.

”Er du sikker på at det er en god ide?” spurgte jeg med en lille stemme. Åh, gud! Hvor følte jeg mig dog dum, svag og pisse ubrugelig. ”Ja, Sophie. Jeg lover dig at der ikke sker noget! Der er kun mig i miles omkreds.” lovede hun og jeg tog med langsomme og tøvende hænder fat om stoffet på forhænget. Jeg skulle lige til at hive det fra, da jeg fik en ide, som måske kunne dæmpe forskrækkelsen når hun så min ødelagte krop.

”Danielle? Inden jeg kommer ud, så vil jeg gerne ha’ lov til at advare dig og bede dig om ikke at flippe ud, okay?” jeg kunne høre at hun blev stille derude, inden hun forvirret svarede okay. Jeg tog ved forhænget og hev det rystende fra, så Danielles forvirrede skikkelse sidde i lædersofaen. Det varede dog ikke længe før hun lyste op i et smil, da hun så mig, men så snart hun kiggede ned af min krop stivnede hendes smil. Hun tog hænderne op til munden af forskrækkelse og rejste sig fra sofaen. Jeg vidste det. Det var nu hun ville flippe totalt ud, fortælle mig at jeg aldrig måtte gøre sådan noget. Ringe til Liam eller noget helt andet. Men til min overraskelse kom hun hen til mig, og lagde trygt armene om mig. ”Sophie, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige! Men nu prøver vi det undertøj, og så går vi ud og får os en kop kaffe bagefter og snakker det her igennem, ikke?” mumlede hun lavt og aede mig på ryggen, inden hun trak sig lidt fra mig for at kigge mig i øjnene for at få et svar.  

Jeg nikkede stille med tårer rendende ned af kinderne, uden at vide hvorfor. Måske var jeg bare lettet over, at hun tog det så let? At hun ikke dømte mig og flippede helt ud. Hun smilede opmuntrende og medfølende smil, og lagde begge hendes tommelfingre på mine kinder, for at tørre tårerne væk.

”Desuden, så ser du fuldstændig forrygende ud i det undertøj!” mumlede hun smilende og trådte nogle skridt bagud, for at sætte et sidste kig på undertøjet på min krop, inden jeg med et lettet smil gik ind og klædte om til et nyt sæt.

 

~O~

 

Jeg havde efterhånden fået tømt Danielles pung for penge. Ualmindeligt meget tøj og ni sæt undertøj fra Londons mest kendte lingeri – det var i hvert fald hvad Danielle havde fortalt. Dog vil jeg lige påpege, at det altså var hende, som bestemte hvad jeg skulle have og ikke have. Hvis jeg nægtede at tage imod det, købte hun det alligevel og jeg var tvunget til at tage imod det. Det ville være endnu mere uhøfligt ikke at tage imod det, nu når hun havde brugt pengene på det. Hun havde dog også selv favnen fuld af poser, så jeg følte mig ikke alene, hvis man kan sige det sådan?  

”Skal vi gå herind og få kaffe?” jeg så på hende med et venligt, usikkert smil og nikkede så. Det her skulle bare overstås, for jeg kunne ikke komme udenom – det skal dog ikke være en hemmelighed, at jeg virkelig gerne ville udenom! På den anden side var jeg bare taknemmelig for at det var Danielle og ikke Liam, Zayn eller Harry. Louis og Niall havde ligesom fået en ledetråd, og efter nyhederne var den ikke svær at regne ud for dem.  

Vi gik ind på den lille gade café. Der var egentlig ret hyggeligt. Råhvide vægge, træborde og træstole, levende lys på bordende og en lille bar, hvor man kunne bestille.  

”Hvad skal du have?” spurgte hun venligt og smilede til mig. Jeg tænkte mig lidt om, men kom til beslutningen om en caffe latte. ”To Caffe Latte, tak.” mumlede hun til tjeneren oppe ved baren. Den kvindelige tjener tog imod bestillingen, og vi satte og ned til et lille to mands bord.  

Vi sad i stilhed. Lidt akavet måske. Det så ud til at Danielle prøvede at formulere hendes spørgsmål i hoved, inden hun stillede dem. Jeg kørte mine svedige håndflader mod hinanden, under bordet for at hun ikke skulle se, hvor utilpas ved situationen jeg var. Jeg ledte efter en udvej, men der var ingen.

”To Caffe Latte.” mumlede tjeneren venligt. Vi takkede i munden på hinanden, inden tjeneren forsvandt igen, og Danielle sendte mig et lille smil.  

”Hvor lang tid siden er det siden sidst?” spurgte hun forsigtigt. Jeg stirrede på kaffen foran mig. ”Det er vel et par måneder siden, men jeg er holdt op.” mumlede jeg usikkert og stirrede stadig stift på kaffen, som var den vældig interessant. Jeg løftede den ene hånd og tog om kaffekoppens hank, og nippede til den skolende, varme kaffe.  

”Liam har fortalt om din far, efter noget i nyhederne. Er det ham?” jeg var taknemmelig for, at hun var så forsigtig og grundig med hendes spørgsmål. Det beroligede mig lidt at hun var så rolig omkring det. Hun lignede Liam på mange punkter – de havde begge to en tildens til at have alt under kontrol, bevare fokus, deres forståelighed var stor og de var rare og søde mennesker jeg holdte utroligt meget af! Den eneste ting, der for mig lige var til at plukke ud fra personlighed, var at Liam ville gå ud af sit gode skind, hvis han så mine lår og hørte om min far.  

Jeg nikkede som svar på hendes spørgsmål. ”Min mor forlod min far og jeg da jeg var tre, fast. Min onkel fortalte mig at hun tit rejste på ’forretningsrejse’ til England, og først kom hjem måneder senere. Da jeg var tre skred hun helt. Da jeg fyldte syv og startede i skole i Seoul, begyndte han… Han begyndte at slå mig. Det var en af de dagligdages ting – tæsk. Han har altid drukket meget, men det blev værre med årene. Hans slag blev hårdere og hårdere. Og da jeg var tretten begyndte jeg på at skære. Det var en befrielse, og selvom det lyder skørt, så hjalp det. ”mumlede jeg lavt og kiggede langt om længe Danielle i øjnene. De var fulde af medlidenhed, sorg, trøst og forståelse. Hun lagde forsigtigt og trygt en spinkel hånd over min, og aede min håndryg med tommelfingeren.  

”Det er jeg virkelig ked af at høre, Sophie, det er jeg virkelig! Men hvorfor har du aldrig snakket med folk om det? Fået hjælp?” jeg trak på skuldrende. Ja, hvorfor havde jeg aldrig fået hjælp? Jeg havde ingen veninder, venner. Mine bedsteforældre boede i den anden ende af Sydkorea, ligeså min onkel, min mor vare skredet og efterlod mig ved det monster.  

”Jeg havde ingen. Min mor var væk, min nærmeste familie boede i den anden ende af landet, jeg havde ingen venner. Det eneste jeg fik og havde var en omgang tæsk, og en far der kun tænker på at drikke sig stang stiv, hver eneste dag. Jeg har aldrig haft nogen jeg følte mig tryg ved, så da min far sendte mig til London og fortalte mig at jeg havde en bror, havde jeg svært ved at tro det. Min far fortalte mig aldrig noget, så jeg ville ikke tro det før jeg havde set eller hørt beviset. Jeg har aldrig været så lykkelig i hele mit liv, da jeg fandt Liam, for ikke også at nævne drengene og dig. Jeg har så aldrig mødt Eleanor, men jeg har da lånt hendes tøj.” mumlede jeg lavt, dog med en smule lettelse. Det var egentlig rart at få læsset lidt af skuldrene. Det havde jeg aldrig turde håbe på, hvem skulle have troet det?  

Hun smilede svagt, da jeg mumlede det sidste. Jeg havde ikke opdaget at tårerne rent faktisk stod ud af øjnene på mig, før hun lænede sig ind over bordet og tørrede mine kinder fri af tårer. Jeg smilede taknemmeligt til hende.  

”Det må være hårdt, men du ved at du altid kan komme til mig, drengene og jeg er sikker på at Eleanor også vil hjælpe! Hun er en rigtig sød pige. Men Sophie, jeg ved godt at du ikke er meget for det, men jeg er nødt til at fortælle det til Liam.” BAM! Der kom den. Jeg rystede ivrigt på hoved og så bedende på hende. ”Nej, vil du ikke nok lade vær’? Jeg vil ikke skuffe ham. Han vil gå ud af sit gode skind! Vil du ikke nok lade vær’?  Jeg beder dig.” mumlede jeg hurtigt og bedende. Men hun kiggede bare bekymret på mig og sukkede.  

”Sophie, jeg ved godt at det ikke er din hensigt at såre nogen, men han er din bror. Selvfølgelig bliver han ked af det, men han fortjener at få det at vide. Og er der nogen der kan hjælpe dig, trøste dig, så er det ham! Er der nogen der, mere end nogen anden, vil hjælpe dig så er det ham. Og han vil blive endnu mere ked af det, hvis du bliver ved med at holde det hemmeligt. Jeg er hans kæreste, og hvis du ikke siger det til ham, så bliver jeg nødt til at gøre det. Jeg håber du forstår det. Men det er for at hjælpe dig Sophie, og for at få mindst gråd ud af det hele. Det gør også ondt på mig at se sådan noget, du er min veninde, en virkelig skøn en! Vi kan også sige det sammen? Jeg skal nok hjælpe dig?”  

Måden hun sagde det på fik mig lidt ned igen. Hun vidste lige hvordan hun skulle formulere det, for at få mig ned igen. Slappe af og se udvejen i det hele. Og hun havde ret – selvfølgelig havde hun ret. Liam fortjente sandheden, og det vidste jeg jo godt, men han ville blive så ked af det, skuffet. Ligesom Niall og Louis var blevet. Ligesom Danielle, Liam ville bare reagere meget voldsommere. Det var noget jeg var sikker på. Alligevel tog jeg en beslutning, jeg var sikker på jeg kom til at fortryde igen.

”Okay, men kun hvis du er med.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...