Goodbye, Hello, Goodbye [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2012
  • Opdateret: 12 maj 2013
  • Status: Igang
En syttenårig pige ved navn, Suki Payne Loveless, lever sit liv i Sydkorea sammen med hendes far, som ikke laver andet en at ignorer hende, slå hende eller noget helt tredje. Hun har ikke set sin mor siden hun var tre, men hun kan dog huske at hun kom fra England. Hun ender op i et kæmpe skænderi med sin far og inden hun får set sig om, har han sendt hende med det næste fly til London - uden så meget som en krone på lommen, men kun den besked "Desuden har din mor en unge med en anden, så må du jo se om han gider dig, for jeg gør ikke!" Suki finder sin bror i London, hvilket ikke var nær så svært som hun havde regnet med. Men ikke nok med en bror, men også hendes livs bedstevenner dukker op, samt den eneste ene. Men går det som planlagt, eller kommer der noget i vejen? Og ikke mindst, bliver Suki ved hendes bror i London, eller rejser hun tilbage til Sydkorea? [Dette er min første 1D movella, så jeg håber i vil tage godt imod den!]

48Likes
120Kommentarer
6823Visninger
AA

3. Seriously?

Jeg vågnede tidligt næste morgen. Jeg var træt, men jeg kunne ikke sove længere alligevel. Jeg gabte og satte mig langsomt op, da en smerte skød op gennem min krop. Jeg havde ondt i hele kroppen og en forfærdelig hovedpine – det var ligesom at have tømmermænd, bortset fra at jeg ikke havde drukket. Mit humør var helt i bund efter i går, og da jeg kom til at tænke på mit baghoved, kom hovedpinen ikke som et chok for mig. Jeg førte en hånd om for at mærke forsigtigt. Mit hår var klistret ind i størknet blod, og det stank forfærdeligt.

Jeg rejste mig op, da jeg var sikker på at jeg ikke ville blive svimmel. Jeg tog noget rent undertøj og gik ud på badeværelset for at få mig et varmt og tiltrængt bad. Måske det kunne lindre smerterne i min krop en smule – at blive blødt lidt op? Desuden skulle jeg også ha’ vasket blodet ud af håret.  

Jeg tog min T-shirt og undertøj af, og gik ind under bruseren for at tænde for vandet. Jeg gispede svagt, da vandet der ramte min hud, var kold og føltes som nåle mod huden. Jeg skruede op for varmen, selvom jeg vidste at min far hadede når han skulle betale alt for meget, fordi jeg gerne ville have et varmt bad, med varmt vand. Men jeg havde vidst allerede dødsdømt mig selv, så at gøre det en gang til skadede vel ikke, som sådan.  

Jeg trådte ud af badet. Det havde virket som jeg havde håbet. Det havde blødt mig op, og min krop var ikke så øm længere, det eneste der var, var hovedpinen – idet mindste var blodet ikke længere i mit hår. Jeg åbnede skabet, og ganske rigtigt, der stod et glas med hovedpinepiller. Jeg hældte en ud på håndfladen og stillede resten op i skabet igen. Pillen blev placeret på tungen, inden jeg sank den. Jeg havde tit overvejet bare at tømme pilleglasset og sluge alle pillerne, min far ville alligevel ikke blive ked af det, han ville nærmere hoppe og klappe i hænderne af glæde – men den fornøjelse ville jeg ikke give ham! Måske var det et håb om at han forandrede sig, det holdte mig oppe og jeg ikke gjorde det? Eller et håb om en lysere fremtid, end tæsk og skældsord hele tiden? Jeg vidste det faktisk ærligtalt ikke, men jeg var også lidt ligeglad. Mit liv var fucket up i forvejen, det kunne vel kun blive bedre, ikke?  

Jeg tog mit undertøj på, redte hår, børstede tænder og lagde min mascara. Så var den vidst hjemme. Ikke bedre end andre dage, men bare sådan jeg plejede at gøre hver morgen. Jeg var ikke den helt store sminkedukke – ikke fordi jeg havde noget imod sådan nogle, men for det første havde jeg ikke råd, for jeg skulle ikke ligefrem forvente at få noget af min far, og for det andet så følte jeg mig ikke tilpas med så meget stads i ansigtet. Mascara var fint for mig.  

Jeg smed mit vasketøj i vasketøjskurven og gik ind på mit værelse igen for at finde noget rent tøj. Det blev nemt, hurtigt og afslappet – et par helt almindelige jeans, en helt sort T-shirt og en halskæde, eller amulet var det jo nu nok, med et billede af min mor i. Selvom jeg ikke havde set hende siden jeg var tre og jeg knap nok kunne huske hende, så savnede jeg hende stadig. Dog var der også en følelse af svigt. Hun havde efterladt mig her med det uhyre, som jeg kaldte min far. Hun var skredet og havde aldrig kontaktet mig siden, hun var bare forsvundet. Jeg vidste ikke engang hvorfor – jeg vidste ikke engang om hun stadig levede. Jeg håbede, men jeg var ikke sikker.  

Jeg gik hen og tog den første bog jeg fik øje på, henne på min reol, og satte mig hen i vinduskarmen. Det regnede stadig ligesom i nat, bare værre nu. Jeg sukkede. Det passede præcis til mit humør i dag, og da pillen stadig ikke havde hjulpet, gjorde det, det bare værre. Jeg slog op på den første side, og slugte, med den lille smule glæde jeg nu havde, det ene ord efter det andet.  

~O~

Jeg havde siddet i omkring to timer, ville jeg gætte på, og læst. Det var ikke engang fordi den sagde mig så meget, faktisk var den rimelig kedelig! Men jeg skulle ha’ dagen til at gå. Dog nåede jeg ikke at læse andet, end omkring fem minutter mere, før min far lukkede døren op med et brag. Jeg sank en klump, og lukkede mine øjne hårdt sammen inde jeg mødte hans lynende blik. Han var stadig vred, det var tydeligt at se. Faktisk ville jeg påstå at sige, at jeg aldrig havde set ham så vred før.  

”Tag dine sko på! Vi skal ud at køre!” sagde han hårdt og kontant. Jeg sank endnu en klump. Ud at køre? Hvorfor skulle vi ud at køre? Spørgsmålene hobede sig op i mit hoved, men jeg turde ikke spørge. ”Rejs dig, og tag dine sko på, sagde jeg!” hans tålmodighed var allerede brugt op, selvom der kun var gået få sekunder siden han bad mig gøre det første gang.

Jeg rejste mig og tog minemørkeblå converse på. Han tog hårdt fat om mit håndled, og jeg måtte bide mig selv hårdt i læben for ikke at skrige af smerte. Han hev mig med ud af værelset, ned gennem gangen og ud i entreen, for at fortsatte ud gennem hoveddøren. Jeg nåede dog lige at få fat på min sommerjakke, inden han havde skubbet ud af huset og ind i bilen.  

Da han startede bilen, begyndte spørgsmålene endnu engang at flyve rundt i hoved på mig. Hvor skulle vi hen? Var det en del af min straf? Og hvad ville der nu ske? Og der var flere til, det tog dog sin tid inden jeg forsøgte at spørge ham hvor vi skulle hen. Han kiggede kort på mig, og grinede hånligt. ”Til lufthavnen. Din mor har en unge med en anden i London, så må du jo se om han gider dig, for jeg gør ikke!” hans ord var så kolde og følelsesløse at det fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Mente han det han lige havde sagt seriøst? Men London, var min mor i London? Var hun i live? Spørgsmålene var flere end før nu, og de truede med at eksplodere mit hoved. Der var så meget jeg ville spørge ham om, men ikke turde. Ville han virkelig sende mig væk, og endda hele vejen fra Sydkorea til England – til London? Og havde jeg søskende?  

Før jeg kunne nå at stille mig selv flere spørgsmål, stoppede bilen. Min far steg hurtigt ud, og trak mig med – uden nåde.  ”Her er billetten og dit pas. Du har fyre minutter til dit fly går.” var det sidste han sagde da vi stod inde midt i Seouls Lufthavn. Jeg kiggede på billetten, og så op på min far, inden jeg tøvende tog imod den – tænk at han betalte den! Det måtte være ny rekord! Hans kolde blik borrede sig ind i mit, og inden han gik, nåede han da også lige at gøre min kind rød – så kunne jeg da også gå rundt med et håndaftryk på kinden resten af dagen. Jeg ømmede mig, og da jeg ville kigge efter ham, var han allerede væk i mængden af mennesker.  

~O~

Jeg stod allerede ved metalkontrollen, og der var proppet med mennesker. Det var helt sindssygt, og det var så pokkers lummert. Jeg viste mit pas, lagde min jakke op på båndet, da damen bag scanneren havde nikket og godkendt mit pas, så den kunne køre igennem røntgenscanneren, og så gik jeg selv igennem metalkontrollen. Den bippede heldigvis ikke, så jeg kunne frit gå hen og tage min jakke.  

Jeg stoppede op. Ville jeg virkelig give min far den fornøjelse, at rejse til London? Passede det virkelig at jeg havde en bror? Jeg rystede kort på hoved. Det var alligevel forsendt nu. Jeg kunne ikke nå at vende om, så jeg blev nødt til at fortsætte. Desuden gjorde det mig en lille smule nysgerrig, det min far havde sagt: ”Desuden har din mor en unge med en anden med en anden i London, så må du jo se om han gider dig, for jeg gør ikke!” Betød det virkelig at min mor var i live og at jeg muligvis havde en bror? Det måtte jeg få svar på – jeg ville have svar på det, og om jeg så måtte blive skuffet og ked af det, hvis det viste sig at være løgn, så måtte jeg blive det. Det havde han alligevel gjort så mange gange før.  

Jeg gik mod den lille ’hal’ eller hvad det nu end var, for at sætte mig, inden jeg kunne komme med flyet. Men jeg nåede ikke engang at sætte mig, før det lød i højtaleren, at passagerene kunne begynde at gå om bord på flyet og finde deres pladser. Så jeg slog jakken om mig og gik hen mod damen der skulle tjekke mit pas og min billet. Hun godkendte den hurtigt, men kiggede lidt på min kind, som jeg var sikker på, var ildrød – den var i hvert fald øm. Jeg lod som ingenting og gik om bord på flyet.  

Jeg skimtede billetten, plads G-6. Jeg gik gennem flyet og fandt hurtigt pladsen. Jeg satte mig, heldigvis var det vinduespladsen, så kunne jeg da kigge ud. Jeg stoppede hænderne i mine jakkelommer, bare for at tjekke hvad der var i. Min iPod samt høretelefoner, min pung og en vissen blomst – fedt. Jeg lagde min iPod tilbage i lommen, og smed blomsten i brækposen der hang på ryggen af sædet foran mig. Jeg åbnede pungen for at se hvor mange penge jeg egentlig havde deri – og jeg blev slemt skuffet. 8850 Koreanske won?! Det svarede cirka til fem engelske pund. (Ca. det samme som 50 Danske kroner.) Kunne det seriøst snart blive værre? – Og ja det kunne det!  

Jeg smækkede mig selv i panden med en flad hånd. Hvorfor fanden havde jeg ikke tænkt på det noget før?! Jeg havde intet med – jo. Jeg havde min iPod og min mobil lå i min bukselomme, og så havde jeg de won der lå i min pung. Andet havde jeg ikke – intet tøj, undertøj, tandbørste, oplader, hårbørste – intet! Jeg kunne ikke engang nå at hente noget, nu.  Jeg sukkede opgivende. Hvad fanden skulle jeg nu gøre?! Jeg havde ingenting, jeg havde ikke engang råd til at leje mig ind på et hotel indtil jeg fandt min mor, eller den bror jeg aldrig i mit liv havde hørt om før. Jeg havde knap nok råd til mad til tre dage! Hvad hvis min mor ikke ville se mig, hvis hun altså levede? Hvad hvis jeg aldrig fandt min bror? Hvad hvis han ikke ville kendes ved mig eller tro mig? Hvad hvis han sågar slet ikke eksisterede, men bare var noget min far havde fundet på?! Jeg var dødsdømt – jeg ville fryse og sulte ihjel i Londons gader. Åh, gud, hvor havde jeg dog ondt af mig selv.  

Det blev dog ikke meget bedre, da en halvfed mand dumpede ned på sædet ved siden af mig. Hans fedt hang udenfor han halvbeskidte, hvide undertrøje, han kunne ikke engang hive hans bukser så langt op over hans vom, at de dækkede det halve af hans røv! Hans hår var fedtet og i hans skæg sad der madrester og andre ting – og så stank han langt væk af fastfood og gylletank.  

Jeg kunne mærke hvordan det vendte sig i min mave. Han var virkelig ikke specielt lækker! – Og ham skulle jeg sidde ved siden af i ti timer?! Det måtte seriøst være en joke det her! Lige nu hadede jeg min far som aldrig før! Hvordan kunne han gøre det her imod mig?!  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...