Goodbye, Hello, Goodbye [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2012
  • Opdateret: 12 maj 2013
  • Status: Igang
En syttenårig pige ved navn, Suki Payne Loveless, lever sit liv i Sydkorea sammen med hendes far, som ikke laver andet en at ignorer hende, slå hende eller noget helt tredje. Hun har ikke set sin mor siden hun var tre, men hun kan dog huske at hun kom fra England. Hun ender op i et kæmpe skænderi med sin far og inden hun får set sig om, har han sendt hende med det næste fly til London - uden så meget som en krone på lommen, men kun den besked "Desuden har din mor en unge med en anden, så må du jo se om han gider dig, for jeg gør ikke!" Suki finder sin bror i London, hvilket ikke var nær så svært som hun havde regnet med. Men ikke nok med en bror, men også hendes livs bedstevenner dukker op, samt den eneste ene. Men går det som planlagt, eller kommer der noget i vejen? Og ikke mindst, bliver Suki ved hendes bror i London, eller rejser hun tilbage til Sydkorea? [Dette er min første 1D movella, så jeg håber i vil tage godt imod den!]

48Likes
120Kommentarer
6825Visninger
AA

13. Paparazzi

”Jeg er altså sulten!” udbrød Niall for femte gang. Vi gik rundt inde midt i Tivoli, og Niall havde inden for den sidste halve time, beklaget sig sulten, hvilket jeg ikke kunne forstå. Han udryddede næsten al morgenmaden, og Liam var nødt til at lave noget mere, for at alle seks kunne blive mætte.

”Vi finder et sted, hvor vi kan få frokost snart.” lovede Harry småirriteret af Nialls konstante udbrud. Jeg havde bevidst forsøgt, at undgå så meget kontakt med Harry siden i morges, men af en eller anden grund, havde jeg det som om at han holdt øje med mig. Enten gik han ved siden af mig, ellers så kiggede han konstant efter mig.

”Hvor er Louis og Zayn?” hørte jeg mig selv spørge, og kiggede rundt. Jeg kiggede ved køer til forlystelser, men der var intet at se. Jeg så ved de nærmeste isboder, kiosker og souvenirbutikker men der var heller ingen. Harry og Niall vendte sig om og pegede på en flok piger og paparazzier. ”Jeg tror de er derinde et sted.” mumlede Niall og tog sig til maven som rumlede højt.  

”Se der er Niall og Harry!” en råb lød overe fra flokken, og straks kom halvdelen af skrigene piger og paparazzier med kamera, løbende mod os. Deres fans spurgte om autografer og billeder, mens journalister og paparazzierne stillede spørgsmål, og maste og skubbede for at komme til. Niall sendte mig et undskyldende blik, og jeg nikkede med et smil, som tegn på at det var helt i orden – Og det samme til Harry.  

Jeg fik kæmpet mig forbi mængden af teenagepiger og fandt en ledig bænk, op af et hegn til en forlystelse. Jeg satte mig, og valgte at vente her til de var færdige. Forskrækkelsen over de mange skrigene piger, havde lagt sig lidt, og jeg sad nu bare og betragtede dem. Det var klart at de skulle have lov til at give autografer, det var deres job – også selvom de havde sommerferie. Men helt ærligt, så havde jeg heller ikke regnet med, at der ikke var nogen der havde genkendt dem. De havde ikke gjort noget for at forklæde sig, og efter at ha set, bare en lille del af deres fans til koncerten, så var det heller ikke muligt for dem at skjule sig. Deres fans havde sikkert studeret hver en muskel – hver en lille celle af deres krop, på computere eller til en koncert. De ville til hver en tid, kunne genkende dem.  

”Hallo, må jeg stille dig et par spørgsmål?” jeg vågnede op af mine egne tanker ved, at der var en der snakkede til mig. Jeg kiggede på den unge dame, som stod med en mikrofon, som var forbundet til kameraet, som en lidt ældre mand holdte. Jeg stirrede forvirret, og inden jeg havde svaret hende på det første spørgsmål, stillede hun et andet.  

”Hvad hedder du? Alder?” Jeg blinkede, og tænkte mig om før jeg svarede. Hvad kunne jeg sige, for ikke at afsløre for meget? Hvad ville Liam og de andre fortrække, at jeg svarede? Jeg ville helst ikke røbe for meget, for det kunne betyde at de ville komme tættere på sandheden om min far.  

”Øhm.. Suki L-Loveless, eller Sophie Loveless…” mumlede jeg lavt, og bad til at de ikke hørte det, men eftersom hun stak mikrofonen helt op i fjæset på mig, så kunne hun ikke undgå at få det med. Navnet Loveless, som jeg hadede mere end noget andet, stammede fra min far. Payne, var fra min mor og det var med vilje at jeg ikke havde nævnt det endnu. Hele verden skulle ikke vide at den verdensberømte Liam Payne, havde en søster med verdens dårligste selvtillid.

”Hvor kender du drengene fra, Sophie?” synk. Jeg kunne ikke længere holde min nervøsitet, forvirring, sårbarhed og skræk gemt længere. Spørgsmålet var kommet bag på mig, selvom jeg havde forudset det. Endnu et spørgsmål der ville føre dem for tæt på den sandhed, jeg ikke ville lade dem finde – Og alligevel havde de allerede nok til at finde information. Navnet Loveless, er ikke udbredt i Korea og da min far allerede havde fået flere anklager og retsforfølgelser, som han var sluppet lidt for nemt om ved, efter min mening, så havde han været i de Sydkoreanske medier nok til, at det var nemt at finde frem til ham.  

”J-Jeg… Øh…” mumlede jeg med rystende stemme, med en desperat leden efter en troværdig fortælling. Og Gud må velsigne Harry!

”Lad hende være.” Harry snakkede til damen med en rolig men hård og bestemt tone, og tog fat i mit håndled, og selvom det lyder skørt, så var det som om at han hænder brændte mod min hud.  ”Kom, Sophie, vi er færdige nu og Niall er sulten.” sagde han uden at flytte blikket fra damen og alle de fotografer, paparazzier der nu var lignet op bag hende, efter Harry var kommet hen til mig. Men jeg var ham stadig taknemmelig. Han havde reddet mig fra spørgsmålene.

 

~O~

 

”To King Burgere, en chili suppe, en bacon sandwich og to gange marineret kylling, og fem store Colaer.” Niall bestilte ivrigt for os alle sammen. Det var blevet aften, og Niall og Louis havde insisteret på, at vise mig Londons bedste restaurant – efter deres mening. Jeg havde aldrig fundet ud af hvad den hed, for Niall havde trukket mig med ind, inden jeg havde nået at læse skiltet udenfor.  

Tjeneren nikkede med et smil, og spurgte om der ellers var noget. Zayn havde hurtigt sagt at der ikke var andet, og hun gik igen inden Niall kunne nå at protestere. Han kiggede surmulende over Zayn, som smilede hånligt til ham. Jeg kunne ikke holde et fnis inde. Niall var så nuttet og altid glad, men når nogen tog hans mad, blev han sur. Jeg havde efterhånden fundet ud af at mad, var han ømme punkt.  

”Jeg snakker aldrig til dig igen.” lovede Niall og sendte Zayn et dræbende blik. ”Hold nu op Nailler, vi ved alle sammen at du ikke kan holde det. Sidste gang var det godt nok fire timer, du ignorerede mig, men for evigt… Haha!” Grinede Zayn og fik os andre med – altså lige med undtagelse af Niall.

Maden kom faktisk hurtigt, taget i betragtning af hvor mange mennesker der var. En King Burger til Louis og Harry, Chili suppe til mig, Bacon sandwich til Zayn og to gange marineret kylling til Niall – hvilket igen beviste han enormt store kærlighed til mad.  

Det var lykkes mig at få pladsen længest væk fra Harry. Han havde en skræmmende virkning på mig. Han fik mig til at fæle mig usikker og lille. Den måde hans øjne fortryllede mig og fik det til at kilde i min mave. Hans hæse og charmerende stemme, som fik hårene i min nakke til at rejse sig. Hans berøringer der fik min hud til at brænde. Og ikke mindst hans smil – det gjorde mig svimmel og fik usikkerheden frem i mig. Det eneste problem ved det var, t pladsen længest væk fra ham, var pladsen overfor ham.  

Ved siden af mig sad Niall og havde allerede kæmpet sig igennem halvdelen af den første tallerken, smurt ind i marinade fra top til tå. På den anden side Zayn, som spiste pænt med kniv og gaffel. Ved siden af Zayn sad Louis, og på den anden side af Niall sad Harry. De sad begge og gabte over den enorme burger, og de havde forsikret mig om, at det var den absolutte nemmeste måde at komme igennem den på – også selvom det ikke så særlig appetitvækkende ud, når de havde dressing og diverse grønsager og kød sidende rundt om munden. Og så var der mig – som sad og sluprede suppen af skeen. Den var stærk, men når man kom fra Asien, var det ikke en suppe at råbe hurra for. Faktisk var den ret tam, den var ingenting i forhold til supper man kunne få i Sydkorea.  

”Hey, Sophie! Må jeg ikke smage din suppe?” spørgsmålet kom fra Niall – overraskende nok, hva’? Jeg nikkede hurtigt og smilede til ham, inden jeg fyldte skeen op til kanten og rakte den til Niall, som allerede sad med åben mund. Men han tog ikke imod skeen. Jeg stirrede utålmodigt på ham, indtil Louis brød ind. ”Jeg tror han mener du skal fodre ham.” og han hentydede helt klart til den åbne mund og ventende udtryk.  

”Nårh!” udbrød jeg og førte skeen op til munden af ham. ”Men jeg advare dig, den kan godt være li-” mere nåede jeg ikke sige før Niall havde fået suppen i munden, og havde spyttet det ud over Harry. ”… Lidt stærkt…” mumlede jeg og prøvede desperat at holde grinet inde. Louis og Zayn gjorde dog ingenting for at beherske sig, de grinede så tårerne trillede og hele restauranten gloede, mens Harry sad smurt ind i chili suppe og Niall prøvede at få den stærke smag væk fra tungen, halsen og ganen.  

”Hvordan kan du spise det der?! Det er jo skide stærkt!” udbrød Niall og drak af sin cola. Jeg tog min serviet og rakte den til Harry, som taknemmeligt tog imod den, inden han sendte et dræbende blik til Louis og Zayn som stadig skral grinede.  

”I Sydkorea er der supper der er dobbelt så stærke som den der. Den er ingenting i forhold til dem, jeg plejer at spise sammen med min…” Min stemme døde ud. Det var ligesom lidt for sent gået op for mig, at jeg havde talt lidt for meget. Flot! Virkelig flot! Mit blik ramte bordpladen som en sten. Louis og Zayn var stoppet med at grine og jeg kunne mærke alles blikke på mig.  

 ”Med din far, ikke?” jeg kiggede på Niall, som spurgte og det eneste jeg kunne, var at nikke svagt. Jeg kunne mærke at Zayn lagde en hånd på min skulder, og aede den blidt. Jeg kiggede på ham, og forsøgte at få et lille smil frem, men det var så godt som umuligt.  

”Vil du fortælle os om ham?” spørgsmålet kom usikkert fra Louis, som om han var bange for at spørge. Men efter den reaktion jeg havde haft i går, på Harrys spørgsmål, var det vel forståeligt. Jeg rystede svagt på hoved, og kunne mærke tårerne presse på, så mit blik ramte igen borpladen, der var dækket med den hvide dug. ”Jeg går lige på toilet, jeg er tilbage om lidt.” mumlede jeg bare for at gøre det hele lidt mere vanskeligt for mig selv. Det var den samme undskyldning jeg havde brugt i går, da tårerne var begyndt at true alvorligt, med at vise sig.  

Jeg skubbede stolet ud under mig, og satte kurs mod dametoilette inden de begyndte at komme med indvendinger. Så snart jeg havde låst mig inde på det lille toilet, trillede tårerne i stride strømme.

_________________________

Hej!

Så er jeg hjemme fra solskinsøen, Bornholm og her har i et kapitel! Ikke så langt, men et kapitel. Dog vil jeg næsten love jer et kapitel mere, senere i aften, men også kun næsten love.

Ellers ikke andet end det sædvanlige. Skriv en kommentar, Like og tilføj til farvorit, hvis den falder i smag! :-) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...