Goodbye, Hello, Goodbye [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2012
  • Opdateret: 12 maj 2013
  • Status: Igang
En syttenårig pige ved navn, Suki Payne Loveless, lever sit liv i Sydkorea sammen med hendes far, som ikke laver andet en at ignorer hende, slå hende eller noget helt tredje. Hun har ikke set sin mor siden hun var tre, men hun kan dog huske at hun kom fra England. Hun ender op i et kæmpe skænderi med sin far og inden hun får set sig om, har han sendt hende med det næste fly til London - uden så meget som en krone på lommen, men kun den besked "Desuden har din mor en unge med en anden, så må du jo se om han gider dig, for jeg gør ikke!" Suki finder sin bror i London, hvilket ikke var nær så svært som hun havde regnet med. Men ikke nok med en bror, men også hendes livs bedstevenner dukker op, samt den eneste ene. Men går det som planlagt, eller kommer der noget i vejen? Og ikke mindst, bliver Suki ved hendes bror i London, eller rejser hun tilbage til Sydkorea? [Dette er min første 1D movella, så jeg håber i vil tage godt imod den!]

48Likes
120Kommentarer
6821Visninger
AA

6. A fan

Jeg gik rundt i parken med Jennifer, Amber, Stine, Linn og Julie. De havde vist mig billeder, videoer og alle mulige andre mærkelige ting de havde med One Direction – Og Liam, da de kunne høre at det var ham jeg var mest interesseret i. De havde også spurgt til hvorfor jeg var så desperat efter oplysninger om ham, men jeg havde ikke svaret dem, men bare skiftet emne. De behøvede ikke at vide at jeg var hans lillesøster, som han formegentlig heller ikke selv vidste han havde. De havde dog garanteret at der ikke var andre i London der hed lige præcis Liam James Payne, så det var helt sikkert ham. Men jeg havde svært ved at tro på og forholde mig til, at den bror jeg aldrig havde kendt, var en verdensberømt sanger. Det var surrealistisk.

”Vi må nok hellere gå hen til scenen nu, inden der kommer for mange mennesker, jeg vil have en god plads!” sagde Linn og kiggede på sit ur. ”Klokken er fire, så folk er nok allerede begyndt at komme,” sagde hun og vendte om, da de andre kun gav hende ret. Pigerne var da meget søde overfor mig, men efter jeg havde hørt dem snakke grimt og fans der udgav sig for at være en anden, eller bare i det hele taget nogle af de piger de ikke brød sig om, havde jeg taget den beslutning om, at jeg nok ikke ville tilbringe mere tid en højest nødvendigt sammen med dem. Det var udelukkende kun fordi, de havde spurgt om jeg ikke ville med dem, jeg havde været sammen med dem hele dagen – og så gav de frokost.

Vi bevægede os hen mod scenen, som nu var sat op, hvilket den ikke havde været før på dagen. Instrumenter blev dog båret op og sat til, mens fans allerede var begyndt at strømme til for at få gode pladser. Og før jeg vidste af det var pigerne allerede på vej derhen, for at mase sig igennem mængden og op foran.  ”Sophie, kom nu!” Jennifer trak mig med sig igennem mængden og næsten helt op foran, selvom jeg prøvede at rive mig ud af hendes greb. Ærligtalt så havde jeg faktisk ikke lyst til at være sammen med dem længere. Ikke fordi jeg ikke værtsatte alt det de havde gjort for mig – svare på mine spørgsmål, lægge ud for frokost og betragte mig som en veninde, men jeg ville helst ikke blive veninder med dem. Hvad så når de fandt ud af at jeg rent faktisk var Liams søster? Og efter alt hvad jeg havde hørt i dag, så ville jeg helst undgå det.  

”Det bliver så fucking fedt! Jeg elsker dem virkelig, seriøst, Sophie, du skal virkelig glæde dig!” sagde Linn og hoppede op og ned af en blanding mellem utålmodighed, spænding og den såkaldte ’kærlighed’. Jeg smilede bare så godt jeg nu kunne, men det var svært når solen bagede som en gal fra den skyfri himmel, og fans der skubbede, maste og skreg for at komme op foran.  

Pigerne fortsatte deres snakken, men jeg valgte at blande mig udenom. Jeg skulle ikke tættere på dem end højest nødvendigt, ligegyldigt hvor meget jeg havde lyst eller ej. Jeg havde nok problemer i forvejen – såsom at få fat i Liam, og få ham til at tro på at jeg rent faktisk var hans søster. Den havde de jo nok hørt mange fans påstå før.  

~O~  

 ”To minutter!” råbte Amber som holdte godt øje med klokken. De andre skreg og hoppede. De var virkelig skudt i de drenge! På bare en time var der kommet så mange mennesker, at man ikke kunne se hvor menneskemængden stoppede, hvis man så bagud – det var virkelig vildt. Sikke en masse fans de havde – sikke en masse fans min bror havde! Var de virkelig så gode? Jeg vidste det af gode grunde ikke, for jeg havde ikke hørt noget af deres musik endnu. Dog vidste jeg at luften var ved at blive klaustrofobisk af alle de mennesker samlet så tæt på et sted. Og så var der varmen som bare gjorde det nærmest ulideligt.  

”Tre, to, en ONE DIRECTION!” alle skreg og talte ned, og idet de skreg One Direction, kom fem drenge løbende op på scenen, med store smil og skinnende øjne.  

Jeg holdte mig for ørene da alle skreg som om de aldrig havde lavet andet, og man nærmest blev døv af at stå her. Det blev dog ikke meget bedre da en af dem introducerede os for dem. Og da alle pigerne skreg ”Harry!” gik jeg ud fra at det var ham der hed Harry der snakkede.  

Jeg sukkede. Jeg skulle bare have den her koncert overstået, så jeg kunne få fat på Liam! Jeg stod så langt inde i mig selv og tænkte, at jeg slet ikke lagde mærke til at de begyndte at synge. Den ene sang efter den anden. Jeg lod slet ikke mærke til at den dreng, jeg havde brugt de sidste to dage på at finde, stod og på scenen lige overfor mig.  

~O~

”Okay, vi ved at være nået til enden. Dette vil blive den sidste sang for i aften.” sagde en mørkhåret dreng ind i mikrofonen, og jeg ville gætte på at det var ham der hed Louis – pigerne skreg hans navn, så det var klart jeg ville gætte på det! Men han fik mig i hvert fald ud af min trance, med de ord. Jeg skulle væk fra den her sindssyge forsamling nu! Jeg skulle ha’ fat i Liam.  

De begyndte at synge, men jeg hørte ikke efter, jeg prikkede bare Jennifer på skulderen. Hun vendte sig om med et stort smil på læben. Det var tydeligt at hun morede sig og at hun var fuldstændig væk i musikken. ”Hvad?” spurgte hun – råbte hun. ”Jeg smutter nu, jeg skal også på toilet,” løj jeg, men hun lod ikke til at ligge mærke til det, for hun nikkede og sendte mig et smil, inden hun rettede opmærksomheden mod scenen igen. Hun sagde ikke engang farvel, men det gjorde mig heller ikke så meget, jo før jeg kom væk herfra, jo bedre.  

Jeg begyndte at mase mig forbi alle pigerne, der skubbede og råbte som sindssyge. Jeg dukkede mg af og til, da der kom en arm med kurs mod mit ansigt, men til sidst kom jeg da ud. Det tog faktisk ikke så forfærdelig lang tid igen, et minut eller noget i den stil? Da jeg kom ud af pigemassen, børstede jeg mig ren af diverse ting og sager, som græs og popcorn som folk kastede med.  

Jeg kiggede kort ned ad mig selv. Jeg så da sådan nogenlunde præsentabel ud, hvis man tog med, at jeg ikke havde været i bad de sidste to dage, og ikke havde haft mulighed for andet end at sove på en bænk og gå. Jeg tog en dyb indånding og gik hen til en ret stor mand – bodyguard eller noget i den stil, for at der ikke var nogen fans der skulle løbe om til drengene, når koncerten var slut om få minutter. Han kiggede underligt og vagtsomt på mig, og jeg kunne ikke undgå at føle mig lidt lille og utilpas, da han kiggede på mig på den måde. Men jeg måtte gøre det for Liam – også for min egen skyld. Jeg nægtede simpelthen at sove på en bænk igen!  

”U-undskyld mig?” spurgte jeg og gjorde alt for at holde min stemme rolig. Jeg måtte finde på et eller andet, så han ville lade mig gå om bag scenen. Han nikkede som tegn til at jeg bare skulle fortsætte mit spørgsmål. Jeg sank en klump, og fortsatte så. ”Jeg tænkte på om, jeg ikke måtte se drengene?” og kunne allerede høre hvor dumt det lød. Jeg havde lige stået iblandt hundrede af piger og set på dem, selvfølgelig ville han ikke give mig lov. ”Desværre, drengene har et travlt program, og du kan bare gå om at kigge på dem omme på tilskuerpladserne.” han pegede over mod menneskemængden. ”Jamen, du forstår det ikke, jeg er rejst helt fra Sydkorea for at se dem, og jeg vil bare så gerne have en autograf,” ordene fløj ud af munden på mig, men jeg fortrød dem ikke. Om jeg så skulle lyve for at komme hen til Liam, så gjorde jeg det. Jeg kunne alligevel heller ikke lade være med at smile indvendigt, af det jeg lige havde fyret af – det var jo rigtigt nok at jeg var fra Sydkorea, men det havde jo ikke været for at se dem, eller få en autograf. Og så lød jeg så bedende og desperat, at jeg kunne se at han stod og overvejede det.  

”Må jeg se beviser?” jeg hev flybilletten op af lommen og overrakte ham den, da han havde efterlyst beviser. Han tjekkede den, og nikkede så. Han fulgte mig om bag scenen, da han havde fået en anden til at overtage hans plads, i takt med at sangen oppe på scenen sluttede.  

Godt nok havde jeg fået adgang hertil og jeg skulle stå ansigt til ansigt med min bror for første gang i mit liv – men hvem sagde at han ville tro mig? Hvam sagde at det ikke blev sidste gang jeg så ham? Jeg kunne ikke klare alle de tanker og spørgsmål der igen begyndte at stille sig i kø. Hvordan skulle jeg overbevise ham, jeg var jo ikke engang overbevist selv.

Jeg stoppede op, da drengene hoppede ned af trappen og landede sikkert på græsset med grin og smil på læberne. De havde ikke set mig endnu, men det stoppede ikke mit hjerte i at hoppe op i halsen. Jeg lagde vægten over på det andet ben og sank en klump jeg havde i halsen.  

”Drenge, i har en fan der er kommet hele vejen fra Sydkorea for at se jer,” sagde han og fangede alle fem drenges opmærksomhed. De stirrede kort på mig inden de smilte igen. Bodyguarden klappede mig på ryggen og mumlede noget der mindede om fem minutter. ”I råber, drenge, hvis der bliver problemer.” var det sidste han sagde til drengene, inden han forsvandt fra vores synsvinkel. De nikkede og rettede igen opmærksomheden om mig.  

Jeg kunne ikke lade være med at føle mig utilpas, da jeg kunne mærke deres blikke nærstudere min krop. ”Jamen hej!” drengen med det brune hår og gråblå øjne, som jeg tror der hed Louis, trådte frem mod mig med et smil og ville til at omfavne mig, som han sikkert ville ha gjort ved enhver fan, men jeg trådte væk fra ham. Jeg kunne se deres forvirrede blikke, endda høre en af dem viske ’Hvad er der galt med hende? Kan hun ikke forstå hvad vi siger?’ – men jo jeg kunne både høre og forstå ham. - Ham med sort hår og brune øjne, men jeg kunne ikke huske hvad han hed. Jeg kunne dog også godt forstå at de var forvirrede – det var jo mig selv der havde givet mig ud for at være en fan, og nu undgik jeg hver form for fysisk kontakt. Og da ham med krøller og grønne øjne skulle afprøve igen, for at se om jeg også ville undgå ham, trådte jeg et skridt til siden.  

”Nej, jeg kan godt forstå hvad i siger. Jeg hørte dig godt, men det var faktisk ikke for at få en autograf, at er kommet hele vejen fra Sydkorea.” mumlede jeg og mit blik søgte over på Liam, som stod og så mærkelig på mig, bag ham med krøllerne. ”Faktisk ved jeg slet ikke hvem i er, eller hvad i hedder… Den eneste jeg kender til er Liam.” mumlede jeg i takt med at mit hjerte slog hurtigere og hurtigere.  

”Hvad ville du så? Det giver jo ingen mening?” Louis så forvirret på mig, ligesom alle de andre, og hævede et øjenbryn. ”Jeg ville gerne spørge Liam om noget, hvis det ikke gør noget?” min stemme var blevet lille og usikker, og de bemærkede de vist alle sammen, for ham med det lyse hår kom hen mod mig med et smil, og før jeg kunne nå at træde væk, havde han lagt armen om min skulder og førte mig hen til Liam. ”Det gør ikke noget, bare spørg!” han lød glad og venlig da han svarede for Liam, men jeg fandt det lidt ubehageligt at han hang op af mig. De andre havde ændret deres blikke fra forvirret til kærlige og smilende.  

Jeg slog blikket mod jorden. Jeg havde ikke lyst til at se på ham mens jeg fortalte det til ham. ”L-Liam…” min stemme knækkede over og jeg kunne mærke at tårerne pressede på.  Jeg kunne mærke den lyshårede aede min arm, som tegn på at det var okay. Men det var først da Liam bukkede sig for at fange mit blik, jeg var tvunget til at kigge op igen. ”Det er okay, bare spørg!” sagde han roligt og kiggede overbevisende på mig.  

Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding for at få tårerne til at træde tilbage. De andre fire drenge fulgte opmærksomt med.  

 ”L-Liam, har du nogensinde fået af vide af din mor, at du har en søster?” mit blik borede sig ind i hans, som ændrede sig fra kærlig til chokeret. Chokeret over mit spørgsmål. Han rystede forvirret på hoved og jeg lagde vægten over på det modsatte ben, af ren nervøsitet. ”Nej, hvorfor skulle jeg ha’ det?” spurgte han, og prøvede at grine lidt af det, men det var tydeligt at han var forvirret og ikke vidste hvordan han skulle reagere.  

”Hvad er det du antyder?” spørgsmålet kom fra ham med det sorte hår og brune øjne. Jeg kiggede hurtigt over på ham, og videre rundt på de andre, men blev kun mødt at chokerede og forvirrede blikke, inden jeg kiggede på Liam igen. ”Jeg antyder at jeg er Liams søster.” sagde jeg hurtigt og bed mig i underlæben mens mit blik mødte jorden. Jeg kunne høre gisp og visken fra de andre, og den lyshårede dreng fjernede armen fra min skulder og trådte et skridt tilbage af forskrækkelse. Jeg sukkede og tvang mig selv til at kigge på Liam igen.  

”Liam, jeg ved at det lyder fuldstændigt tåbeligt, men d...” forsøgte jeg at forklare, men han afbrød mig. ”Hold nu op! Jeg har ikke en søster, og slet ikke fra Sydkorea! Du er sikkert bare en eller anden sindssyg fan, som vil gøre alt for at komme i kontakt med os!” sagde han hårdt og vredt inden han vendte om for at gå. Jeg skulle til at gribe fat i has arm, men et par stærke arme tog om livet på mig, og forsøgte at hive mig med. En af dem måtte ha’ hentet ham bodyguarden, men jeg var ligeglad. Jeg kæmpede imod med alle kræfter – jeg ville ikke bare lade ham gå!

”Nej Liam! Det passer, jeg sværger!” råbte jeg efter ham og prøvede desperat at komme fri og løbe efter ham, men ham bodyguarden havde for godt fat.

Han fortsatte væk, og hvert skridt han tog skar i hjertet, og fik tårerne frem i øjnene. ”Drenge, kommer I? Vi skal hjem nu.” råbte han efter de andre, men uden at vende sig om. De andre kiggede forvirret skiftevis mellem mig og Liam, inden de nikkede og fulgte med ham. ”NEJ LIAM! JEG SVÆRGER! LIAM, VIL DU IKKE NOK HØRE PÅ MIG! LIAM!” Jeg skreg og græd som aldrig før, mens bodyguarden trak mig med væk. Jeg nåede lige at se den lyshårede dreng sende mig et bekymret blik, inden han forsvandt sammen med de andre.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...