Raven's last years of Hogwarts!

Raven er ikke særligt stor, for ikke at tale om hendes manglende muskelmasse, men hun er, uden tvivl, noget for sig selv alligevel. Hun er ikke som de andre fnisende, pjattende tøser på Gryffindor, og hun kunne i allerhøjeste grad aldrig finde på, at forgifte kedelkager med kærlighedseliksir. Faktisk, så er Raven utvivlsomt typen, der hellere sidder langt væk fra alle de andre fnisende tanter, og meditere, eller læser. Hun har kun ganske få venner, som hun tør stole på, da de, som hun valgte at stole på tidligere, viste sig at være så falske, at hun burde have set det før.

16Likes
8Kommentarer
1591Visninger
AA

3. "Jamen, halløj Rektor."

Raven var lige gået ud ad Slytherins opholdstue, da hun stødte direkte ind i Severus Snape, ham, der plejede at være eliksirmester, men som nu var lærer i Forsvar mod Mørkets Kræfter, men som selvfølgelig ikke havde fået ny stilling, fuldkomment. Han var stadigvæk Slytherins kollegieoverhoved. Raven havde ikke regnet ud, hvad han skulle have stillingen for, endnu. Det eneste hun kunne regne ud lige nu, på få sekunder var, at hun ville få problemer for det her, eftersom hendes slips havde Gryffindor-farverne, og hun stod lige ud for Slytherins opholdstue.

Det var sket én gang før, at nogen havde været nede i Slytherins opholdstue, og de var tæt på at blive bortvist, så vidt hun ved. Men, som altid, så hun lige så kontrolleret ud, som den lige så overraskede Severus Snape, der stod overfor hende, og det må have været ligesom at stå og kigge ind i et spejl for dem begge to, der skiftede deres køn, og alder. 

"Professor, jeg ved godt, hvad dette ser ud som, men..." hun blev afbrudt, af en nu lumsk smilende Snape.

"Hvad laver du i krypterne, Coboi? Er dette endnu et eksempel på hadet imellem kollegierne?"

"Nej, professor. Jeg blev inviteret ind, og jeg..." 

"Du blev hvad?"

"Jeg blev inviteret ind, og hvis du så lige vil lade mig snakke ud næste gang, ville det være perfekt," begyndte Raven, lige så kontrolleret som før, men nu med et irriteret strejf i hendes stemme. 

"Af hvem?"

"Jeg er ikke en stikker, Professor." 

"Det er enten navne, eller rektors kontor, Coboi."

"Så foretrækker jeg Rektor, Professor." 

Dette efterlod Snape en smule overrasket. Hvad var der med denne pige, der gjorde hende så loyal? Hun havde trods alt et ry for at være noget mere Slytherin-agtig, end hun egentligt har godt af. 

"Javel. Kom så, Coboi."

Raven fulgte egentligt bare med, med blikket hævet. Selvom hun ikke havde nogle bedrifter på Hogwarts at være stolt af, så gik hun med rank ryg, og en værdighed, der ville være Cornelius Fudge værdig. Idet Snape rakte ud efter hende, bremsede hun dog besynderligt brat op.

"Du rører mig ikke."

Igen, måtte Snape lige stå og kigge på hende et stykke tid, før han nikkede hende efter sig igen. Den pige, var simpelthen så mystisk. Så vred på alt, og alle hun var i nærheden af. Havde hun været igennem en speciel form for opdragelse, eller var det bare fordi hun havde været mere end nok igennem på Hogwarts? 

Snape endte med at stå udenfor gobelinen, og nævne kodeordet, som denne gang var: "sukkertærter" (<< Dumbledore havde det med, at vælge kodeord, som svarede til det, han lige i det øjeblik fandt tilfredsstillende for hans "søde tand"), og de begyndte begge to at gå op ad den lange, snoede trappe. Da de så nåede til trædøren, bankede Snape på, hvorefter der muntert blev råbt: "kom ind!"

Snape kom gående ind ad døren, med Raven følgende skummelt efter ham. Eftersom hendes kappe var så lang, at den gik nedover hendes fødder, lignede det egentligt en smule, at hun "svævede". Hun havde bøjet hendes hoved denne gang, hvilket skyldtes, at hun aldrig, aldrig i hele hendes liv havde været på Rektors kontor før, og hun ville ikke skvatte over noget. Så løftede hun hovedet, og kiggede med hendes blålilla øjne hen på Dumbledore.

"Severus, hvad har du bragt mig hende for?" spurgte Dumbledore muntert, imens han sad med et stykke sukkertærte foran sig. 

"Rektor, Coboi her var nede i krypterne, lige udenfor Slytherins opholdstue, da jeg fangede hende i at have været derinde..."

"Fangede du hende i at være derinde, da hun var ude på gangen?" spurgte Dumbledore, med en smule undren i hans stemme, imens han løsnede den hagesmæk han havde lavet ud ad en stor serviet.

"Nej, jeg fangede hende udenfor opholdstuen, men det er ikke det, der er pointen."

"Hvis du ikke fangede hende derinde, er der vel ingen grund til, at I er her?"

Endelig besluttede Raven sig for at tale, efter at have stået ganske tavs på sidelinjen, og havde set kedsommeligt til. Hun lod hendes blik glide fra Snape til Dumbledore, før hun åbnede munden, og rømmede sig.

"Ja, jeg var derinde, men jeg blev inviteret derind af en anden slytherin-elev, fordi jeg skulle møde en derinde. Jeg er udmærket klar over, at det var dumt af mig at gå derind frivilligt, eftersom det bryder reglementet, men jeg kan ikke gøre for, at jeg blev spurgt, om jeg ville møde min venindes kæreste, og trods I, mange af lærerne tror, jeg ikke kan sætte mig ind i venindesituationer, så forstod jeg hende godt. Må jeg så godt gå nu, Rektor?"

"Du er velkommen til at gå. Jeg tror, vi har fået det her løst, nu."

"Men, Rektor..." begyndte Snape.

"Nej, Snape. Hun har tilstået det, og så må det være nok. Du er fri til at gå, min kære Raven."

Endnu et eksempel på, at Raven kender udmærket til Hogwarts reglement, og altid får hendes vilje. Man skulle næsten tro, hun manipulerede med hendes medmennesker... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...