Raven's last years of Hogwarts!

Raven er ikke særligt stor, for ikke at tale om hendes manglende muskelmasse, men hun er, uden tvivl, noget for sig selv alligevel. Hun er ikke som de andre fnisende, pjattende tøser på Gryffindor, og hun kunne i allerhøjeste grad aldrig finde på, at forgifte kedelkager med kærlighedseliksir. Faktisk, så er Raven utvivlsomt typen, der hellere sidder langt væk fra alle de andre fnisende tanter, og meditere, eller læser. Hun har kun ganske få venner, som hun tør stole på, da de, som hun valgte at stole på tidligere, viste sig at være så falske, at hun burde have set det før.

16Likes
8Kommentarer
1608Visninger
AA

2. Draco Malfoy

Raven blev trukket igennem gangene, af en febrilsk Pansy Parkinson, med blikket rettet stift frem for sig. Hendes hætte, som førhen var trukket op over hendes hoved, var nu helt nede igen, og hendes hår, stod som i en storm efter hende. Det blålilla hår, som hun var så glad for, ville højest sandsynligt sidde forfærdeligt, når først hun nåede derned, og derfor prøvede hun også at sætte farten ned, for at trække hætten op igen. Hun satte derfor hælene ned i stengulvet, og prøvede at forme ordene. Men desværre blev Pansy ked ad det, da det ikke så ud til at hun var så ivrig efter at møde hendes fantastiske kæreste.

"Hvorfor stopper du?" spurgte hun en smule såret.

"Jeg er ikke interesseret i at ligne en fuglerede når vi kommer derned, så jeg tænkte," svarede hun, holdt en kunstpause, og med et hævet øjenbryn rettede hun lidt på hendes hår. Hun trak hætten op igen, og fulgte lige så stille og roligt med. "om vi kunne tage den en smule med ro?"

"Åh... ja, selvfølgelig." svarede Pansy, en smule mindre bekymret. Hun begyndte så bare stille og roligt at gå. Raven havde det med, faktisk at fascinere dem, der interessere sig for alt, hvad Slytherin står for, og derfor plejede det også at være noget mærkeligt for de fleste, at hun ikke bare blev placeret der.

"Jeg tænkte på, Pansy," begyndte Raven, og kiggede ned på hendes blålilla negle. "om jeg skulle flytte skole. Jeg er blevet foreslået Durmstrang, af nogle af mine medkollegianere,(dette var en direkte løgn, hvilket Pansy også sagtens kunne regne ud. Hendes medkollegianere ville nok bare have hende ud ad skolen, så de slap for hende) men jeg ved ikke, om jeg skal tage deres ord til mig. Hvad synes du?"

"Durmstrang er alt for langt væk, Raven. Desuden, så er du ikke dum nok til at gå på en skole i Rusland. Dine kapper er for tynde, det lægger trods alt i Rusland." svarede hun, tænksomt. Raven, der vidste, at Pansy ikke ville savne hende specielt meget, måtte alligevel indrømme, at hun ikke havde regnet med det svar. Men hun ignorerede hendes egne mistanker, og fortsatte ned ad gangen. Faktum var, at Pansy faktisk ikke syntes Raven var så slem. Faktum var, at Pansy egentligt synes, at Raven var til at stole på. At hun slet ikke var som en Gryffindor. Og det var hun heller ikke, overhovedet. Hun hørte i al sin sandhed mest til på Slytherin-kollegiet. Det største mysterium om Raven var, hvorfor hun var blevet sat på Gryffindor. Og om hun ville det eller ej, det var et mysterium hun var nødt til at finde ud af, hvad var. 

"Det har du vel ret i. Pansy, kodeord." 

"Thestraljagt." 

Døren svingede sig op, og Pansy og Raven bevægede sig lige så stille og roligt ind ad portræthullet, hvor hun i det samme fik øje på den blege hud, og det blonde hår, der tilhørte Draco Malfoy. Hun hævede øjenbrynet lidt, idet Pansy ilede hen for at få Malfoy hen, og hilse på Raven. Raven havde det med at få enhver, hun ikke mødte til at stå i et akavet øjeblik, inden hun faktisk rakte hendes hånd frem, og gav den hånd, der allerede havde været der i 10 sekunder, et lille klem. Men ikke denne gang.

"Her er Raven, Draco. Hun er ... hun er fra Gryffindor," Da hun så Draco's ansigtsudtryk, skyndte hun sig at tilføje: "men hun er altså slet ikke så slem, som de andre, slet ikke!"

Raven stod bare der, helt akavet, og kiggede på Pansy's måde at overbevise Draco om, at hun altså var helt fin, selvom hun var fra Gryffindor. Hun lod så hendes blik glide op til den noget højere Draco Malfoy, der nok var omkring tyve centimeter højere end hun selv var. Men det så ikke ud til at genere hende.

"Det glæder mig, vel," sagde hun, med tonløs stemme, en så kedet stemme, kun Raven kunne komme med. Hendes blålilla øjne søgte direkte ind i Dracos kolde grå øjne, og han måtte stå og kigge på hende, i et lille øjeblik, imens hun fastholdt hans blik, indtil han drejede hovedet væk. En sejr. Raven har det med, at få de fleste til at blive nervøse, hvis de kigger hende ind i øjnene. Raven, hører så absolut, slet ikke til på Gryffindor.

".. Draco Malfoy. Du kender mig vel."

"Ja, det gør jeg skam. Jeg kender dig nok bedst fra dengang Dunder forvandlede dig til en fritte, og kastede dig lidt rundt. Flot opvisning."

Pansy stod blot der, og kiggede frem og tilbage imod dem. Draco var ved at hidse sig op, og det så ud til at more Raven. Hvad skete der? Hvorfor var Raven sådan overfor Draco? Imens Draco stod og så bister ud, formede der sig et lille smil på Ravens læber, og et lille glimt i hendes øjne begyndte også at spille, som hun stod der, og ... næsten hånede ham. Men selvfølgelig var han klar med en smart bemærkning, med det samme. 

"Jeg går ud fra, at du har oplevet nogenlunde det samme. Dit ansigt er en smule ... ommøbleret, er det ikke?" svarede han, med et smørret smil. Nu så Pansy da i hvert fald helt fortabt ud.

"Har du problemer med at finde på fornærmelser, Draco? Ja, jeg har skam oplevet det, men jeg har aldrig været så uheldig at blive forvandlet til et dyr, man laver pels ud ad. Faktisk, så er jeg aldrig blevet forvandlet. Jeg har været i stand til at lave forsvarsbesværgelser siden jeg gik på anden årgang. Noget, du nok ikke var i stand til, kunne jeg se. Var det på ... fjerde årgang? Ja, ikke?"

Dette efterlod Draco Malfoy en smule mundlam. Hvad var det, med denne Gryffindor? Hvorfor frygtede hun ham ikke? Hvorfor opførte hun sig, som hun gjorde, når hun vidste, hvem hun havde med at gøre? Han sank en enkelt gang, kiggede ned på hende, og smilede så. Uden yderligere omsvøb sagde han: 

"Hvordan er du blevet så lav? Er der nogen der har kastet en skrumpebesværgelse over dig, eller sådan noget?"

Dette så ud til at irritere Raven. En mørk skygge gled henover hendes ansigt, hvorefter hun løftede hovedet, ligegyldigt, drejede sig om, og begyndte at gå væk fra Malfoy, som om han ikke var hendes tid værd. 

"Kender du de typer, der laver hvidt om til sort, Malfoy?"

Han stod et øjeblik ganske mundlam igen, mens Raven begyndte at rumstere med hendes tryllestav. Hun prikkede ligegyldigt på et par af tingene i Slytherins opholdstue, hvorefter de enten gjorde et mærkeligt udfald, eller faldt ned. Hun så sig over skulderen hen på Draco, der stod, og prøvede at finde på en spidsfindig kommentar.

"Dem, der gør noget småt til noget stort, og konstant skaber ulykker, fordi de snakker om sådan noget skidt, som ens højde?" spurgte Raven endnu engang, hvorefter hun gjorde et nyt udfald med hendes tryllestav, der fik en smadret vase til at samle sig, og flyve op på dens plads igen, og på samme tid fik den anden ting hun forheksede til at stå stille. 

"Ja, det gør jeg vel. Er du sådan en?" spurgte han flabet, med et lille smil.

"Det er vi alle sammen vel på et plan. Jeg har dog på fornemmelsen, at du er en af dem, der har det i større doser end os andre. Hvis det er sådan Slytherins er, så hører jeg måske slet ikke til her, alligevel?"

Dette efterlod Draco mundlam endnu en gang. Hvorfor havde han ikke noget at angribe hende med?

"Jeg tror jeg går nu. Her lugter."

Med de ord, forsvandt Raven ud ad døren, med blikket rettet imod de lamslåede Slytherins.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...