Raven's last years of Hogwarts!

Raven er ikke særligt stor, for ikke at tale om hendes manglende muskelmasse, men hun er, uden tvivl, noget for sig selv alligevel. Hun er ikke som de andre fnisende, pjattende tøser på Gryffindor, og hun kunne i allerhøjeste grad aldrig finde på, at forgifte kedelkager med kærlighedseliksir. Faktisk, så er Raven utvivlsomt typen, der hellere sidder langt væk fra alle de andre fnisende tanter, og meditere, eller læser. Hun har kun ganske få venner, som hun tør stole på, da de, som hun valgte at stole på tidligere, viste sig at være så falske, at hun burde have set det før.

16Likes
8Kommentarer
1661Visninger
AA

1. Xinthos...

Azurath Methrion Xinthos...

Hele Ravens koncentrationsevne var rettet imod hende selv. Hun havde sågar opfundet hendes egen besværgelse, en ikke-verbal besværgelse, som hun brugte netop nu på sig selv, for ikke at skulle blive belastet af følelsen af jorden under hende, en ting, som hun altid gjorde, når hun mediterede. Denne besværgelse, fik hende selv til at svæve, lige så kontrolleret, som en bi...

Azurath Methrion Xinthos...

En følelse af ubestemt kulde løb hende ned ad ryggen, idet hendes koncentrationsevne svækkede hen imod hendes yderste del af hendes sind. Hvad, hvis hun kom for tæt på det had, som hun har glemt så langt væk, som det kan komme? Hvad, hvis det pludseligt bryder løs, og hun så skal kæmpe med sig selv, for ikke at afsløre hendes febrilske modvilje imod hendes eget kollegie? Hvad nu, hvis hun bliver afbrudt, midt i en vigtig meditation? Hvad nu, hvis hun...

Azurath Methrion Xinthos...

Egentligt, var denne besynderlige sammensætning af ord, ikke en, de andre elever kendte til. Det var ligesom meningen med hendes ikke-verbale besværgelser. Hun brugte hendes egne besværgelser, når der ikke var andre i nærheden, og lige netop nu, befandt hun sig nede i Fornødighedsrummet, hvor hun ikke ligefrem regnede med, at hun ville blive forstyrret.

Azurath Methrion Xinthos...

Åh, hvis bare hun kunne undertrykke den stærke følelse af had, som sprang så voldelig ud ad hendes bryst. Hvis bare hun kunne få sig selv til at ... kontrollere sig selv. Det ville være skønt, til en forandring, at kunne vise følelser, uden at de tog overhånd, og samledes om det skjulte had, der lå gemt i hendes bryst.

Azurath Methrion Xi--

Der var den så. Afbrydelsen, hun havde ventet på. 

"Raven, må jeg ikke nok være ærlig med dig?" spurgte den genkendte stemme, som hun straks kunne høre, var Flora. Hun sukkede, lod sig falde ned på de mange sammentrukkede puder, og trækkede hendes hætte op over hendes hoved endnu engang.

"Nej, vær sød at lyve for mig.." svarer hun sarkastisk, med den irriterende, flabede undertone under. Hun lød underligt træt, hvilket hun også var. Hendes hjerne er tvunget til at arbejde på højtryk hver evig eneste dag, for at hun ikke skal bryde ud, og rende rundt, som en landmine.

"Jeg ville bare sige, at ... nej, må jeg komme hen og sidde på en af dine... puder?" spurgte Flora. Raven havde inderst inde mest lyst til at sige nej, men det kunne hun alligevel ikke få sig selv til. Hun var ganske enkelt for skrøbelig til sådan behandling, og selvom Raven var led, var hun ikke ligeud ondskabsfuld.

"Sæt dig endelig," sukkede hun. Hun nikkede dog så langt væk fra hendes egne puder som muligt, hvilket Flora desværre tog som en opfordring til at sætte sig lige ved siden ad hende. Og Raven havde ellers altid brudt sig om "personal spaces".

"Hvad var det, du ville?"

"Mediterede du?"

"Nej da. Jeg svævede for sjovs skyld." hvislede hun sarkastisk, og lod blikket glide fraværende henover Flora's ansigt, der så noget upasset til. Det passede faktisk Raven helt fint. Flora var ikke ligefrem Ravens favorit, snarere tværtimod, på Gryffindor-kollegiet, som hun gik på.

"Åh.. jeg ville bare sige, at ... øh... du ved godt, hende Parkinson, ikke? Hun... Hun-øh... hun sagde, at hun gerne ville have dig med ned i Slytherins opholdstue." Raven kunne tydeligt se uviljen i Floras ansigt, og det undrede hende en smule, at det var hende der kom for at bringe hende den glædelige nyhed. Trods hun var ganske tilfreds indeni, var hendes ansigt fuldkomment udtryksløst udenpå. 

"Tak fordi du gad fortælle det, Flora. Må jeg nu få fred til at meditere? Hvis Parkinson spørger, så send hende herned. Hey, hvordan kom du egentligt herind, når du ikke vidste, hvor jeg var?" spurgte hun, med falsk overraskelse i stemmen. En eller anden måde, må hun jo være kommet på, siden hun, blank som hun er, skygger Raven, så godt, som hun kan, for at se, om Raven laver rav i den.

"J-Jegh.."

Raven fik øjeblikkeligt øje på det. Hendes spejl. Hendes _SINDS_spejl! Hvor fanden havde hun det fra? Hvorfor havde hun hugget det fra Ravens ting!? Raven blev pludselig fyldt med vrede, og hvis det signalerede noget til stakkels Flora var det, at nu var det på tide at komme ud. Raven huggede ud efter hendes spejl, og hvæste med en næsten dæmonisk klang: "Ud. Lad mig aldrig se dig igen, Flora. Lad mig aldrig være så tæt på at sende en forbandelse efter dig, nogensinde igen!"

Flora rejste sig med lynfart, og styrtede ud ad Fornødighedsrummet. Raven, der netop havde rejst sig op, satte sig roligt ned igen, og drejede blikket væk. Hun gabte ganske uforstyrret, svang elegant med tryllestaven, og nævnte: 'Azurath Menthrion Xinthos' endnu en gang i hendes tanker, hvorefter hun lettede fra jorden, lukkede øjnene i, og blot sad, og kiggede frem for sig. Hun er stolt af hendes egne formularer, de har hver især deres personlige Raven-præg. Trods hendes stolthed, bliver de dog ofte gemt væk, da hun foretrækker at holde dem anonyme. Hun har også Uverus og Futera ved hånden, to, som hun er aldeles stolte af. Uverus giver et lille uheldskick ved den, der eventuelt går ved siden ad hende, og denne er også ikke-verbal. Uheldet kan være, at en vase vælter ned over vedkommende, eller at han falder i hans egne snørebånd, eller hans gevandter - der er, utvivlsomt, alt for mange muligheder, hvilket kun gør den endnu mere morsom. Denne finder hun så normal, som det er muligt for en besværgelse, da det jo trods alt kan ses som uheld, alligevel. Og så er der Futera, som sørger for, at en nål, på maks fem millimeter bliver skudt ud ad tryllestavens spids, og med lynhastighed ind i påpeget legemsdel, eller, for den sags skyld, stof. Denne er også ganske nyttig.

Få timer senere, hørte hun nogen gå udenfor, og hun droppede hendes besværgelse endnu en gang, for at stå op. Egentligt, så var Raven ikke ret høj. Hun havde en gennemsnitslig højde for en på 12, hvilket måske var en smule pinligt, siden hun var seksten. Hendes øjne, derimod, har sit uden tvivl helt voksne præg, og hendes ansigt lige så. Hun lignede faktisk bare en minivoksen. Hun bevægede sig langsomt over imod døren, åbnede den, og lukkede Pansy indendøre. Da Pansy straks fik øje på puderne, skød hendes øjenbryn i vejret.

"Mediterede du nu igen?"

"Nej, jeg lå i koma. Tak, fordi du kom og reddede mig," smilede Raven ligegyldigt, og satte sig hen i hendes pudehimmerige igen. Hun studerede Pansy, der fandt rummet alt, alt for mørkt, for en Gryffindor. Egentligt, så var Raven en ganske usædvanlig Gryffindor-elev. Alt for usædvanlig, faktisk. Hun kunne ikke give hendes kollegiekammerater mere ret. Hun ville hellere have været på Slytherin. "Jeg hører, du vil have mig med ned i Slytherins opholdstue, mhm?"

"Åh... ja," svarede Pansy, med et lille smil, hvorefter hun satte sig ned ved siden ad Raven, der gav sig til fraværende at flette hendes efterhånden temmelig lange sorte hår. "Jeg ville gerne introducere dig for min kæreste..."

"Draco." afsluttede Raven med et ganske kort smil. Hun vidste udmærket godt, hvem Draco Malfoy var, da han ikke ligefrem er et utalt emne i Gryffindors opholdsstue, og i hvert fald heller ikke, iblandt Pansys tøseflok, som Raven en gang imellem vælger at gå med. Hun sørger dog altid for at gemme sig godt under hendes kappe, for hun vil ikke ses sammen med en flok snobbede torskedumme tøser. Her mener hun selvfølgelig ikke Pansy selv.

"Præcis. Jeg tænkte, at du var til at stole på. Jeg mener, det er jo ikke fordi du har nogen at bære nag til nede i Slytherins opholdsstue, vel?"

"Næ, det er der vel ikke," sagde Raven tænksom, og begyndte nu at snore Pansy's lille fletning rundt imellem hendes fingre, mens hun kiggede frem for sig. Hendes meditation var nået til det punkt, hvor hun faktisk tænkte på, om Pansy ville komme ned til hende, hvilket hun jo også gjorde, som Raven havde forudset. "Altså, hvis vi ser bort fra Crabbe, Goyle, og Zabini. Men de er bare irriterende, det er ikke fordi, de ligefrem har gjort mig noget."

Pansy rejste sig så brat som hun var kommet, og flåede så Raven med hen imod døren. Dette, var som et modvilligt ja fra Raven's side, og hun kunne ikke rigtigt andet end at følge med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...