The way you really make me feel <3 {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2012
  • Opdateret: 14 jan. 2013
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen på "The way you make me feel <3 1D"
Sara forsvandt bare efter hun havde været ovre hos Niall, men hvad sker der når Harry får afvide hvad der skete med han's kæreste efter velgørenheds showet, og har det ændret Sara? Kan hun komme over det? Og hvad med Manden der gjordere det?


Det er med vilje at der ikke står så meget, da jeg ikke vil afsløre mere! <3

27Likes
38Kommentarer
5830Visninger
AA

1. Starten

Harry's synsvinkel

Jeg sad på armlæmet af sofa'en, de andre drenge var fordelt rundt i stue'en "Hvor har du været? Du har været væk i 3 dage!" jeg prøvede at sige det i en neutral tone, men det var svært for jeg havde virkelig været bekymret. For 3 dage siden havde hun grædende forladt lejligheden, efter det havde ingen hørt fra hende bortset fra hendes mor, der sagde at hun havde sendt en sms, hvor der stod at hun blev hos Marie et par dage, men Marie havde ikke set eller hørt fra Sara, og nu stod hun der foran os iført noget gammelt jogging tøj. Hun havde tårer i øjnene "Rundt omkring" hun stod med krydset arme for at virke stærk men alle kunne se at hun var lige ved at bryde sammen, jeg kiggede over på Zayn "Hvor fandt du hende?" Zayn var taget afsted for at hente pizza men istedet kom han tilbage med Sara "På en bænk nede i byen" Zayn gjordere tegn til om han og drengende skulle skride, jeg rystede på hovedet, de havde ret til at vide det. "Sara hvad fuck er det der sker? Hvorfor har du ikke svaret på mine 1000 beskeder eller mine 5000 opkald? Vi har kørt England rundt for at finde dig! Vi har skrevet på twitter at fansne skulle skrive hvis de så dig! Vi har været hos politiet, som ikke kunne gøre noget pga din mor ikke ville efterlyse dig! Der er ikke det vi ikke har gjordt" jeg rejste mig og gik over imod hende for at vise at jeg ikke kun var sur men osse bekymret, hun faldt grædene sammen så hun sad på gulvet, jeg satte mig på knæ ved siden af hende og skulle til at lægge mine arme om hende "DU SKAL IKKE RØRER MIG" Hun kiggede på mig med frygt i blikket, jeg kiggede bange på de andre "Sara vil du ikke nok fortælle hvad der skete?" jeg kiggede trylende på hende, hun nikkede og pegede over på der hvor jeg sad før "Hvis du sætter dig der igen" jeg rejste mig langsomt og gik over og satte mig. Hun kiggede hurtigt op på os, men så faldt hendes blik ned i gulvet igen "Jeg blev voldtaget" hun sagde det så lavt at jeg ikke var sikker på hvad jeg havde hørt, jeg kiggede på de andre de kiggede chokkeret på mig "Hvad sagde du?" jeg havde brug for at være 100% sikker på hvad hun sagde "Jeg blev voldtaget" hun sagde det lidt højere denne gang men det var stadig hvisken, jeg rejste mig og gik ud i køkkenet. Idéen om at der var en mand derud i England, en fucking klam stodder der havde voldtaget min kæreste, gjordt hende ondt! Fordi jeg ikke havde været der til at beskytte hende gjordere mig dårlig. Jeg lod min arm kører hen af køkkenborderet så alt der stod på det røg ned på gulvet, jeg tog en vase og kastede den ud af vinduet, jeg vidste det ikke var den rigtige måde at afreagere på men det var den eneste jeg kunne komme på. Jeg faldt sammen på køkkengulvet med ryggen op af et køkkenskab, jeg begyndte at græde, det var jo min skyld! Min skyld at min smukke, søde, dejlige, sjove, glade kæreste var ulykkelig, jeg havde ødelagt hendes liv! Liam og Louis satte sig ned ved siden af mig, jeg havde slet ikke lagt mærke til at de var kommet ind i køkkenet "Harry. Du skal ikke bebrejde dig selv" Det var som om Louis havde læst mine tanker, jeg rystede på hovedet "Det er min skyld" de prøvede at trøste mig, men jeg havde ikke brug for det, det jeg havde brug for var en tidsmaskine så jeg kunne have fulgt hende hjem! Så hun ikke havde behøvet oplevet det "Det er det altså ikke Harry! Men istedet for at sidde her, hvorfor går du så ikke ind til din kæreste som har brug for dig?" Liam sendte mig et blik der sagde at det ikke var menigen at det skulle lyde så hårdt, jeg tørte mine kinder og rejste mig "du har ret Liam" jeg satte kurs mod stue'en. Jeg stoppede da jeg fik øje på Sara, hun var kommet på benene igen, hun stod og prøvede at smile, jeg vidste at det må havde været svært så det betød ret meget. "Jeg elsker dig" hun kiggede på mig som om hun var bange for min reaction, jeg smilte til hende "Jeg elsker osse dig, undskyld jeg flippede så meget ud" jeg gik over imod hende og stoppede lige foran hende, jeg havde lyst til at holde om hende og blive ved med at sige at det nok skulle gå, men jeg ville ikke gøre hende utilpas så jeg lod vær.

 

 

 

Sara's familie var i liverpool og hun ville ikke være alene så hun blev og sov. Jeg havde givet hende mit værelse, for jeg vidste at hun ikke kunne sove sammen med mig ligenu, jeg havde slået lejr på sofa'en i den lille stue udenforan værelset. Jeg havde siddet i sofa'en og hørt på at hun græd igennem døren, hun havde låst døren for at føle sig sikker og jeg tror ikke hun ville lukke mig ind hvis jeg bankede på. Jeg kiggede bare ud i luften, hun var så ulykkelig! Jeg fik det helt dårligt, voldtægt er ikke noget man ønsker for nogle som helst ikke engang sine ´fjender´, Zayn kom ud fra sit værelse og satte sig ved siden af mig "Hva så Haz?" han kiggede på mig med søvnige øjne, jeg trak på skulderene "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg vil gøre alt for hende men jeg ved ikke hvad hun har brug for" jeg rejste mig op og strakte mig "Måske har hun ikke brug for noget disideret, måske har hun bare brug for at du er der" jeg nikkede og tog min dyne om mine næsten nøgne krop "Måske, jeg ville bare ønske at der var en ting jeg kunne gøre som ville gøre hende glad" Zayn rejste sig og fulgte med mig ned i køkkenet "Det forstår jeg sgu godt". Vi var nået til det sidste trappetrin da vi fik øje på Niall, han var på vej over imod os "Niall?" Jeg kiggede forvirret på ham, han lignte en zombie "Jamen godnat drenge!" han gned sig i sit øje, Zayn trådte et skridt nærmere på ham "Hvor er du på  vej hen?" Zayn grinte let, Niall gabte "Op til Sara" jeg kiggede forbavset på ham, Zayn gjordere det samme "Jeg tror ikke hun har lyst til at få besøg ligenu, hun sidder bare inde på mit værelse og græder" Jeg sendte ham et seriøst blik, han trak sin mobil frem fra lommen "Hvorfor har hun så skrevet til mig at hun har brug for at snakke?" han viste os beskeden, Zayn og jeg udvekslede blikke. Niall vendte om og skulle til at gå, jeg tog fat i bagsiden af han's trøje "Niall, du bliver nødt til at gå op til hende! Og du er nødt til at fortælle os alt hun siger" Niall vendte sig om og kiggede på os med halv lukkede øjne "Det er mange ´nødt til´" jeg nikkede, han rullede med øjnene og foresatte op af trappen, Zayn kiggede på mig "Tror du der er en god idé?" jeg trak på skulderene "Jeg ved det ikke men det er min eneste chance" det var det da! Ikke?       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...