The way you really make me feel <3 {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2012
  • Opdateret: 14 jan. 2013
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen på "The way you make me feel <3 1D"
Sara forsvandt bare efter hun havde været ovre hos Niall, men hvad sker der når Harry får afvide hvad der skete med han's kæreste efter velgørenheds showet, og har det ændret Sara? Kan hun komme over det? Og hvad med Manden der gjordere det?


Det er med vilje at der ikke står så meget, da jeg ikke vil afsløre mere! <3

27Likes
38Kommentarer
6019Visninger
AA

13. Løse ender

Saras synsvinkel

"Gør du det for at få opmærksomhed?" spurgte min mor i en hård tone, der var blevet lavet et eller andet lorte blad om mig, jeg ved ikke hvorfor? Men det havde hun selfølgelig læst! Så nu sad jeg med hende og Derek og fik ´the speech´. Jeg rystede på hovedet "Nej for helvede det har jeg sagt tyve gange nu!" jeg lagde mit ansigt i mine hænder, min mor sukkede "Hvorfor tager du så stoffer?" jeg rullede med øjnene og kiggede så over på hende "Jeg tager ikke stoffer! Jeg tager en lille pille der får mig i godt humør! Hvorfor er det så svært at forstå?" råbte jeg nærmest, Min mor rømmede sig "Hvad har jeg gjordt for at få sådan en datter der er stofmisbruger? Jeg er et godt menneske" jeg tror at hun talede til sig selv, men alligevel gjordere det lidt ondt at hun så mig som en stofmisbruger. "Susanne, hvis du lader vær med at have ondt af dig selv i fem minutter, ville du kunne se at det ikke handlede om dig! Som Sara har fortalt et par gange nu: tager hun en pille om morgnen som gør hende glad, men hun har ikke taget en idag! Så det er en start" sagde Derek hårdt, min mor så rigtig fornærmet ud "Derek hun er ikke din datter! Så du ved ikke hvordan jeg har det!" min mor blev ved med selv-ynken, Derek rystede på hovedet "Ikke gen mæssigt, men jeg elsker hende som min egen" sagde han direkte og sendte mig et smil, min mor rejste sig fra borderet "Jeg kan ikke håndtere det her ligenu" sagde hun og forlod rummet, lidt efter kunne man høre hoveddøren smække.

Derek sendte mig et lille smil "Sara, der ligger denne her lille klinik i Irland som hjælper mennesker med de samme problemer som dig" sagde han stille og sendte mig et blik fuld af omsorg, jeg elskede Derek! Måske havde jeg opført mig som om at jeg ikke brød mig om ham men jeg elskede ham, det var så sødt at han tænkte på mig som sin egen datter men det blev nok ødelagt efter skilsmissen vil går igennem "Det lyder godt, men hun vil aldrig gå med til det! Jeg ville elske at komme væk men det vil hun virkelig ikke gå med til" sagde jeg stille, Derek lagde sin hånd op på min og gav den et klem "Jeg skal nok snakke med din mor" sagde han opmundrende. Hjemtelefonen begyndte at ringe, hvilket fik Derek til at rejse sig og tage den "Hello?" sagde han venligt som kun han kunne efter sådan en samtale, han sendte mig et lille smil men pludselig stivnede det "Vi kommer med det samme" han lagde på og kiggede alvorligt på mig, jeg kiggede lidt forvirret på ham "Hvem var det?" spurgte jeg nysgerrigt, Derek tog en dyb indånding og kom over imod mig "Det var politiet, de sagde at de har fanget ham, du skal bare komme ned og indentificere ham" sagde han neutralt, jeg rejste mig langsomt op "Lad os komme afsted" tanken om at skulle se hans grimme ansigt igen gav mig kvalme, men jeg vidste at jeg var nødt til det! Fordi der var ikke andre der skulle udsættes for samme som han opsatte mig for. 

 

 

 

 

Derek og jeg sad i venteværelset på politistation mens vi ventede på at kunne komme ind, det skulle bare overståes! Han skulle bag tremmer og jeg skulle være den der fik ham bag dem! Jeg tog min telefon op af min lomme da den begyndte at vibrere, jeg havde fået en sms fra Zayn? Jeg åbnede beskeden ´#Hey Min Isspisende ven! Jeg vil bare lade dig vide at selvom Du og H har slået op, har jeg ikke glemt dig! Jeg ved ikke om jeg overtræder grænsen men jeg håber at vi kan forblive venner! Jeg savner dig! Det er ikke det samme at spise is alene! Xxx Zayn#´ jeg tog en dyb indånding, jeg savnede osse ham! Jeg savnede dem allesammen! Især Zayn! OG Harry selfølgelig men nogle ting skal bare ikke fungere! ´#Hej Min isspisende ven;) Du er bestemt heller ikke glemt! Jeg vil virkelig gerne stadig være venner med dig men jeg tænker mere på om det er Okay med Harry? Jeg savner osse dig Zayn:) Det er det bestemt ikke ;)#´  jeg trykkede send og smilte lidt for mig selv, det faktum at Zayn tænkte nok på mig, til at tage kontakt til mig betød rigtigt meget, men hvad nu hvis Harry blev sur over det? Det var det sidste jeg ville have! "Sara?" lyden af Derek stemme der sagde mit navn slog mig fuldstændig ud af mine tanker, jeg kiggede over på ham og så at han havde rejst sig, det var nu eller aldrig.

Jeg rejste mig og fulgte efter Derek som fulgte efter en betjent, vi gik ind af en stor dør og ned af en lang gang "Det er lige derinde, der er en betjent der venter på jer derinde" sagde Betjenten og begyndte at gå tilbage. Jeg begyndte at ryste lidt ved tanken om at jeg skulle stå ansigt til ansigt med ham der havde ødelagt mit liv, men der var ikke nogle vej uden om! Han skulle stoppes! Derek lagde en hånd på min skulder "Sara er du klar?" spurgte han omsorgsfuldt, jeg tog en dyb indånding og nikkede, Derek hev ned i håndtaget og åbnede døren. Jeg lukkede mine øjne og trådte ind i rummet "Hej Sara, Mit navn er Pete, Er du okay? Kan du godt klare det? For du skal ikke hvis du ikke har lyst" sagde han trøstende, jeg åbnede langsomt øjnene og kiggede op på en meget høj mand, jeg var inde i et meget mørkt lille rum, med en rude hvor jeg gik ud fra at mændende ville stå bag ved om lidt! Det var præcis som i film, fucking klamt. "Jeg kan godt! Lad os bare få det overstået" sagde jeg og prøvede at overbevise mig selv, Pete nikkede og pegede over på en bænk, Derek og jeg gik over og satte os mens Pete gik over til et samtaleanlæg "Få dem ind" sagde han højt.

Jeg kunne mærke at min krop begyndte at ryste, Derek tog min hånd og gav den et klem "Du er meget modig Sara" sagde han trøstende, jeg sendte ham et smil men kiggede så over imod ruden, hvor mændende var kommet ind. Jeg tog en dyb indånding mere, for at berolig min krop men den gik helt amork, jeg skimmede hurtigt alle mændende men......Han var der ikke! "Han er der ikke!" sagde jeg højt, Pete kiggede forvirret på mig "Er du sikker? For det kan være at han bare har ændret sit udsende! Eller at du....." Jeg afbrød Pete "Han er der ikke" sagde jeg beslutsomt, Pete nikkede og gik over til samtaleanlægget igen "Han er der ikke" sagde han fortabt, jeg rejste mig fra bænken "Jeg forstår ikke, i har jo hans DNA! Hvordan kan i så fange den forkerte?" spurgte jeg en smule irriteret, jeg var virkelig sur ligenu men mest på mig selv! Hvorfor havde jeg ikke gjordt noget mere for at få ham fanget? Jeg ved ikke hvad det skulle være men et eller andet burde jeg kunne gøre! Pete sukkede og sendte mig et undskyldende blik "Vi havde nogle ombytninger på laboratoriumet og vi kan ikke helt finde ud af få rettet på dem, jeg beklager meget" sagde Pete stille, jeg sukkede og gik mod døren. 

 

 

 

 

 

"Må jeg komme ind?" jeg kiggede over imod døren hvor James pludselig stod, jeg havde ligget i min seng siden at vi var kommet tilbage fra politistationen, mine forældre.....eller min mor og Derek havde regnet ud at hver gang at jeg var i dårligt humør skulle de bare ringe til James! "Det må du selv om" sagde jeg neutralt, James nikkede og trådte ind, han lukkede døren efter sig og satte kurs imod mig "Hvad sker der?" spurgte han og satte sig på gulvet lige ved siden af sengen, så vi rent faktisk havde øjenkontakt. Jeg sukkede "ikke noget" James lagde forsigtigt sin hånd på min arm og aede den stille og roligt "Sara lad vær med at lyve! Jeg kan jo se at du er ked af noget. Derek har fortalt mig om jeres lille besøg hos politiet men jeg kender dig godt nok til at vide at det ikke er det der går dig på" sagde han stille, jeg sukkede "Det er bare tanken om at han stadig er der ude, prøv at tænk på at lige nu kan han være igang med at ødelægge en anden piges liv" jeg havde virkelig dårlig samvittighed over alt det her! Jeg følte det var min skyld at han ikke var blevet fanget endnu! James nikkede "Det forstår jeg godt, men de skal nok fange ham" sagde han selvsikkert, hvordan kunne han være så sikker på det? Jeg trak på skulderene "Hvordan kan du vide det?" spurgte jeg stille, James rystede lidt på hovedet "Det ved jeg bare, men imellem tiden kan du ikke bare ligge her" sagde han dømmende, hvorfor ikke? vent........!Han havde jo ret! Jeg rejste mig fra sengen "Du har fuldstændig ret! Hvis politiet ikke kan fange ham, så må jeg træde i karakter! OG du skal hjælpe mig" sagde jeg begejstret, James kom hurtigt på benene "Sara det var ikke lige det jeg mente, men vi kan....." jeg afbrød ham "Fint hvis du ikke vil hjælpe mig så gør jeg det selv" sagde jeg bestemt og gik over imod døren, James sukkede "Sara vi kan ikke bare gå ud og lege politi! Det her er ikke en eller anden dum film, det er den virkelige verden!".

 

 

 

En time senere stod vi ved sidegaden hvor ´det´ skete, jeg fik en kvalmende fornemmelse i kroppen af at være der, men jeg var nødt til at forhindrer at andre skulle opleve det samme som mig, okay....Jeg vidste godt at jeg ikke kunne redde alle mennesker i verden fra at blive....Voldtaget men hvis bare jeg kunne forhindre ham i at gøre det mod flere, ville det være et mirakel. James tog min hånd "Vi behøves altså ikke" sagde han trøstende, jeg nikkede "Jeg er" jeg begyndte at gå ned af den, James fulgte efter.

Jeg stoppede da jeg kom til præcis det sted hvor det skete, James lagde en hånd på min ryg "Er du okay?" spurgte han omsorgsfuldt, jeg rystede på hovedet "Det vil jeg først være når han er fanget" jeg var nødt til at ryste følelsen af hans berøringer af mig "Hvad er det egentlig vi er her for?" spurgte James nysgerrigt, Jeg kiggede over på ham "Jeg havde brug for at gemmenleve aftenen, for at se om jeg kunne huske noget nyt, vi har nemlig ingen spor at gå efter" sagde jeg og kørte mit blik tilbage på ´stedet´, jeg fik øje på en lille guld ørering "Prøv at se" sagde jeg og samlede den op, James rømmede sig "hvad er det?" spurgte han forvirret, jeg rejste mig op "Det er et spor!" sagde jeg stolt, James kiggede bare forvirret på mig "Det er en ørering" sagde han sarkastisk, jeg rullede med øjnene "Ja okay! men altså det er det eneste vi har!" James rystede på hovedet af mig og skulle til at sige noget "Jeg ved hvem den tilhøre" vi vendte os begge forskrækket om, vi fik øje på en gammel uhyggelig mand "Undskyld mig?" sagde James forvirret, Manden grinte og trådte et skridt tættere på os "I hørte mig godt" sagde han selvsikkert, jeg udvekslede blikke med James men kiggede så igen på manden "Hvad ved du?" spurgte jeg skeptisk, Manden kiggede hemlighedsfuldt på mig "Jeg ved mere end du tror" sagde han neutralt, hvem fuck var den her mand?! Og hvorfor lod han os ikke bare være?! "Som hvad?" spurgte James og rullede med øjnene, Manden trak på skulderene "Jeg ved at det ikke er første gang nogle af jer er her! Og jeg ved at han har gjordt det før" sagde han og sendte mig et blik jeg ikke kunne læse, hvordan....hvordan? Kunne han vide det? James gik med hurtige skridt over imod ham, James tog fat i hans trøje "HVOR VED DU DET FRA?" spurgte han vredt, Manden så bange ud "Det her er min gade, jeg så ham løbe væk og jeg så dig komme hende til undsætning" svarede han forsigtigt, James slap mandens trøje "okay, men du sagde at han havde gjordt det før?" spurgte James, Manden nikkede "Ejeren af øreringen hedder Maj, hun arbejder på en bar ved navn ´vandfaldet´ inde i midtbyen, hun var efter dig! det er alt hvad jeg ved" manden begyndte at løbe sin vej.

Jeg havde øjenkontakt med James, men jeg kunne mærke at tårene pressede sig på, det var jo det her der ikke måtte ske! "Vi bliver nødt til at snakke med hende måske ved hun noget!" sagde jeg fastbesluttet på det allerede, James nikkede "Jeg er enig men vi skal måske vente til imorgen, for vi bliver nødt til lige at finde ud af hvordan" sagde han bestemt, jeg nikkede forstående "Du har nok ret, lad os tage hjem til mig og finde ud af det".

 

 

 

 

Vi sad inde i stue'en hjemme hos mig og snakkede lidt frem og tilbage. 

"Sara? Må vi lige snakke lidt med dig?" spurgte min mor i det hun trådte ind i stue'en, jeg nikkede og rejste mig "Selfølgelig" jeg fulgte efter hende ud til gangen og var lidt forvirret over at hun kaldte sig selv for ´vi´, lige indtil jeg fik øje på Derek. "Vi har snakket lidt frem og tilbage! Og vi er kommet frem til at du skal til Irland" sagde min mor som om det var hendes idé, jeg smilte "Tusind tak!" sagde jeg og kiggede på Derek, min mor rømmede sig "Men Derek flytter med! Hans arbejde har overflyttet ham så...! Men jeg bliver nødt til at blive med Allie og Sammy" sagde hun trist, jeg nikkede "Okay!" jeg prøvede at skjule min glæde, men det var svært! for jeg var så glad over at jeg ikke ville miste Derek! "Hvornår tager vi afsted?" spurgte jeg neutralt efter noget tid, da jeg havde genvundet min rolighed. Min mor sukkede "Om en uge, Så du har noget tid til at pakke og få samlet nogle løse ender" Jeg nikkede og gav dem begge et kram hver.

Jeg gik ind til James igen "James, jeg skal til Irland om en uge, jeg ved godt at vi skulle være roomies og ..." jeg nåede ikke mere før James afbrød mig "Sara det er okay, du har brug for det" sagde han og sendte mig et smil, JEG skulle til fucking dejlige Irland! Vent...Niall kommer fra Irland! Niall er sød, så må Irlænderene osse være søde.

 

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hej alle! <3 Nu begynder Handlingen for alvor! Jeg ved ikke helt hvornår der kommer noget nyt for jeg starter på min nye efterskole imorgen så....! men bare rolig det skal nok være vente tiden værd! <3 Pas godt på hinanden til vi "Ses"! Haha!<3 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...