The way you really make me feel <3 {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2012
  • Opdateret: 14 jan. 2013
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen på "The way you make me feel <3 1D"
Sara forsvandt bare efter hun havde været ovre hos Niall, men hvad sker der når Harry får afvide hvad der skete med han's kæreste efter velgørenheds showet, og har det ændret Sara? Kan hun komme over det? Og hvad med Manden der gjordere det?


Det er med vilje at der ikke står så meget, da jeg ikke vil afsløre mere! <3

27Likes
38Kommentarer
5918Visninger
AA

18. Klinikken

Saras synsvinkel

Jeg lå i min seng på klinikken og krammede min pude, jeg havde det som om at min verden var brudt sammen, Abrey og Maj var døde! Jeg havde svigtet den person som betød mest for mig....Harry. Jeg prøvede at sætte min gråd på lydløs men det mislykkels ret meget, jeg tror at man kunne høre det langt væk fra.

Jeg følte mig klam og jeg havde lyst til at dø, ikke bare pillemuligheden igen men jeg havde lyst til at dø på en smertefuld måde! En måde som fik mig til at føle noget af den smerte de havde følt, jeg kunne ikke det her! Jeg burde være stærk men jeg kunne ikke! Maj havde fejlbedømt mig, jeg var ikke en skid stærk eller modig! Jeg var bare en dum lille pige der havde roddedet sig ud i noget, jeg íkke kunne overkomme.

Mit liv var så ødelagt! Først mistede jeg Abrey, hvis bare jeg havde vidst at hun var syg....Så kunne jeg have kørt hende til behandling! Og jeg kunne have taget mig af hende! Og Maj! Maj skulle bare have hjælp, jeg er sikker på at hun kunne komme igennem det! Jeg ville ihvert fald stå sammen med hende og være der for hende! Hvis Gleen ikke havde.....rørt mig.........Jeg kunne mærke at tårerne satte farten op da de var på vej ned af mine kinder. 

Jeg tog en dyb indånding og pustede langsomt ud  "Jeg kan ikke mere" sagde jeg med gråd i stemmen og satte mig op i sengen, jeg var nødt til at gøre en chance! For Abreys og Majs skyld! For ellers kunne de ligeså godt havet taget mig med, da da forlod ´denne´ verden.

Min mobil som lå på et lille bord ved siden af sengen begyndte at ringe, så jeg tog den op for at se hvem det var. Det var Harry! Igen! Drengende havde hver især ringet 20 gange! Jeg trykkede på afvis men jeg nåede ikke engang at ligge telefonen, før den begyndte igen! Denne gang var det Zayn, jeg trykkede afvis igen og gik ind på SMS, jeg trykkede nu besked.

´#Drenge, Jeg har ikke taget den med vilje de første 1000 gange i har ringet! Tror i så seriøst, at jeg vil tage den nu? Kan i ikke bare lade mig være? Jeg er ikke interesseret i at snakke eller skrive mere med jer! Jeg kan ikke have kontakt til jer, undskyld men det er sådan jeg har det inderst inde! Det har været fantastisk at snakke med jer efter Harry og jeg slog op, men jeg kan ikke mere så jeg siger stop! Hav det godt#´ Jeg trykkede ´tilføj  modtager´ og fandt alle fem drenge, jeg sendte beskeden og lagde min mobil ned på borderet.

Jeg rejste mig fra sengen og gik over til døren, jeg åbnede den og gik med hurtige skridt ned af gangen! Jeg gik forbi nogle forskellige døre og nåede ned til opholdsstuen, hvor en masse fremmede mennesker sad.

Jeg havde ikke lyst til at være alene, så jeg var nødt til at præsentere mig selv også selvom jeg lignede lort efter at havet grædt i flere timer.

Jeg tog en dyb indånding og gik over til en gruppe piger, som sad i 3 sofaer så de næsten dannede en firkant.

Jeg sank en klump som jeg havde haft i halsen, og tog mig endelig sammen "Hej, jeg hedder Sara! Jeg er ny her" sagde jeg stille, pigerne stoppede med at snakke og kiggede allesammen hen på mig. "Hej Sara, velkommen til! Mit navn er Mette" sagde en rigtig køn lyshåret pige som ikke havde accent, jeg sendte hende et smil "Tak" Hun gengældte bare mit smil. "Jeg hedder Dina! Det er Tara, Gina, Gabby, Hallie, Betty og det er Vanessa" sagde en kvinde som jeg vil gætte på var i 30erne, jeg smilede til dem alle.

"Sara, Slå dig ned!" sagde hende som hed Vanessa, hun havde et virkelig tykt, langt, smukt hår, hun klappede på pladen i sofaen ved siden af sig, jeg sendte hende et smil samtidig med at jeg slog mig ned ved hendes side.

"Hvor er du fra?" spurgte Dina glad, jeg fugtig gjorder mine læber "oprindeligt er jeg fra Danmark, men jeg har boet i England siden jeg var 12 og så kom jeg hertil Irland for 24 timer siden" svarede jeg, Mette så helt glad ud "Jeg er osse fra Danmark! Hvor i Danmark kommer du fra?" spurgte hun interesseret, jeg grinte lidt "Nørrebro! Hvad med dig?" jeg synes at det var så sjovt at møde nogle fra Danmark, fordi de forventede altid at jeg vidste alt muligt! Men sandheden var at jeg ikke fulgte så meget med i hvad der skete i Danmark.....Jeg var ret dårlig til at holde mig opdateret "Næstved! Så der er alligevel et lille stykke!" sagde Mette, jeg nikkede mig enig fordi jeg havde ingen anelse om hvor Næstved lå.

"Hvorfor er du havnet her?" spurgte Tara mig direkte, hvilket jeg intet havde imod fordi så blev jeg fri for at snakke om Danmark "Jeg har brug for hjælp til at komme mig over nogle ting" svarede jeg åbent, jeg ville ikke virke som en indelukket person så jeg var nødt til at give dem noget, men samtidig ville jeg ikke virke som en person som bare gav ud af personlige infomationer. "Skilsmisse?" spurgte Gina gættede, de troede sikkert at jeg var en lille prinsesse som ikke kunne komme sig over forældrenes break-up! Jeg rystede på hovedet "Nej, mere i stil med: Død, voldtægt, break-up, et mindre misbrug, selvmord + mord" sagde jeg ærligt, de sad allesammen bare og så forbavset ud, de vidste sikkert ikke hvad de skulle sige.

"Mother of Good! Du er Sara von Eric! Harry Styles´ ex-kæreste!" sagde Gina overrasket, jeg nikkede kort "Yearh, That's me" Vanessa lagde sin hånd oven på min og gav den et klem, så endnu et og endnu et og et til "Det er jeg ked af Sara, Men du er kommet til det rette sted" sagde hun trøstende og tog sin hånd til sig, jeg sendte hende et anstrengt smil "Så forstår jeg sgu godt at du sad og hulkede før" sagde Betty surt, jeg prøvede at smile igen men det var ret pinligt at de havde kunne høre mig! Vanessa lagde sin hånd på min igen og gav den fire klem igen en gang. "Vi har alle været i samme stadie" prøvede Vanessa med hendes charmerende Irske accent, Dina trak på skuldrene "Det har vi vel" sagde Dina trist.

Jeg rømmede mig "Hvad med jer andre? Hvorfor er i her?" spurgte jeg forsigtigt, Mette tog en dyb indånding "Altså jeg er her fordi at jeg blev diagnoseret med depression af sværd grad! Det samme er Betty, Tara og Hallie" forklarede hun, jeg nikkede forstående og kiggede derefter på Dina som så ud til at ville sige noget "Gina og jeg lider begge af angst for at være alene" sagde hun efter lidt tid. Gabby hostede lidt "Jeg lider meget lidt af skizofreni" sagde hun og sendte mig et lille smil, jeg nikkede forstående og kiggede afventende på Vanessa, hun bed sig i læben men så stoppede hun med det og gjorder det så igen men stoppede, hun gjorder den endnu en gang og stoppede, hun gjorder det endnu en gang og startede så med at snakke "Jeg har OCD af en meget svær grad, det vil sige at der er nogle ting som jeg er nødt til at gøre 4 gange! Og så er der nogle andre ting som jeg skal gøre osv." forklarede Vanessa stille, jeg nikkede  forstående.

 

 

 

 

2 timer senere sad jeg hos psykologen, han var en mand i 30erne som hed Lucas. Jeg sad i en sofa og snakkede frem og tilbage med ham ligeså stille. 

"Fortæl mig om Harry" sagde han alvorligt, jeg tog en dyb indånding "Harry....han er det mest fantastiske menneske jeg nogensinde har mødt! Han er omsorgsfuld, forstående, sjov, sød, beskyttende, dejlig, støttende, talentfuld, flabet men på en stilfuld måde, ærlig, loyal, tilgivende, Charmerende, ansvarsfuld og meget andet" jeg måtte hellere stoppe for ellers kunne jeg blive ved resten af dagen, Lucas tog sine briller af "Er du okay? Du savner ham meget ikke?" spurgte han sødt, først der gik det op for mig at der løb tårer ned af mine kinder, jeg nikkede "Jeg savner ham så sindsygt meget, men jeg ved at det er bedst sådan her. For på denne her måde kan han være glad" jeg tørte mine kinder med bagsiden af min hånd "Hvorfor det?" spurgte Lucas, jeg sukkede "Jeg har aldrig været god for ham, jeg bragte drama og sorg ind i hans liv. Det er jo ikke fair overfor ham, han ville jo bare nyde sin ungdom og jeg blev ved med at fucke tingende up" forklarede jeg ærligt, jeg var nødt til at være så ærlig jeg kunne for ellers ville det jo ikke hjælpe.

"Hvorfor er det du har brug for at skabe alt den drama?" spurgte Lucas og skrev noget ned på den notesblok som lå på hans skød, jeg trak på skuldrene "Jeg tror ikke det er bevist, måske er det fordi at der er nogle ting jeg ikke kan acceptere og så gør jeg et stort nummer ud af dem" det var bare et bud, jeg havde ingen anelse, Lucas rømmede sig "Vil du høre min teori?" spurgte han alvorligt, jeg nikkede langsomt og Lucas foresatte "Jeg tror det er fordi at du har været ude for så meget, at du nogle gange har brug for at afreagere og så i stedet for at slå din hånd ind i en væg eller noget i den stil som en eller anden idiot, så tager du en lille mus og gør den til en elefant. Ikke fordi at du går meget op i hvad det er, men fordi at du har så meget du har brug for at komme ud med og blive hørt" forklarede Lucas seriøst, jeg bed mig i læben for at holde et grin inde over at han lige havde kaldet Harry en idiot.

"Måske, det lyder sandsynligt" sagde jeg stille, hvis det passede havde jeg måske lidt mere at arbejde med end jeg lige havde troet! Men det var jo derfor jeg var her! "Har du stadig kontakt med Harry?" spurgte Lucas, jeg rystede på hovedet "Efter vi slog op har vi snakket lidt sammen, men jeg har været meget i kontakt med nogle af hans venner som jeg nåede at få et godt venskab til mens vi var sammen. Jeg valgte dog at cutte kontakten fuldstændig i morges" svarede jeg, Lucas nikkede forstående "Var det derfor du græd tidligere?" spurgte han ligeud, jeg rystede på hovedet "Det hele ramlede bare efter det med Maj" sagde jeg stille mens jeg fik fornemmelsen af at tårene ville vælte ud lige om et øjeblik.

"Nårh ja! Maj, hvordan har du det med hele den episode?" spurgte han opstemt, jeg følte mig meget nøgen når han bare sad og udspurgte mig som om jeg var en eller anden famous person! "Forfærdeligt, Hun skulle jo ikke dø! Vi skulle komme over det sammen" sagde jeg stille, Lucas rømmede sig "Skulle han dø?" spurgte han neutralt, jeg rystede på hovedet "Nej, han skulle bare skraffes for det han havde gjort! Han skulle komme i fængsel" sagde jeg bestemt, Lucas nikkede og skulle til at sige noget men hans ur begyndte at bippe, hvilket fik ham til at tage det op og trykke på en knap "Når Sara, det var alt for i dag" sagde han og sendte mig et lettet smil.

 

 

 

 

Jeg sad inde på mit værelse med Vanessa og snakkede, hun havde fortalt mig lidt om sig selv og omvendt, jeg kunne faktisk rigtigt godt lide hende.

Hun havde fortalt mig at hendes forældre havde sendt hende, hen på den her klinik for 5 år siden og siden da havde hun kun set dem i julen og på fødselsdage! Hun var altså 17 år nu, så hun var blevet efterladt her da hun var 12år! Det er alligevel ret sindsygt! Tænk på at være helt alene på en klinik uden sine forældre, i en alder af bare 12år! Det er osse bare ret voldsomt gjort fordi Vanessa ville sagtens kunne leve i et normalt hjem, bare med lidt hjælp engang imellem! men de vidste simplehen ikke hvad de ellers skulle gøre af hende, så hun endte her! Og det kunne godt ske at hun skulle leve der resten af hendes liv.

"Så du vil være her så lang tid det tager og ikke skynde på dine fremskridt?" spurgte Vanessa overrasket, jeg nikkede bestemt hvilket gjordere at hun fik store øjne "Seriøst? Fuck hvor nice! De fleste her vil bare videre om de er raske eller ej" forklarede hun.

Min mobil begyndte at ringe igen, jeg tog den op og denne her gang var det Louis. Jeg rullede med øjnene og lagde den ned på borderet "Drengende?" spurgte Vanessa forsigtigt, jeg havde fortalt hende om dem og hun forstod mig godt. Jeg nikkede "Her" sagde hun og gjorder tegn til at jeg skulle række hende den, jeg gjorder som hun befalede og rækkede hende telefonen, hun tog imod den og trykkede på ´besvar´.

"Hej det er Vanessa, Saras læge! Jeg har snakket lidt med Sara og vi er kommet frem til den konklusion at det er bedst hvis Sara får et lille pusterum fra jer! Så jeg håbede jeg kunne få jer til lade vær med at kontakte Sara mere ligenu" løg Vanessa, jeg kiggede afventende på mens Vanessa sad og hørte på hvad de sagde, inden hun sendte mig ´thumps-up´- tegnet, jeg sendte hende et taknemligt smil. 

"Det lyder godt du, det skal jeg nok! tusind tak for jeres samarbejde! Hejhej" sagde Vanessa og lagde på, hun rakte mig telefonen "Jeg tror at det var Louis! Men han var meget forstående! Han bad mig om at passe på dig og sige at de elskede dig så du skulle bare sige til hvis du manglede noget eller havde brug for dem" sagde Vanessa stille, jeg nikkede "Okay, tak Vanessa" sagde jeg og sendte hende et kæmpe smil, hun gengældte smilet "selv tak! Jeg er glad for at hjælpe dig med dit første skridt!".  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...