The way you really make me feel <3 {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2012
  • Opdateret: 14 jan. 2013
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen på "The way you make me feel <3 1D"
Sara forsvandt bare efter hun havde været ovre hos Niall, men hvad sker der når Harry får afvide hvad der skete med han's kæreste efter velgørenheds showet, og har det ændret Sara? Kan hun komme over det? Og hvad med Manden der gjordere det?


Det er med vilje at der ikke står så meget, da jeg ikke vil afsløre mere! <3

27Likes
38Kommentarer
5897Visninger
AA

3. Du kan ikke bare give op!

Liam's synsvinkel

"Circles, we're going in circles! Dizzie's all it makes us! We know where it takes us we've been before! closer, maybe looking closer! There's more to discover! Find out what went wrong! Without blaming each other" Jeg stod i døren ind til Harry's værelse, jeg kunne lige se toppen af han's hoved over sengen, han sad på gulvet op af sengen og sang ´Same mistakes´, han var godt beruset, han havde siddet inde på sit værelse i 2 timer, han havde ikke forladt det siden Sara havde ringet. Han drejede hovedet og fik øje på mig, han smilte rigtigt meget "LIAM! KOM IND! KOM IND!" jeg gik over til ham og satte mig på gulvet overfor ham "Harry, helt seriøst: Hvad skete der?" jeg tog en tom flaske op fra gulvet, han var godt nok gået til den! "Liam, Hun knuste mit hjerte" han begyndte at græde, jeg satte mig over ved siden af ham og lagde min arm om han's skuldere. "Harry, hvorfor sagde du ikke noget?" jeg gav ham et trøstende klem, han begravede sit ansigt i sine hænder "Jeg vil ikke have mere af det her! Jeg vil have simple, glade, gode ting! Jeg vil være glad igen, som jeg var før! Der skete hele tiden noget dårligt i Sara's liv som gjordere hende trist, hvilket gjordere at jeg osse blev trist. Jeg elsker hende så meget og jeg vil ikke have at det er slut, men måske er det bedst sådan her" han lød utrolig vis, taget i betragtning af at han var pissefuld. "Måske var det bare ikke menigen at det skulle være jer" jeg tog den næsten tomme flaske væk fra han's skød og stilte den så han ikke kunne se den, han løftede sit hoved fra sine hænder og nikkede "Only time can tell" jeg rejste mig og gav ham en hjælpende hånd så han kom på benene "Lad os komme ud af dette kedelige værelse" jeg gik over imod døren, han fik øje på flasken og samlede den op "Jeg har brug for noget mere at drikke!" jeg kiggede på Harry og rystede på hovedet. "Harry, jeg tror ikke du skal have mere at drikke" han grinte og nikkede "Hvad skal jeg ellers lave?" jeg trak på skulderene "Vi kan starte med at se hvad de andre laver" han nikkede og fulgte med nedenunder. Harry tog fat i min arm da vi nåede til køkkenet, så jeg stoppede "Lad os skrive et brev!" et brev? til hvem? Julemanden? Det er ikke december endnu! "Til hvem?" jeg begyndte langsomt at gå igen "Til Sara dumme! Jeg tror hun fortjener en undskyldning, og du skriver nok lidt pænere end jeg gør" han tog fat i min arm igen, jeg vendte mig om og kiggede på ham "Okay, lad os gøre det" jeg fandt noget papir og en kuglepen frem, vi satte os ved køkkenborderet. "Du siger bare hvad jeg skal skrive" Jeg tog låget af kuglepennen af og gjordere tegn til at jeg var klar, han bed sig i læben "Kære Sara...Eller er det for fint? Er Hej Sara bedre?" han kiggede nervøst på mig, jeg trak på skulderene "Det ved jeg sgu ikke" jeg sendte ham et opmundrende smil, han klipsede "Bare skriv Sara! Uden noget foran" han sendte mig thumps-up som om jeg skulle godkende det, jeg nikkede bare og skrev det. 

 

     

 

"okay, prøv lige at læse det hele højt" Harry prøvede at spille ædru ved at sætte sig ordenligt i stolen, det gik ikke helt som forventet men det gik vist  ikke op for ham "Sara, Jeg er ked af den måde vores sidste samtale endte på! Jeg mente ikke hvad jeg sagde, jeg var sur og ked af at vi havde slået op. Jeg håber du kan tilgive mig, men jeg forstår godt hvis ikke du kan eller ikke har lyst for jeg opførte mig som et røvhul! Jeg vil gerne være din ven, men jeg tror først at jeg ville kunne være det engang ude i fremtiden, der er for mange føleser herfra ligenu! Sara du skal vide at jeg elsker dig! og hvis du har brug for noget ringer eller skriver du bare! Jeg er virkelig ked af at det ikke gik imellem os men jeg vil nok altid elske dig, held og lykke fremover! <3 Love Harry" jeg kiggede over på ham, jeg kunne se på ham at det var hårdt, jeg tror måske det var ligesom et farvel. "Harry du behøver ikke sende det" jeg lagde min hånd på han's skulder, han nikkede "Jeg har brug for at hun ved det! Der er så meget mere jeg vil fortælle hende, men hun har ikke brug for det ligenu" han rejste sig og tog brevet "Skal du med ned og sende det?" som om jeg havde noget valg, jeg rejste mig "Det er jeg nødt til ellers ser jeg dig ikke igen".

 

 

Sara's synsvinkel

Hvis jeg bare forsvandt ville alt være meget nemmere, Harry ville ikke hade mig mere, Abrey ville ikke være død og jeg ville ikke have der sådan her. Jeg stod foran spejlet på mit badeværelse med en hånd fuld af panodiler, jeg studerede mig selv: mine øjne var helt røde og hævet, det var konsikensen af at græde så meget, jeg ville ønske at jeg aldrig var blevet født, det ville gøre alle's liv nemmere. Jeg havde forudsaget så meget sorg, drama og dårlig karma, jeg havde endelig taget mig mod til at sluge pillerne, jeg løftede langsomt min hånd op mod min mund, mens jeg lod tårene løbe. Min hånd var få cm fra min mund, vent! Jeg havde brug for at sige farvel, måske jeg skulle ringe til de forskellige eller skrive et afskedsbrev? Inden jeg nåede at beslutte mig ringede min telefon, jeg tog den bare uden videre "Hej Det er Sara" jeg prøvede at lyde normal, men jeg tror ikke det gik så godt "Sara, Hvad er der galt?" det var James' dejlige stemme, jeg snøftede "Jeg kan ikke mere" jeg lagde på og lagde min mobil ned i min lomme igen. Jeg kiggede mig i spejlet en sidste gang "Farvel Harry, Farvel Marie, Farvel Jack, Farvel Lucy, Farvel Mor, Farvel Allie og Derek, Farvel Niall, Liam, Louis og Zayn, Farvel Far, Farvel Liv, Farvel Sara" jeg proppede pillerne i munden, mens en tårer løb ned af min kind. Jeg satte mig langsomt ned på gulvet mens jeg slugte en pille af gangen, døren gik op "Sara! Hvad har du gjordt?! Spyt dem ud!" James kiggede bekymret på mig, jeg rystede på hovedet, mens jeg slugte de sidste. Han hev mig op at stå "Sara!? Du er nødt til at stikke en finger i halsen!" jeg rystede på hovedet, han tog fat i mine arme "SARA DU KAN IKKE BARE GIVE OP! ALT SER SORT UD NU MEN PÅ ET TIDSPUNKT BLIVER DER LYSERE! SARA VÆR SØD FOR MIN SKYLD!" han ruskede lidt i mig, jeg hev mig fri og vendte mig imod toilettet med en finger i halsen. Jeg begyndte at hoste men der skete intet "Vi bliver nødt til at tage på hospitalet" James hev mig op at stå, mere husker jeg ikke.

 

 

Jeg vågnede i en hospitals seng, James sad ved siden af og kiggede på mig "Velkommen tilbage" han smilte opmundrende til mig, jeg gned mig i øjet "Hvad skete der? Det sidste jeg kan huske er at jeg prøvede at kaste pillerne op men det virkede ikke" jeg satte mig ordenligt op, han kiggede op i loftet "Du besvimede, jeg ringede efter en ambulance og her er vi så!" han prøvede at få mig til at smile, men det var noget jeg ikke var i stand til ligenu. "Tak James, det betyder meget at du er der for mig! Selvom du ikke kendte mig hjalp du mig efter vold....tægten" jeg hviskede det sidste, jeg syntes det var pinligt at sige, jeg ved ikke hvorfor men det var det bare. "Du behøver ikke takke mig, jeg var vel bare det rette sted, på det rette tidspunkt" han tjekkede sin telefon, jeg hostede men tog mig så sammen "Ja osse idag, hvordan nåede du over til mig så hurtigt?" jeg kiggede forvirret på ham, han lagde sin telefon væk "Da Jeg ringede, ringede jeg for at spørger om du ville hænge ud, jeg stod lige udenforan dit hus" jeg nikkede forstående, døren gik op og ind kom min mor "Sara!" Hun lagde sine arme om mig. Da hun slap mig, vendte hun sig hurtigt over imod James "Tak fordi du ringede" James smilte og rejste sig "Vi ses mini-Sara" han gik ud af rummet.

 

 

"Skat, du bliver nødt til at tænke på hvad der er bedst for dig" jeg havde fortalt min mor alt! Det om voldtægten, selvmords forsøget og det med Harry, ned til den mindste detalje, og hun var kommet frem til at jeg havde brug for hjælp. Hun prøvede at overtale mig til at lade mig indlægge på en klinik for folk med psykiske problemer "Mor, jeg har ikke brug for det! Jeg kan sagtens selv komme igennem det" jeg ved ikke helt om jeg selv troede på det, men jeg havde ikke lyst til at folk skulle analysere mig. "Sara du vil få det så meget bedre der! Du HAR brug for det!" hendes tone blev lidt mere hård, jeg rystede på hovedet "Det tror jeg faktisk ikke jeg har" jeg magtede ikke min mor ligenu, hun sendte mig det der ´jeg er skuffet over dig´ blik "Du er ikke 18 endnu, så du har faktisk ikke noget valg" jeg magtede ikke mere modgang, jeg havde lyst til at ligge mig under min dyne og høre højt musik, for på den måde var jeg alene, men så alligevel ikke "Fint, men kun hvis vi finder et sted Sammy kan tage med mig" jeg kiggede strengt på hende, som om jeg havde magten "Man må ikke have dyr med sådan nogle steder" jeg rystede på hovedet "Så fiks det" hun skulle ikke tro hun havde nogle ret til at skille mig og Sammy ad.

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...