Sindssyg af medfølelse

Sindssyg af medfølelse handler om Manitha, som bliver erklæret sindssyg, eftersom hun er under mistanke for mordet på sin egen storesøster. Manitha prøver flere gange at undslippe for at bevise, at hun ikke bør dømmes - at alt hvad hun gjorde var det rigtige - at det alt sammen var gjort at medfølelse.

3Likes
20Kommentarer
981Visninger
AA

3. Verden udenfor

Politiinspektør Frederiksens synsvinkel:

Klik, Klak, klik, Klak. Jeg kunne høre lyden af et par høje hæle, som kom trissende, og ind ad døren til mit kontor kom Anja, psykologen, som vi plejer at samarbejde med. ”Godmorgen Frederiksen” sagde Anja. Jeg fik vist brummet et svagt ”godmorgen” tilbage. ”Jeg hører, det er voldsomt denne gang – hvordan ligger landet ind til videre?” Sådan spurgte Anja næsten altid, når der var forbrydelser indblandet i noget omkring hendes patienter.
”Tjooo”, kom det fra mig. ”Vi har en 12-årig pige, som hævder, at hendes handling var af ren og skær medfølelse, og at det reddede os alle sammen fra den rene terror. Hun nægter dog at fortælle, hvordan i alverden, det hænger sammen. – Klart mentalt forstyrret, efter min mening”. ”Hm.. ”Anja så tænksom ud. ”Hvad er hun under mistanke for?” ”Hendes fingeraftryk blev fundet i den kniv, som sad i hendes søsters hjerte” fik jeg forklaret. ”Åhh gud” kom det fra Anja, som straks satte sig ned i den slidte lænestol, der efterhånden havde været en fast del af mit kontor længe.
Hun var i grunden ret flot – Anja -. Hendes lange, lyse hår bølgede let ned over de runde skuldre, og når hun tænkte bed hun sig automatisk lidt i underlæben. ”……..melde tilbage” ”Undskyld, æh hvad?” spurgte jeg, pinligt berørt af min manglende koncentration. ”Jeg vil kigge på hende, og hurtigst muligt melde tilbage”, svarede Anja igen i sit professionelle leje.
”Mhm, nå ja” fik jeg brummet.

Anjas synsvinkel:
Åh Gud. Vi havde en 12-årig pige på stationen, som var under mistanke for mordet på sin egen storesøster. Jeg ved slet ikke, om jeg kan håndtere det. Og ikke engang bare hvilken som helst 12-årig pige. Jeg har nemlig snakket med hende før. Dengang, for omkring 6 år siden. Dengang havde hun lige mistet sin far. Af en eller anden grund husker jeg tydeligt samtalen med hende. Måske på grund af hendes navn. Hun hedder Manitha. Manitha Zaki. Jeg kan huske, at jeg havde undret mig over, at en lille pige, med kridhvidt hår bukket i en fin midterskilning, engleansigt og himmelblå øjne, havde heddet Manitha. Hun havde ikke sagt så meget, mest svaret høfligt på mine spørgsmål. Hun havde grædt lidt, men ikke meget. Ikke hvad man kunne forvente af en 6-årig pige.  Men nu. Nu skulle jeg så snakke med hende igen. Jeg havde set et billede af hende. Hun lignede sig selv.  Det samme kridhvide hår, det samme fine, lille ansigt, og ikke mindst de samme blå øjne. Men alligevel var alting anderledes. Intet var det samme. Hun var under mistanke for mord. For mord. Tænk dig, hvordan skulle en så lille, uskyldig pige kunne være mistænkt for mord? Jeg satte hurtigt en kop kaffe over på den lille fikse kaffemaskine, jeg havde fået af kontoret i julegave. Jeg satte mig i min stol, og forsøgte at samle mine tanker. Det var en af mine svagheder. Jeg havde enormt svært ved at tænke klart, når jeg blev overrasket eller forvirret. Jeg ved ikke, hvor længe jeg havde siddet sådan, men kom hurtigt ud af min trance-lignende tilstand, da det banker på glasruden ind til mit kontor. Jeg kigger op og ser en af politiassistenterne kigge forsigtig ind. Jeg vinker ham ind af døren og synker engang. Assistenten åbner forsigtigt døren; ”Manitha sidder i lokale 5B. Hun er klar nu”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...