Sindssyg af medfølelse

Sindssyg af medfølelse handler om Manitha, som bliver erklæret sindssyg, eftersom hun er under mistanke for mordet på sin egen storesøster. Manitha prøver flere gange at undslippe for at bevise, at hun ikke bør dømmes - at alt hvad hun gjorde var det rigtige - at det alt sammen var gjort at medfølelse.

3Likes
20Kommentarer
1028Visninger
AA

1. Intro

4/11 2011

Kære dagbog.

De siger jeg er sindssyg. De mener det, alle sammen. Og det er jeg måske også. Men nej, jeg VED, der var noget galt. Jeg SÅ det, jeg HØRTE det. Og ingen kommer nogensinde til at finde ud af, at det jeg gjorde, var det rigtige. Det reddede os alle sammen.

Ingen af dem – seriøst, INGEN af dem, har respekt for det jeg gjorde. Hun var klog. Hun havde det perfekte liv. Ha! Som om. Hvis bare de vidste. Men det gør de ikke. De har slét ikke forstand på det. Kun jeg ved, hvordan hun virkelig følte!

Men nu har du nok ingen anelse om hvad jeg taler om, så nu spoler jeg lige tiden tilbage til dengang, det hele var perfekt. Dengang vi bare var en helt almindelig familie:

Det var søndag d. 25. juni 1996, den dag min storesøster Kia blev født. Hun blev født på Kolding sygehus, vejede 2165 g. O.S.V, O.S.V!   I hvert fald, var der fuld af harmoni, vores forældre elskede hinanden, bla bla bla..

Så kommer vi til fredag d. 13. november 1998. Det var så den dag JEG (Manitha) blev født. Dengang var det stadig harmoni og alt muligt mellem mine forældre. De var lykkelige, vi var lykkelige. Vi flyttede ind i en lille lejlighed, som godt nok så en smule faldefærdig ud, men min far var jo gør-det-selv-mand, så den skulle vi nok klare. Min søster og jeg startede i skole, og alt så ud til at gå perfekt. 

LIGE IND TIL DAGEN. Dagen, hvor det hele ændrede sig. Dagen hvor alt blev vendt på hovedet. Dén dag, min far fik konstateret kraft. Det var i år 2004, en uge efter jeg var startet i 0. klasse.

Dén dag brød det hele sammen. Min mor begyndte at drikke. Hun ville ikke engang BESØGE min far på sygehuset. Hun ville egentlig heller ikke have, at min søster og jeg besøgte ham. Men det gjorde vi nu alligevel. Så slog hun os. Jeg forstår stadig ikke hvad det var hun havde imod, at vi besøgte ham. Det var jo ikke en smitsom sygdom. Måske er det der, jeg har det fra. Måske. Måske er min mor også sindssyg. Jeg ved det ikke.  Jeg ved bare, at efter det, talte vi ikke særlig meget sammen i vores ”familie”. Min mor drak, og min storesøster Kia så ud til at klare sig godt, selvom vi aldrig deltog i noget fælles. Jeg smugkiggede nemlig i hendes skolepapirer forleden dag. Udelukkende 12-taller. Men det var bare facaden. Ingen vidste hvad der lå bag facaden. Ingen ud over mig.

Jeg klarer mig egentlig også fint i skolen. Jeg er ikke den bedste, men jeg er heller ikke den værste. Jeg laver mine lektier, men siger aldrig noget. For mig er skolen egentlig bare noget der skal overstås, så jeg kan komme videre, og blive dagplejemor, eller hvad ved jeg. Eller. Det var det, der var meningen. Men dét bliver nok ikke til noget længere. Jeg må nok nøjes med kontorarbejde eller andet kedeligt. Hvorfor kunne de da ikke bare se det? Se, at jeg gjorde det fordi JEG VED. Ved noget. Ved noget ingen andre ved, og højest sandsynlig aldrig kommer til. Medmindre jeg fortæller dem det. Men.. det kan jeg ikke. Må ikke. Hvad ville der ikke lige ske? Kia ville have hadet det. Alle skulle tro, hun var perfekt, jeg vil ikke ødelægge hendes ry. Hendes gode ry.

Men du kære dagbog, DU skal vide det. Og hvis du skal forstå bare en mikro lille smule af det hele, skal du vist have hele historien med.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...