Sindssyg af medfølelse

Sindssyg af medfølelse handler om Manitha, som bliver erklæret sindssyg, eftersom hun er under mistanke for mordet på sin egen storesøster. Manitha prøver flere gange at undslippe for at bevise, at hun ikke bør dømmes - at alt hvad hun gjorde var det rigtige - at det alt sammen var gjort at medfølelse.

3Likes
20Kommentarer
1027Visninger
AA

4. Hospitalet

4/11 2011 – lidt senere
Kære dagbog
Mødet med min psykolog er endelig ovre. Det var egentlig ikke så slemt. Hun stillede mig mest spørgsmål om, hvordan jeg havde det og sådan, hun kom ikke rigtig ind på, om det var mig, der havde gjort det. Jeg havde ellers forberedt den perfekte historie, men den skal jeg nu nok få brugt. I morgen skal jeg ind til en ”samtale” med politiinspektøren, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at de vil begynde at spørge ind til mordet. For det var det jo – mord. Og det var mig, der gjorde det, ja, i tilfælde af, du skulle være i tvivl. Ja, jeg dræbte min søster. Min egen søster. – Men når du hører dette, kære dagbog, vil du så ikke gøre mig den tjeneste, at give mig tid. Lade mig skrive resten af historien, før du dømmer mig. Lad mig forklare HVORFOR. Jeg ønsker ikke at svigte min søster, men alligevel brænder jeg for at fortælle hvorfor. Jeg kan ikke fortælle politiet det. De ville straks begynde at rode alle vores ting igennem, kigge i fars private skuffer, sikkert også i mors. Det ville gøre mor endnu mere forslået end hun allerede er. Derfor er dette slet ikke en mulighed. Kia ville også blive fremstillet som et frygteligt menneske. Det var hun IKKE. Hun var ikke, et dårligt menneske. Men hun var syg, kære dagbog, hun var syg. Der var noget galt, det ved jeg. Og det gør du også snart. Jeg ved bare snart ikke, hvor jeg kan begynde.
Jo, jeg tror, jeg vil starte med at fortælle om dengang, jeg fulgte efter Kia på sygehuset.

Kia og jeg besøgte jo vores far sådan lidt i al hemmelighed. Mor ville ikke have, vi besøgte far, men hun forklarede os aldrig hvorfor. Vi kunne selvfølgelig ikke se, hvorfor det skulle være det store problem – så vi gjorde det da også alligevel. Vi tog derhen hver tirsdag lige efter skole, og havde altid roser med. – HVIDE roser, selvfølgelig. Det måtte ikke være de røde. Dem kunne far ikke lide.
I hvert fald var det en fast tradition, at vi besøgte far sammen. – Eller det var det, lige indtil Kia en dag kom og sagde, at jeg altså ikke kunne besøge far den dag. Hun ville snakke med ham alene. Jeg blev selvfølgelig enormt sur over, at jeg ikke måtte komme med, så – så stædig som jeg nu er – tog jeg selvfølgelig med alligevel. – Bare som lidt en spiontype, du ved.. sørgede for at gå mindst et gadehjørne bag Kia, og da jeg kom til hospitalet ventede jeg lidt udenfor, så jeg var sikker på, hun var nået op til far. Da jeg syntes, jeg havde ventet længe nok, listede jeg mig (ej okay, det er måske lidt en overdrivelse, jeg måtte jo i princippet godt være der, så jeg gik) hen ad gangen og ventede lige udenfor døren til fars værelse. Døren stod lidt på klem, så jeg kunne faktisk godt høre, hvad de snakkede om. På det tidspunkt fattede jeg ikke, hvad deres samtale gik ud på – men det gør jeg i den grad nu!
Jeg kan huske, at far sagde noget i retning af: ”Du kan også se dem, Kia, kan du ikke? Du kan fornemme dem. De dårlige. De ER dårlige, Kia, de må væk. Du må stole på din mavefornemmelse. Den fortæller dig, hvem de er. Du kan udrydde dem. Her” – Og her gætter jeg så på, far gav hende den lille brune kuvert, hun havde i hånden, da hun gik ud derfra. Hun så mig ikke, heldigvis, men det kunne hun sagtens have gjort, hvis ikke hun havde haft det der blik i øjnene. Det der blik, der fortæller dig, at noget er galt. At noget er grueligt galt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...