Sindssyg af medfølelse

Sindssyg af medfølelse handler om Manitha, som bliver erklæret sindssyg, eftersom hun er under mistanke for mordet på sin egen storesøster. Manitha prøver flere gange at undslippe for at bevise, at hun ikke bør dømmes - at alt hvad hun gjorde var det rigtige - at det alt sammen var gjort at medfølelse.

3Likes
20Kommentarer
1026Visninger
AA

2. Det første vink

Jo, ser du.

Det hele startede sådan set, da jeg en dag fik lidt tidligere fri fra skole. Vi var alle ellevilde, hvem ville ikke gerne slippe for fysik?

Ja, det ville Kia ikke, eller, Kias tanker ville i hvert fald ikke, men det forstår du nok, når du har hørt lidt mere af historien.

I hvert fald var jeg glad og fuld af godt humør, da jeg bevægede mig hjem fra skole. Jeg vidste godt, at Kia ville være hjemme, hun har nemlig altid fri tidligt om onsdagen. Jeg tænkte, at jeg ville forskrække hende, når jeg kom ind, så jeg låste lige så forsigtigt døren op, og listede hen mod hendes værelse. Jeg synes, jeg hørte, at hun snakkede med nogen, og min første tanke var, at hun havde taget nogen med hjem. Men.. det plejer hun aldrig at gøre? Jeg listede helt hen til døren, som stod en lille smule på klem. Jeg kiggede ind af den lille sprække. Der var kun Kia, og hun snakkede med sig selv. Eller, snakkede er nok forkert at sige. Hun diskuterede med sig selv. Det var en slags mumlende diskussion, så det var svært at forstå, hvad det var hun sagde. Det var noget med; Nej…. forstå…. kom nu… lover…. familie…  Og jeg så, hun greb sig selv hårdt i armen. Hvad i al verden havde hun gang i? Og så stoppede det. Helt pludseligt. Hun kiggede hen på sit skrivebord, tog en bog op af tasken og begyndte straks at læse. Det var en fysikbog af en art. Jeg undrede mig meget over hendes mærkelige optrin, men besluttede mig for at lade det ligge. Jeg trådte et par skridt væk fra døren, og gik så med normale skridt tilbage til Kias værelse og sagde ret højt: ”Jeg er hjemme”. Jeg åbnede døren, og nåede lige at se, fysikbog blive smidt meget hurtigt ned i tasken og Kias desperate udtryk, inden hun slappede af, og med sin normale udtryksløse stemme sagde: ”Jeg troede først, du ville være hjemme klokken 14”. ”Fysik var aflyst” svarede jeg og så, hvordan den forskrækkede mine i et kort glimt kom til syne, da hun hørte ordet fysik. ”Fysik. Fysik er et frygteligt fag. Det er farligt” sagde Kia med en så alvorlig mine, at jeg blev helt forskrækket. ”Nå, jeg troede ellers, du var helt vildt med fysik?” spurgte jeg med et lidt drillende glimt i øjet. ”Du læser da tit i den åh-så-farlige fysikbog” blev jeg ved. ”Nej! NEJ!” Hendes stemme blev helt skinger. ”NEJ”. Hun skreg næsten. Jeg blev bange, meget bange, faktisk. Hvis jeg dog bare vidste. Vidste, at dette kun var en mild start. ”Nej, fysik interesserer mig ikke, nej. Nej, fysik er farligt, man skal holde sig langt væk fra fysik. Fysik snyder”. Nu var hendes stemme mere normal, men det var nu stadig noget volapyk hun sagde. Jeg besluttede mig dog for at lade det ligge. ”Nå okay, jamen så tror jeg bare jeg går op på mit værelse og lader være med at læse i min fysikbog”. Gad vide om hun kunne høre sarkasmen i min stemme? Det tror jeg ikke, i hvert fald kom svaret, kun svagt hørligt; ”Ja. Ja, det er det bedste”.

Og det var første gang jeg opdagede noget usædvanligt. Jeg bliver ved med at spekulere på, om jeg kunne have gjort noget for at stoppe det. Kunne jeg have snakket med nogen? Havde det hjulpet? Det er klart, at det enten havde gjort det hele meget bedre, eller det hele meget værre. Jeg tog ikke chancen – skulle jeg have gjort det?

Nu må I have mig meget undskyldt, jeg skal ud og tale med psykologen nu. Ja, sådan en har de sørme åh-så barmhjertigt tildelt mig. Normalt er jeg spærret inde i mit eget lille, mørke rum. Grå vægge, et bord, en stol. Og så dig, kære dagbog. Og en blyant, selvfølgelig. Jeg har fået lov til at skrive dagbog. De vil garanteret have fat i dig, få dig til at sladre! Men man må ofre sig for missionen. Hvis de kommer i nærheden af dig, flår jeg dig i stykker. De må ikke vide det, nej. De skal ikke vide, hvad Kia var for et menneske. Det ville hun ikke have ønsket. Hun var jo perfekt. Det perfekte menneske, ja tænkt, det var den facade, hun ønskede. Facade, selvfølgelig. Kia var langt fra perfekt.  Men så længe det kun er mig, der ved det, kommer jeg nok ikke nogen vegne. Jeg vil hellere sidde i det her rum, end at forråde Kia. Hun prøvede trods alt at redde mit liv. Eller, det troede hun, hun gjorde. – Men det er vel tanken, der tæller? Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at fortælle dem om Kia. Hun fandt det ydmygende, mere end hun fandt det skræmmende. Men kun når hun var normal, selvfølgelig. Når hun var sit andet jeg, var hun farlig. Farlig for os alle. Næsten. Og hun var bevidst om det. - Det finder I også ud af senere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...