Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5155Visninger
AA

9. Kapitel 9

Skolen er hård. Selvom ingen kunne bevise, at Hesten, Rosa og jeg havde været på biblioteket - hvor den smadrede vase lå spredt ud over gulvet - så blev alle tre straffet; mest af alt på grund af Rosa's store mund overfor Loreen. Det er ikke fordi Loreen stikker os eller noget, men hun kunne ikke holde mund, da det så ud til, at det kun var Rosa og jeg, der skulle straffes, og Hesten fik lov til at gå fri. Dette resulterede i, at ingen af os må komme med på den næste udflugt - En tur uden for skolens område. 

Det gør mig ikke så meget. Skoleudflugter har aldrig været min kop te, men Rosa er en smule trist omkring det - Hun havde åbenbart set frem til turen. De fleste af lærerne og lægerne er også taget afsted, hvilket selvfølgelig er klart, da dette er en af de største udflugter i lang tid. Det er kun de besværlige elever, der bliver tilbage på skolen. Eller de elever - ligesom Hesten, Rosa og mig - der har fået frataget det privilegium at kunne tage med på turen.

Jeg bliver praktisk talt lettere sindssyg af at høre på Rosa's konstante suk og mumlen, så jeg henter mit kamera, så hun kan tage en masse billeder. Selvfølgelig har hun prøvet at tage billeder med kameraet mandagen efter sammenstødet med Hesten, men det er ved at være noget tid siden nu. Så lige nu sidder jeg og nyder stilheden, mens Rosa er løbet ud på gangen, for at tage billeder af ting og sager fra alle mulige vinkler.

Egentlig føler jeg mig ikke så tæt knyttet til kameraet længere, men det er nok fordi, at jeg ikke længere kan tage et smut i parken og tage billeder til mit lille album. Mit album der indeholder billeder af fremmede familier - Glade familier, der er normale. Jeg gnider mine øjne. Synet af Loreen, der bliver dræbt med en hakke hjemsøger stadigvæk mit sind. Jeg kan ikke lade være med at spekulere, om denne morder går på skolen, og om denne morder snart vil slå til. Spørgsmålet vil så være; Hvem?

Mine tanker er kredser om den mystiske morder, så jeg hører ikke døren, der bliver skubbet i med et lille klik. Hvis jeg flytter blikket over mod det lille skab, så ville jeg se en høj, slank, blond skikkelse nærme sig bagfra genspejlet i glasruden, men mit blik er vendt halvt mod loftet, hvor mine øjenlåg er halvtlukkede.

Jeg ser heller ikke det hvide tandsmil, der er fuldt ud synligt grundet det uhyggelige smil. Min hjerne bliver ved med at vende og dreje muligheden om en morder inden for skolens grund - for der er jo masser af mistænkte, bare ingen jeg kender. I det fjerne registrerer min hørelse et lille svup fra en tynd sytråd, der bliver strammet mellem to knyttede behandskede hænder.

Først kommer chokket, derefter rædselen. Sytråden skærer sig ind i det bløde kød, så det straks begynder at bløde, men jeg lægger ikke mærke til blodet. Kun smerten. Per refleks løfter jeg begge hænder og prøver at rive i sytråden, men det nytter ikke. Små udtværede prikker begynder at flimre hen over mine øjne. Samtidig med at mine hænder kæmper med sytråden, sparker jeg ud med benene, hvilket viser sig at være en god ting. 

Min fod rammer bordet, så stolen, jeg sidder på, bliver væltet bagover. Overfaldspersonen kommer med et kort udbrud, da min vægt sammen med stolen vælter og lander tungt ovenpå hende, så alt hendes luft bliver slået ud af lungerne. Det giver mig kun tid til et hurtigt åndedrag, før hun strammer sytråden igen. I panik begynder jeg igen at sparke ud med benene, og dermed får skubbet mig bagud med et stød.

Overfaldsmanden bakker også bagud, men kun så hun kan slynge sine slanke ben omkring min krop og holde mig fast.  Det er lykkedes hende at læne sig op ad et bord, så hun har et ryglæn, hvilket ikke er godt for mig.

"Fucking bitch! Du tror, at du er bedre end alle andre... Ingen fucker med mig!" 

Hendes hvæsen ind i mit ører slører hendes normalt så kønne stemme, men jeg kan sagtens genkende den alligevel.

Hesten.

Selvom smerten i halsen er overvældende, så slipper jeg ikke for en døds scene.

Gangen er mørk, men jeg kan genkende trappen, der fører op til rektor Pauline's kontor. Der lyder et halvkvalt skrig, hvorefter Hesten kommer løbende fra kontoret og hen mod trappen. Hun vender hele tiden hovedet bagover mod den person, der åbenbart jagter hende. Derfor overser hun det første trin på trappen, og med et skingert skrig vælter hun ned ad trappen. Da hun når bunden, lyder der et højt knæk, hvorefter hendes skrig forstummer. Inden billedet forsvinder fra mit allerede slørede syn, så ser jeg en person, der står på øverste trin. I den ene hånd er en lang genstand, hvor metallet for enden lyser op i genskæret fra en enlig lampe ved foden af trappen. Skikkelsen er mørk og ser ikke ud til at anstrenge sig med at løfte hakken op fra jorden. I stedet begynder skikkelsen at gå ned ad trappen mens hakken skraber mod trinene.

Lyden af den slæbende hakke bliver ved med at ringe for mine ører længe efter billedet er forsvundet. Jeg når ikke rigtig at undre mig over, at billedet af Hesten's død kom lidt sent til mig, for min kamp om livet er jeg ved at tabe. Mine ben ligger stille, og det er kun små spjæt, der kommer fra dem. Hesten griner med sin hæslige latter, mens hun samtidig hvisker i mit ene øre.

"Ja... Kan du mærke det? Dét, er livet, der er ved at sive væk."

Hun strammer tråden lidt mere, hvorefter hun løsner den - Kun lige nok til, at jeg ikke dør så let.

"Er du klar over, hvor meget jeg nyder det her?"

Hun ler igen, denne gang en smule mere manisk.

"Det her er endda bedre end sex..."

Jeg gurgler lidt, da jeg endnu engang prøver at gribe fat i hendes knyttede hænder, men hun strammer bare tråden, så jeg et kort øjeblik mister bevidstheden, hvorefter hun løsner for så igen at stramme - Kun for at pine mig.

"Ved du hvad? Det irriterer mig helt vildt, at du ikke siger noget - Ikke en lyd."

Hun løsner grebet en smule, så jeg kan trække vejret gennem mit nu skadede luftrør.

"Jeg elsker, når de skriger... Derfor... Derfor skal du skrige for mig - Skrig, og det her vil være ovre."

Kællingen er fucking sindssyg! Hellere dø end at give efter for hendes lyster. Fucking psykopat!

"Kom nu Kira - Skrig for mig... Du taler med den klamme luder, hvorfor vil du så ikke skrige for mig? Skrig!"

I det samme går døren op, og Rosa hopper ind med kameraet mellem begge hænder og klar til at tage et billede. Blitzen går dog også af, men hendes glade ansigt bliver forvandlet til en hvid maske af skræk, da hun ser, hvad det er, der forgår i rummet. Hesten er blevet helt stiv, så selvom jeg må kæmpe lidt, så får jeg endelig fat omkring sytråden.

Selvom den er glat af blod og små kødtrævler hænger fast hiver jeg til, så Hesten mister grebet. Jeg ruller væk fra hende og hiver efter vejret, så tårerne vælter frem. Jeg kan slet ikke tænke for smerten. I det fjerne hører jeg Hesten udbryde et eller andet, hvorefter Rosa løber ud af døren, mens hun råber op om hjælp. Hesten følger efter, så jeg er alene. Mine blodige hænder glider på gulvet, så jeg med et dunk falder om på gulvet og dermed ender i en sort bevidstløs søvn.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...