Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5216Visninger
AA

8. Kapitel 8

Jeg forstår ikke helt den pige, men respekt skal hun have. Mens vi går hen ad de tomme gange mod Loreen's rum, fortæller Rosalin mig om hendes tid her på skolen. Mobning af den hårde slags. Og det er der min hjerne ikke helt kan følge med, for selvom hun er blevet tæsket af de andre piger, kaldt forfærdelige ting af dem hun troede var hendes venner, og hele tiden blev de andres syndebuk. Hver gang noget gik galt, så skød alle de andre skylden på hende. Og hun tog skylden på sig med stiv arm, kun fordi hun håbede, at de så endelig ville blive hendes venner. 

Hun fortæller mig om sine skuffelser, og den ensomhed hun har kæmpet med, men hendes stemme viser ingen tegn på tristhed. Mit blik er fokuseret på blodet, der efterlader små dråber på det voksede trægulv. Blodet er mørkerødt ligesom kirsbærspændet, som Hesten trådte på og ødelagde. Dryp, dryp...

"... Du må gerne kalde mig Rosa... Åh - Jeg har altid ønsket mig en ven, der ville kalde mig det."

Hun lægger hovedet på skrå og ser på mig, med det man nok kalder et blik fra en tigger, der har undværet mad i flere uger, men som endelig får det serveret foran sig. Yeah... Jeg er maden...

"Vi kan lave så mange ting sammen... Eller, det vil sige, det vi nu kan inden for skolens grund."

Jeg trækker diskret på skuldrene, hvilket hun åbenbart tager som et løfte, så nu begynder hun at gå i gadehop hen ad gangen. Eller det vil sige, at hun nærmest halvt løber og hopper. Hvor får hun den energi fra? Og det humør? Jeg ved, at jeg selv ville være blevet rasende på Hesten, men hun er bare glad. 

Rosa stopper op for neden af trappen, og jeg observerer, at hun er lidt svimmel. Jeg lukker øjnene et kort øjeblik og læner hovedet tilbage - bare så jeg kan klare hovedet. 

"Kommer du?"

Hendes stemme er spørgende, men stadigvæk fuld af glæde over, at jeg nu er hendes nye ven. Jeg nikker og følger med hende op af trappen. 

 

Loreen sidder bag sit skrivebord med blikket fokuseret på den flimrende computerskærm. Selvom vi ikke må have mobiltelefoner, så har vi adgang til computere, bare ikke nogle med internet adgang, så stedet er ikke helt middelalder agtigt. Heldigvis. Hvis jeg tænker tilbage på den tid, hvor man skrev alt i hånden... Ja, lad mig bare sige, at jeg er glad for, at jeg ikke levede i den tid.

Jeg tror, at Rosa har været her mange gange, for Loreen sender hende et bedrøvet blik, idet hun rejser sig fra stolen og følger Rosa hen til patientbordet. Jeg føler mig en smule malplaceret, men Rosa skal nok sørge for, at jeg ikke bliver glemt. Hendes stemme fylder rummet med ord om, hvor sej jeg åbenbart er, og hvordan jeg reddede hende. Mentalt facepalm... Af alle de skoler jeg har gået på, så har jeg lært en vigtig ting. Man fortæller aldrig en voksen, når man har været udsat for "vold". Det er sådan en uskreven regel, for ellers kan det hele bare blive værre. 

Loreen løfter dog også det ene øjenbryn, men hun kommenterer det ikke. Da såret er renset, kigger hun lidt skeptisk på det. Hun spidser munden til den ene side og retter sig op. Rosa bliver bare ved med at tale og smile stort både til mig og Loreen.

"Jeg bliver nødt til at sy såret sammen, det er simpelthen for dybt og bredt til at blive limet..."

Hun trækker en skuffe ud, mens hun prøver at lede efter et eller andet. Jeg hører hende mumle;

"Hun har balls, det må man give hende - med sådan et sår... De fleste ville have grædt og skreget."

Jeg vender blikket mod Rosa's arm, hvor såret igen er begyndt at bløde, men det ser ikke ud til, at Rosa viser nogen form for smerte. Et eller andet inde i mig går i stykker, da en uhyggelig tanke slår ned i mig, som når en baseball spiller svinger battet for at ramme den lille bold. Jeg stirrer på Rosa, ser hvordan hun bare griner og kun skæver irriteret til armen. 

En sjælden grimasse glider kortvarigt henover mit ansigt, men ingen af de to andre ser det. Rosa har været udsat for så meget vold og smerte - fysisk og psykisk - at hun ligesom mig, har lært at gemme følelserne i en kasse. Pigen foran mig er et hundred procent klar over, at det ikke hjælper at græde eller skrige, når man møder en overmagt - Det har hun lært på den hårde måde. 

Grimassen kommer atter til syne, da det går op for mig, hvor meget hun egentlig kæmper for at holde fat på sit gode humør. Hun er konstant mødt af modstand og dårlige mennesker - måske bortset fra Loreen - men alligevel smiler hun, til alt og alle hun møder på sin vej. Enten er hun et af de stædigste mennesker jeg nok nogensinde vil komme til at kende, eller også er hun den bedste skuespiller.

"Jeg bliver nødt til at hente noget nyt sytråd - Jeg kan simpelthen ikke finde det... Øjeblik."

Loreen smiler venligt til os begge, hvorefter hun går hen til skrivebordet og åbner den miderste skuffe. Jeg ser, hvordan hun bukker sig ned og mærker på den øverste skuffes bundplade. Desværre kan jeg ikke se, hvad det er hun tager, da genstanden åbenbart er så lille, at den kan være i en knyttet hånd - Det er sikkert en nøgle - Hvorefter hun forlader lokalet.

"... Iiiih! Kira, kan vi ikke tage nogle billeder med dit kamera i morgen efter skole? Pleeeeease...."

Inderst inde har jeg lyst til at rulle med øjnene, og egentlig bare gemme mig. Der er noget der siger mig, at et venskab med Rosa kan blive svært, for hun er åbenbart Hesten's yndlings offer. Måske det vil ændre sig? Min gode side, den der nogle gange kommer frem i mig, har ikke lyst til at slå det lille håb i Rosa's øjne ihjel - Så føleseskold er jeg heller ikke.

Jeg nikker svagt, og bliver straks væltet omkuld af hendes begejstrede glædes udbrud af ord, der strømmer fra hendes åbenbart aldrig stilstående mund. 

Hvorfor? Hvorfor Kira? 

Suk...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...