Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5161Visninger
AA

7. Kapitel 7

Rosalin drejer hovedet, så hun kan se mig, mens jeg kun kan se halvdelen af hendes ansigt. Tynde striber af tårer er tydelige på hendes kinder, men hun smiler stort, sådan som hun gjorde, første gang jeg så hende. 

"Det er derfor, Loreen har givet mig det privilegium, at jeg må male mine negle og gå med spænder - Hun siger det er sundt for mig..."

Jeg ser ned i bordet og nikker bare som svar. Hvad skal jeg sige til hende? Siden jeg er kommet til skolen, har jeg ikke sagt et ord. Det er et rent held, at ingen af lærerne har spurgt mig om noget endnu. Det er ikke fordi de ignorerer mig, men de har bare ikke stille mig nogle spørgsmål. Men jeg er ikke sikker på, hvor længe det går. Snart. Snart bliver jeg nødt til at åbne munden.

Ordene er langsomt ved at komme til mig, og det er som om, at Rosalin kan se det på mig, for hun siger ikke noget. For første gang i lang tid siger hun ikke noget. Nu, hvor jeg egentlig gerne vil have, at hun fortsætter med at plapre, så jeg stadigvæk bare kan ignorere hende. Men nej, ingenting skal gå, som jeg vil have det. Jeg skal til at åbne munden, da døren inden til biblioteket går op.

Hesten går ind i rummet med en glidende bevægelse, som om hun danser henover gulvet i en eller anden form for balletdans. Rosalin noterer godt, at døren er gået op, men hun bliver ved med at se på mig, med det der afventende udtryk. Jeg får en ubehagelig fornemmelse i maven, da Hesten opdager, at Rosalin har blikket vendt mod mig, og derfor ikke ser, hvordan hun nærmer sig. Jeg er ikke sikker på, om jeg skal sige noget eller bare lade stå til.

Rosalin har den der naivitet over sig, der gør, at hun bare stoler på mig, selvom hun ikke kender mig. Derfor gisper hun chokeret, da Hesten griber fat i den ene fletning og brutalt trækker til, så Rosalin falder bagover og ned på gulvet. Som en springgymnast når hun lige at dreje rundt og støde af med den ene hånd, så hun lander hårdt på ryggen. Hesten griner med sit hæslige grin, så jeg har lyst til at skære tænder af ubehag. 

Rosalin prøver at komme op og stå igen, men Hesten har et godt tag i hendes fletning, og holder hende på den måde ned på gulvet, så hun ikke kan flygte. Det går egentlig op for mig, hvor lille Rosalin er. Godt nok er jeg tynd og måske lidt mindre end normalhøjden, men Rosalin er en dværg i forhold til Hesten. Jeg kan se, hvordan Hesten vrider fletningen rundt, så hårrødderne er ved at give slip. Rosalin ser bedende på mig, men jeg gør ingenting.

Ikke en muskel bevæger sig i mit ansigt, alt jeg gør, er at betragte Hesten. Jeg kan se, hvordan hun nyder at pine Rosalin, se, hvordan en anden persons smerte bringer hende nydelse. Selvfølgelig har Hesten ikke glemt mig. Jeg er lige ved at tro, at denne forestilling blot er til for at vise mig, hvem der bestemmer. Bitch...

"Har du fortalt din nye veninde om, hvordan din onkel kneppede dig? Har du fortalt, hvor klam du er? At du er en pervers lille luder!"

Okay...? Jeg har godt nok kunnet tænke mig frem til, at Hesten nok ikke er helt stueren, men at hun ligefrem skilter med det? Tja, den havde jeg ikke set komme - og dog alligevel. Hun pisser jo tydeligt sit territorium af foran mig. Jeg er ikke sikker på om hun forventer, at jeg gør noget. Rosalin håber nok, at jeg siger et eller andet smart eller noget i den stil. Men alt jeg gør, er at stirrer på Hesten. Med mit bilk prøver jeg at fortælle hende, at hun kan stikke sit lort op det sted, hvor solen aldrig nogensinde vil komme til at skinne. 

Det går åbenbart op for Hesten, at jeg ikke har tænkt mig at gøre noget. Så hendes greb om Rosalins fletning slækkes lidt, men hun giver ikke slip. I stedet retter hun sig op, og begynder at svare mit blik med et køligt blik. Jeg indrømmer, at hun er god. Hun er en af de typer, der altid har fået det, som hun vil have det.

Hvorfor hun er endt et sted som her? Ingen anelse. 

Jeg ser, hvordan hendes blik begynder at flakke, da hendes kølighed slår fejl. Indvendigt smiler jeg, men udvendigt er mit ansigt dødt og uden følelse. Jeg forstår godt, at Rosalin må føle sig røvrendt på en måde. Hun har lige åbnet sig op for mig, men jeg gider ikke løfte en finger for hende.

Sorry tøs, men sådan er jeg bare...

Frustreret trækker Hesten så hårdt i Rosalins fletning, at Rosalin bliver hevet op fra gulvet med et klynk. Det lille kirsebærsspænde falder ned på gulvet, hvilket Hesten selvfølgelig ser. Uden at tøve løfter hun den ene fod og tramper hårdt ned på spændet, så det knækker i flere dele. Tårerne strømmer igen ned ad Rosalins kinder. Hun prøver at se hjælpende på mig, hvilket jeg godt ser ud af øjenkrogen, men mit blik er fokuseret på Hestens ansigt.   

Siden hun er kommet ind i rummet, har jeg ikke rørt en muskel eller vist tegn på nogen som helst følelse. Jeg tror det gør hende arrig. Hun får i hvert fald det der blik, nogle mennesker får, når de har lyst til at slå ud efter et eller andet. Jeg ved selvfølgelig godt, hvem det går ud over. Hesten borer neglene ind i Rosalins arm, hvorefter hun med hele sin vægt skubber Rosalin over mod et bord, hvor en porcelæns vase står. Vasen falder på gulvet og går i stykker med et højt smæld, der sikkert kan høres ude på gangen. 

Rosalin, der først rammer bordet, falder lige direkte ned i glasskårene, så hun får et langt blodigt sår på den ene arm og flere små blodige rifter på hænderne. Hesten smiler skadefro, men da hendes blik rammer mit, ser jeg, at hun et øjeblik vakler. Jeg har stadigvæk ikke rørt mig. Rosalin ser hen mod mig, og hun får et beundrende glimt i øjnene. Selvom blodet løber ned ad armen, rejser hun sig op og stirrer trodsigt på Hesten. Med et arrigt udbrud vender Hesten sig om, og går ud af biblioteket - Velvidende, at hun lige har tabt. 

Rosalin trækker vejret dybt, hvorefter hun sukker lettet. Jeg stirrer stadigvæk mod den nu lukkede dør, som Hesten lige er gået ud af.

"Wow... Jeg har aldrig nogensinde oplevet noget så sejt... Kira, du var fucking cool!"

En smule overrasket over hendes åbenbare tiltro til mig, vender jeg endelig blikket mod hende. Hun vakler lidt, da hun samler den ødelagte spænde op. Et øjeblik stirrer hun på stykkerne samtidig med, at hun bider sig i læben.

"Jeg er ikke klam eller nogen luder... Det må du ikke tro om mig..."

Smerten er tydelig i hendes stemme. Jeg er klar over, at hun har måtte høre disse ord igen og igen, siden hun er ankommet til skolen. Forsigtigt ryster jeg på hovedet, mens jeg på samme tid rejser mig fra min stol. Jeg tror hun forventer et kram af mig, men jeg stopper op lidt fra hende. Slukøret sænker hun hovedet.

"Kira?"

Hun ser spørgende på mig.

"Vil... Vil du... Ehm... Vil du være min ven?"

Der kom det. Spørgsmålet, jeg hele tiden har vidst, at hun vil spørge mig om. Hvorfor får jeg så denne varme følelse? En følelse, som både er behagelig og ukendt.

"Hvis..."

Ensomheden lyser ud af hendes stemme, og gør mig en smule melankolsk. Så jeg gør noget, jeg meget sjældent gør: Smiler. Utroligt nok, er det et rigtigt smil - ikke et jeg skal tvinge frem. Da Rosalin løfter blikket og ser mit smil, springer hun over mod mig. Heldigvis er jeg hurtig, så jeg træder til siden, inden hun kommer for tæt på. Rosalin ser forbavset på mig, da hun griber om den ensomme luft. 

For første gang, siden jeg er kommet til denne skole, åbner jeg munden for at tale.

"Vi kan godt være venner, men på en betingelse."

Hun retter sig op, og bryder ud i et stort grin. Det lader til, at det ikke overrasker hende, at jeg overhovedet taler til hende - Hun ser det åbenbart som om, det er noget jeg gør hele tiden.

"Hvad som helst!"

Jeg holder den ene hånd op for at understrege, hvor vigtig denne betingelse er for mig.

"Du må aldrig røre mig! Jeg mener det... Ingen kram, holde i hånd eller nogen anden form for kropskontakt."

Hun nikker ivrigt, og lader til helt at have glemt smerten i sine sår. Da det ser ud til, at pointen er sivet ind, peger jeg på hendes arm. Hun forstår udmærket hentydningen. Med et skævt blik på glasskårene og blodet på gulvet forlader vi lokalet, og begiver os mod Loreen's rum. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...