Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5278Visninger
AA

6. Kapitel 6

Død og pine!

Rosalin har fulgt mig i hælene de sidste par dage. Hun er over det hele og taler praktisk taget hele tiden til mig, selvom jeg ikke svarer hende. Det underlige er, at det ikke ser ud til at påvirke hende. Tværtimod - Hun taler endnu mere. Selv nu, hvor jeg har søgt tilflugt på skolens bibliotek, taler hun.

Der er sådanne nogle små runde borde, hvor man kan sidde og læse bøgerne, hvilket er det, jeg prøver. Rosalin sidder på kanten af bordet og svinger med benene, mens hun plaprer løs om alt muligt gøgl. Egentlig fungerer hun bare som en radio, der spiller i baggrunden - Jeg lytter ikke rigtig til hende, hun er der bare.

"Et godt råd er, at man aldrig skal grine hos psykologen... Det er meget bedre at græde - Eller i hvert fald virke ked af det... Så tror de ikke med det samme at man er sindssyg ... Eller... Ej, det lød forkert!"

Hun griner lidt for sig selv og ser sig diskret over skulderen hen mod mig, men jeg ignorer hende bare. Det lader ikke til at slå hende ud. 

"Jeg hørte Georg nævne, at du har et kamera - Sådan et rigtigt et med spejlrefleks og det hele... Måske du kan tage nogle billeder på et tidspunkt? Yeah ... Det kunne være fedt - Har altid godt kunnet tænke mig et kamera..."

Hun sukker længselsfuldt, mens hun med et drømmende blik ser frem for sig.

"Men et kamera er dyrt, så min mor gav mig altid en neglelak i fødselsdagsgave... Jeg har 14 forskellige farver."

Hendes stemme er en anelse sørgmodig, og uden egentlig at ville det, ser jeg op fra bogen. Hendes knoer bliver en anelse mere hvide, da hun knuger hårdere om bordkanten. Jeg lægger også mærke til, at hendes ben lige så stille stopper med at svinge frem og tilbage, mens hun lidt tøvende begynder at fortælle.

"...14 forskellige farver - 14 år... Jeg var sur hver eneste gang, eller i starten synes jeg det var lidt sødt, men med tiden blev jeg irriteret... De andre børn fik fede gaver, mens jeg kun fik en neglelak. Kan du forestille dig min vrede? Jeg følte mig snydt. Utaknemmelig!"

Underligt nok føler jeg mig en smule grebet af hendes fortælling, og endnu engang har hun det der udefinerbare over sig. Hendes sørgmodige stemme suger mig til sig, så jeg helt glemmer at ignorere hende.

"Min mor blev enke, da jeg var spæd. Hun har aldrig rigtig talt om min far - Men jeg ved, at han er død. Derfor har min onkel altid været en slags "papfar" for mig. Min eneste mandlige rollemodel... Det startede med legetøj - men gør det ikke altid det? Han sagde, at jeg var hans øjesten. Hans ét og alt..."

Hun sidder helt stille nu, så den eneste lyd i hele biblioteket kun er hendes stemme.

"Jeg blev selvfølgelig glad for de ting, han gav mig... Min mor har aldrig rigtig brudt sig om min onkel - Hun forbød mig at se ham. Jeg blev selvfølgelig sur og stak af hjem til ham."

Langsomt begynder hårerne på mine arme at rejse sig, og en ubehagelig følelse dannes i min mave. Jeg er sikker på, at jeg ikke vil bryde mig om at høre det næste. Selv mit hjerte føles underligt tungt og sørgmodigt. Jeg lukker øjnene, så det eneste jeg kan se, er mørket på indersiden af øjenlågene.

"Forestil dig hans alvorlige ansigt, da jeg fortæller ham, at jeg hellere vil bo hos ham. Han virkede så oprigtig og forslog endda at ringe til min mor, så vi kunne løse problemerne - Jeg afslog selvfølgelig... Normalt, når jeg var ked af det, så sov jeg hos mor. Min onkel havde ikke noget imod det."

Rosalin løsner sit ene greb i bordkanten og flytter en løs hårtot om bag det ene øre. 

"Til at starte med, så troede jeg bare at han ville trøste mig... Jeg vidste selvfølgelig ikke, hvad han havde i tankerne. Selv da jeg græd, og bad ham om at stoppe - Så... Så tyssede han bare på mig og trængte længere ind, så jeg skreg endnu højere."

Selvom mit ansigt er blottet for en hver følelse, så er mine tanker fuldstændig i oprør. De bliver ved med at skrige, at jeg skal gøre et eller andet, men jeg har absolut ingen anelse om, hvad jeg skal sige eller gøre. Det virker som om, jeg ikke rigtig er til stede mentalt, men at det kun er min krop, som sidder ved det lille runde bord.

"Mor blev rasende... Hun vidste godt, at jeg var hos ham, så hun troppede op foran hans dør med et arrigt ansigts udtryk dagen efter voldtægten. Jeg havde låst mig inde på badeværelset, da jeg havde blødt ud over det hele og ikke rigtig kunne gå nogen steder... Jeg tror... Jeg tror det slog klik for mor, da hun så blodet på lagnet."

Jeg holder vejret, da Rosalin begynder at snøfte.

"Hun skreg højt. Det var hjerteskærende... Alt jeg gjorde var at græde ude på badeværelset, mens jeg hørte larmen. De sloges... Det var først, da der blev helt stille, at jeg låste døren op og slæbte mig ud i køkkenet, at jeg så, hvad der var sket."

Hun gnider baghånden henover ansigtet, men fortsætter med at se ligefrem.

"Mor havde stukket min onkel ned. Han lå død midt på gulvet, men mor var også blevet ramt..."

Rosalin løfter begge sine arme, som om hun holder om en person.

"Hun døde i mine arme, og alt jeg kunne tænke på, var, at jeg aldrig mere ville få en neglelak af hende i fødselsdagsgave."

Jeg stirrer på hendes hænder, og kan levende forestille mig, hvordan hun må have haft det. Selvom jeg kun én gang har set en person dø - Altså sådan rigtig dø, og ikke bare i et af mine syner - Så kan jeg sagtens se en fjortenårig pige, der sidder med sin døende mor i armene. En smule irriteret på mig selv, vender jeg blikket bort. Det er lige præcis derfor, jeg ikke vil involvere mig med andre mennesker. Der er altid følelser involveret. Altid!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...