Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5283Visninger
AA

5. Kapitel 5

Selvom jeg næsten ser død hver dag, så er det aldrig noget jeg rigtig vender mig til. Det er hårdt, hvilket også er en af de basale grunde til, at jeg undgår mennesker. Loreen virker som et sødt mennesker, et af de få der virkelig prøver på at hjælpe andre. Jeg sidder nu på det spartanske værelse og venter på, at klokken bliver et, så jeg kan gå til den første time. De går meget ind for ligestilling på skolen, så vi skal alle have uniform på - Heldigvis, kan man vælge mellem bukser, kjole eller nederdel. Jeg har valgt bukser. Vi skal i skole seks dage om ugen, så det er kun søndag vi har en fridag. Og sikke en fridag...

Jeg må ikke forlade skolens grund på nogen måde, så det er slut med at vandre rundt i byens gader om aften og nyde det at være udenfor. Det tætteste jeg kan komme på den samme følelse, er ved at gå en tur i den indhegnede gård. Mit suk er dybt og længselsfuldt, da jeg ser over mod det eneste vindue i rummet, hvor tremmerne skygger for nogle af solens stråler. Stedet her vil aldrig være en skole men et fængsel.

Det tog mig lidt tid, men jeg fandt frem til klasseværelset, hvor alle de andre elever allerede er ankommet. Der er ikke den sædvanlige larm, som der plejer at være i et almindeligt klasseværelse - men dog en smule. Jeg finder en tom plads bagerst i lokalet, så jeg kan studere de andre piger. De fleste er i nederdel, men der er nogle få i kjole. Jeg er åbenbart den eneste i bukser. Huh?

Ingen af pigerne går med tung makeup, selvom der er nogle få der har mascara på. Uniformerne er blå og sorte, så vi ligner lidt er bølgende hav inde i dette hvidmalede rum med trægulv. Alle pigerne har neutrale ansigtsudtryk eller små smil, der ikke rigtig når deres øjne, hvilket er en påmindelse om, at de allesammen har et eller andet mørkt i bagagen. En lille gruppe oppe foran er dog lidt livlig, og det overrasker mig ikke, at se klassen pæneste pige omringet af sine groupier. 

Hun er høj, blond, slank og i det hele taget smuk. En af de andre piger kalder på dronning-biens opmærksomhed, så jeg finder ud af, at hun hedder Angela - skæbnens ironi eller sådan noget. Jeg ruller med øjnene, men kommer så i tanke om, at jeg ikke længere har mit pandehår til at skjule det meste af mit ansigt. Angela vender sig mod pigen, som siger et eller andet med et lille nervøst smil. Angela slår en latter op, og min ellers så neutrale maske er ved at krakelere lige på stedet.

Forestil dig et dyr der bliver kørt over, men ikke helt dør. Nej forestil dig en hingst i brunst, som er fuldstændig liderlig og ikke kan andet end at vrinske og pruste højlydt, så man ikke kan få nattero, tilføj så lidt kattejammer og græshoppe musik og så er den hjemme. Hendes latter er så forfærdelig, så jeg er et hundred procent sikker på, at modernatur har fucked totalt op. Hvem giver skønhed til en person, for derefter at ødelægge det hele med en hæslig latter? Men okay, fremover vil jeg kalde Angela for Hesten, så kan jeg da more mig med det. Jeg kan ikke klare sådanne personer, der tror de er bedre end alle andre.

Jeg vipper lidt på stolen, da en af de andre piger fanger min opmærksomhed. Hun sidder en række foran mig og i den modsatte ende af klasseværelset. Der er ikke nogen i nærheden af hende, men hun sidder alligevel med et stort grin i hele ansigtet, som om hun er det bedste sted på jorden, og det hele er et paradis. Hendes rødbrune hår er flettet i to fletninger, men det er det kirsebærformede spænde der fanger min opmærksomhed. I et rum, hvor det næsten kun er de samme farver der går igen, så lyser sådan en rødlig farve op som et neon gult skilt. 

Pigen lader sit blik glide ud over klassen, hvorefter hun nikker for sig selv. Hendes blik dvæler et øjeblik ved Hesten's slæng, men fortsætter så videre indtil hun når mit bord. Jeg flytter ikke blikket, men stirrer bare på hende. Det er egentlig bare for at sende hende en mental besked om, at hun skal holde sig væk fra mig. Pigen ser sig et øjeblik forvirret om - overrasket over, at nogen overhovedet har ligget mærke til hende. På tidspunkter som disse, ville jeg ønske, at jeg var alene, så jeg kunne slå mig selv i hovedet med en bog eller noget andet tungt.

En smule usikkert men med et smil rejser pigen sig fra sin plads og begynder at gå hen imod mig. Fuck! Jeg ser, hvordan hun gnider sine hænder og nervøst tørrer dem af i kjolen. Noget gult fanger min opmærksomhed, og jeg prøver at lokalisere det uden at flytte blikket for meget. Hendes negle er lakerede med en sommergul farve og pyntet med kirsebær, hvilket virker helt forkert i forhold til stedet her. Er hun kirsebærs freak eller sådan noget?

"Hej."

Der er ingen måde, jeg kan snige mig uden om. Hun står lige foran mit bord med det der smil. Jeg nikker bare til hende selvom jeg har flyttet blikket væk fra hende og ser i stedet ligefrem.

"Du... Du er den nye pige ikke? Ehm... Kira."

Jeg nikker igen. Der er noget over pigen, jeg kan ikke identificere det, men der er et eller andet. Hun virker oprigtig glad, selvom hun praktisk talt ikke rigtig er en del af klassen. Det er tydeligt. Den måde hun ser på de andre - Men det ser ikke ud til at genere hende. 

"Mit navn er Rosalin."

Endnu et udenlandsk navn. Igen glemmer jeg, at mit lange pandehår er væk, for jeg løfter det ene øjenbryn til undren, hvilket hun selvfølgelig ser.

"Ja, jeg ved det. Min mor var tysker, og hun havde en forkærlighed for det navn."

Hendes stemme er varm, da hun taler om sin mor, men jeg bider mærke i, at hun sagde "var" og ikke "er". Rosalin, når dog ikke at sige mere, for derefter kommer en kvinde ind med et neutralt ansigtsudtryk. Det uhyggelige ved kvinden er ikke de kolde øjne, men den lange stok hun støtter sig til. Alle sætter sig ned uden at kny sig. Det går op for mig, at jeg umuligt kan slacke og gemme mig på bagerste række. Det bliver svært at gøre sig usynlig, det er jeg stensikker på.

Ud af øjenkrogen ser jeg Rosalin sende mig et opmuntrende smil. Damn! Noget siger mig, at jeg ikke slipper så let af med hende, men måske det er meget godt med en allieret på et sted som dette. Problemet er bare, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal takle det her "venskab", der nok vil opstå. Jeg flytter lidt på fødderne. SLAM! Kvindens stok rammer katederet med et så kraftfuldt slag, at jeg hopper i sæddet.

"Kira, vil du være så venlig at vende blikket herop. Jeg ved godt du er ny, men du skal nok vende dig hurtigt til proceduren her på stedet."

Sukkersød men livsfarlig. Jeg har haft drejet hovedet lidt, så jeg bedre kunne studere Rosalin, men hurtigt og uden at sige et ord, vender jeg min fulde opmærksomhed mod kvinden.

"Det var godt... Mit navn er Benedikte, og jeg er din dansklærer."

Automatisk retter jeg ryggen og nikker en enkelt gang for at vise, at jeg har forstået. Hendes smil er som stemmen: Sukkersødt, men livsfarligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...