Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5311Visninger
AA

4. Kapitel 4

På den anden side af gitterporten er der en lang bred gang, der munder ud i en kæmpe spisesal. En smal trappe fører op til første sal, hvor der er skilte, der beskriver klasselokalerne. De har åbenbart en forkærlighed for skilte på det her sted. Ved spisesalens endevæg er der to døre, der er åbnet op på vid gab. Georg stopper ikke op, men skråner gennem salen og ind gennem den nærmeste dør. 

Vi kommer ud i et mindre firkantet rum, hvor der er flere døre alle med et indgraveret bogstav. Georg stopper op og trækker en lille seddel op fra lommen. Han studerer den kort og åbner døren ind til D-døren. Jeg følger sagte med.

Flere døre, alle med et nummer indgraveret. Nogle steder er det som et lyskryds, hvor man kan gå til højre, venstre eller ligeud. Jeg har på fornemmelsen, at jeg sikkert farer vild de første par dage. Endelig stopper Georg op ved en af de mange døre og stikker en af nøglerne ind i nøglehullet for at låse op.

Værelset er spartansk: En lille komode, en hylde, en seng og et skrivebord, hverken mere eller mindre. Jeg stiller papkassen på gulvet og placerer forsigtigt kameraret på skrivebordet. Georg hiver en lille notesblok op af lommen sammen med en kuglepen.

"Pak dine ting ud, og læg dem på sengen."

Ehm... Okay?

Jeg gør som han har sagt og lægger mit lille udvalg af tøj ud på sengen, mens han skribler løs på blokken. Da jeg har tømt kassen med tøj, går jeg i gang med den anden kasse, som indeholder nogle bøger og andre genstande jeg har indsamlet gennem tiden. Hver en lille ting bliver noteret ned - Han tæller endda, hvor mange strømper jeg har. 

Da det ser ud til, at han er færdig, gør jeg mine til at rydde op, men han ryster på hovedet.

"Du kan rydde op bagefter, først skal du til undersøgelse hos Loreen."

Hans stinkånde fylder mine næsebor, og jeg må virkelig tage mig sammen, så jeg ikke begynder at lave en grimasse - Heldigvis er jeg god til det. Endnu en gang følger jeg efter ham. Vi bevæger os tilbage til det firkantede rum med bogstave dørene, hvor vi går op ad en trappe til første sal. Der er kun en dør, på den smalle afsats, og det er den vi er på vej indad.

Det første rum viser sig at være et venteværelse, hvor den matte glasvæg skiller undersøgelses rummet og venteværelset ad, så der er to rum. Georg nikker mod glasvæggen, hvor der også er en dør, hvorefter han forlader mig. En smule usikkert trykker jeg håndtaget ned og går ind i rummet. 

Det første jeg tænker på er en kirke. Ikke på grund af indretningen, for den minder helt klart om alle andre sygeplejerske rum, men det er duften. Sådan en lavendel duft, som røgelsespinde kan afgive. Jeg ser mig omkring, og opdager, at der er sat en rum-opdeler mere op. Denne er bare lavet af træ og sådan noget tyndt kinesisk papir, så jeg tydeligt kan se den slanke skikkelse, der sidder i skrædderstilling på den anden side. En lille bitte røgsøjle stiger også op, så jeg får lokaliseret duften.

Forsigtigt og uden en lyd går jeg rundt om rum-opdeleren, så jeg kan se kvinden, der sidder og mediterer. Forundret sætter jeg mig på hug, så jeg kommer i øjenhøjde med hende. Det kribler i mine fingre for at tage et billed af hende, men mit kamera har jeg efterladt på værelset. Så i stedet for ser jeg på hende, og indsnuser et hvert sanseindtryk. 

Hun har fine små træk og ser i det hele taget meget ung og smuk ud. Det brune hår er flettet i en lang fletning, der snor sig ned over hendes bryst, og hæver og sænker sig i takt med hendes kontrollerede åndedræt. Jeg bliver så oplsugt af hele hende væsen, at der går et øjeblik, før det går op for mig, at hun ser tilbage på mig. Hendes læber er skilt i et lille venligt smil, men det forhindrer mig ikke i at få et lille chok.

"Du må være Kira."

Hendes stemme har et anstrøg af en amerikansk accent, men man kan sagtens forstå hende.

Jeg nikker, og rejser mig samtidig med hende. Hun børster den hvide kittel ren for støv, der ikke er der, hvorefter hun følger mig hen til en stol.

"Det kan godt virke lidt voldsomt til at starte med, men du skal huske på, at vi kun er her for at hjælpe."

Hun smiler igen venligt til mig, og jeg kan ikke lade være med at synes om hende, selvom jeg er stærk imod den følelse af tryghed, der begynder at køre gennem min krop. 

"Undersøgelsen er det sædvanlige: vægt, højde, blodprocent og kolesteroltal, som det nok er gået op for dig... Så går vi meget op i sundhed her på stedet."

Mine alarmklokker begynder at ringe - Undersøgelsen betyder lig med berøring. En smule panisk begynder jeg at gnide mine nu fugtige hænder mod hinanden. Jeg kan umuligt undgå hendes hænder, for hun skal jo tage blodtryk og alt det der. 

"Hmm... Jeg bliver nok nødt til at klippe dit pandehår... Det kan provokere visse lærer og læger, så det er bedst at være på den sikre side."

Hun rejser sig op og begynder at finde de forskellige remedier frem. Måske jeg kan undgå hendes berøring, hvis jeg bare anstrenger mig. Hurtigt, mens hun har ryggen vendt mod mig, griber jeg ud efter saksen og klipper pandehåret, så det går til over øjnene i stedet for under. Loreen vender sig rundt og er lige ved at tabe den sprøjte, hun har i hånden.

Hun ryster lidt på hovedet og klukker lidt, "Det er en smule skævt - Er du sikker på, at jeg ikke skal klippe det? Jeg er altså ret ferm med en saks."

Jeg ryster på hovedet. Hun nikker som svar og henter i stedet for et lille spejl, så jeg kan rette det til. 

Ved de første undersøgelser, undgår jeg lige med nød og næppe hendes solbrune hænder, men da hun skal tage en blodprøve, snitser hendes hånd min underarm, og jeg får med det samme smidt hendes død i ansigtet.

Det er her i dette rum, og Loreen står bøjet over nogle bøger henne ved den ene væg. Rummet er ikke oplyst, så derfor ser jeg ikke personen, der svinger en hakke, der ramme den unge sygeplejerske ved skulderen. Hun skriger ikke, men kommer med et højlydt "Arhg", hvorefter hun griber sig til skulderen. Morderen vrister brutalt hakken fri og svinger nu hakken fra siden, så den rammer hendes hoved. Blodet sprøjter ud til alle sider og stænk rammer det tynde kinesiske papir på rum-opdeleren. Jeg gisper efter vejret og bliver øjeblikkeligt mindet om, hvor jeg er. 

"Undskyld, jeg prøvede at være forsigtig - Smerten går over lige om lidt."

Hun smiler til mig, men jeg kan kun se hakken, der sidder fast i siden af hendes kranie, mens blodet er smurt ud over hele hendes smukke ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...