Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5214Visninger
AA

3. Kapitel 3

"Nåh... Ehm, det ser da ... hyggeligt ud. Synes du ikke?"

Hvis det er sådan her, hun synes noget ser "hyggeligt" ud, så vil jeg nødigt se, hvad hun synes, der ser "sjovt" ud. Seriøst, den kvinde er mærkelig! Det kribler mig koldt ned ad ryggen, da jeg gennem bilruden ser mod gitterporten og det alt for høje jerngitter, der omringer hele grunden. Jeg skal løfter hovedet højt for at se himlen.

Mona ruller bilruden ned, så hun kan trykke på den lille knap ved porten. Raslende, som om det er en million år siden hængslerne er blevet smurt, åbner porten sig, og vi fortsætter ind. Gruset knaser under bildækkene, men jeg er alt for fokuseret på den store bygning på den anden side af porten. 

Forestil dig Hogwarts, men bare uden alt det magiske og spir. Selve byggestilen skriger "gammel", men det er tremmerne for alle vinduerne, der får mig til at synke den lille klump, der havde samlet sig i halsen. Græsplænen er pænt slået, og kanterne er sikkert klippet med en håndsaks. Hvis jeg flytter blikket ud til bygningens sider, kan jeg se noget der ligner små gårde - og der går mennesker rundt inde i dem. Græsplænen og gårdene er en stor kontrast. Det ene sted er grønt og godt, mens det andet sted er gråt og trist. Hvad er det her for et sted?

Jeg hanker op i min ene papkasse, mens Mona tager den anden. Sammen går vi op til hoveddøren, hvor Mona må sætte papkassen ned, så hun kan ringe på døren. Der går et øjeblik, hvorefter jeg kan høre flere forskellige låsemekanismer, der bliver slået fra. Er det et fængsel eller sådan noget!?

En mand med gråsprængt hår og små sygekasse briller åbner døren. En ram lugt af fugt og sure sokker rammer mit ansigt, som en jernhammer. Manden skiller sine læber ad i et gyseligt smil, hvorefter han lader blikket glide op og ned ad min krop. 

"Du må være Kira?"

Ordene bliver stødt ud af hans mund, så han samtidig puster sin sure ånde ind i mit ansigt. Åh gud! Fuck! En eller anden stik ham en mintpastil...

"Ja, det er Kira... Mit navn er Mona, jeg er hendes..."

Manden vinker med hånden og har allerede taget papkassen ud af hendes hænder, mens han giver mig et lille puf ind i bygningen. Jeg når kun lige at se Mona's sammensnerpede hønserøvsformede mund og det dybt fornærmede blik, inden manden smækker døren i lige for snuden af hende. Fra sin ene lomme trækker han et nøglebundt, hvorefter han låser døren. Med et lettelsens suk drejer han rundt på stedet og begynder at gå. 

Hallen ligner egentlig lidt indgangen til et museum. På venstre hånd er der en kæmpe gitterdør, og på højre hånd er der en gitterdør magen til. Over hver dør er der et skilt: Piger på den til venstre, Drenge på den til højre. Lige frem er der en bred trappe, der fører op til 1. etage - Det er den trappe vi er på vej opad nu. Ved siden af denne trappe er der en dør, hvor et skilt fortæller, at det er døren ind til køkkenet.

På 1. sal er der en række døre, der alle har et værelsesnummer, men manden fører mig helt ned til enden af den ene gang, hvor en højst besynderlig moderne glasdør er. Han banker høfligt på døren, hvorefter han venter på tilladelse til at gå ind. Der går et øjeblik, før en kvindestemme svarer.

Inde i rummet sidder en middelaldrende kvinde med blond hår sat op i en stram knold. Hendes kjole er babylyseblå, og har sådan en af de der hæslige blondekraver. På det store egetræsbord, kan jeg se et gyldent navneskilt, hvor der står: Pauline Henriksen. Kvinden folder hænderne, og ser på mig gennem sine halvt sænkede øjenvipper. 

"Vi har modtaget din journal Kira, så vi ved alt om dig... Eller det vil sige næsten alt."

Hun smiler til mig, men det er sådan et koldt stift smil, der nærmest ser tvunget ud.

"På stedet her dvæler vi ikke så meget ved fortiden. Vi hjælper jer unge, og forbereder jer til et liv som voksne... Du vil opleve, at der er strenge regler her på stedet."

Jeg nikker for at vise, at jeg hører efter.

"Det er forbudt med mobiltelefoner, den eneste måde at kontakte omverden på er gennem telefonen i indgangshallen, men den skal du gøre dig fortjent til at bruge. Drenge og piger er adskilt, som du nok allerede har regnet ud... Du får daglige pligter samtidig med at du skal passe den daglige skolegang - Hvis du passer dine pligter og alt i alt opfører dig ordentligt, kan du få privilegier og få lov til at tage på tur uden for bygningen."

Mine tanker føles døde, for jeg kan ikke rigtig tænke ordentligt. Kvindens stemme er blød men slæbende og kold - Hun er ikke noget rart menneske.

"Normalt er der to der deler værelse, men vi har uligeantal nu, så du kommer til at bo selv et stykke tid. Der er allerede gjort klart på dit nye værelse, og der ligger en konvolut med diverse informationer om skolen og nogle af de andre regler."

Jeg nikker endnu engang og føler mig alt i alt lidt malplaceret. Kvinden ser ned i sine papirer, mens hun taler med sin ejendommelige stemme.

"Jeg kan se, at du har en forkærlighed for at tage billeder."

Tøvende nikker jeg. Noget siger mig, at man skal være forsigtig over for denne kvinde - Det mindste og hun bliver forvandlet til en altædende regnbuefarvet hugorm. Forsigtigt sætter jeg kassen på gulvet og løfter remmen over hovedet, hvorefter jeg rækker hende kameraet. Det ser ikke ud til, at hun ved, hvad hun skal kigge efter. Hendes lange lakerede negle klikker mod kamerates overflade, mens hun drejer det mellem sine fingre.

"Hmm... Normalt kræver det et privilegium, at have sådan en genstand, men jeg kan godt gøre en undtagelse."

Det er tydeligt, at det skal lyde som en god gerning, men jeg kan sagtens høre truslen, der ligger under. Jeps, jeg skal så meget være på vagt over for den kvinde.

Jeg rækker ud efter kameraet, hvilket hun har lagt på bordet. Pauline smiler igen til mig med sit påtvungne smil.

"Georg, vil du vise Kira hendes værelse?"

"Det skal være mig en glæde."

Jeg bukker mig ned for at samle kassen op og følger så efter Georg. Underligt nok, kan jeg mærke Pauline's borende blik i nakken hele vejen hen til trappen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...