Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5169Visninger
AA

25. Kapitel 25

Der sker ingenting. Kun vindens susen og solens stråler, der varmer min krop vidner om, at jeg stadigvæk er i live. Forsigtigt åbner jeg det ene øje og opdager, at jeg ser op mod den grå himmel. Forvirret sætter jeg mig op og lader blikket fare henover taget. Langt fra der hvor jeg sidder, kan jeg se en mørk bylt, som er Daniel's lig, men ellers er der ikke andre på taget end mig. 

Jeg lader hånden kører henover brystet, hvor det stadigvæk føles som om, at en eller anden presser mig ned bortset fra, at det er der slet ikke. Kun snittet henover min brystkasse er et tegn på morderens tidligere tilstedeværelse. Jeg slår ud med den ene hånd og rammer ved et tilfælde kameraet, der er stillet pænt op ved siden af mig sammen med den blodige kniv. 

Endnu engang ser jeg forvirret omkring uden at få øje på morderen. Det stikker lidt i mine fingre, da jeg rækker ud efter kameraet og forundret drejer det mellem hænderne. Linsen er gået i stykker, men displayet virker stadigvæk. Jeg ser mig omkring endnu engang, inden jeg nysgerrig trykker på tænd knappen og går ind i galleriet.

Det første billede er af en stol, hvor Rosa's skygge er tydelig, men der er ikke noget andet på billedet. Jeg klikker igennem alle billederne, kun for at finde en masse billeder, som Rosa har taget, og mange af dem minder om dem, der hænger på hendes værelse. Jeg kan ikke se, hvad morderen mener med, at jeg skulle finde svaret på kameraet, da jeg når til video albummet.

Jeg har aldrig rigtig selv brugt den funktion, da det ikke har været formålet med kameraet, men alligevel ser det ud til, at der er blevet optaget nogle videoer. Forundret afspiller jeg den første film. Kameraet laver en skramlende lyd, hvorefter Rosa's stemme kan høres:

"Jeg kan altså ikke finde ud af det her..."

Mere skramlen.

"Kira!?"

Hendes råb drukner i en skramlende lyd, hvorefter filmen stopper. Jeg kan svagt huske, at hun kom til mig, da hun ikke kunne finde ud af kameraet i starten, men det er lidt under en uge siden. Jeg klikker på den næste film, der starter ud med at vise mit værelse. Min seng er ikke redt, og det ser ud til at være nat udenfor. Jeg kigger hurtigt på datoen og spærrer øjnene op. Videoen er fra nogle af mine første nætter på denne skole. Jeg må have kommet til at trykke på en knap eller noget, da jeg har skullet flytte rundt på kameraet, men min teori falder hurtigt til jorden, da jeg selv kommer til syne i billedet.

Jeg er iført nattøj og først ser det ud som om, at jeg går i søvne, men ved at justere lidt på lysstyrken kan jeg tydeligt se gnisten i mine øjne. En klam følelse glider fra maveregionen og op i halsen på mig, da den anden mig smiler til kameraet. Filmen slutter.

Mine hænder ryster let, da jeg simpelthen ikke ved, hvad jeg skal tro. Jeg kan slet ikke huske, at jeg har optaget den film. Noget slår klik inde i min hjerne, og en tanke bliver ved med at banke på, men jeg skubber den irriteret væk og vælger i stedet for at klikke på den næste video, der er optaget en uge inden mit sammenstød med Hesten.

"Du vil sikkert undre dig helt vildt..."

Jeg stirrer på skærmen, men der er ikke nogen person inde i billedet, i stedet for bliver stemmen ved at tale, og jeg genkender den som min egen men også som en andens.

"Det undrer mig, at du aldrig har fattet mistanke... Der er jo huller... Men du er måske den svage af os. Ja, det må du være. Jeg har også bemærket, at jeg har lettere og lettere ved at trænge igennem til dig, selvom du prøver at afvise mig... Men Kira, jeg er dig, og du er mig... Vi er os."

Der lyder en tung vejrtrækning, hvorefter jeg selv kommer til syne i skærmbilledet.

"Jeg er egentlig lidt ligeglad med, hvordan du reagerer på det her, så længe du ikke fucker noget op!"

Den anden mig smiler sit uhyggelige smil, hvorefter hun fortsætter.

"Det er sikkert gået op for dig, at din såkaldte "magiske evne" er det rene ingenting - Det er mine tanker du ser... Eller måske mere mine hadefulde tanker. Ser du, folk har det med at gøre os ondt og eftersom, at jeg er den stærke, så skal jeg nok hævne os."

Et ondt glimt spiller i hendes øjne, hvorefter hun rækker frem for at stoppe filmen. Jeg sidder med en tom fornemmelse inden i og ved slet ikke, hvad jeg skal tænke. Filmen må helt klart være en eller anden form for syg joke, for jeg kan på ingen måde have en personlighedsspaltning. Jeg holder fast ved denne tanke, da jeg klikker på den næste video - En smule bange for, hvad den vil vise.

"Fucking psycho bitch! Hvordan kan du være så skide svag? Godt at du har mig til at ordne tingene!"

Jeg stirrer på den vrede mig, der sidder foran kameraet med et vildt udtryk i øjnene og den hvide forbinding rundt om halsen. Hun fråder af raseri.

"Ja, du tror sikkert, at du besvimede... Pft! Det er meget lettere at trænge igennem, når du er træt eller slet ikke har styr på dig selv - Ligesom på det tidspunkt. Haha! Jeg tror aldrig nogensinde, at den psykopat har været så bange i sit liv før. Og Rosa... Åh Rosa... Hun var fucking priceless!"

"Åh Kira! Er du okay? Hvad laver du? Slip hende! Hulk hulk. Hvad er det du gør? Kan du ikke se, at det gør ondt på hende?"

Imitationen af Rosa er sagt med en så vulgær stemme, at jeg må se væk fra skærmen.

"Jeg tror desværre, at jeg kom til at sige et par ting til hende, der har gjort, at hun nu er klar over, at der altså er to personer inde i vores hoved... Hvilket vil sige, at hvis hun fortæller det til den fucking sygeplejerske, så er vi på spanden... De har sikkert et eller andet psykofarma, der er blevet produceret i en kælder et sted i Tyskland og testet på aber! Jeg håber kraftedeme, at du tager dig fucking sammen og lader være med at tage imod en skid fra nogen af dem!"

Filmen slutter. Langsomt falder tingene på plads, selvom jeg ikke vil indrømme det. Mine muskler er slappe og hele min krop føles kold og tom. Jeg starter den næste film.

"Fuck yeah! Du har endelig brugt vores hjerne til noget fornuftigt... Jeg troede et kort øjeblik, at du havde dødsdømt os, men det viser sig vist nok, at jeg alligevel kan regne med dig."

Jeg væmmes ved den anden mig og sætter filmen på pause, så jeg lige kan prøve at samle mig. Selvom jeg ikke har lyst, så bliver jeg nødt til at se videre.

"Kan du huske ham den lille dreng? Frederik eller sådan noget... Jeg vidste, at han ville blive en trussel - Så ja, efter jeg skød den lille lorte bold ud på vejen, så skubbede jeg ham... Du husker det måske anderledes, men det gør jeg ikke. Jeg beskytter os! Det hjalp lidt, at du troede, at det var en "evne", for du begyndte at holde dig fra folk. Folk der kunne skade os. Ikke alle dine syner er gået i opfyldelse, men jeg har virkelig prøvet at efterleve dem... Oh ja, det har jeg..."

Filmen slutter med, at den anden mig ser på kameraet med et skævt smil og et farligt blik i øjnene. Jeg kan ikke betvivle hendes ord. Vores ord. Jeg gibber ved tanken og føler mig på en måde overvåget. Den næste film er dateret til i går.

"Du tror det er fucking løgn Kira! Den smatso sagde at vi led af en sygdom, hvilket egentlig er rigtig nok, men hun sagde, at hun ville forsøge at skille os ad! Kan du fatte det! Skille OS ad! Sindssyge kælling... Men hun sagde nu ikke så meget efter, at jeg bagefter kom tilbage med den hakke... Vidste du, at Georg har en hakke i depotet? Nej vel, det overraskede også mig... Hehe, men en ting kom der dog ud af det... Dit syn gik i opfyldelse, og jeg sørgede for vores sikkerhed."

Jeg fatter ikke rigtig de ord, der kommer ud af munden på den anden mig. Men jeg bliver nødt til at se videre. 

"Bitchen havde en fucking nøgle til gitterporten! Jeg gik derud og nakkede lige den klamme stodder, der tog imod os - Han stank altså virkelig - Nå, men jeg åbnede gitterporten og fortsatte op til den spasser af en lærer og gjorde mig faktisk ekstra umage - Tror du vil nyde mit kunstværk, når du ser det."

Hendes læber skilles i et grumt smil, hvorefter hun fortsætter med at fortælle.

"Det var let nok at finde ud af, hvilke "problem børn skråstreg unge", der stadigvæk er her. Jeg havde jo den lille nøgle, og da jeg havde besøgt nogle af drengene, så tog jeg tilbage til pigernes gange... Nogle af de piger var altså nogle fucking bitches - De fortjente at dø! Desværre flygtede nogle af dem - Suk - Og er du klar over, hvor lang tid det tog mig at rense den fucking hakke med Rosa's acetone? Nej, det gør du vel ikke... Men jeg vil nu overlade resten af natten til dig - Det bliver interessant at se, hvad det hele ender med... Måske du endelig tager dig sammen til at tjekke dit video album ud? Ellers må jeg sgu vise dig det!"

Filmen slutter med et lille bip som et tegn på, at det er den sidste. Fuld af raseri kaster jeg kameraet væk med væmmelse. Tårene triller nedad mine kinder, så jeg gemmer ansigtet i mine hænder.

Det har været mig hele tiden... Forkert! Det har været hende og ikke mig! Rosa sagde det selv, hun var glad for, at det var mig og ikke den anden.

"Åh Gud! Hvad har vi gjort!?"

Jeg slår med det samme en hånd for munden og retter mig selv.

"Hvad har hun gjort!?"

I det fjerne hører jeg et skrig, hvilket nok tyder på, at de første lærer er kommet og har set blodbadet, der har udfoldet sig i gangene. Jeg undrer mig lidt over, at der ikke er en brandalarm, der er gået igang, men måske der ikke har været en i Tv-stuen. 

Jeg ved ikke, hvor længe jeg sidder, men nu kan jeg i hvert fald hører sirener i det fjerne. En smule tøvende rejser jeg mig, hvorefter jeg langsomt børster skidt af mine blodige bukser. Jeg ser mig over skulderen hen mod Daniel's lig, men jeg føler ikke rigtig for at gå derhen. I stedet fører mine fødder mig hen til tagets kant, så jeg kan se ud over træerne på den anden side af hegnet. 

Min hjerne kan ikke lade være med, at fortælle mig, hvor smukt udsigten egentlig er. Jeg ser ned på jorden, der er flere meter under mig. Min beslutsomhed er stærk, da jeg hæver mig op på murstenskanten, så jeg står fuldt oprejst. Solen varmer min blege hud og giver mig en lille fornemmelse af tryghed og kærlighed. Jeg løfter blikket mod himlen og kan ikke lade være med at tænke på, at de andres sjæle måske flyver rundt deroppe et sted.

Et umærkeligt vindpust bag mig får mit hår til at flyve ind i munden på mig, så jeg et øjeblik må kæmpe for at få det børstet væk igen. Det er klart for mig, at alle de andre er døde på grund af mig. Selvom jeg måske ikke har været klar over det, så er det mit ansigt, som de har set sidst. Jeg tænker på Daniel, der sikkert har været helt forvirret til sidst. På en måde gad jeg godt at vide, hvilken del af det var virkelig. 

Hvornår skiftede jeg? På brandtrappen, da den mærkelige smag begyndte at dannes på min tunge? Da han begyndte at gribe ud efter mig? Eller da jeg skar halsen over på ham? Jeg vil nok aldrig få det at vide.

Selvom den anden mig sikkert vil hade mig for det, jeg har tænkt mig, så føler jeg mig helt fortrolig med det. Jeg har egentlig altid godt kunnet tænke mig at flyve - Dog har jeg altid forestillet mig, at det var med en flyvemaskine. Men det at mærke vinden mod ansigtet og ikke være afhængig af en maskine, gør måske det her meget bedre. Jeg lukker øjnene og tager en dyb indånding, inden jeg træder ud i ingenting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...