Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5281Visninger
AA

24. Kapitel 24

Daniel ser sig slet ikke over skulderen, men bliver ved med at tale til mig i et irriteret tonefald. Jeg hører slet ikke efter. Morderen træder endnu et skridt nærmere, så jeg kan ane den slanke skikkelse, der helt klart vidner om et menneske af hunkøn. Vinden leger med morderens hår, og får det til at flyve ud til siden, så det ser ud som sort ild. Selvom hun kommer tættere og tættere på, og solen er ved at bryde over horisonten, så kan jeg ikke se hendes ansigt. Jeg prøver hele tiden at få et glimt af det, men det er som om, at det bliver tværret helt ud, så jeg må blinke flere gange for at kunne fokusere igen.

Jeg er gået flere skridt bagud, da Daniel endelig holder op med at følge efter mig. Hans øjne er blevet hårde, men jeg kan også se tårerne, der falder ned ad hans kinder som små diamanter. Kvalmen får mig til at lukke min mund, selvom jeg har lyst til at skrige. Morderen er begyndt at gå normalt, så hun næsten er henne ved Daniel. Jeg kan se et andet våben i hendes hånd end hakken, der har slået alle de andre ihjel. 

"Daniel..."

Han vil slet ikke lytte til mig, selvom min stemme er halvkvalt, og mit ansigt er præget af angst og panik. Jeg prøver flere gange at bryde ind i hans talestrøm, men det er som om, at han slet ikke hører mig. Morderen løfter den lange køkkenkniv op, så hun er klar til at lade den skærer gennem resterne af Daniel's brændte tøj, og dermed igennem hans kød og helt ind til de vitale organer. 

"Daniel..."

Solen bryder horisontens linje, så Daniel's ansigt bliver oplyst fra neden, og tydeligt viser den forbrændte sorte hud, der er ved at skalle af. Jeg skal til at skrige ad ham, da et ord fra hans mund, får mig til at snappe efter vejret.

"Blod... Du har blod i ansigtet - Og på tøjet..."

Hans hårde udtryk forsvinder, da hans øjne får øje på mine blodindsmurte hænder. Jeg kan se på ham, at han er ved at stykke puslespillet sammen.

"Hun kommer ikke tilbage vel?"

Jeg skal til at sige noget, da jeg ser morderen stå helt tæt på Daniel med kniven hævet og stadigvæk ansigtet skjult. 

"Daniel..."

Min arm løfter sig halvt, og jeg er midt i at tage et skridt, da kniven bliver sat for hans strube.

"Rosa..."

Hans stemme er ramt af angst, da han mærker den kolde æg mod sin hals. Jeg kan se adamsæblet lave en synkende bevægelse, hvorefter morderen trækker kniven til sig med en flydende bevægelse. Blodet vælter ud af såret som en syndflod, der har brudt en dæmning. Selvom Daniel løfter sin raske hånd op til halsen og prøver at stoppe blodet, så bliver det ved med at strømme ud gennem hans fingre.

Den eneste lyd oppe på taget, er Daniel's gurglende lyde efterfulgt af et hårdt bump, da hans knæ knækker sammen og lander på tagets beton flade. Morderen står stadigvæk bag ham med kniven ud til den ene side, så solens stråler rammer ægget og gør blodet endnu tydeligere. Daniel's øjne skinner, da de møder mine, og jeg kan se så meget frygt i dem, at jeg drejer om på stedet og begynder at løbe.

I det fjerne hører jeg lyden af en død krop, der falder til siden og rammer et hårdt underlag, men jeg ser mig ikke over skulderen. Taget er langt, og jeg kan ikke andet end at løbe, selvom mine ben er trætte og mine lunger har slugt for meget røg. Den hvide skjorte er blev våd af sved under armene og på ryggen samt under brystet, så den klistrer sig til min tynde krop.

Jeg kan ikke få vejret.

Skridtene bag mig er afslappet og giver ikke indtryk af, at det er en person, der har travlt. Jeg kan ikke engang høre hendes vejrtrækning, da min egen er høj og prustende som en flodhest i brunst. 

Fuck!

Der er ingen andre tanker, der løber gennem mit hoved, da jeg prøver at genoptage min flugt end ordet "Fuck".

Fuck! Fuck! Fuck!

Solen oplyser tagets kant, og jeg kan tydeligt se, at jeg kommer tættere og tættere på, og min muligheder for flugt indskrænkes. Der er ingen anden udvej end at tage kampen op med morderen. Jeg sænker farten og vender mig prustende om. Hun står lige bag mig, men det eneste jeg når at se, er hendes uhyggelige smil, der skriger på sindssyge, hvorefter hun vælter mig omkuld med et hårdt skub.

Jeg modtager ikke noget dødssyn overhovedet. Kun en irriterende hovedpine forfulgt af den ubehagelige smag på tungen. Jeg prøver at sætte mig op, men et knæ bliver placeret mellem mine bryster, så jeg bliver holdt nede. Utroligt nok har jeg slet ingen kræfter til at slå fra mig. 

Jeg skulle aldrig være løbet... Det har gjort mig svagere, end jeg var i forvejen. Idiot! Fuck!

Mit syn er sløret, og det eneste jeg rigtig kan se, er hendes skræmmende smil, der afslører de hvide tænder, der nærmest lyser op. Febrilsk prøver jeg at gribe fat i hendes knæ og skubbe hende væk, men jeg kan ikke. Det er som om, at hun slet ikke er mærket af at have fulgt efter mig. Hun løfter kniven op foran mig, så jeg klart kan se Daniel's blod, der stadigvæk  løber nedad ægget. Vinden kommer med et lille vindpust bagfra og blæser hendes hår fremad, så det et kort øjeblik skjuler det uhyggelige smil.

Langsomt læner hun sig længere ned mod mig stadigvæk med kniven i hånden. En halvkvalt lyd slipper ud gennem mine læber, da hun lader den svinge foran min næse for derefter at fortsætte ned til mit bryst. Jeg kan mærke hårene rejse sig på mine arme og føle en sær form for rædsel, der gnaver sig helt ind til den inderste del af min sjæl. Mit bryst hæver sig stødvist hurtigere og hurtigere, hvilket åbenbart ser ud til at fascinere morderen. Hun sænker og hæver kniven i samme tempo, som jeg sænker og hæver brystkassen.

Uden nogen varsel hæver hun kniven ud til den ene side og på samme måde, som jeg svingede øksen og kosteskaftet, svinger hun kniven henover mit bryst. Jeg mærker knivspidsen skærer igennem skjorten og det øverste hudlag som flere tusinde nåle. Mit skrig af smerte er ørersønderrivende, men det lader til at morderen nyder det.

Nyder det...

Tanken rammer mig med det samme og med en sådan forbløffelse, at jeg begynder at hoste i stedet for at skrige. Mit blik søger endnu engang morderens ansigt, men jeg kan stadigvæk ikke se det.

"Angela?"

Min stemme er halvkvalt men stadigvæk tydelig. Morderens smil forsvinder ind til en neutral mund med lyserøde læber. Der kommer ikke noget svar, i stedet for griber hun fat om remmen til kameraet, der er blevet skåret over, hvorefter hun holder det op imod solens stråler, så linsen reflekterer lyset.

"Forkert..."

Alle mine muskler stivner ved lyden af stemmen. Jeg føler en sær tilknytning til den, men jeg kan ikke sætte ansigt på. Den lyder en smule hul og dyb men med klang af noget manisk. Hun læner sig forover, så det mørke hår kilder mig i ansigtet men også lukker lyset ude, så jeg slet ikke kan se noget. Jeg kan mærke hendes ånde mod min hud, men hendes åndedræt er uden lyd.

"Jeg er overrasket over, at du ikke har fundet ud af det noget før... Rosa opdagede det først, men hun holdt mund."

Mine læber er let adskilte, så hendes ånde blandes med min. Den mærkelige smag er tilbage på min tunge, men nu er den mere graverende.

"Hvis du virkelig gerne vil finde ud af det, så er svarene i kameraets hukommelse... Men du vil nok ikke kunne lide, hvad du finder - Nej, det vil du helt klart ikke."

Jeg kan mærke, at hun kommer tættere og tættere på, så vores næsetipper næsten rører ved hinanden.

"Nu. Luk øjnene Kira - Så er du sød."

Smilet i hendes stemme er tydelig, men noget siger mig, at jeg skal følge hendes ordre. Jeg har ikke rigtig fattet meningen i det hun siger og det, at jeg ikke kan se hendes ansigt eller genkende hendes stemme, gør mig vanvittig. Hendes læber er helt tæt på, som om hun skal til at kysse mig. Alle musklerne i min krop spændes, da jeg tøvende lader øjenlågene glide i. 

"Tag en dyb indånding og tæl ned fra tre."

Jeg føler myrekryb over hele kroppen, men jeg kan ikke gøre andet end at adlyde, da hun lader knivens æg slibe henover betonen, så der kommer en skurrende lyd.

"Tre."

Mine tanker kredser om nattens begivenheder, om hvordan jeg fandt Loreen, Georg og Benedikte.

"To."

Jeg tager en dyb indånding, da billeder af Daniel og Carsten flyver forbi i min tankestrøm. Selvom de egentlig var fremmede for mig, så har begivenhederne alligevel knyttet os sammen af et bånd, som døden har valgt at kappe. Jeg puster ud. Desperat prøver jeg at genkalde Rosa's latter og smil en sidste gang.

"En."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...