Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5168Visninger
AA

23. Kapitel 23

Jeg føler mig anderledes. Tom. Det værste er, at det er min egen skyld. Jeg slog hende ihjel. Det var mig der svang øksen, fordi jeg var så overbevist om, at det var morderen, og umuligt kunne være Rosa. Jeg gnider håndryggen henover mine øjne for at fjerne tårerne, og tværer i stedet for blod ud i mit ansigt, men jeg er ligeglad. Mine fingre griber om remmen til kameraet, hvorefter jeg med foroverbøjet hovedet bevæger mig hen mod det grønne lys. 

Alle forsøg på at tømme hovedet for beskyldende tanker og ignorering af smerten i brystkassen mislykkedes. Mine skridt er vaklende, og jeg ser mig flere gange over skulderen hen mod Rosa's lig. 

Ikke "lig"... Hun sover... Ja, hun sover.

Jeg lukker mine øjne og banker panden ind mod en af den nærmeste reols hylder.

Løgn!

Min knytnæve ramme reolen, men selv den jagende smerte i knoerne, får ikke den indre følelsesmæssige smerte til at forsvinde. Et brag ude fra gangen, får mig til at spærre øjnene op, og jeg er klar over, at jeg bliver nødt til at fortsætte, inden røgen kvæler mig. Jeg hoster flere gange og mine øjne bliver ved med at løbe i vand - Både på grund af sorg men også på grund af røgen. 

Det grønne lys viser sig at være et skilt, der fører til en nødudgang, der åbenbart kun åbner sig i tilfælde af brand. Mine blodige hænder griber om håndtaget, hvorefter jeg trykker det ned. På den anden side af døren er der en vindeltrappe, der fører op ad, hvor jeg kan se omridset af en åben dør. Da jeg læner hovedet tilbage hører jeg flere af mine led knække, men jeg sukker også dybt af lettelse, da jeg mærker en frisk brise. Jeg ser mig en sidste gang over skulderen hen mod Rosa.

"Farvel..."

Ordet føles som ulmende aske i min mund, så jeg må synke flere gange for at få den ubehagelige smag væk. Jeg er klar over, at det er sidste gang, at jeg ser hende. Hun ligger helt forsvarsløs på gulvet og ser så skrøbelig ud. Ilden har fået fat i døren og med et "whosh", har flammerne fået fat i en af reolerne. Jeg træder hen mod trappen og lader brandøren lukke langsomt i bag mig, så det sidste jeg ser i dør sprækken er Rosa's ansigt, før jeg står i totalt mørke.

Brandtrappens kolde metal virker uvirkelig mod min brændende hud, der er beskidt og sodet til. Jeg løfter benet og sætter foden ned på det første trin efterfulgt af den anden fod. Min opstigning går langsomt, men jeg føler ikke, at jeg har travlt. Brandtrappen lugter af jern og minder mig om smagen på min tunge, der flere gange er kommet til mig for derefter at forsvinde. Jeg er ikke sikker på, at min hjerne kan kapere alt det jeg har oplevet. Alle de følelser der bombardere mig og alle på én og samme tid kræver min opmærksomhed. 

Sorgen er den største følelse, men der er også vrede - Der mest er vendt mod mig selv, men også mod den ukendte morder - og så er det en irriterende følelse af glæde, som jeg ikke kan forstå, at jeg føler. 

Jeg føler mig...forkert.

Det er klart at mine følelser er mærkelige, jeg er jo ikke vant til dem, men alligevel forstår jeg ikke "glæden". Den er boblende og giver mig lyst til at le. Jeg stopper halvvejs oppe af trappen. 

Jeg er ved at blive sindssyg...

Det må være den eneste forklaring, eller også er jeg ved at gå i chok. Jeg ryster på hovedet, så jeg bliver en smule svimmel, hvorefter jeg fortsætter opad brandtrappen. Fortsætter opad mod friheden. En frihed uden de andre. En frihed uden Rosa.

Hvilken frihed...

Jeg er næsten oppe og kan nu se ud af den åbne dør. Det undre mig, at den står åben, da en skikkelse, der åbenbart har siddet lænet op ad den, pludselig rejser sig op med et træt støn. Det er først, da han får ranket ryggen, dog med en støttende hånd mod døren, at jeg genkender ham.

Daniel.

Han opfanger mit gisp, men det ser ikke ud som om, at han kan se mig. Selvom månen er fremme og natten er blevet lysere, så skjuler mørket omkring brandtrappen mig stadigvæk. Jeg betragter ham i skjul fra mørket og kan se, at hans ene arm hænger slapt ned langs siden, og lugten af røg og brændt kød hænger omkring ham. Hans vejrtrækning er larmende og minder lidt om et pivedyr, der for længst har mistet sin lyd, men som hunden alligevel bliver ved med at bide i. 

"Rosa?"

Hans stemme er tøvende og hæs og bære tydeligt præg af, at han har indåndet for meget røg. Han hoster også flere gange, så han bliver nødt til at læne sig forover, mens jeg langsomt nærmer mig, så han kan se, at det er mig. Jeg er endnu ikke sikke på, hvordan jeg skal fortælle det med Rosa. Han løfter blikket igen, og da han ser mig, glider en skuffet grimasse flygtigt henover hans ansigt.

"Kira... Jeg troede, at du var Rosa."

Jeg nikker blot til svar, mens mine øjne glider henover hans krop og ansigt. Flere steder er hans tøj brændt, og det mørke hår krøller op i den ene side og små stykker kul drysser ned på hans skulder, men det ser ud til, at det værste er hans højre arm. Ærmet er blevet revet af og er blevet brugt som en slags forbinding mod den forkullede hud, der ser helt sort og dødt ud. 

"Er hun med dig?"

Min rysten på hovedet giver mig en klump i maven, der både syder af sorg og dårlig samvittighed. 

"Åh..."

Han hoster igen, så jeg et kort øjeblik har lyst til at gribe ud efter ham, men jeg tør ikke. 

"Du skal længere væk fra døren... Ud i den friske luft."

Hans øjne skinner i mørket, da de møder mine, men jeg kan ikke tyde dem. En smule vaklevorn begynder han at gå hen mod midten af taget. Jeg sætter den lille slids mod døren, så den ikke smækker efter os, hvorefter jeg følger efter ham. Mit hjerte og min hjerne er splittet. Jeg bør fortælle ham, hvad der er sket med Rosa, men jeg kan ikke rigtig få mig selv til det. Min hånd knuger om remmen til kameraet, der stadigvæk hænger over min skulder. Jeg undre mig lidt over, hvad Rosa egentlig lavede med det.

"Vi ventede på dig..."

Daniel er stoppet op med blikket vendt væk fra døren og mig, så jeg går om på den anden side, for at jeg bedre kan se hans ansigtsudtryk, mens han taler. Jeg har det bedst sådan. 

"Vi fandt fem piger inde i Tv-stuen, og de mente, at der var nogle, der gemte sig i computerrummet... Vi besluttede at vente på dig og Angela."

Han løfter den ene hånd for at vil køre den gennem håret, men han sænker den igen, da fingerspidserne rammer de brændte hårtotter. Et træt og trist smil spiller om hans sprækkede læber, da han fortsætter med at tale.

"Carsten og jeg skulle til at gå ud og tjekke, da Angela smækkede døren op... Hun sagde..."

En klam og næsten uvirkelig følelse fylder min krop. Hvis det han står og fortæller mig er sandt, så er der nogen, der har åbnet døren ind til Hesten, efter jeg besvimede. En hånd glider henover mit ansigt, så mine fingre efterlader et blodspor nedover min kind. Selv her i daggryet kan blodet godt forveksles med sod eller skidt, så Daniel reagerer ikke rigtig på det.

"Hun sagde, at du havde sendt hende ind til os, fordi du skulle hente et eller andet."

Jeg blinker flere gange, mest i forvirring, da hans ord langsomt synker ind.

"Men... Jeg har slet ikke talt med hende."

Daniel rynker brynene, der utroligt nok har overlevet ilden, så han får et forvirret udtryk. Han lægger hovedet lidt på skrå og ser på et punkt over min skulder, da han åbner munden endnu engang.

"Er du sikker? Hun sagde specifikt noget med, at Psykopaten havde låst døren op, og dermed sendt hende hen til Tv-stuen."

Jeg stirrer på ham med opspilnede øjne.

"Jeg er hundred procent sikker!"

Han læner sig lidt frem, mens han stadigvæk stirrer på punktet lige over min skulder. Da han er helt tæt på flytter han øjnene, så vi får øjenkontakt.

"Kan du så forklare, hvor du har været?"

Mit blik er tomt, da jeg svarer.

"Jeg besvimede..."

Han retter sig op, men det samme mistroiske blik, som han sendte mig i starten, er nu kommet tilbage.

"Hmpf... Hvis du siger det..."

Jeg skal til at åbne munden, men lukker den igen, da han fortsætter med at tale.

"Jeg stod med ryggen til, da det skete... Lyden af knust glas, hvorefter vi alle blev væltet omkuld af en voldsom hede, der straks viste sig at være ild... Jeg så den næste flaske blive kastet ind i rummet - Lige tidsnok til, at jeg kunne kaste mig over Rosa..."

Hans mistroiske facade bliver erstattet kortvarigt af et lille smil ved erindringen. 

"Men det endte med at være hende, der måtte slæbe mig ud derfra... Det var et rent held, at hun fandt nødudgangen... Hun ville hente de andre, så hun gik ned ad trappen igen... Jeg ventede et stykke tid, hvorefter hun kom tilbage med tårer i ansigtet og fortalte mig, at hun ikke kunne redde nogen, og at hun forgæves fik slæbt Carsten ud fra flamme havet." Men han var ikke død...

Jeg knuger endnu hårdere om remmen til kameraet. Det er som om, at Daniel først nu ser rigtigt på mig. Jeg føler, hvordan hans øjne laver elevatorblikket og stopper ved kameraet. Han løfter hurtigt blikket igen og møder mine.

"Hvad laver du med det kamera? Rosa fandt det... Hun tog det med, da hun ville lede efter dig..."

Jeg bider mig i læben, da jeg endnu engang får den ubehagelige smag i munden, som er kommet helt uden grund. Min sårede hånd gør ondt af at knuge så meget om remmen, at jeg bliver nødt til at løsne grebet en smule. Mit blik søger alle andre steder hen end Daniel's øjne.

Hvad er der galt med mig? Jeg plejer altid at være stålfast!

Noget henne ved døren til brandtrappen fanger min opmærksomhed. En sort skygge, der blot står og betragter Daniel og mig. Jeg blinker flere gange for at sikre mig, at jeg ikke ser forkert. Et glimt af noget metal, der hænger ned langs skyggens side, får mig til at stivne på stedet. Det er første gang, at jeg ser morderen i virkeligheden og ikke blot i mine syner. Daniel bemærker ikke noget, da han står med ryggen til. Han rækker en hånd frem mod mig for at hive fat i min skulder. Jeg rykker instinktivt et skridt bagud, hvilket får morderen til at træde et skridt frem, men sådan så hun stadigvæk er skjult af nattens sidste rester af mørke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...