Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5298Visninger
AA

22. Kapitel 22

Det føles forkert at efterlade Carsten's lig, men hvis morderen gemmer sig på den anden side af døren, så har jeg tænkt mig at afslutte det her. Jeg har aldrig følt mig nært knyttet til andre mennesker, hvilket nok har været min egen skyld, men alligevel føler jeg et bånd mellem de andre og mig selv. Det stærkeste bånd er nok båndet mellem Rosa og mig. Selvom jeg indrømmer, at hun var irriterende i starten, så holder jeg af hende. Det kan jeg ikke benægte. 

Tanken om Rosa får mig til at stoppe op. Langsomt søger mit blik døren, og jeg må stramme grebet om skaftet for ikke at give efter for trangen til at løbe hen mod flammerne for at tjekke efter, om hun er derinde. Det eneste scenarie der kører inde i mit hoved, er hvor de alle er gået ind i rummet, og så er morderen kommet og har kastet et eller andet - måske noget fra kemilokalerne - Der har sat ild til det hele, så de alle blev fanget af flammetungerne. Mit blik glider atter ned mod Carsten's brændte krop, hvor de hudløse knogler stikker frem flere steder, og vidner om den smerte, som alle dem inde i Tv-stuen må have gennemgået.

Jeg løsner igen grebet om skaftet for at opdage, at smerten i min hånd bliver værre, da såret endnu engang kommer i kontakt med røgen. Hurtigt, og så stille som det nu er muligt, river jeg et stykke af min skjorte, som jeg derefter binder omkring min hånd for at beskytte såret. Det hjælper ikke det store, og mit greb om økseskaftet føles akavet. Morderen rumsterer igen rundt inde i rummet, så jeg er fuldt ud overbevist om, at jeg har fanget hende - medmindre der er en anden udvej fra rummet.

Stadigvæk med hovedet let foroverbøjet og skuldrene trukket op men med armene ud til den ene side, så jeg er klar til at svinge øksen, nærmer jeg mig døren. Døren er åben, så jeg kan se ind, men mit blik bliver kun mødt af et dystert mørke, der er svagt oplyst af noget grønt lys. Jeg lader min ene hånd glide længere op af skaftet, så jeg kan lægge alle kræfter i, når jeg svinger øksen. Mine tanker føles tomme, men min krop er fyldt med en energi, der føles fremmed og forkert. Det tager mig flere skridt hen mod døren, før det går op for mig, at det er følelsen af hævn og had, der er krybet ud af min lille kasse med følelser. Men i stedet for at jeg løber efter dem, og tvinger dem ned i kassen igen, lader jeg mig omfavne af deres mørke, da jeg træder ind over dørtærsklen.

Rummet er et depot med gamle hylder og reoler, der får rummet til at minde lidt om en labyrint. Lyden af et åndedræt til højre for mig får mig til at træde et skridt bagud. 

Morderen er derinde...

Jeg lukker øjnene et kort øjeblik og lader Rosa's smilende ansigt give mig mod. Morderen er klart bevæbnet, så jeg må slå til med det samme. Jeg træder ind i mørket og læner mig op ad væggen og prøver samtidig at gøre mig så lille som overhovedet muligt. Der lyder skridt, og jeg er klar over, at morderen er på den anden side af reolen foran mig. Forsigtigt og med hjertet siddende i halsen lister jeg mig hen mod enden af reolen, hvor jeg hæver øksen, så slaget vil ramme morderen i mave regionen. 

Morderen prøver at skjule sit host, men jeg kan tydeligt høre det, og selvom jeg ved, at det kun kan være en pige, så har hostet lige bekræftet det. Mørket føles trykkende selvom det grønne lys hjælper lidt på det. Et åndedræt så tæt på, at min hjerne et øjeblik fryser og får hårene på mine arme til at rejse sig, både skræmmer og giver mig styrke. Som med kosteskaftet tømmer jeg hovedet for tanker, og lader mit dæmpede åndedræt bestemme rytmen. Svinget i sig selv føles tungt, men jeg mærker modstanden, da øksens æg skærer igennem morderens kød og helt ind til de indre organer. 

Det hele sker i en slags slow-motion. Morderen der læner sig forover øksen med et smertens skrig, der bliver kvalt i et hulk. Mig selv der åbner munden for at lade ilten i mine lunger kommer ud, som når en tennis spiller rammer bolden. Det tunge "urgh" bliver efterfulgt af et gisp, da øksen glider ud af mine hænder. Morderens sammenstød med gulvet er en blanding af en metallisk klang og et bump. Jeg stirrer på den mørke skikkelse, der ligger på jorden foran mig og trækker vejret anstrengende. I skæret fra det grønne lys tager jeg fat i personens skulder, så jeg kan vende personen om på ryggen. 

Som da jeg så Loreen's lig på gulvet i et tæppe af blod, ser jeg nu den eneste person, som nok nogensinde har betydet noget for mig, ligge foran mig med ansigtet trukket sammen af smerte. Musklerne i min krop holder op med at virke, så mine knogler falder sammen, og jeg lander på gulvet, så mine knæ bliver skrabet og begynder at svie, men det er ingenting i forhold til smerten, der begynder at tage form i mit hjerte.

"Rosa..."

Min stemme er grødet og kun en hvisken. Rosa's øjne flakker rundt indtil hun møder mine, og jeg kan ikke længere se glæden i hendes øjne. Kun smerte. Mine læber begynder at ryste, da jeg mærker strømmen af tårer, der er på vej ned over kinderne. Jeg kan hører kassen der sprænges i tusind stykker, hvorefter alle mine følelser kommer op til overfladen, og undertrykker de to følelser, der før havde overtaget mig. Mine øjne river sig løs fra hendes, og glider ned mod hendes mave, hvor øksen er trængt dybt ind, så det røde blod farver den blå kjole mørk ligesom sorgens farve. 

Jeg skiller læberne ad flere gange, men må lukke dem igen for at holde gråden inde. I stedet krænger jeg jakken af, og lægger den rundt om øksens hoved i et forsøg på at stoppe blodet. Rosa hoster, så en lille rystelse skyder gennem hendes spinkle krop.

"Undskyld..."

Jeg bliver ved med at presse mod såret, selvom jeg godt ved, at der ikke er nogen chance for, at det vil hjælpe. Så jeg begynder at tale usammenhængende i stedet for.

"Rosa... Det var ikke meningen..."

Et halvkvalt hyl kæmper sig op gennem min hals.

"Undskyld... Jeg troede du var død..."

Hun hoster igen, så hendes læber farves røde og en lille stribe af blod triller ned mod hendes hage. Febrilsk løfter jeg min ene hånd fra jakken, der allerede er gennemvædet af blod, og prøver at tørre blodet væk, men jeg kommer i stedet for til at smøre mere blod ud i hendes ansigt. Uforstående løfter jeg min hånd og opdager, at den er tilsølet i blod. Panikken trænger ind i mig.

"Rosa... Rosa... Du må ikke dø... Ikke nu... Rosa. ROSA!"

Jeg griber fat om hendes hoved med begge hænder, og prøver at få hende til at fokusere på mig. En kold og klam følelse glider nedover min rygsøjle, da Rosa skiller sine læber i et smil, hvor alle hendes tænder er farvet blodrøde. Noget vådt lander på hendes næse, som viser sig at være en af mine tårer. Jeg prøver at tørrer den væk, men i stedet tværer jeg blod ud henover hendes næseryg med mine fingre.

"Jeg er så ked af det... Du må ikke forlade mig... Kan du ikke huske... Vi er venner - Og venner forlader ikke hinanden..."

Hun smiler igen til mig, men denne gang er det en smule bedrøvet. Noget varmt lægger sig på min kind. Hendes hånd. Jeg blinker flere gange, fordi jeg ikke modtager noget syn og er klar over, at hun vil dø her. Hun skiller læberne ad, men hendes stemme er næsten uhørlig, så jeg læner mig forover, så mit ører er helt tæt på hendes mund.

"Jeg er... glad - Glad for, at... at det er dig... og ikke... den anden..."

Hendes anden hånd griber fat om min arm, hvor hun strammer sit greb, da jeg skal til at trække mig væk.

"Du... Du er ... god ven. Glad."

Jeg kniber øjnene sammen ved hendes ord.

"Undskyld..."

Hendes stemme er så fyldt med sorg og fortrydelse, at jeg hurtigt trækker mig væk fra hende, så hun kan se mit uforstående blik, der dog mere minder om et tårevædet ansigt med opsvulmet røde øjne. 

"Du skal ikke sige undskyld... Du har ikke noget at undskylde for... Det er mig... Jeg ... Jeg er skyld i det her..."

Jeg slår ud med min hånd mod øksen, der stadigvæk sidder i hendes mave. Hun ignorer mig og fortsætter med at tale.

"Glad for... at det er dig... ikke den anden... Kira... Dit kamera... Undskyld..."

Ud af øjenkrogen ser jeg kameraet, der ligger et stykke fra hende, og ser ud som om, at det har fået et slag.

"Mit kamera? Jeg er ligeglad med mit kamera... Det er en ting... Jeg kan altid få et nyt... Du er ikke en ting... Du er levende! Kameraet er en ting, og der findes mange kameraer - Men... der er kun én af dig!"

Hun smiler et lille smil til mig, men det virker forkert, og da hendes øjne igen møder mine, kan jeg se den matte hinde, der langsomt dækker pupillerne.

"Rosa! Rosalin! Rosa! Bliv hos mig!"

Jeg griber fat i hendes skuldre og strammer mit greb, men det ser ikke ud til at hun lægger mærke til det. 

"Du... Du må ikke forlade mig..."

Rosa lukker øjnene halvt i, og mimer ordet "undskyld", mens tårerne glider ned af hendes kinder og blander sig med det udtværede blod.

"ROSA!"

Jeg råber desperat hendes navn, selvom jeg ved, at det ikke nytter noget. Et stort tomt hul er blevet efterladt i min brystkasse, og jeg er klar over, at det hul aldrig vil blive fyldt ud igen. Jeg ryster hendes skuldre, så hendes hoved rykker frem og tilbage som en slaskedukke, men der kommer ikke noget svar fra den slappe mund, og der er ikke længere noget glimt i de halvt lukkede øjne.

Rosalin!

Blodet har samlet sig i en pøl og har vædet mine bukser til, men jeg er ligeglad. Jeg trækker hendes livløs krop ind til mig, mens jeg febrilsk a'er hendes hår.

"Shh... Det skal nok gå... Du er ikke død. Ikke død. Ikke som de andre. Ikke død. Nej, for du er min ven."

Selvom jeg ved, at hun er væk, så kan jeg ikke slippe hende. Røgen fra gangen hænger tungt henover os, men jeg slipper ikke. Jeg vil ikke give slip. Ikke på det eneste, der nogensinde har holdt af mig. Mit skrig af afmagt, sorg, angst og udmattelse er så fremmed for mig, at jeg slet ikke er sikker på, at det overhovedet er mig, der skriger.

"Undskyld..."

Jeg gemmer mit ansigt i hendes hår, mens jeg prøver at gnubbe noget varme ind i hendes krop med min ene hånd. Men ligemeget hvor meget jeg end gnubber, så forbliver hendes krop livløs. En tom og efterladt skal. Ingen smil. Ingen latter. Ingen farver. 

Forsigtigt lægger jeg hende ned på gulvet ikke, og endnu engang prøver jeg at tørre blodet væk fra hendes ansigt. Efter jeg har kørt to fingre henover hendes øjenlåg, så det hermed ser ud som om, at hun bare tager en lur midt på gulvet. Hendes blege hud, der er en smule beskidt hist og her, skinner i det grønne lys. Min hånd knuger om hendes hænder, hvor den gule neglelak er ved at krakelere. Jeg har svært ved at slippe, selv da noget af loftet ude på gangen falder ned. 

Jeg læner mig forover og gør noget, som jeg aldrig har gjort før. Mine sprækkede læber presses forsigtigt mod hendes pande som et sidste farvel. Jeg ved, at når jeg forlader hende, så vil ilden tage hende, så hendes aske bagefter vil blive spredt med vinden. Den tanke kan jeg godt lide. Hendes aske der bliver spredt med vinden og ikke spærret inde i en kiste eller en urne. Spredt med vinden fordi hun ikke skal holdes indespærret, men fordi hun skal være fri.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...