Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5176Visninger
AA

21. Kapitel 21

"Nhnm..."

Det tager et stykke tid for mig at opdage, at det er mig selv, der laver lyden. Mit hoved er ør, men føles en smule lettere end før. Jeg bevæger mig ikke, da jeg egentlig ligger ret godt på gulvet. En hårtot glider henover mit ansigt, som jeg irriteret skubber sløvt væk med min hånd. Da min hånd kører henover mit ansigt mærker jeg noget varmt og klistret på min kind, der også får mit hår til at klæbe sig fast til kinden. Jeg prikker lidt til huden og må bide en sviende smerte i mig.

Underligt...

Jeg kan tydeligt huske, at jeg besvimede med den højre kind mod gulvet og ikke den venstre. Min krop kæmper sig langsomt op, så jeg kommer op at sidde i skrædderstilling. Det er rigtigt nok, at såret er på den højre side, men det er alligevel lidt underligt. Jeg blinker med øjnene for at få et bedre blik på mine omgivelser.

"Hvad...?"

Gangen er blevet lysere, da månen har flyttet position og vidner om, at der er gået noget tid, siden jeg besvimede. Men det er ikke det, der får mig til at se forvirret omkring. 

Det er en helt anden gang.

Jeg lukker øjnene og gnider fingrene henover øjenlågene, så der dannes små sorte og røde prikker på indersiden af øjenlågene. Men da jeg åbner øjnene igen, er det stadigvæk en helt anden gang, jeg er i. Der er ingen lyde ud over regnen, der stadigvæk trommer mod bygningens overflade og mit eget åndedræt. 

Forvirret knytter jeg mine hænder og kæmper mig op at stå. Mit hoved er stadigvæk en smule groggy, så jeg vakler lidt frem og tilbage og må bukke mig forover for ikke at falde om på gulvet. Det tager lidt tid for mig at få helt styr på koordinationen igen. Jeg føler mig helt ved siden af mig selv, som om jeg har haft en ud-af-kroppen oplevelse. Mine sko knuser noget glas, da jeg vakler forover og tramper rundt som en fuld. 

"Træk vejret..."

Jeg sluger sætningen, da jeg får et surt opstød og kan føle en klump, der langsomt bevæger sig op gennem spiserøret. Kvalmen tager til, og jeg støtter mig op ad væggen med begge håndflader presset mod den kolde mur og hovedet lidt foroverbøjet, mens jeg prøver at synke klumpen, der for hvert synk rykker sig længere op. Svedperler dannes på min pande og jeg kan mærke, hvordan håret klistrer sig til min nakke. Det er underligt, eftersom jeg ikke har det varmt men egentlig fryser.

Endelig forsvinder klumpen sig fra mit spiserør, men jeg føler mig stadigvæk klam og ør i hovedet. Forsigtigt skubber jeg mig væk fra væggen og følger gangen. Jeg har en arm strukket ud, så mine fingerspidser rører let ved muren, så jeg hurtigt kan få balancen igen, hvis jeg nu skulle gå hen og blive svimmel engang til.

Mine skridt er ensomme, og jeg bliver opmærksom på, hvor tomt her egentlig er. Under halvt sænkede øjenlåg spejder jeg mod enden af gangen, hvor en mørk dør står på klem. Jeg tørrer noget savl væk fra mundvigen og må bide mig i læben, da jeg kommer til at røre ved såret på kinden. Langsomt nærmer jeg mig døren, og da jeg endelig er står foran og lægger en hånd på det mørke træ, holder jeg instinktivt vejret i frygt for, hvad der er på den anden side.

Jeg ender ude i rummet, hvor de forskellige døre fører ind til de forskellige bogstave gange, men også den samme gang, hvor trappen fører op til Loreen's kontor. Mit blik dvæler et øjeblik op mod mørket, hvor døren burde være. Det går op for mig, at jeg kommer ud fra døren, der fører ind til A gangen. Forundret lukker jeg døren bagved mig, og åbner i stedet for døren ind til B gangen, hvor de andre burde være.

I det samme døren glider op, bliver jeg mødt af en kvælende røgsky, der får mig til at hoste, så tårerne glider nedad mine kinder. Mit instinkt tager over, så jeg smider mig ned mod gulvet, hvor røgen endnu ikke har samlet sig. Gennem mine tårer ser jeg en tyk sky af sort røg, der dækker loftet og dermed skjuler de knuste pærer, som i forvejen var skjult af mørket. Gangen er ikke oplyst af flammer, så det kan være, at de andre prøver at slukke ilden. En smule besværligt kravler jeg henover gulvet og må flere gange holde et ærme op for min mund, så jeg ikke er ved at kvæles i røgen, der prikker til min hud.

Det går ufattelig langsomt, så jeg prøver at holde vejret, mens jeg kravler, så jeg på den måde kommer hurtigere frem. Jo længere jeg kommer ind, jo lavere hænger røgen. Fordi jeg er alt for uopmærksom sætter jeg en af mine håndflader ned i et glasskår, og må undertrykke et lille hyl af smerte. Jeg gnider mine øjne med den anden hånd og fortsætter ned ad gangen, nu med den sårede hånd presset ind mod min hvide skjorte, der flere steder er plettet af blod og andet skidt.  Det føles som en evighed, før jeg endelig kommer til det lille T-kryds, hvor den ene vej fører til Skammekrogen og den anden til Tv-stuen. 

Mit sind er splittet, da jeg ikke ved, om jeg skal tjekke op på Hesten eller de andre. Jeg prøver at se døren ned til Skammekrogen for røgen, og efter en tids stirren, kan jeg se, at den står på klem. Lettet over at jeg ikke skal til at kravle derhen, begynder jeg at bevæge mig hen mod Tv-stuen. Så snart mine øjne vender sig mod døren for enden af gangen, kan jeg se, hvor røgen kommer fra. 

Gule og orange flammer, der er blandet som, når en kunstmaler vil kreere et mesterværk, slikker sig opad dørkarmen og æder døren med lethed. Min hofte vælter til den ene side, så jeg sidder på gulvet med et tomt blik. Røgen slikker sig om såret på min kind, og den sviende smerte vækker mig fra min trance. Et kort øjeblik fokuserer jeg på ilden, men så fanger mit blik en skikkelse, der ligger på gulvet ude i gangen. 

Hurtigt og med hjertet i halsen slæber jeg mig henover gulvet, så jeg til sidst ender ved siden af skikkelsen. Kvalmen fra før kommer tilbage med det samme, lugten af brændt kød og sveden hår rammer mig. Jeg skal til at række ud efter personen, da mine øjne endelig ser, hvad det er, der er sket med personen. Resterne af skolens uniform er forkullet og krøllet sammen, så det slet ikke minder om tøj, men det værste er, at det heller ikke dækker personen hud. Alle steder, hvor huden er frit synligt, er der dannet blærer og huden har fået en sortsveden farve. Flere steder som ved armene og hænderne er knogler og sener fuldt synlige undtagen de steder, hvor resterne af tøjet har brændt sig fast.

Mine hænder ryster, og jeg tør ikke røre ved personen, der ligger på maven og dermed med hovedet vendt til den ene side. Håret er brændt væk og huden er rød og flere steder sort, så jeg ikke umiddelbart kan se, hvem personen er. Min mund åbner og lukker sig, så jeg indånder noget af den giftige røg og må hoste. Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvem personen er, så jeg lægger mig ned på siden, så jeg bedre kan se ansigtet. 

Min raske hånd ryger op til min mund med det samme som jeg skal til at udstøde et lille skrig. Selvom det ene øje er lukket og det andet er rødt og opsvulmet, som om det er ved at poppe ud, kan jeg stadigvæk genkende ansigtstrækkene.

"Carsten..."

I det samme jeg udtaler hans navn, åbner han det lukkede øje og stirrer på mig med et blodsprængt øje. Genkendelsen er tydelig, og jeg kan se, at han kæmper både med smerten, men også for at sige noget. Han prøver at løfte den ene hånd, med den brændte og smeltede hud klistrer sig fast til gulvet, så han i stedet udstøder et skrig af smerte. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, så jeg tyser bare på ham, og lader mine hænder hænge over ham, hvor de bevæger sig i cirkulerende bevægelser men uden at røre ham.

"Kira..."

Hans stemme er grødet og fuldstændig smadret, men jeg kan stadigvæk forstå ham.

"Du... Brand..."

Han lukker øjet i, så en lille tårer triller sig ned over hans kind og rammer gulvet med en sveden lyd.

"Ikke mig..."

Jeg må virkelig kæmpe for ikke at vende mig væk fra hans maltrakterede krop, der bliver ved med at ose af den kvælende lugt af sveden hår og brændt kød.

"Morder... er her... Løb... Brandøkse..."

Hans ord bliver svagere og svagere, og jeg må virkelig kæmpe for at hører ham gennem lyden af den knitrende ild. Jeg kan se, hvordan livet er ved at forlade hans øje, der prøver at få øjenkontakt med mig, selvom han kun kan se mørke. Forsigtigt lægger jeg min raske hånd mod hans kind og prøver at undgå, at røre ved noget af den brændte hud. Han trækker vejret dybt en gang og forlader denne verden med et rallende suk. 

Tårerne triller nedad mine kinder, og jeg må ryste flere gange på hovedet for at ryste modet tilbage i kroppen. Selvom Carsten og jeg ikke var venner, så føler jeg alligevel en sorg over hans skæbne. Min æske med følelser er igen åben, så jeg må virkelig kæmpe for at få den lukket - Det bliver bare sværere med tiden. 

Lyden af noget der falder på gulvet river mig ud af mine tanker, og jeg vender mig om med en hurtig bevægelse. Lyden kom fra en åben dør, jeg ikke har bemærket før, der er et stykke fra, hvor jeg sidder. Mit åndedræt bliver dybere og hurtigere, da lyden af flere ting falder på gulvet. 

Carsten havde nævnt, at morderen stadigvæk er her, og i det samme jeg har tænkt tanken til ende spærrer jeg øjnene op og vakler bagud. 

Et våben..

Mine øjne glider henover gulvet, og jeg får øje på brandøksen, som Carsten nævnte. Uden megen tøven kravler jeg rundt om Carsten's lig og griber fat om økseskaftet. Jeg må dog bide tænderne sammen, da såret i min ene håndflade begynder at svie, da det kommer i kontakt med skaftet. Mit hjerte føles tungt, og jeg kan mærke i en ubehagelig følelse, der kravler ned langs rygraden. Mit blik søger døren, og før jeg rejser mig op i en foroverbøjet stilling, så jeg stadigvæk undgår røgen, tager jeg en dyb indånding, så jeg kan holde vejret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...