Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5298Visninger
AA

20. Kapitel 20

Nøglen drejer ikke med. 

Thank God!

Jeg slikker mine læber og lader hånden falde ned langs siden, da Daniel gør mine til at vil dreje nøglen selv. Hans ansigtsudtryk skifter fra mistroisk til opgivende, da han indser, at ingen af nøglerne passer, og jeg har talt sandt. Jeg hoverer ikke eller på nogen måde ændre mit ansigtsudtryk, da Daniel ser mig ind i øjnene.

"Undskyld Kira... Det steg mig bare til hovedet og..."

Jeg ryster på hovedet, og trækker i stedet for nøglen ud af nøglehullet, hvorefter jeg vender mig om for at gå tilbage til køkkenet, hvor Rosa og Carsten stadigvæk er. Vi træder ind af døren; mig forest og Daniel bagefter med begge hænder stukket i lommerne og mundvigerne pegende nedad. Hverken Rosa eller Carsten spørger ind til, hvordan det gik - De kan se det, eftersom vi begge er vendt tilbage og ikke kun en af os.

Carsten står lænet op ad det ene bord med viskestykket presset mod næsen og den anden hånd, der massere halsen, men hans frække øjne lyser op, da han ser, at vi begge kommer ind.

"Så... Nu skal vi ud og finde chicks?"

Selvom hans stemme er hæs og mere en hvæsen end faktiske ord, så er humoren der stadigvæk. Jeg nikker med hovedet samtidig med Daniel, så vi begge modtager et skævt smil fra ham.

"I lader til at være grov enige... Er der sket noget, mens I har leget med nøgler?"

Rosa kvæler et smil, da Daniel dasker Carsten over skulderen, så den anden krymper sammen.

"Av!"

Daniel smiler ikke, men sender mig i stedet et nik, hvilket jeg besvarer med en stirren.

"Vi må hellere tage afsted nu, hvis vi skal finde dem allesammen inden morderen får fat i dem."

Rosa folder armene foran sig, og jeg sender hende et ekstra blik, da hendes stemme er en anelse mere skinger, end den plejer  at være. Det går op for mig, at hun har været mere stille end hun plejer, men jeg ryster tanken af mig, da hun sender mig et lille smil. 

Vi forlader alle køkkenet, men nu har vi hver taget et eller andet form for våben. Daniel knuger om en køkkenkniv, mens Rosa holder en stegepande løftet og er klar til at slå en modstander ned. Jeg har samlet kosteskaftet op og knuger nu om stangen med begge hænder, så jeg er sikker på, at jeg ikke lige pludselig taber den. Carsten nægtede at tage noget skarpt, i stedet for fandt han en lille mini gasbrænder, der sender en blå flamme ud, hver gang man drejer på den grå knap.

Det føles som om det er flere timer og dage siden sidst, jeg har gået i disse gange. Vi er allerede inde i spisesalen, og jeg har sørget for, at ingen af dem væltede over Georg's lig, der stadigvæk sidder halvt opad væggen. Alt lyset er stadigvæk slukket, og da Daniel skubber døren op indtil B gangen, bliver lyset fra månen reflekteret i glasskårene på gulvet. Den stærke lugt af jern og blod fylder gangene, så jeg holder hånden op for munden, selvom det ikke hjælper det store. 

Flere af dørene står på klem og lader små striber af lys strømme ud. Daniel skal til at gå hen mod en dør, da Rosa griber fat i hans arm og ryster på hovedet. Jeg er blevet mere og mere opmærksom på Rosa. Hver gang vi går forbi en dør, laver hun et lille spjæt og ser sig forskrækket over skulderen for at tjekke, om nogen så det. Det bekymrer mig.

"Det her tager for lang tid... Måske vi skal dele os?"

Carsten slår ud med den ene hånd efter han har lukket døren ind til endnu et tomt værelse. Daniel løfter et øjenbryn.

"Det er det dummeste man kan gøre i en situation som denne."

Carsten laver en fornærmet grimasse som hurtigt bliver erstattet af en grimasse af smerte.

"Avs ... Just asking."

Rosa stopper op lidt foran os og ser sig over skulderen.

"Det var her jeg nåede til, hvorefter jeg vendte om."

Hun sukker dybt og ruller med skuldrene som et tegn på at søvnen er ved at snige sig ind. Ud af øjenkrogen ser jeg Daniel kvæle en gaben, mens jeg selv gnider søvnen ud af øjnene. Endnu en gang har jeg den mærkelig smag af jern og rust i munden, men jeg er i tvivl om det ikke bare er lugten fra værelserne med ligene, der er trængt ind gennem mine fingre.

Vi fortsætter ned ad gangen og kommer til et knæk ved gangen, hvor man kan gå enten til højre eller venstre.

"Skammekrogen er for enden af den gang..."

Rosa peger på gangen til venstre, som er henlagt i mørke. Hun drejer hovedet mod højre.

"...Jeg tror, at nogle af pigerne måske har gemt sig i TV-stuen - Den vej."

Min hånd knuger om nøglebundtet i lommen, da en stilhed lægger sig over vores lille gruppe.

"Jeg ved godt, at vi ikke skal splitte os op, men lad mig gå hen og hente Angela, mens I fortsætter ned ad gangen til højre - Jeg har en dårlig fornemmelse, og det er som om, at tiden er imod os."

Min stemme er næsten en hvisken, men de andre hører mig tydeligt.

"Er du sikker?"

Daniel står igen alt for tæt på mig, så jeg rykker lidt bagud. Jeg nikker. Han løfter hånden op til ansigtet og klør sig i hovedbunden, før han lader hånden falde ned langs siden igen.

"Men det er dumt..."

Jeg er faktisk lidt smigret over, at han viser lidt bekymring for mig, men jeg viser det ikke.

"Det ved jeg, men jeg skal nok klare det."

Han nikker.

"Okay, hvis du er sikker..."

Min ene mundvige sitrer lidt.

"Det er jeg."

Rosa tripper lidt på stedet, så jeg sender hende et lille bitte smil, der tænder et lille lys i hendes øjne.

"Godt, men hvis du ikke er tilbage sammen med Angela inden for ti minutter, så kommer vi og henter jer."

Jeg nikker og begynder at gå ned ad gangen til venstre, da Rosa råber op.

"Vent Kira..."

Jeg drejer hovedet, så jeg kan se mig over skulderen.

"Pas på."

Heldigvis skjuler mørket mit smil, når jeg er så langt væk fra hende, men hun kan stadigvæk se, at jeg sender hende et lille stift nik som svar. Jeg trækker vejret dybt, mens jeg går hen ad gangen, samtidig med at smagen på tungen bliver stærkere og stærkere. Mit hoved føles tungt, så jeg gnubber min hånd mod panden for at se, om jeg kan massere den lille dunkende smerte væk. Uden held. Det er faktisk mystisk.

For hvert skridt jeg tager, bliver mit hoved tungere og tungere, som om der er en eller anden psykisk kamp inden i mig. Jeg støtter mig til kosteskaftet, men pludselig rutsjer skaftet væk under mig, og jeg lander på gulvet med et dunk. Noget skærer sig ind i min kind, og det går op for mig, at det er et glasskår, men det er som om min hjerne er ved at lukke ned. Mine læber skildes, men der kommer ingen lyd ud, og de andre er allerede gået. Jeg kan slet ikke bevæge mig, kun føle en stærk form for udmattelse, der trækker mig længere ind mod mørket, så alt til sidst bliver sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...