Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5220Visninger
AA

2. Kapitel 2

Jeg ved ikke rigtig, hvornår det slog klik for dem, men det endte i hvert fald med, at jeg nu står og pakker mine få ejendele i kasser. Ja, jeg skal flyttes igen. Mona, som står for min flytning, venter ude ved bilen. Hun er en af de der kvinder, der bare ikke har nogen tålmodighed, hvorfor hun har valgt at arbejde med unge, der har problemer, er mig en gåde. To papkasser og det tøj jeg står i. Det er måske lidt trist, men det gør ikke rigtig mig noget. 

Tingene er nogle jeg har sparet sammen til og fået foræret, men som sagt er mit kæreste eje mit spejlreflekskamera. Mona løfter ikke engang hånden til hilsen, da jeg sætter mig ind i bilen. Jeg har på fornemmelsen, at hun er ved at være træt af mig.

"Jeg er oprigtig ked af det, at vi ikke kan finde et passende hjem til dig, Kira." Hendes stemme er monoton og slæbende. Jeg er faktisk ved at falde i søvn af den, så kedelig er stemmen. Hun ville være en passende godnathistorie fortæller, efter de første linjer, så vil alle være faldet i søvn.

Som om hun interesserer sig for mit ve og vel, hun er ikke andet end en arbejdsnarkoman, der mener hun er bedre end alle andre. Jeg trækker bare på skuldrene som svar, hvilket hun selvfølgelig ikke lægger mærke til, da hun læner sig frem mod bakspejlet for at tjekke sin læbestift. Seriøst, den kvinde er mærkelig.

"Men jeg har måske fundet det passende sted til dig. Jeg tror det vil være sundt for dig... Ude på landet og langt væk fra byen... Nå ja, det giver jo lidt sig selv."

Hun ser det ikke, men jeg løfter det ene øjenbryn under mit lange pandehår. Det er første gang, at hun virker så fornøjet over det "nye" sted. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det giver mig en ubehagelig fornemmelse i maven. Landet, det har altid været i byer, men aldrig på landet. Der er da noget positivt ved det. Ikke særligt mange mennesker.

"Du undrer dig sikkert, ikke? Jeg blev selv overrasket, da jeg modtog brevet fra dem..."

Brev? Åh nej, er det sådan nogle huleboer uden internet? Fuck! De vil sikkert tvinge mig til at sidde om lejerbålet og synge Vi har lejrbål her. Fuck om jeg gider! Ingen internet betyder mere samvær med mennesker, hvilket ikke er godt. Måske der er skovarealer, hvor jeg kan gemme mig?

"...Lyder det ikke spændende?"

Mona havde talt til mig, mens jeg selv havde forestillet mig dommedag inde i hovedet, så jeg havde ikke fået helt fat i, hvad hun havde sagt.

"Hvad?"

Jeg bliver jo nødt til at spørge, måske hun havde sagt noget vigtigt. Men det overrasker hende nok lidt, at jeg overhovedet har talt til hende. Som sagt er jeg den stille type, der kun taler, når det er nødvendigt. Mona drejer hovedet over mod mig, men jeg ser godt hun klemmer lidt hårdere om rattet. Hun sukker lydigt.

"Du skal altså lære at høre efter. Jeg sagde, at stedet er lidt som en skole... Bare for unge med lidt problemer. I sover der, får mad og bliver undervist. Der er store arealer til udflugter, så I kommer lidt ud i naturen... Lærerne er både jeres undervisere, men også jeres mentorer. I får pligter, som I skal udfører - Jo mere veludført, jo mere frihed får I. Det er genialt!"

Mit pandehår skiller sig, så en sprække afslører mine grå øjne, der stirrer vantro på Mona. Hun har ikke kunnet finde et nyt hjem til mig, så hun sender mig på en kostskole - eller noget der minder om. Jeg er jo ikke psykisk syg eller noget! Sådan da...

En skole med andre unge, der alle har et eller andet monster at slås med. Hvor passer jeg ind i den sammenhæng? Kan de ikke bare lade mig være? Lade mig leve mit eget liv... Nej, de skal åbenbart stikke deres næser i alt ligemeget, hvor meget lortet stinker. Fuck dem og deres lange næser! 

Men fint nok, en skole for folk med problemer. Jeg lader mig blende ind i flokken, og de vil måske lade mig være. Være usynlig eller næsten da, så de såkaldte "lærer" kun vil koncentrere sig om de højlydte.

Suk...

Jeg knuger om mit kamera, mens jeg gennem pandehåret ser, at bygningerne bliver færre og træerne flere. Min stedsans er elendig, hvor i alverden er vi!? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...