Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5218Visninger
AA

19. Kapitel 19

"Sid stille!"

Daniel prøver at tørre noget af blodet væk fra Carsten's ansigt, som hele tiden trækker sig tilbage i smerte, mens Rosa leder efter nogle isterninger i fryserskabet. Jeg er egentlig lidt imponeret over, at Carsten ikke sidder og tuder eller noget, men kun kommer med nogle små smertefulde støn og spjæt. Næsen er helt klart brækket, men der er ikke noget at gøre ved det før hævelsen har fortaget sig. 

Mit blik bliver ved med at glide henover Andreas' døde krop, men mine følelser forbliver lukket inde i kassen. Jeg vil ikke risikere, at jeg bryder sammen igen - Det må bare ikke ske. 

"Skal vi lede efter de andre?"

Rosa's stemme er en smule rystet, men det virker som om hun holder fokus, da hun sætter sig ned ved siden af Carsten med et viskestykke, der er pakket omkring en pose med isterninger. 

"Ja... Var det ikke det, vi var blevet enige om?"

Daniel er fuldt ud fokuseret  på Carsten's ansigt, da han taler. Rosa nikker og skæver hen til mig, som om hun forventer, at jeg skal sige noget, men jeg lader som om, at jeg ikke ser det. Så hun vender sig i stedet mod Daniel og begynder at tale.

"Jeg tror pigerne gemmer sig på et af værelserne i enten B eller A gangen - Jeg har jo tjekket nogle af værelserne på B gangen, men ikke dem alle sammen..."

Forsigtigt lægger hun viskestykket mod Carsten's kæbe.

"Vi skal også huske, at Angela sidder i Skammekrogen, der er i den fjerneste del af B gangen... Men vi kan ikke få hende ud uden en nøgle."

Hun bider sig i læben, da Carsten gisper af smerte, da Daniel kommer til at trykke lidt for hårdt med kluden.

Nøgle...

Min ene hånd glider ned i lommen på min skjorte og klemmer om det lille nøglebund fra Loreen's kontor. Sandsynligheden for at en af de nøgler passer i låsen til Skammekrogen er stor, men bør jeg fortælle dem, at jeg måske har en nøgle? Hvis Hesten bliver lukket ud, så er chancen for hendes død meget stor. Jeg har ikke lyst til at have mere blod på mine hænder, end det jeg har i forvejen.

"Hvad?"

Mine tanker havde været et helt andet sted, så jeg havde kun svagt registreret at både Daniel og Rosa stirrer på mig, før Rosa havde åbnet munden for at sige et eller andet.

"Jeg spurgte, hvad det er, du har i lommen?"

Fuck...

Langsomt trækker jeg nøglebundtet ud af min lomme og viser det frem, så de kan se det. Daniel sænker langsomt kluden, mens han stirrer på metallet, der ligger på min åbne håndflade. En lille skygge glider henover hans øjne, da han løfter blikket og møder mine øjne.

"Hvor har du dem fra?"

Den hårde tone er fyldt med mistro, og jeg kan med det samme se, hvad det er han tænker.

Fuck! Nu tror han det er mig, der har åbnet gitterdørene...

"Jeg fandt dem på Loreen's kontor... De passer ikke til gitterdørerne."

Han tror ikke på mig, det er tydeligt at se. Langsomt rejser han sig op, og jeg ser godt, hvordan han flytter fødderne, så hans krop er i balance, hvis jeg nu skulle angribe ham.

"Det siger du... Men hvordan skal vi kunne stole på dig?"

Han tager en dyb indånding og fortsætter med at tale.

"Du dukker op med blod på tøjet, og virker ret så ligeglad med at folk dør omkring dig - Undtagen når du selv slår ihjel... Ret godt skuespil - Det må jeg indrømme..."

Han løfter det ene bryn, så han får et tænkende udtryk.

"Daniel... Stop!"

Rosa har rejst sig op og har placeret sig mellem Daniel og mig, men det ser ikke ud til at Daniel gider høre på hende. Hans øjne er helt mørke, og hans hænder er knyttede, så knoerne er blevet helt hvide. Jeg kan egentlig godt forstå ham - Jeg vil også selv have mistænkt mig bortset fra, at han er forkert på den.

"Jeg kan bevise for dig, at ingen af nøglerne kan åbne gitterdørerne."

Problemet er, at jeg faktisk aldrig nåede at tjekke, om nogle af nøglerne kunne åbne gitterdøren - Det havde jeg slet ikke tænkt på, på det tidspunkt. Daniel lader mine ord sive ind, hvorefter han nikker.

"Godt. Rosa, du bliver her og hjælper Carsten, mens Kira og jeg går op til gitterdørerne."

Rosa ser ud til at tøve, men jeg nikker til hende, så hun sænker til sidst de spændte skuldre og sætter sig ned på hug ved siden af Carsten, der har holdt mund under hele ordvekslingen. Daniel slår ud med hånden, så jeg går foran ham ud i forhallen. Jeg kan hele tiden mærke hans øjne, der stikker mig i nakken som flyvende daggerter. 

Tvivlen begynder at nage mig, for hvad nu, hvis en af nøglerne faktisk passer? Jeg vil helt klart have et forklaringsproblem. Der er ikke nogen ude i forhallen, men jeg bryder mig stadigvæk ikke om mørket, og regnens trommen på taget hjælper heller ikke særlig meget. Daniel går hen til døren til pigernes afdeling og venter på, at jeg skal gøre ham selskab.

Vi stirrer et øjeblik begge to på nøglerne, men da Daniel laver en gestus, stikker jeg den første af nøglerne ind i nøglehullet. Mit hjerte sidder helt oppe i halsen, og jeg kan mærke, hvordan sveden får mit hår til at klistre sig fast til min hud i nakken. Daniel står faretruende nær, så jeg kan mærke hans varme ånde mod min hud, da jeg prøver at dreje den første nøgle. 

Den drejer ikke.

Lettet trækker jeg den ud og stikker den næste ind. 

Den drejer heller ikke.

Jeg holder vejret, da jeg stikker den sidste nøgle ind i nøglehullet. Huden prikker irriteret, men jeg må ikke afsløre min nervøsitet overfor Daniel - Han vil måske tolke det forkert. 

"Drej den!"

Bydeformen er tydelig, men jeg trækker alligevel tiden et nanosekund længere, så små tilfældige billeder popper frem på indersiden af mine nethinder; alle sammen forskellige scenarier af, hvad der ville ske, hvis nøglen passer. Jeg lægger trykket på min tommelfinger og drejer så hånden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...