Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5304Visninger
AA

18. Kapitel 18

Jeg stirrer på de to kæmpende foran mig og kan mærke, hvordan min hjerne langsomt forlader mit hoved, så min krop bare står stiv som en støtte. Rosa trækker Daniel i armen og bliver ved med at råbe op om, at han skal gøre et eller andet. Den scene der udspiller sig midt på køkken gulvet er så urealistisk, at ingen af os rigtig ved, hvad vi skal gøre. I hvert fald indtil Daniel pludselig hopper frem mod Andreas, hvorefter han prøver at vriste kniven fra den meget større fyr. 

"Stop! ... Andreas..."

Carsten's stemme bliver kvalt, da Andreas knytter den ene næve og hamrer den ned mod den blottede kæbe, så Carsten begynder at spytte blod ud. Jeg kan tydeligt se panikken i Daniel's øjne, da Andreas løfter næven endnu engang for at lade den falde mod Carsten's ansigt. Slaget bliver efterfulgt af en uhyggelig kvasende lyd, da næven rammer Carsten's næse, så den brækker. Daniel er fuldt beskæftiget med den anden arm, hvor Andreas' hånd stadigvæk knuger om kniven. Hans spinkle arme og krop har ingen chance for at overmande Andreas alene. Rosa begynder at hulke, mens hun bliver ved med at mumle, at de skal stoppe.

Langsomt begynder mit sind at vågne igen, og jeg er klar over, at jeg må gøre noget. Når det kommer til stykket, så er jeg nok lidt en kujon. Min egen frygt for berøring gør, at jeg først ser mig omkring i rummet for at finde en eller anden form for genstand, som jeg kan slå med. Op ad døren står en trækost, som jeg griber ud efter. Andreas har vendt sig, så hans ene knæ er placeret ovenpå Carsten's hals og dermed klemmer luftrøret, mens hans anden arm prøver at gribe ud efter Daniel, der klynger sig til hans ryg og febrilsk kæmper med den anden arm, så han hele tiden modtager slag fra Andreas' frie arm. 

Jeg skruer hovedet af kosten, så jeg i stedet for har en stang, som jeg bedre kan styre. Mine svedige hænder klemmer om stangen, da jeg drejer kroppen og prøver at koordinere mit slag, så det rammer helt præcist. Jeg har den underlige smag i munden igen, som minder mig lidt om en blanding af jern og rust. Mit hjerte pumper hurtigere og hurtigere, da jeg spreder fødderne for at få bedre fodfæste, for derefter at trække vejret dybt.

En gang.

To gange.

Stangens slag, der kommer nedefra og følger en bane som en bold, der bliver slået skråt i jorden, efterfølges af en susen og en gurglende lyd fra Andreas, da jeg rammer ham lige under næsen. En sveddråbe glider fra min pande og henover mit øjenbryn for at følge mit kindben og ned til hagen, alt imens jeg ser Andreas slynge hovedet bagover i en slowmotion bevægelse, så det sidste hans øjne ser er det kliniske lys fra køkkenets lamper.

Daniel falder med, da Andreas' krop falder bagover, så han bliver klemt mellem gulvet og den store fyr. Hans udbrud bliver forvandlet til et lille skrig, men derefter afløst af en tung vejrtrækning og ellers stilhed. Jeg klemmer stadigvæk om kosteskaftet som om det gælder mit liv, mens jeg hvert øjeblik forventer, at Andreas skal rejse sig og slå ud efter mig. Det sker ikke. Den store krop bevæger sig kun, fordi Daniel skubber den til side, så han kan komme fri.

Jeg bliver stående i min stilling, mens mine øjne søger øjenkontakt med Daniel, der lægger to fingre ved Andreas' hals pulsårer. Daniel's ansigt har fået nogle heftige slag, og en tynd stribe af blod danner små mønstre ned langs højre side af hans ansigt. Jeg lukker øjnene, da Daniel spærrer øjnene op og ser på mig med frygtsomme øjne.

"Han er død..."

Daniel's stemme er nøgtern, men den skjuler ikke panikken i hans ansigt, der er trukket sammen i en grimasse af smerte, sorg og... frygt. Jeg slipper kosteskaffet, så det lander på klinkegulvet med et rabalder, der får mig til at rykke bagud, så jeg ramler ind i et bord. Min neutrale maske krakelerer som gammel maling og lander for fødderne af mig som aske, der bliver blæst bort med vinden. Jeg griber fat i min skjorte lige over hjertet og knuger om stoffet, mens jeg langsomt glider ned på gulvet med få tårer trillende ned ad mine kinder. 

"Jeg... Jeg slog ham ihjel."

Min stemme hakker og er fuldstændig uigenkendelig. Jeg kan slet ikke kende mig selv lige nu, det er som om, at låget på min kasse med følelser er blevet revet brutalt af, så mine følelser bliver kastet ud og alle kræver min opmærksomhed på én og samme tid. Min frie hånd kører gennem mit hår for at knuge om en tot for igen at give slip, så hånden kan fortsætte ned over mit ansigt og ned til min mund, hvor mine læber bliver ved med at skilles, så de samme ord kommer ud igen og igen.

"Jeg slog ham ihjel... Jeg slog ham ihjel..."

I det fjerne registrere jeg Rosa's stemme, der blidt taler til mig, som om jeg er et lille barn. 

Men det er okay Kira... Alle er børn dybt inde, og alle har brug for tryghed.

Min hånd er ved at gribe ud efter Rosa, men jeg stopper mig selv, da jeg i sidste øjeblik husker på min egen regel. I stedet prøver jeg at samle mine følelser op, som når en samfundsmedarbejder samler skrald op i parken. Jeg render rundt inde i mit hoved med en tang til at gribe følelserne og putter dem ned i kassen igen, hvor jeg til sidst sætter låget på med et suk. Da låget er sat forsvarligt på, er jeg med det samme tilbage til mit gamle jeg, dog med nogle usynlige ar, der aldrig vil gå væk. 

"Det var et uheld Kira... Han var væk... Du kunne ikke gøre for det..."

Rosa's stemme bliver ved med at plapre i den blide tone, men selvom jeg har repareret min neutrale maske og fået sat den på plads, så trænger hendes ord ind og fungerer som sårskorpe på mine usynlige ar. Jeg vender blikket mod Daniel, der hjælper Carsten op at sidde, så han kan tage et bedre kig på den brækkede næse og få stoppet blødningen. Mine øjne glider i for et øjeblik, og da jeg åbner dem igen, afbryder min stemme Rosa's talestrøm.

"Det vil sige, at vi er 14 tilbage, hvis der er én morder, men 13 tilbage hvis der er to mordere..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...